27.4.
Nu kom sommeren til DK, fremgik det af vejrudsigterne. Faktisk skulle det blive meget flot herhjemme i hele perioden, mens vi var væk OG kraftigt regnvejr over store dele af det øvrige Europa. Nå men vi var på vej på eventyr og kunne godt unde Danmark lidt godt vejr…
Kom afsted med en times forsinkelse, men det er til at leve med. At de så fløj ekstra hurtigt er jo lidt pinligt miljømæssigt, for nogle minutter fra eller til er jo ikke så vigtigt, i hvert fald ikke for os.
Forlod et solbeskinnet DK for at lande i Pisa i gråvejr, men lige efter regnen var stoppet. Tog toget ind til Pisa Centrale, hvilket kostede 13 euro for to. Derfra videre med toget til Lucca, det kostede kun 3,90 euro pr mand. Dejlig togtur gennem smukt landskab, god plads og lydløst tog. I det hele taget blev vi vældigt tilfredse med italiensk togdrift på hele turen.
Ankom til et Lucca, der var meget anderledes end jeg huskede. Gik med oppakningen gennem bymuren og de maleriske gader, ca. 20 min.
Den venlige vært stod og ventede på os, da vi kom. Dejligt værelse i et lille B&B med kun 2 værelser på adressen Via Fillunga 227. Stedet hedder Antico Cancello og var møbleret med fine gamle møbler og ting, lige som jeg er vokset op med og derfor føler mig hjemme i.
Beliggenheden er midt i turiststrømmen, og vi gik ud og fandt hurtigt en fin cafe, hvor vi kunne sidde ude og betragte bylivet og med udsigt til bymuren og de snævre gader. Jeg fik en Aperol ( den første af mange!) ligesom mange andre på stedet. Jeg var meget mere begejstret for Lucca end de sidste par gange, vi har været her.
Gik igen lidt væk fra turistgaderne og så så jeg et trattoria, der så “ autentisk “ ud, Vecchia Trattoria Buralli. Selvom vi ikke havde reserveret, fiksede de sørme et bord til os. Åbenbart et de slæbte frem til lejligheden. Jeg fik spaghetti Vongole og Henning gnocci i pestosauce til forret, og så delte vi en Vitello Tonnato til hovedret, det var helt ok med dem.
Bad om 2 glas vin og fik en lille flaske Chianti, det var super. Der var tilbehør til hovedrettten med i købet, hvilket tidligere ikke har været almindeligt i Italien. Blev kun til 50 euro! En rigtig god oplevelse og stedet får da også gode anmeldelser. Så dagen var en perfekt start på turen.
28.4.
Det er en klassiker og et must at gå på volden rundt om byen. En dejlig ca. 4 km lang tur, hvis man går hele vejen rundt, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Vi skulle jo varme op til den kommende vandretur!
Så videre rundt i byen, der igen var mere tiltalende end jeg husker fra sidst.
Var bl.a. i det lille palads, Palazzo Pfanner, hvor den dansk kronpris Frederik d.4. havde haft en affære med en lokal adelskvinde, men det blev ikke til mere. Haven var desværre lukket.
Om eftermiddagen hentede vi som aftalt bagagen og tog toget til Altopascio, hvilket kun tog ca. 20 min. Nemt at finde hotellet, Hotel Paola. Der var ingen morgenmadsservering næste dag, for kaffemaskinen var gået i stykker, som han sagde – i fuld alvor! Det lo vi meget af…
Vi gik ud for at se lidt på byen, der ikke var så stor og lidt søndagsdød og fik en aperol/øl på et sted med høj musik, så ikke så godt et sted som forventet. Man fik et hav af gratis tapas til, men jeg ville hellere have sparet på appetitten. Det med gratis tapas, eller i hvert fald chips og peanuts skulle vi møde stort set hver eneste gang, vi fik en drink. Det er ellers ikke mange andre steder i verden, man får det mere.
Om aftenen besøgte vi den restaurant, hotellet havde anbefalet, La Dispensa Osteria. Et osteria i Italien er (lige som et trattoria) et mere uformelt spisested end en ristorante. Et lidt ældre ægtepar med en gravhund havde stedet, der var fint, men maden bestemt ikke noget særligt – virkede lidt “træt”.
