Next stop Vietnam!

Så er vi så småt begyndt at varme op til næste tur, denne gang til Vietnam med afgang 27.1. Læs mere under Rejser i udlandet – 2018

Sidste stop Frigiliana – skønt gensyn, stroppetur og besøg

Egentlig havde vi snakket om at slutte “den store Spanienstur” med en uge, hvor vi kørte rundt og genså nogle af de dejlige landsteder, vi har boet på gennem årene. Men så foreslog hv, at vi i stedet tog et gensyn med Frigiliana, hvor vi boede en hel måned sidste år. Det blev straks vedtaget, for på dette tidspunkt længtes vi nok efter at få foden under “eget” bord og mulighed for at lave mad selv osv.
Og ganske rigtigt, det var lige det, vi har haft brug for denne sidste uge. Vi var spændt på, om huset kunne leve op til forventningerne (det kunne det!) og på, om Frigiliana kunne “bære” et gensyn så kort tid efter (det kunne den!)

Frigiliana er en meget pittoresk by – med MANGE trapper…

Vi hentede udlejningsbilen i Malaga Lufthavn, fordi vi gerne vil bruge Malagabil.dk, som et er dansk firma, med nogle gode priser og vilkår. De leverer dog kun i lufthavnen. Derefter tog vi turen til Frigiliana (ca. 1 time), så vi kunne hente nøglen til “vores” hus allerede ved 13 tiden. Huset ligger i Cala El Garral, der må være den allerstejleste gade i Frigiliana, men på hjørnet af Calle Sta. Teresa de Avila, der går ret meget lige ud.

Frigiliana set fra oven. Den gamle bydel i forgrunden, den nye i baggunden

Huset er (som så mange andre huse i byen) ejet af et dansk par og er særdeles flot renoveret og meget smagfuldt indrettet. Det er ca. 400 år gammelt og i 3 etager (kun terrasse på den 3. etage). Alle 3 terrasser har skøn udsigt, men i praksis har vi kun brugt den midterste, der er den største. Stor glæde, da vi fandt ud af, at man kan sidde ude og spise morgenmad, hvis man er lidt sent ude: fra kl 9:30 er der sol og varme nok.

Noget af det allerbedste var at sidde på terrassen og spise morgenmad

Mon ikke de forfrosne hjemmedanskere misunder os dette privilegie – og også at kunne sidde ude til solen forsvinder bag bjergene kl 18….

Hjemlig hygge efter kl 18, når det blev for koldt udenfor

Vi er normalt ikke dem, der rejser det samme sted hen år efter år, men vi må indrømme, at der er noget rart ved at vende tilbage til et dejligt og kendt sted som dette. Sidste år ville vi faktisk helst have haft dette hus, men de var ikke så vilde med at få en hund i huset. Så i år skulle det være, for Freja er jo trygt og godt passet derhjemme hos vores genbo i år.
Vi er meget begejstrede for huset! Det er lunt og rart at opholde sig i, når det er koldt udenfor. Pejsen virker desværre ikke, det var en streg i regningen, men ikke et problem i praksis, for der en varmepumpe OG gulvvarme på badeværelset…
Køkken, spiseafdeling og stue er sammenhængende og det er super godt. Og her er et ekstra værelse, så vi kan have gæster.

I Frigiliana bruger man heste og muldyr til at slæbe byggematerialer og lign. op til de stejleste trappegader i byen

Vi har dels haft besøg af vores venner, der har hus i Benalmadena (til frokost), dels har vores svigerinde besøgt os fra midnat før søndag. Hun fløj med os hjem onsdag.
Vi har rånydt at gå gennem stort set alle gader i byen og gense dem, at slå os ned på cafeer og vi nød genbesøget på El Fuente, den lille restaurant på Calle Real midt i byen. Den er ejet af et hollandsk par, men lukker desværre nu.
Det har også være super hyggeligt at have besøg af og vise byen frem for vores svigerinde Ulla, der fik en “se Frigiliana og omegn på 3 dage”s tur hernede. Det kunne vi nemt arrangere, når vi kender byen så godt. 1 dag i Frigiliana, 1 dag på køretur i bjergene inkl besøg i Competa og El Acebuchal samt 1 dag i Nerja nede ved kysten, med marked og Strandpromenade.

Ulla fulgte gladeligt med på den af os planlagte tur. Havde kun ét ønske derudover: at sidde på Kirkepladsen…

Mellem alt dette “søde liv” skulle vi lige prøve at finde vandrudstyret frem igen. Vi tog med John Keo walking tours på en tur, der viste sig at gå til toppen af El Fuerte. Havde jeg sat mig ind i, hvad det indebar, havde jeg nok ikke tilmeldt os turen, især med mit knæ in mente.

Vi ser da vældigt friske ud, her på 1.stop på opturen…

Men det blev en stor oplevelse. Bjerget er 1000 meter højt og der er 700 højdemeter at overvinde. Så det er op, op, op og samme vej ned, ned, ned.

Fantastisk smuk natur på vej op til El Fuerte

En dejlig oplevelse at nå toppen og ih, hvor smagte den medbragte madpakke godt deroppe!

“Vi gjorde det!”. Efter 2 3/4 time inkl pauser nåede vi toppen, skønt!

Vi var 10 deltagere, men vi var 4, der gik lidt forsigtigt nedad bagved de andre, jeg for ikke at risikere nye knæproblemer. Lykkeligvis fik jeg slet ingen problemer, skønt! Så nu kan vi sagens gå i gang med at planlægge næste vandreferie 😊

Udsigt fra toppen af El Fuerte

Turen er sat til ca.4 timer, vi brugte nu 5 1/2, men det var inkl pauser og nedtur af en anden vej. En stor sejr, at det gik så godt, synes jeg. Det eneste, der lidt ødelægger vores sejhed, er erindringen om, at vores københavnske venner, der besøgte os sidste år hernede, “lige smuttede op på El Fuerte” en formiddag, mens vi blev hjemme ved Freja. Det lød ikke som om, det havde været nogen særlig bedrift! Og de er jævnaldrende….

Smuk natur i bjergene omkring Frigiliana

Frigiliana har set en turist før…her er især mange dagsturister. Om aftenen er der derimod (i hvert fald uden for højsæsonen) meget stille og mange restauranter er lukkede. De fleste udemærker sig også mest ved deres fantastiske panoramasiddepladser udendørs og så er det jo en frokostting på denne årstid.
Der er som sagt også rimeligt mange danskere, der har købt hus i byen (som et engelsk par, der også har købt hus her, grinende sagde: de lokale er flyttet over i den nye bydel med bedre huse og installationer mv. Så overlader de de gamle huse til udlændingene, der synes, det er SÅ yndigt med ældgamle huse, der skal renoveres fra top til tå og som er håbløse at komme til pga. de stejle gader…)
Ca. 1/3 af byens ca.3.000 indbyggere er ikke-spanske, heraf rigtigt mange danskere og englændere. Region Midtjylland har også en lejlighed i byen.
Så selvom vi nu hører dansk som i Malaga er det slet ikke “for meget”. Vi føler os super godt tilpas her i byen og kommer gerne tilbage igen. Der er to boliger mere, som vi har set indefra og som vi meget gerne vil prøve.

De sidste stråler nydes fra terrassen. Kl 18 gik solen ned bag bjergene

Beliggenheden med fantastisk udsigt over havet, men samtidig lidt tilbagetrukket fra kysten er perfekt for os. Vi har ikke brug for en badestrand lige uden for døren, men jeg føler mig omvendt lidt “indespærret” i en by som Competa, der ellers på mange måde kan sammenlignes med Frigiliana. Men den ligger meget længere fra kysten og man skal sno sig op af en smal vej i en halv times tid, før man når byen.

Frigiliana er en meget pittoresk by. Alle huse er hvide og særdeles velholdte og med utroligt mange blomster og planter i krukker ude i de små gader. Har læst, at indbyggerne får påbud om at vedligeholde og renholde deres huse og gaden udenfor, ellers kommer kommunen og gør det, med efterfølgende regning. Vi ved dog også, at går man ud af byen feks. ved at tage en sti ned mod Nerja, kommer man forbi landhuse, der er langt mindre velholdte og hvor det flyder med skrammel.

