Sevilla

Vi er stadig “vilde med Seville”! Selvom vi opholdt os der i 5 nætter sidste år og har været der yderligere to gange, så er der altså noget særligt over den by, synes vi og man kan altid grave et spadestik dybere og se ting, man ikke nåede sidst.

Amfiteatret i Italica

Inden vi indtog Sevilla, tog vi en afstikker til udgravningsstedet Italica, hvor især Amfiteatret var flot og imponerende (brugt som kulisse i Game of Thrones). Det var desværre meget småt med informationer på stedet, ikke mindst på engelsk og det meste så lidt forsømt ud.

Man kan stadig se mosaikker i Italica, selvom de fleste af dem er fjernet og befinder sig i forskellige rigmandshuse i Sevilla

Da vi afleverede bilen i lufthavnen fik vi vores store overraskelse penge tilbage for de ubrugte tre døgn samt for uforbrugt benzin! Ca.500 kr! Det er da klasse af et lavrprisfirma (Hertz’ budget firma). Når man medregner de 500 kr, vi har sparet ved ikke at parkere i Sevilla, har vi sparet 1000 kr – ikke så ringe…

Lige ankommet til Sevilla. Vi betragter folkelivet fra en café

Selvom det var overskyet, var det skønt lunt i Sevilla. Også rart med en by, man kender, man skal ikke bruge så meget psykisk krudt på at finde rundt osv. , men kan bare nyde det.

Foran Slow Suites Seville

Vi boede på “Slow Suites Sevillle”, der ligger lige på et hjørne med udsigt til Las Setas (svampene) og det lille torv Plaza Christian de Burgos.

Altan med udsigt

Stedet er splinternyt og lækkert. Den første nat boede vi i deres studio, der lå i stueetagen og ud til en baggård, men de sidste to nætter fik vi en lejlighed på 1. sal med to balkoner og udsigt. Prisforskellen var minimal.

Splinternyt på Slow Suites Seville

Om aftenen spiste vi på restauranten “Arte Y Solera” ved den trafikerede vej langs floden (der er også en centro afdeling). Selve lokalet er måske ikke det allerhyggeligste, men superfint og der var da også andre gæster, men først ved 22:30/23 tiden væltede det ind med spaniere, der ville spise! Der kan vi alligevel ikke være med…vi er med på at spise sent, men klokken 23….vi bestiller bord til 20:30.

Dejlig aften på Arte Y Solera

Vi havde en særdeles beleven og engageret ung tjener og fik tæskelækre og innovative tapas, som vi delte på hele vejen. Positiv overraskelse med et glas cava samt oliven på huset. Da de bestilte squids ikke kunne fås alligevel, kom tjeneren med en anden ret – også på huset forstås og som kompensation, det er god stil!

Denne lækre tapas var det nærmeste, vi kom på Mortensand…

Vi fik også en et med andebryst, for det var jo Mortensaften!  Det blev en dejlig aften, lige noget for mor her!

Hotel de Los Venerables

Næste dag så vi Hospital de Los Venerables, der har været aftægtshjem for soldater, men som nu både er og kunstudstilling af både gammel og moderne kunst. Var overraskende godt.

Vejret var også overraskende godt de første dage i Sevilla

Vi slentrede rundt i byen resten af dagen og det blev til 27.000 skridt og 17,2 km.

Det gode vejr blev nydt i fulde drag

Spiste om aftenen på Zalate, der er et ret ydmygt sted, men det var fint. På vej hjem hørte vi musik på gaden og gik derhen, hvor de var ved at bære en statue af en helgeninde ind i kirken (a la Frigiliana). Igen bliver man mindet om, at religion betyder mere her end i DK.

Vågnede næste dag som forventet til regnvejr, men så kan vi da glæde os over det meget fine vejr hidtil i Sevilla.

Man behøver ikke at miste humøret, selvom det er regnvejr…

Gik først til Cuna gaden med  Palacio de Leibrijo, hvor vi var på rundvisning på 1.sal .

Palacio de Leibrijo

Stueetagen går man selv rundt i og ser bl.a. de mange mosaikker som countessen havde stjålet/købt/reddet fra Italica…

Nogle af mosaikkerne fra Italica, som var landet i Palacio de Leibrijo

Sjovt at se de mere private gemakker. Countessen købte palæet i 1901, hvor hendes mand var død forinden. Hun brugte 13 år på at sætte det i stand og døde i 1938 som ca.87 årig. Hun havde ingen børn, for manden var ikke fin nok til hendes adelige familie, så de måtte vente med at blive gift, til hendes forældre var døde. Da var hun over fyrre og de fik derfor ingen børn og manden døde allerede 5 år senere. Men hun ville have ham, selv med denne pris. Han blev i øvrigt borgmester i byen.

Torro del Orro

Senere kom vi forbi Torro del Orro , hvor der var er fint, lille maritimt museum, hvor man bl.a. kunne læse om Columbus opdagelse af Amerika i 1400 tallet, om Magellan, der udgik fra Sanlucar de Barrameda og ved et tilfælde blev den første søfarer, der lavede en jordomsejling. Og således kunne verdenskortet begyndte at blive tegnet korrekt. Magellen døde i øvrigt før han vendte hjem, af fem skibe med 250 mand kom kun 1 skib med 18 mand hjem.

Katedralen i Sevilla

Vi havde bestilt tid i de arabiske bade/hammam kl 18.  Det blev en dejlig oplevelse, om end der måske er en lille smule mindre særligt over det, når man har prøvet det før (sidste år i Malaga). Men massagen var skøn og professionel, utroligt hun kunne nå hele kroppen på kun 15 minutter og godt at få masseret de ømme lægge og fodsålerne. Fik prøvet både badet med de tre temperaturer, saltvandet, jaccusien og dampbadet.

Gensyn med slowfoodrestauranten ConTenedor som dejlig afslutning på Sevilla ferien

Sidste aften spiste vi -som sidste år -på slowfoodrestauranten ConTenedor. Nok efterhånden mest turister, der kommer her, men stadig et dejligt sted.

Slentretur langs floden

Ferien sluttede i København, hvor vi var sammen med Mads, Rikke og Mikkel. Dejlig afslutning på en skøn tur. Hvor er vi dog heldige og priviligerede, at vi kan gøre den slags og har økonomi og helbred til det!

Tips og facts

“Aire de Sevilla” (de arabiske bade) ligger i en smal gyde, som man næppe lige kommer forbi. Det er nødvendigt at bestille tid på forhånd. Vi gav 54 euro (ca. 400 kr) pr person for 90 minutter med bade og en 15 minutters massage. En dejlig oplevelse.

Vi måtte naturligvis også prøve de traditionelle “Churros  y chokolate” – tyk, varm chokolade, hvori man dypper en slags dybstegt vandbakkelsesdej.  Lækkert – men én gang om året er fint…