Uden for vores dør – udsigt til den meget stejle trappegade Calle El Garral

Byen er flere gange kåret som Andalusiens smukkeste og mest velholdte by. Frigiliana har dog en grum histore bag sig. Det var på El Fuerte, at de sidste maurere forskansede sig, da de i 1569 blev fordrevet af de kristne. Mauerne overgav sig ikke, men kastede sig i døden med deres børn ud fra El Fuerte. Uha, en frygtelig ting at forestille sig.

Én anden ting er helt speciel ved Frigiliana. Eller rettere, ca. et kvarters kørsel herfra. Der ligger El Acebuchal, der har en speciel historie, som kommer her i en lidt længere version:
Landsbyen Acebuchal  er kendt som blandt andet “Den fortabte by” og “Spøgelsesbyen”  – el Pueblo Fantasma og er smukt beliggende i en nationalpark, ca. midt mellem Frigiliana og Competa. Byens historie er turbulent. Den blev grundlagt i det 17. århundrede på muldyrruten mellem Granada og Malaga og har til alle tider fungeret som mellemstation for handelsrejsende, der søgte husly og friske forsyninger.

Som så mange andre byer i Axarquia-området, blev Frigiliana og Acebuchal hårdt ramt af den spanske borgerkrig (1936-1939). Frigiliana erklærede sig ‘rød’ (forkæmper for republikken) i juli 1936. Fascisterne generobrede dog hurtigt byen i februar 1937 og hævnede sig på enhver, de mistænkte for at være kommunist.

Et brutalt styre og henrettelser uden rettergang drev mange af landsbyens beboere ud i de omkringliggende bjerge, hvor de dannede en venstreorienteret guerilla-bevægelse kendt som de spanske Marquis. Gruppen blev ledet af José Muñoz Lozano, også bare kendt som “Roberto”. Da den spanske borgerkrig endte i 1939, satte Franco sig for at udrydde enhver rest af modstandsbevægelsen, og Marquis blev hans første mål. Der fulgte en blodig guerrillakrig mod den paramilitære Guardia Civil, som fortsatte ind til 1952. Frigiliana og Acebuchal lå lige i skudlinjen, og beboerne blev generet fra begge fronter.
Landsbyen var længe under mistanke for at give husly og mad til guerrillasoldaterne, og i sommeren 1948 beordrede myndighederne beboerne i Acebuchal (omkring 200 personer) til at forlade deres hjem.
“Spøgelsesbyen” Acebuchal lå derefter forladt hen frem til 1998.

Dét år besluttede en mand – Antonio “El Zumbo” – at forfølge sin livslange drøm om at vende tilbage til Acebuchal, hvor han genopbyggede landsbyen stykke for stykke. Resultatet er storslået. Især når man tænker på, at alt er bygget ved håndkraft, og der hverken var elektricitet eller rindende vand før år 2003.

Fine, renoverede huse i El Acebuchal

Antonios familie driver i dag et hotel og en populær restaurant i Acebuchal. Maden er særdeles lækker, og de fleste af råvarerne er produceret lokalt. Når man starter med deres hjemmebagte brød, som man på spansk vis dypper i lækker olivenolie tilsat krydderier, er det en fornøjelse (især efter at have levet af mere eller mindre papagtigt brød de sidste par uger).

Det lækre brød, de bager i restauranten El Acebuchal. Det er der noget gods i!

Husets specialitet er vildt, og de serverer både vildsvin, kanin, rådyr, agerhøne mv. Et måltid mad i familiens restaurant kan absolut anbefales. Vi fik bl.a. en lokal specialitet, gedekid i hvidløgs- og mandelsovs. Det er ægte simreretter, der er gudeskønt at få efter mange uger med helt anden mad -og ikke noget med fritter her, nej, rigtige kartofler i stykker, der er kogt med. Denne gang kørte vi til byen, hvilket kan lade sig gøre af en snæver og snoet vej, der det sidste stykke er grusvej. 3 gange tidligere har vi gået dertil af en spændende vandrerute. Jeg tænker hver gang, at selvom om byen har mistet sin “uskyld” og husene nu mest består af renoverede feriehuse, så kommer der kun få biler hertil – og absolut ingen turistbusser (!) og det er stadig en særlig oplevelse at komme hertil. En dag bliver der sikkert lavet en bred busvej hele vejen herop og så er det slut med idyllen…

Vi købte et ekstra brød med hjem. Man får i forvejen resten af dét, man har fået til maden, med hjem

Vi var også på køretur til Competa og en tur til Nerja, hvor det bedste er at sidde ved Strandpromenaden og nyde udsigten til strand og hav.

To gratier på Balcon de Europa i Nerja

Der var masser af gæster på stranden, også folk, der badede. Jeg var lige ude at soppe og det var slet ikke koldt.

Skønt at se havet igen, her udsigt fra Balcon de Europa i Nerja

Highlights og tips:

Vandreturen til El Fuerte. Vi kunne sagtens have gået turen selv, da stien er nem at følge og der er kun den samme vej op og ned. Men havde vi gået alene, havde jeg givetvis vendt op lang tid før toppen, af skræk for at få knæproblemer på vej ned.

En stor sejr at komme godt op OG især ned – uden knæproblemer!

John Keo er en irer, der har slået sig ned her og etableret et lille firma, der laver vandreture (HikingWalkingSpain.com). Hans bror Graham er nu også kommet med og det er ham, vi har været med 3 gange nu. Det er lidt hyggeligt ind i mellem at følges sammen med andre og få en snak. Det er folk fra mange lande, men oftest fra England, Irland og Skandinavien, der deltager.

Restauranten i El Acebuchal er noget helt særligt, med deres lækre hjemmebagte brød og simreretter mv. Smager ekstra godt efter en vandring til byen, det gør vi næste gang igen. Man kan gå dertil fra Frigiliana eller køre et stykke af vejen og gå resten. Mon ikke vi skal prøve det første næste gang….Bestil for en sikkerheds skyld bord i forvejen. Der var plads nok, da vi var der denne gang, men de andre gange, har der været fyldt. (Elacebuchal.net eller på facebook).

Gensyn med den meget smukke by – og at bo i det smukt renoverede hus. Huset er lejet gennem det danskejede firma Casafrigiliana, der har kontor midt i byen. (Casafrigiliana.com). Kostede 500 euro for en uge i november (lavsæson), svarende til ca.535 kr pr dag. Man får meget for pengene her! Huset havde alt i udstyr og et stort, dejligt køkken. Også super, at der er madvarer i spisekammeret, som man kan bruge af. Så køber man selv noget, som man lader resten stå af, til glæde for de næste brugere.

Fint at spise ude, men også hyggeligt at lave mad hjemme, især når boligen er så hyggelig som denne

Vejret! Strålende sol fra en skyfri himmel hele ugen. Højst et par skyer en enkelt dag. Godt for os, skidt for de lokale, der nok sukker efter mindre sol og mere vand, omend de er vant til det tørre klima her.
Ca. 19-20 grader om dagen, men køligt morgen og aften (før 9:30 og efter 18). Perfekte temperaturer til os, ikke for varmt til at vandre, ikke for koldt til at sidde ude om dagen.

Smuk udsigt fra den mellemste terrasse (vi havde 3!)

Vi er blevet meget glade for at leje bil gennem Malagabil.com. Et danskejet firma, med dansk hjemmeside. Men mere, fordi det ikke er dyrere end at leje gennem de mange lavprisfirmaer, hvor man oftest skal gennem lange køer for at få sin bil og hvor man skal slås enormt, hvis man ikke ønsker ekstra forsikring. En særdeles god ting ved Malagabil er, at man, når man kommer ud fra lufthavnen, bliver mødt af deres (engelsktalende) personale, der følger én direkte ud til bilen, der er parkeret tæt på. Der skrives papirer på bagsmækken og betales her. Man returnerer bilen ved at parkere den på en vilkårlig P plads på den alm. parkering, sender dem en SMS med oplysning om hvor, hvorefter man lægger nøglen under sædet og forlader bilen. Nemt og tidsbesparende. Og det er ikke dyrt, vi gav 131 euro, svarende til 982 kr for en uge (en Renault Clio). Og det er alt inkl, også forsikringer.

Indkøb: Frigiliana har masser af små købmænd, der dog har åbent som vinden blæser. Men der er oftest nogle åbent, de følger bestemt ikke samme tider. Det samme gælder souvenir butikkerne, som vi må medgive, der er nogle stykker af. Men morgenmennesker er de absolut ikke. Man skal være heldig for at finde en købmand, der åbner kl 10. Og så går de i gang med at bære frugt og lign. udenfor, ikke med at bage brød, nej det sker først senere…

“Miel de Cana” er mørk, tyk sirup lavet af sukkerrør og produceret på Europas eneste tilbageværende fabrik, der ligger i ….Frigiliana. Det smager super godt, synes vi, især på yougurt. Så det er en souvenir, vi må have med hjem, selv om det er noget risikabelt at transportere. Skal jo i kufferten, da det er flydende.

Skal man lave større indkøb, foregår det i Nerja, ca. 5 km længere nede ved kysten. Vi anbefaler absolut Mercadona midt i byen, der har orden i varerne og bl.a. en stor og dejlig fiskeafdeling. At købe forkogte Langustinos, som steges i olie og hvidløg på en pande og vendes i en (færdigkøbt samme sted) blanding af olie og persille, er en meget lækker spise.

En værdig afslutning på Spaniensopholdet. Ti gange bedre end den paella, vi fik i Malaga…

Vi sluttede opholdet med hv’s super lækre udgave af paella, med venusmuslinger, langustinos, hvid fisk, en hel blæksprutte (skåret i mindr stykker), friske choritzopølser mv. En fryd for øjet og ganen 😋

3.del af Rundt i Spanien – 6 dejlige dage i Malaga

Det gik super nemt at komme dertil, dejlig togtur, hvor vi først kørte gennem de flade områder med endeløse rækker af oliventræer. Dernæst mere spændende og klippefyldt natur ved El Chorro. I Malaga skiftede vi til lokaltoget, der kører mod Fuengirola. Det lykkedes at købe en billet her, men lige da vi havde betalt, blev en persienne meget voldsomt hevet ned for næsen af os, men billetterne blev da stukket ud nedenunder. Skulle manden have frokostpause, skulle han ud at tisse eller var det bare lukketid? Dem bagved os så noget rådvilde ud…

Vi steg af på den lille station Torremuelle og blev hentet af gode venner, hvor vi skulle bo denne nat. Skønt at sidde på deres dejlige terrasse med havudsigt og få sen frokost.

Flot udsigt fra vores venners hus i Benalmadena Costa

Vi har savnet havet, nu kunne vi rigtigt nyde det, for vores værelse havde også fuld havudsigt. Efter en hyggelige dag med gåtur i nabolaget og en god middag, sov vi dejligt her.

Næste dag gik hv og jeg op i puebloen (landsbyen) i Benalmadena. Det blev et hyggeligt gensyn med det lille hotel Casa Rosa, hvor vi har boet flere gange, med den lille restaurant, vi ofte har besøgt, når vi lige var kommet til Andalusien, og med det lille torv med springvandet, hvor vi som sidst sad på et lille sted og fik cappuchino.

Det fine lille torv i Benalmadena pueblo

Jeg bemærkede, at på nær ét hold mere, fik alle enten fadøl eller store brandyer til deres kaffe – og klokken var kun 12:15…Vi skal ikke sige, vi holder os tilbage ift. alkoholindtag, men det her var lige over grænsen, synes jeg…

Vores venner kørte os ind til Malaga og vi blev installerede i vores lejlighed, der til min overraskelse var ekstremt centralt beliggende, men uden at være plaget af støj. Den lå som en sidegade til den store hovedgade Larios, men i vores gade var der meget mere stille. Som en del havde skrevet i anmeldelsen af Debambu Larios, er der en hæveautomat lige overfor vores bygning og man kan da også høre når den bipper, men ikke et problem for os. Men nok også fordi, vi ikke havde vinduerne åbne. Vi fik lejligheden 2B, der har det store “udhængsskab”med vinduer, men til gengæld ikke spisebordet som på billedet på booking.com.

Vores lejlighed er den med “udhængsskabet”. En dejlig, helt ny lejlighed, omend lidt mørk. Der var en fin tagterrasse, men ingen møbler her -ret dumt, for alle påtaler dette på booking.com…

Man kunne nu sagtens spise ved bordet langs væggen i midten. Dejlig sengeafdeling – dejligt at det var slut med at sove på hems.

Dejlig ny og særdeles centralt beliggende lejlighed

Aftenens store begivenhed var jazzkoncert i byens teater, Teatro Cervantes. Vi sad meget fornemt i egen loge, hvor der passende var plads til fire. Det var en fødselsdagsgave til mig fra vores venner. Den kvindelige, brasilianske jazzpianist og sangerinde Eliane Elias spillede jazz med kendte brasilianske rytmer ind over. En dejlig oplevelse.

Teatro de Cervantes, hvor vi var til jazzkoncert. Lige ved siden af ligger en lille bar/tapassted, hvor vi fik noget hurtigt,men godt at spise for 32 euro for 4 mand!

De næste 4 dage blev Malaga nærstuderet. En dejlig by og en positiv overraskelse, at der er så meget at tage sig til. Vi har været der flere gange, men kun kort tid af gangen.

Plaza de la Merced. Her er der mange små steder, hvor man kan sidde og få en drink. Fik super god sangria her 2 gange, den ene gang dog desværre ved siden af en stor gruppe, afblegede, fulde og højrøstede engelske kvinder. Ikke nogen pryd for turistsegmentet…

Vi slentrede rigtigt meget rundt i gaderne på må og få, og gik ud til havnemolen langs de mange cafeeer og restauranter der og videre langs Strandpromenaden øst for Malaga.

Strandpromenaden mod øst. Mod vest skal man gå meget langt, før man når ud til strandene og vejen er ikke spændende, går langs den trafikerede kystvej

Et highlight var at gå op til den øverste borg, Gibralafo, som vi besøgte for anden gang.

Udsigt over bl.a. tyrefægterarenaen, på vej op til Gibralfaro borgen

Det bedste var næsten at slente stille og roligt nedad en anden vej, der gik gennem skov og endte i nærheden af Plaza de Merced. En langt mindre stejl nedtur, som jeg tror mit knæ satte pris på….Og næsten ingen mennesker her, alle gik ad den stejle vej langs den nedre borg Alcazaba, som vi sprang over denne gang.

Skønt vejr og den nyerhvervede camino T-shirt luftes

Vi havde overvejet hammam i Sevilla, men ventede til Malaga – og det blev en skøn oplevelse. En dejlig rolig stemning, skønne bade og massage og en alfeagtig kvinde, der på fornem vis svævede rundt i hvid kjole og diskret styrede, når man skulle  ind til massage og som ellers forklarede om hele konceptet. En fin forsmag på Vejlefjord-oplevelsen, der venter, når vi kommer hjem!

Stort og lækkert marked i Malaga, meget tæt på vores lejlighed. En hal til grønt og lign., en til fisk og en til kød

Det blev også til en tur på markedet, plus en lang gåtur ud i Malagas alm. boligområder, for at se noget andet end turistgaderne og til shopping, hvor målet var skjorter til den fattige studerende Niels….

De var ved at gøre klar til en fantastisk juleudsmykning af hovedstrøget Larios. Det tændes først d.24.11.,så det fik vi ikke at se, men kunne sagtens fornemme, hvor flot det bliver. Vi er nu alligevel ikke gearede til jul lige nu…

Endelig havde vi den sidste dag “kulturel dag”, hvor vi så både katedralen, Picassomuseet og Picassos fødehjem, alle tre steder med audioguide.

Katedralen i Malaga, absolut et besøg værd
Fin tur med audioguide i Malagas flotte katedral

Vejret havde nemlig været så godt (op til 25-26 grader) de sidste dage, at vi ikke kunne nænne at gå rundt inde på museer…Den sidste dag i Malaga var temperaturen gået noget ned, til ca.20 grader og SÅ skulle vi være kulturelle! Picassomuseet kan bestemt anbefales, mens vi ikke fik så meget ud af Picassos fødehjem. En dårlig ide at lade spaniere indtale den engelske tekst i audioguiden, så er det sværere at forstå…

Vi fik så sandelig også afprøvet et utal af spise- og drikkesteder.

Vi fik også frokost tapas enkelte dage i Malaga. Her meget typiske babysquids og boquerones (miniblæksprutter og ansjoser, begge friterede.) Det kræver altså en øl!

Lejligheden var rigtig fin og helt nyindrettet, men ikke oplagt at lave mad her, ud over morgenmad. Den var også lidt mørk, da den lå i en smal gade, så vi “hang ud” rundt om i byen.

Vores gade, meget fredelig, selvom den lå som en sidegade til hovedstrøget

Spiste ude hver aften, noget mere ophidsende end andet. De mindst spændende spiseoplevelser fik vi ved blot at vælge et af stederne i turistgaderne.

Denne tapas restaurant var vi på i 2015 og her bekendtegjorde hv, at vi nu godt kunne fortælle drengene om vores pensionistplaner. Så den  husker jeg! Det kunne ikke helt leve op til forventningerne denne gang. Stadig sjovt at sidde klemt sammen ved de bitte små borde, mens tjenerne kanter sig rundt. Men det er blevet rigeligt turistet og maden er dalet en anelse i kvalitet

Den absolut bedste spiseoplevelse var på La Luz de Candela, som var nr. 3 af alle i Malaga på Tripadvisor. Det blev en helt fortryllede oplevelse, med tæskelækker mad, suveræn god betjening og smagfuld indretning. Og stadig ikke dyrt, vi kom af med 58 euro ialt inkl drikkevarer. Ejerne er franske, hvilket nok forklarer det høje niveau. Skal man være lidt fræk, er spansk mad ikke den højere kogekunst, men når franskmænd kommer ind over, så spiller det!

Efter 5 nætter i Malaga var vi også parate til at komme videre og komme ud “på landet” igen. Vi hentede vores lejebil i lufthavnen, for vi bruger nu altid Malagabil, der er dansk og har meget fine vilkår, uden at være dyr.  Frigiliana kalder!

Highlights og tips

Jazzkoncerten i  Teatro de Cervantes. Måske lidt specielt at høre jazz i et teater, men man sidder helt  fantastisk, hvis man køber billet til en af de forholdsvis mange loger. Så er en lille person som mig sikker på at kunne se noget! Der var jazzfestival i Malaga, den uge vi var der. Tak til vores venner for fødselsdagsgaven og ideen!

At være i Hammam, de arabiske bade. Ahh, sikken velvære ☺️. Bestil tid, man får 2 timer inkl de evt.behandlinger, man vælger.

Hammam, de arabiske bade – en himmelsk oplevelse. Slet ikke overfyldt, vi var vel ca. 15-20 personer i hele komplekset

Vi valgte badene (flere forskellige, sauna mv. ) plus en 15 minutters massage. Kostede for det hele   kun 35 euro per person (hv kom til at sige, at vi begge var pensionister!), ellers koster det 43 euro. Vi valgte kl 18-20, så er solen og varmen ved at være væk og man kan stadig nå ud at spise bagefter.

Det romerske teater midt i Malaga, ved foden af Alcazaba borgen

Picassomuseet, også med audioguide. Man får rabat, hvis man er fyldt 65…Men ingen museer er dyre, så alle kan være med her

At bo så centralt som vi gjorde, uden at være generet af støj. Bare ned på gaden, så var der dejligt byliv. Lejlighederne Debambu Larios, der ligger i gaden Alarcon Lujan, en sidegade til hovedstrøget Larios, er fundet på booking.com og kostede  550  kr pr dag.

Gibralfaro borgen oven for Alcazaba borgen og turen derop – og ikke mindst ned igen gennem skoven.

Gibralfaro borgen, beliggende over Alcazar borgen. Man kan ikke komme til Gibralfaro gennem den nederste borg, men skal gå udenom

Gå ned ad kørevejen, og drej så til venstre gennem skoven. Vejen er asfalteret, men lukket for biler og den er ikke stejl. Hvis man trænger til et break fra pulserende Malagas gader, kan men gå derop og nyde roen – der er også et picnicksted.

Der sidder parakitter i palmerne i Malaga – jo, vi er sandelig kommet sydpå! Denne her var fløjet ned mellem duerne og havde kapret sig et stykke brød

Den fransk-spanske tapas restaurant La Luz de Candela. Ligger i en kedelig gade, væk fra turiststederne, men alligevel centralt. Maden er fortryllende, servicen fantastisk og opmærksom og stemningen er super. Varm anbefaling! Bestil bord, det er et lille sted med ca.11 borde.

Bare så lækkert på La Luz de Candela 👌🏼

 

 

 

 

 

 

“Vi er vilde med Seville!”

Jeg er normalt ikke så meget til store byer i længere tid af gangen, men Sevilla er bare SKØN! (Her bor ca. 700.000)

De snævre gyder i vores kvarter,  San Julian

Helt genialt at bo her en lille uges tid – og få helt styr på byen – og bare slentre rundt uden at jage efter noget bestemt – eller gå med næsen i Google maps på telefonen 😊

Kigger man op (og har et godt kamera med stor zoom 😉), ser man mange fine detaljer på husene

Vi ankom fra Santiago efter nem flyvetur d.3.11.og havde arrangeret privat afhentning af en ven af ejeren af lejligheden. Nemt og hurtigt, pris 20 euro. Meget venlig modtagelse af Irene, der viste os alt i den – som forventet-skønne lejlighed. Her er bare ALT: vaskemaskine, opvaskemaskine, citruspresser, shampoo og badegel, barberskum (!), toiletpapir, olie, salt, kaffe, sukker, koldt vand i køleskabet og en stor kurv med frisk frugt – plus meget andet. Dejligt, det ikke var nødvendigt at købe basisbarer i rå mængder, som vi så må smide det meste ud af ved afgang.

Flot udsigt fra tagterrassen i Calle Ave Maria

Her i lejligheden følte vi os hjemme fra første øjeblik. Den er ikke stor, er en et- værelses, men med en fin, omend lavloftet, sovehems. Stilen er skandinavisk, læs IKEA agtig. Det allerbedste er, at den ligger i et dejligt autentisk kvarter, men tæt på alt muligt. Før har vi boet lige ved Real Alcazar og Katedralen, men det her er MEGET bedre.

Skønt at hvile fødderne her på den fredelige tagterrasse efter en lang dag på benene

Den første ca.1 1/2 dag var der sol, men af og til lidt regn i luften, men ellers har her været fuld sol resten af tiden. Temperaturer der er særdeles behagelige til at trave byen tynd, men også til at falde ned udenfor på små listige steder, der ligger overalt. Måske lidt køligere end forventet, mellem ca.16 grader kl 11 formiddag til ca.21 grader om eftermiddagen. Så man skal lige have en jakke på, når man starter om formiddagen.

Torre del Oro, et af Sevillas vartegn

Vi  havde en vældig trang til at spise hjemme de første to aftener efter at have spist ude de foregående 10 dage, men herefter har vi spist ude. Ikke mindst fordi der er så dejligt rundt på barer, cafeer og restauranter, men også fordi det er helt ok at gå ud og få nogle få tapas til deling og et glas vin eller en øl.

Selvom man er på en lidt ydmyg, lokal tapasbar, kan maden stadig være lækker (her Puerta Osario Restobar)

På den måde overspiser man ikke og kan slippe med ca. 22 euro for et aftensmåltid (165kr, altså for 2 personer!)

Når man “nøjes” med beskedne tapas til frokost og aften, er der plads til at prøve de lækre churros, man dypper i varm chokolade 😋

Vi fik snart en fast rytme, der hed: sove til mellem 8 og 8:30, så en times tid med IPaden (avis, nyheder,fb mv), så stor og smukt anrettet morgenmad, afgang ca. Kl 11 (!), så et “tema” for dagen, hvor vi går ca. i 2 timer og ser div. Seværdigheder, holder pause på et lille tapassted og får en øl/cola plus to små tapas (ca. 8,50 euro i alt…). Så på benene igen ca. 1 1\2 time og hjem ca. 16/16:30 og op på den dejlige og fredelige tagterrasse og læse roman mv til kl 18, hvor det bliver for køligt. Derefter  et par timer i lejligheden med fortsat læsning, skriven dagbog, mv. , før vi rokker ud til tapas, evt. med en drink først et sted. Det kan man da kalde et hårdt liv!

Det “hårde” (læs:søde) liv i Sevilla…

Vi har gået ca.15.-19.000 skridt hver dag eller ca. 10-12 km, det er da en pæn del af en Caminostrækning 😊

Lørdag møde med det spanske par, vi skal udveksle bolig med til  næste år gennem Homeexchange. De var super søde og brugte en formiddag sammen med os, hvor de bl.a. gav os gode tip til lokale tapasbarer, kirker mv.  Om eftermiddagen lykkedes det efter nogen besvær at købe billet til toget til Malaga d. 9.11. Det blev en “morsom” opvisning i spanske fagter, himmelvendte øjne, sukken og stønnen, da vores billetter åbenbart drillede. Men efter en lille times tid fik vi både vores “Tarjeta Dorada”, det kort, man kan købe for 6 euro per person, hvis man er fyldt 60 (og det er vi jo!) og som giver store rabatter til tog. 40 procent på hverdage og 25 på fre/søndage og helligdage, som i Danmark. På den måde kostede 2 togbilletter godt 28 euro, det er til at høre. Er med alm. tog, højhastigheds togene er dyrere, men  vi har jo god tid og vil gerne nyde turen undervejs.

Søndag gik vi ud resterne af de gamle mure omkring byen og ud til parlamentet.

Iglesia de San Ildefonso, Jesuitternes kirke i barok stil, her i aftenlys

Gennem de små, smalle gader, hvor de lokale – i stiveste søndagspuds- promenerede. Dejligt besøg med audioguide i det nyligt åbnede Casa las Duenas med den smukke have.

Mandag udforskede vi det gamle sigøjnerkvarter Triana på den anden side af floden.

En af broerne over til Triana med udsigt til floden og havnepromenaden
Mandag besøgte vi også det futuristiske Metrosol parasol midt i Sevilla. Disse “svampe” (på spansk kendt som “Las setas”) er 26 meter høje og indviet i 2011.

Tirsdag handlede det om parker og promenade: park Murillo, park Maria Louise med Plaza de Espana, Plaza de America og museet for folkeliv, plus promenade fra Torre del Orro og langs Guadalquivir floden.

Plaza de Espana i Marie Louisa parken. Plaza de España blev grundlagt i 1928 som det centrale værk i verdensudstillingen Ibero-American Exposition det efterfølgende år.

Onsdag først besøg i palæet Casa Salinas med rundvisning med guide.

Smukke Casa Salinas, hvor vi fik guided rundvisning. Familien, der har 12 sønner (!), bor her stadig

Så rundt i de centrale butiksgader omkring Sierpes.

Omkring Sierpes gaden og de nærliggende butiksgader, har kædebutikkerne endnu ikke overtaget. Her er de fineste, små, gamle butikker

Plus gensyn med kvarteret omkring katedralen og Real Alcazar hvor  vi har boet to gange før a 3 nætter, senest i 2014.

Den storslåede katedral, som vi denne gang dog nøjedes med at se udefra

Vi sluttede på helt perfekt vis på slowfood restaruranten conTenedor, som jeg havde spottet, da vi gik forbi den om søndagen, men ellers havde glemt totalt. Da vi på sidste aften begav os ind mod turiststederne uden en plan for spisning, kom jeg pludselig i tanke om conTenedor og vi vendte om. Ankom 20:25, hvor alt var besat eller reserveret…MEN, sagde ejeren, nogen har bestilt bord til kl 20 og hvis de ikke dukker op inden for 5 minutter, får I deres bord. Og det lykkedes! Fantastisk oplevelse 😋

Vildt spændende forret med østers, to slags røget tun, konkylier mv.

Vi nød hvert minut i Sevilla og kommer gerne tilbage igen. Vores nye, lokale venner tilbød, at vi kunne komme i påsken og bo hos dem, så vi kan se alle de fantastiske processioner. Her er det jo dyrt/umuligt at få hotel eller lejlighed i Sevilla.

Highlights:
Lejligheden (Apartemento Coqueta, Calle Ave Maria 2, booket gennem Booking.com. Kan også fås via airbnb. Pris: 625 kr pr nat,

Kvarteret, San Julian – at bo og se på det mere autentiske Sevilla.

Her gemmer der sig en lille kiosk, der var totalt overfyldt med alt muligt. Ejeren, en ældgammel mand, sad på en stol langt tilbage i det lillebitte lokale. Gad vide, om han nogen sinde solgte noget….

Mødet med Mamen og Ricardo (den familie, vi skal udveksle bolig med til næste år via Homeexchange)

Casa las Duenas (og Casa Salinas), to af de 4 palæer, man kan besøge i Sevilla. Det 3. Casa de Los Pilates så vi i 2014 og det 4. Palace of the Countess of Lebrija havde først rundvisning kl 15,hvor vi sad på cafe…men så er der noget at se næste gang…

De utroligt mange små listige steder (cafe/bar) og torve, der dukker op rundt om hvert hjørne. Man får simpelthen lyst til at slå sig ned hele tiden!

Jeg fik om dagen normalt espresso, cappuchino eller cola, men er her “fanget” med en cana (lille øl) 😏

At være her så lang tid at jeg hár fået styr på byen og bare kan slentre rundt og nyde det og bemærke detaljer på huse mv.

Vejret, dejligt med solskin næsten hele tiden og lune temperaturer

Vejret var til sommerligt tøj, dog skal man altid have en jakke med, for der er køligt, hvor der ikke er sol. Her Plaza Nueva

Tips

Bo, spis og gå rundt i Santa Cruz kvarteret, fremfor det mere turistede område omkring katedralen og Real Alcazar

Vores nye, lokale venner anbefalede to tapasbarer meget tæt på vores bolig: Catalina og Puerta Osario Restobar. Begge rigtigt gode, men den sidste skal man ikke tage for hyggens skyld (hvis man sidder inde – her er noget bart). Skal det være lidt mere restaurant, kan conTenedor varmt anbefales.

Her skal man normalt bestille bord, men vi var megaheldige, eftersom nogle var udeblevet fra deres reservation

Rejs gerne på denne årstid, hvor der er passende temperatur og ikke for mange mennesker. Sevilla kan være ulidelig om sommeren.

Detalje fra Casa Salinas

Skal man rejse med tog, og er fyldt 60, så køb et “Tarjeta Dorada” på togstationen. Gælder i et år og giver store rabatter på togene.

Der er to markeder i Sevilla, det ene i Triana, men begge steder nu mest streetfoodagtige boder. Vi købte oliven her.

Vi er vilde med de “revnede” oliven, kalder Verdial, man kun ser her i Spanien

 

 

 

 

 

 

 

Rute, highlights, forbedringer og tips

Vi nåede frem! Slog os ned på en cafe, da vi nåede Santiago, 1/2 times gang fra hotellet

Rute

Tog Hadsten- København

Fly København – Santiago de Compostela, via Barcelona

Bus Santiago – Sarria

Caminowalk ad Camino Frances fra Sarria til Santiago:

Sarria-Portomarin (ca.22 km)-Palas de Rei(ca.25, vi gik de 12,5)-Melide(ca.15 km)-Arzua(ca.14km)-O Pedrouzo(ca.19 km)-Santiago de Compostela(ca. 20km)

I alt ca.102,5 km plus “det løse” undervejs, ialt ca. 110 km eller ca.172.000 skridt.

Der er en meget dejlig park i Santiago, Alameda parken. Her er  roligt og fredfyldt

Et passende antal km til vores ben (læs: knæ, fødderne kunne have gået “til verdens ende”…)

Også et passende antal dage, syntes vi. En måned ville være for lang tid for os. Fantastisk at det lige var nok til at få et Compostela! (pilgrimsbevis)

Highlights

Det helt fantastiske vejr,  vi havde på hele turen: solskin og mellem ca.18 og 24 grader. Meget velegnet til vandring. Og sammenlignet med vejret I Danmark en perfekt årstid at tage afsted på.

Den generelt set meget smukke rute, der vekslede mellem flot natur (f.eks. langs gamle stengærder) og fine, små landsbyer, hvor man kunne holde rast.

At få et pilgrimsbevis og være til pilgrimsmesse i katedralen

Santiagos katedral i solskin. Vi var også megaheldige den sidste dag, hvor det mod forventning klarede op før middag og blev smukt solskinsvejr igen

At tilbringe nogle dage i den helt vidunderlige by Santiago de Compostela. Der er selvfølgelig mange turister/pilgrimme, men den kan bære det (i hvert fald her omkring 1. november)

Monte Gozo, sidste stop inden det går nedad til Santiago. Her monumentet i anledning af pavens besøg i 1989
Santiago de Compostela – de ømme fødders by!

Nogle af de steder, vi boede og spiste, især de tre søstre i Casa Leopoldo (Palas de Rei) og værelse og restaurant hos den servicemindede unge Adrian (Arzua), samt restauranten O Tobo de Lobo (Melide).

Forbedringer – hvis vi kunne gøre noget om?

Egentlig ikke, men det er klart, at man ikke kommer i snak med så mange andre “pilgrimme”, når man som os vandrer som par og bor på hoteller, frem for herberger. Men vi har det som bekendt glimrende i hinandens selskab og er for meget luksusdyr til at ville bo på sovesale…

Men vi skulle måske have trænet noget mere på forhånd. Troede at vi var i fin form, i kraft af, at vi går en pænt lang tur praktisk talt hver eneste dag året rundt. Og også har gået nogle enkelte gange mellem ca. 16 og 19 km. Men må indrømme, at vi ikke har trænet med at gå 20 km om dagen, herunder i bakket terræn. Om mine knæproblemer kunne være undgået, vides ikke, for vi har da ofte gået på stejle steder, f.eks. på Madeira uden problemer.

Tips

Oktober måned er en super årstid at gå Camino på. Der er ikke så mange på stierne, men det er stadig dejligt vejr. (Ved godt, det også kan regne meget på denne årstid, men igen skal man sammenholde med vejret i Danmark.)

Det var lidt besværligt for os at komme fra Santiago til Sarria. Der går en bus (ingen tog) fra den store busstation i udkanten af byen. Spørg på turistkontoret for præcise tider, for det er svært at finde på nettet. God ide at tage lufthavnsbussen fra Praza de Galicia til den store busstation, ellers tager det godt 20 minutter at gå ud til denne. Billetter til bussen til Sarria skal købes på ØVERSTE etage af busstationen, men kan også købes i bussen. Den kører via Lugo, hvor man skal skifte.

Vores hotel i Santiago de  Compostela kan anbefales. Kostede knapt 500 pr nat, og er helt centralt beliggende, meget tæt på katedralen. Sengene er kæmpestore og lækre og man kan få et værelse med badekar, som er en nydelse for trætte ben og fødder.

Meget fint marked i Santiago. Lækre grøntsager, fisk og kød mv. Åbent hver dag

At gå med vandrestave kan stærkt anbefales, ikke mindst hvis man vil skåne knæene. Man siger, de tager op til 25 procent af stødene. Kan man nøjes med aluminiumsstave, kan de købes alle steder undervejs for kun 8 euro pr stk.

At gå Camino er en herlig blanding af motion, oplevelse og livsnydelse – i hvert fald på den måde, vi gjorde det på. Skønt at yde, før man nyder 😊

Sidste aften i Santiago

Så konklusionen er: vi kan varmt anbefale en (luksus)tur på Caminoen!

 

 

 

Vi kom i mål ! – og har fået pilgrimsbevis og været til messe

En sejrsstolt hv med begge Compostelaer

Helt uden snyd fik vi udleveret vores pilgrimsbevis, da vi ankom til Santiago de Compostela d.31.10. Ganske vist var der den lille taxatur undervejs, men stadig har vi gået 100 km, hvilket er kravet for at få et Compostella (pilgrimsbevis). Faktisk 110 km indtil Santiago, når man tæller de små ture rundt i byerne undervejs med.

Mit navn blev skrevet på latin, hv’s ikke. Så det er altså mig og ikke en Christian eller lign., der tale om…

Det blev fejret på en udendørs cafe, og efterfølgende middag på samme spisested som den første aften (O Pedeiro). Denne gang fik vi både kroketter, hvidløgsrejer og små blæksprutter. Og så skal jeg da love for, det var skønt at krybe under dynen og hvile de trætte ben! Vi var lidt fornærmede på vores ellers meget fine og dejlige hotel, da vi ikke fik et værelse ud mod gaden, som vi ellers udtrykkeligt havde bedt om, da vi boede der for en uge siden. Dumt af dem ikke at imødekomme et sådant ønske, for vi nægter at tro på, at alle, der boede i disse værelser for en uge siden, stadig bor der. I stedet fik vi alle mulige søforklaringer med “der er mere stille bagtil” osv. Nå, til gengæld fik vi denne gang et badeværelse med kar og det var bare lykken at gasse sig der, da vi nåede frem. Sengen er også helt fantastisk, så må vi leve med udsigt til en baggårdsskakt…

Correos systemet (postvæsenet) funger upåklageligt. Vores ene kuffert blev sikkert transporteret fra sted til sted, og den anden opbevaret i Santiago. Kostede hhv. 20 og 8 euro

Det allerbedste ved at nå frem var næsten, at mit knæ næsten ikke protesterede på turens sidste stækning på ca.20 km. Lidt ømhed er til at leve med. Dagen før var det nemlig ikke for godt og de sidste ca.4 km af de 20 var slem.

Efter ophold i Melide d.28., gik turen videre til Arzua. Også her en forholdsvis kort strækning, eftersom vi havde bidt strækningen fra Palas de Rei til Arzua over i to. Det var der mange andre end os, der gjorde…

Man kan praktisk talt ikke fare vild på Caminoen. Der er stenpæle med det kendte muslingesymbol og den gule pil for hver kilometer. Denne var ren og nydelig – de fleste er overmalede med div. navne og sentenser og næsten alle steder er skiltene med kilometerangivelser huggede..
Duften af eucalyptusctræer er nærværende på den sidste del af turen, især efter Melide.

Hotellet i Arzua var en positiv overraskelse, ikke mindst pga. den meget søde og utroligt servicemindede unge Adrian, der ejede hotellet (La Casona de Nené) sammen med sin bror og far.

La Casona de Nené, en positiv overraskelse – et nyåbnet sted med super service

De har også en restaurant,  nogle hundrede meter derfra, ved navn La Nené. Her får man morgenmad, men vi bestilte også bord til om aftenen. Det var en god beslutning. Maden var helt i top, stedet lækkert og servicen upåklagelig. Her mødte vi også det spanske par, som vi har “fulgtes”med næsten hele turen.  Vi snakkede lidt med dem på restauranten. Han kunne godt engelsk, hun slet ikke. Han arbejder indenfor søfart og de bor i Barcelona. Vi havde forinden spurgt dem, om de var fra Spanien og så var det, at han grinende sagde, at det vidste de ikke helt, for de var fra Barcelona! Men dels pga. hans job, dels fordi, han havde boet udenfor Catalonien som yngre, var han/de helt klart ikke tilhængere af løsrivelse fra Spanien.

Vi “kom” også til at få en flaske rødvin denne aften, for de havde den gode Montesa vin, vi havde fået aftenen før i Melide. Pris: 15 euro! Var perfekt til det ekstremt lækre og møre, grillede kød, vi fik. Det smagte og så næsten ud som oksekød (var rødt inden i), men var faktisk fra gris. Må være noget vildsvineagtigt eller i hvert fald meget langt fra en sej og bleg, dansk industrigris…

Mums på restaurant La Nené i Arzua

Værelset var også en positiv overraskelse, med egen, rigtig altan med aftensol. Adrian og Co. har også gang i indretning af et hotel mere tæt på restauranten, så vi ønsker dem alt mulig held og lykke og giver topkarakter på booking.com og Tripadvisor.

Det var derfor også en fornøjelse at starte næste dags vandring, efter at have indtaget turens bedste morgenmad med lækker skinke med pesto, gode oste, brød, croissant, friskpresset juice osv.

Igen var vejret perfekt. Noget af det allerbedste ved denne tur er de skønne, stille morgener, hvor man begiver sig afsted, mens solen så småt kommer frem og varmer. Det er jo blevet vintertid, så fra søndag kunne vi sove en time længere og først starte, når solen var ved at komme frem.

Her gik stien over et lille vadested. Men der var også en alternativ rute. Ingen steder var det svært at passere

Strækningen fra Arzua til O Pedrouzo var på ca.19 km officielt, så nu skulle det vise sig, om vi (jeg) kunne klare det. Det gik, men som nævnt havde mit “talende knæ” sagt grimme ting til mig de sidste km af turen…

Ikke alle støvler klarer hele turen. Disse har vist været efterladt et stykke tid…

Sidste ophold før Santiago var på pension LO, der er et lille, moderne sted i udkanten af denne lidt forstadsagtige by O Pedrouzo. Ikke  noget specielt godt at sige om byen, men det ville være alt for langt at gå hele vejen til Santiago samme dag. Om eftermiddagen rokkede vi ind og så på Hovedgaden og fandt et hyggeligt og trendy lille sted, hvor man sad ved et langt bord alle sammen. Vi fik bare en øl og ville komme tilbage senere og spise til aften. Det lykkedes dog ikke, for der var stuvende fyldt, da vi kom igen. Resten af stederne i byen var ikke spændende, men vi valgte et sted, som pensionen havde anbefalet. Det blev en “morsom” oplevelse. Aldrig har vi oplevet en så ignorant tjener! Han så os, da vi kom ind, men hilste absolut ikke. Vi stillede os ved et bord og han kom hen til os og gloede meget længe uden at sige et ord. Endelig sagde JEG så på engelsk, om vi måske kunne få noget at spise? Han svarede: “Hvad?!”. Så var vi tæt på at gå igen. Det lykkedes dog at få noget mad (et ikke særligt spændende stykke fisk), men tjeneren var iskold. Det lykkedes heller ikke at få ham til at komme, da vi skulle betale, så hv måtte op til disken.

Ved ikke, hvorfor der er så ekstrem stor forskel på servicen her i Spanien? Tænkte først det handlede om penge -dyrt sted/god service, men den holder ikke. Nogen har bare været på servicekursus, andre ikke. Eller også ligger det bare mere naturligt til nogen…

Vi har læst om at man også er træt af turisterne på Caminoen, ligesom man er træt af dem i Barcelona. Her handler der om, at de lægger for få penge og “render rundt og lugter”. Men sådan nogle som hv og jeg, vi lægger både penge og vasker os, så os burde de være glade for 😉

Noget af det bedste var de dage, hvor vi ikke fik morgenmad inden afgang, men efter et par timers gang fik friskpresset juice og en croissant på en cafe…

Så blev det den sidste dag inden ankomst til Santiago. Jeg var optimist, da vi drog afsted efter at have snakket med en amerikansk, ikke helt ung kvinde, der havde gået 700 km uden problemer. Nogle steder var der meget stejlt terræn sagde hun, ikke noget for et dårligt knæ.

Men som nævnt var knæet samarbejdsvilligt denne sidste dag, ligesom vejret var skønt og solrigt (dagen før havde været ok, men mere gråt og blæsende ind i mellem).

Vi var positivt overraskede over, at ruten fortsat var fin og langs små veje eller gennem skov. Først til sidst -efter Monte Gozo- gik det nedad langs en befærdet og larmende vej. Men da vi nåede Santiago og der kun var ca.1/2 times gang til hotellet, måtte vi fejre det med en øl på en cafe. Pilgrimsbeviset var i hus!

Afslapning i Santiago

Eftersom vi var vakse og fik hentet vores Compostelaer samme dag, vi ankom (lige inden lukketid og uden kø), har vi nu god tid resten af tiden i Santiago.

I dag har vi været til pilgrimsmesse kl 12. Vi nød at sove uden at have et vækkeur, der ringede og at spise sen morgenmad. Man skulle komme i god tid til messen, stod der, og da vi ankom ca.10:50, fik vi da også nogle af de allersidste almindelige siddepladser – men utroligt heldigt på 2.række. Mange måtte stå op eller sidde ved foden af stensøjlerne.

Vi venter på pilgrimsmessen i katedralen i Santiago

Vi havde ikke regnet med at de ville svinge med det kæmpestore røgelseskar, Botafumeiroen, for det sker vist kun ved specielle lejligheder eller under jubelår, som ikke er i år. Men det gjorde de altså i starten af seancen og det var en spetakulær oplevelse. Skal da love for at den blev svinget op i luften – helt op til loftet!

Botafumeiroen med røgelse, der blev svinget rundt i kirken. Oprindeligt for at tage stanken fra de mange ildelugtende pilgrimme…

Vi forstod som forventet ikke meget af messen, der mestendels foregår på spansk. Men enkelte gange kom der lidt på engelsk. Var dog noget skuffet over ikke at høre ordet Dinamarca, da de nævnte de lande, som gårsdagens pilgrimme var fra…

Til slut kunne man komme op og få en oblat, men det havde vi ingen behov for. Har det lidt dobbelt med den slags, på den ene side, er det en oplevelse, på den anden side næsten lidt komisk med alt deres røgelse og processioner og mænd med “åbne tevarmere” (bispehuer…) Og så kunne man da også lige købe sig aflad, da der gik damer rundt og samlede ind…

Men det mest specielle var næsten alle de pilgrimme, der mødte hinanden og krammede og hilste på. Her kunne vi så ikke lige være med, for vi har jo reelt ikke talt ret meget med andre. Ikke af uvilje, det er bare noget andet, når man går sammen som par.

Og nu har vi helt “fri”! Skønt at dalre formålsløst i denne meget skønne og tiltalende by og ikke skulle noget specielt. Det er gråvejr i dag for første gang, men tørvejr indtil videre. I morgen er der lovet heldagsregn, men skidt, for nu er vi i mål! En herlig fornemmelse 😃

Målet er nået! Hv foran katedralen i Santiago de Compostela

Halvvejs på minicaminoen – og “knæ-krisen” er (forhåbenligt) overstået!

Så er det alvor. Afgang fra Sarria en kølig morgen
Men snart kom solen frem og det smukkeste landskab åbenbarede sig

NU tør jeg tro på projektet…det gjorde jeg ikke helt i går og slet ikke i forgårs 😬 Efter nem rejse til Santiago via Kbh. og Barcelona og noget fumlen for at komme med bus til Sarria,  lagde vi spændte ud på turen d.26.10. De første ca.12 km var helt fantastiske, vejret var vidunderligt, landskabet og landsbyerne fortryllende og bentøjet i top.

Den første cafe på vejen. Pragtfuldt at sidde der og få lidt morgenmad – jeg var helt høj

Frokosten blev indtaget i Ferreois og humøret var højt. SÅ begyndte det bare at gå ned ad bakke kilometer efter kilometer. Jeg synes virkelig, jeg passede på og brugte den ene vandrestav,  jeg havde med, til at tage stødet fra knæene, ligesom jeg tog forsigtige skridt. Men det højre knæ begyndte at protestere…og da vi skulle ned ad en meget stejl bakke lige før Portomarin, hjalp det ikke engang at støtte til hv også og liste lige så stille, for knæet protesterede højlydt!AV AV!  Og så er det jo, man skal høre efter…Set i bagsklogskabens ulidelige klare lys skulle vi have taget en taxa det sidste stykke. Men nu kom jeg nærmest kravlende over broen til Portomarin – man er vel pilgrim 😉 Det var en hel lise, at allersidste step var en stejl trappe op til Hovedgaden – for OPad, det kan knæet lide!

Op ad stejl trappe – piece of cake..
Den gamle Portomarin By ligger  under vand. Efter bygningen af en dæmning er der nu lavet en ny by længere oppe

Aldrig har en fadøl smagt så godt, indtaget i den smukke lille have, der hører til Hotel De Berbetoros i Portomarin. Men sejrsrusen over at have gennemført første etape på godt  20 km/32.000 skridt (hv’s tæller siger 35.000) var iblandet en stor bekymring for morgendagens etape – for ikke at sige resten af turen…Det hjalp ikke synderligt at hvile knæet et par timer, men vi skulle hen og købe knæbind og en ekstra vandrestav inden lukketid kl 20 og det lykkedes da også at krabbe sig derhen. Og heldigvis også at rokke ned til den glimrende restaurant O Mirador, der havde  stort udvalg på menukortet, bl.a. grillede vagtler, som jeg smovsede i (pris 10 euro 😊). Ovenpå gårsdagens rævepis til “menu del dia” i Sarria, havde vi lyst til en bedre vin og købte en Crianza til hele 16 euro. Den smagte særdeles glimrende.

Der blev lagt en plan A og en plan B: jeg ville prøve at gå en 1/3 eller måske endda 1/2 delen af turen næste dag og så tage en taxa for resten. Alternativt tage en hel pausedag, hvis knæet stadig strejkede om morgenen.

Vi rokkede hjem igen og gemte os under dynerne i det noget kolde hus. Der var ikke andre gæster end os og personalet virkede ærligt talt ikke specielt imødekommende. De var ikke uhøflige, men lidt afmålte. Så her kommer vi nok ikke igen, selvom værelset var smagfuldt indrettet og haven dejlig.

27.10.2107: Portomarin-Palas de Rei

Her var optimismen ikke så stor – morgen i Portomarin

Om morgenen sagde knæet : “hvis du absolut vil, så ok da, men ikke for langt og tag hensyn!” Det blev så aftalen. Knæbind er godt, men to vandrestave er GULD! (Har i parentes bemærket haft to engang, indtil en mig nærtstående person lige skulle låne den ene og efterlod den på et værtshus…). Men en (omend knapt så lækker og let) ekstra stav til 8 euro gør absolut underværker, når knæene skal skånes 😊

Afgang en tåget og kølig morgen. Optimismen var ikke overvældende, da jeg stagede mig op gennem skoven efter Portomarin. Oven i købet var ruten slet ikke så malerisk som i går (mest langs en landevej) og så kom vi oven i købet gennem et stykke skov, der var brændt…Men det gik – det gik faktisk! Da vi nåede landsbyen Ventas de Narón og det desuden var forbløffende varmt, ca.25 grader, sagde jeg, at nu var det nok klogt at lade sig transportere resten af dagens etape. Havde dog klaret ca.12,5 km -langt over forventning. Kunne selvfølgelig godt bide tænderne sammen, men er hundeangst for at få varige skader. At gå længere ture er jo en meget stor livskvalitet for os.

Man møder mange vovser på vejen, når man går Camino. Mange af dem store skrumler,  som hende her. Men alle er totalt fredelige. De hverken gør eller følger efter os, kigger bare sløvt efter de sære forbipasserende…

Taxaen, der fragtede os til Palas de Rei, fulgte faktisk caminoruten, så vi kunne følge de mange, vi nu ser hver dag, fordi de har samme rytme som os. Dukkede mig lidt, da vi passede den søde, canadiske pige, vi havde kørt i rutebil med til Sarria…men de 15 euro var givet godt ud.

Her sagde knæet : hertil og ikke længere…

Overnatningsstedet var pris- og forventningsmæssigt turens højdepunkt. Og jeg skal da love for, forventningerne blev opfyldt! Blev mødt at en nærmest begejstret Mari Cruz (som hun hed), da vi ringede på døren i Casa Leopoldo. Et lille sted med seks værelser og ikke på booking.com, men dog på Tripadvisor. De har også en hjemmeside – uden priser…Vi havde flottet os og købt det bedste værelse og det var sandelig en oplevelse. Fantastisk suite med vinduespartier til tre sider, en flot udsigt og en helt speciel indretning. I huset bor også de 3 ældre søstre, der ejer huset, men igen var vi de eneste gæster.

Suiten på Casa Leopoldo – noget helt særligt

Til huset, der må være helt nyrenoveret (i boutique-stil), hører også en lille oase af en have, bl.a. med et megastort kiwitræ. 100 kg marmelade sidste år, sagde de, men i år: 8 sølle stk. kiwi. Mor her snuppede en lille morfar på bænken i haven…

Jeg fik selvfølgelig tilbudt en ispose til knæet – skønt

Bevæbnet med stave og iført shorts og t-shirts gik vi ned til en bar og fik en velfortjent fadøl med lidt oliven til. Skønt med lunt solskinsvejr. En mand fra Virginia var højlydt forbløffet over, vi var danske. Vi talte rigtigt godt engelsk, mente han- han havde overhørt vores lille snak med den canadiske pige, der nu var ifølge med to unge mænd fra hhv. US og Sydafrika. Rigtigt fint, hun havde fået selskab, omend vi funderede lidt over, om det kunne skabe splid mellem de to unge herrer, der givetvis begge bejlede til pigen…

Tilbage til huset så jeg, hvor flot det måtte være at sidde i åbningen til den franske altan og se solnedgangen lige overfor, så hv  blev sendt ned efter en MEGET LILLE flaske cava (2 cl? ) som vi kunne DELE. Både den søde Mari Cruz og jeg var ved at knække sammen af grin, da hv kom tilbage, for han fortsatte halvvejs ud af byen, før det gik op for ham, at han var kommet for langt…

Hv har ingen skavanker, han traver bare rask derudaf…

PULPO- stykker af store blæksprutter -er en specialitet her i området, så det måtte vi prøve. Blev indtaget samme sted som i eftermiddags, nu indendørs på dette fine, lille sted, hvor der var flest lokale her fredag aften.

Vi var på vej til at liste ubemærket op af trappen, da vi kom hjem ca.22:30, men sandelig nej: søstrene sad og ventede på os og ville  byde på hjemmelavet valnøddelikør og friske valnødder. Likøren smagte super godt og de tre ældre kvinder var ved at vride sig selv af led for at vi skulle føle os godt tilpas. Kom til at tænke på, da vi var i Grækenland i “gamle dage” og blev inviteret ind til lokale landsbyboere og budt på div. drikkevarer mv. mens vi “konverserede” uden at kunne et ord på hinanden sprog. Her var der også visse sprogvanskeligheder, idet søstrene kunne spansk og kun spansk og vi altså ikke kan spansk. Men på forunderlig vis fik vi alligevel kommunikeret, jeg fik bl.a. “fortalt” om hele vores 4 ugers rejse og søstrene var behørigt imponerede. En rigtig sjov og anderledes oplevelse at sidde der i stuen med de rare søstre.

Sov aldeles vidunderligt i den skønne seng, og nu med en tro på, at morgendagens etape nok kunne gennemføres…

28.10. Palas de Rei -Melide

Igen en dag med skønt vejr: solskin og 20~24 grader. Vi er da helt ekstremt vejrmæssigt heldige på denne tur, der slet ikke byder på regn i vejrudsigten, så længe vi er på farten.

Nogle af de smukkeste strækninger på Caminoen er af hulveje langs gamle stengærder

Nu vi var de ultimative luksusdyr, havde vi også bestilt morgenmad (a 14 euro pr. person) på Casa Leopoldo. Og Mari Cruz så også nærmest stolt ud, da hun viste os morgenbordet. Det så også fornemt ud, med en lokal galicisk specialitet som højdepunktet: en slags kartoffelmos med ristede løg og et pocheret æg oveni, serveret i en lille glascocotte. Vældig godt.

Der blev ønsket Buen Camino adskillige gange, da vi drog afsted på næste etape. Nu med en helt anderledes tro på dagen, for knæet gjorde slet ikke ondt!

Horreos – hedder de gamle magasiner, man ser mange steder langs Caminoen. De blev brugt til opbevaring af især majskolber

I dag var etapen næsten lige så smuk som den første dag og efter en formiddagspause samt en middagspause med frokost, nåede vi Hotel O Tobo de Lobo i Malide præcist kl 15. Meget passende distance, vil jeg sige, alt taget i betragtning. At gå lige ud og op ad bakke – no problemos. At gå ned ad bakke – stadig ikke godt, men det var forventeligt. Jeg skiftevis gik med “stift”ben, skiftevis baglæns (!) – ellers også bare meget forsigtigt. Heldigvis var ruten ikke voldsomt kuperet.

Man kommer forbi mange små kirker undervejs og kan ofte  få sit pilgrimspas stemplet her

Vi er nu installerede i et dejligt, lyst og moderne indrettet hjørneværelse med vinduer til to sider. Og prisen er endda meget human: 40euro. Her hviles fusser og knæ. A pro pos FØDDER: må lige prale af, at vi ikke har antydning af vabler eller anden dårligdom 😇

Perfekt afslutning på denne dag, eftersom hotel O Tobo de Lobo også har en meget lækker restaurant. Jeg fik små, gratinerede kammmuslinger og hv en rød, velhængt bøf (30+ dage).

Let og lækkert på restaurant O Tobo de Lobo i Melide

Princippet om at yde, før man kan nyde, passer også glimrende her. Luksuscamino – det  er lige os 😊