Værelset var fint nok og med nyt badeværelse, Der var ikke så meget at vælge imellem og vi skulle da også kun bruge hotellet som overnatningssted inden turstart næste morgen. Nogle rejsebureauer havde anbefalet af starte i Altopascio frem for Lucca, idet det første 18 km her ikke er så spændende, men delvist gennem industrikvarterer. På den måde fik vi også kortet nogle km af ruten, som ellers var rigeligt lang for os. Det skulle i øvrigt vise sig, at vi fik gået så rigeligt med kilometer alligevel!
Vejret var super hele dagen.
29.4.
Morgenmaden bestod af en miniyougurt og en kiks. Dejligt vejr at starte turen på og i løbet af dagen blev det 26 grader. Det var ret nemt at komme ud af byen.
Jeg havde udset mig en bager, hvor vi købte to kæmpe foccaciaer med tun og æg og tomat, samt et par croissanter. Snart var der natur og skønt terræn.
Kom efter 4 km og 1 1/4 time til landsbyen Villa Campanile. Her var der sørme en åben bar med 2 borde ude foran. Jeg foreslog en cappuchino og det gik Henning lidt tøvende med til. Han syntes jo, vi skulle NÅ noget i starten. Men det var mega skønt at sidde der og få en ægte barista kaffe.
Derefter traskede vi videre og gennem lidt skov, til vi 4,5 km senere nåede den lille by Galleno. Her var der to barer, men den ene ejer vinkede os ind med store smil og pegen på pilgrimsskiltet. Vi var de eneste, og købte to cola light, og fik igen gratis små stykker pizza til. Det bliver de ikke fede af!
Man kunne købe både pilgrimspas og kort der, men vi havde ikke brug for nogen af delene. Ruten fortsatte så et langt stykke gennem skov, der godt kunne have været herhjemme. Mest ligeud. Ingen problemer med varme eller fødder eller knæ eller andet. Henning havde knæbindet på, det var nok klogt.
Mødte kun en enkelt, kvindelig vandrer, som vi snakkede lidt med senere. Frokosten blev indtaget på en skøn plet lige inden vi forlod skoven. Flot udsigt til landskabet, herunder cypresser.
Kort efter ankom vi til forstaden Ponte a Cappiano. Der var et idyllisk torv og et par restauranter, så der havde også været fint at sidde. Det er ulempen ved ikke at have 100 procent styr på ruten, som med en Brierly bog (som på Camino i Spanien og Portugal), men vi er nu godt hjulpne med den app, som jeg fik installeret: den officielle Via Francigena app. Den viste sig at fungere ligesom Outdoor active, dvs. med gps, så vi hele tiden vidste, hvor på ruten, vi var. Genialt. Helt fjollet at vi rendte rundt i Lucca og kiggede efter guidebog og at vi forsøgte at købe den som ebog. Appen var alt, vi havde brug for….
Vi kunne vælge at gå den direkte vej hen til hotellet, da vi kom over broen, men jeg foreslog at tage den autoriserede rute langs floden. Fint at gå langs floden, men så var jeg også ved at være mør.
Hotellet, La Campagnola, lå udenfor Fucecchio, lidt i et industrikvarter, men fint sted og som forventet. Meget flinke folk i receptionen. Skønt at komme af skoene og få et brusebad!
Det havde været dejligt med en have i det flotte vejr, men vi kunne dog sidde udenfor, herunder på restaurantens cafe og få et glas hvidvin.
Men middagen måtte indtages indendøre. Maden var overraskende god, jeg fik en sort pasta vongole og Henning en pastaret med svampe.
Betjeningen var dog lidt speciel. Vi bestilte først pizza, da det stod på menukortet, men med vantro og nærmest foragt i udtrykket, fik den kvindelige tjener sagt, at man da sandelig ikke kunne få pizza! Sikkert noget med det er på bestemte dage og det ved “alle”…
Vi præsterede godt 19 km denne første dag, noget længere end jeg lige havde regnet med. Der er 29 km til San Miniato ad den officielle rute, men det ville have været for meget for os. Jeg kunne ikke finde et sted lige midt i mellem, det er jo kunsten, men ofte ikke muligt. Dvs. næste stræk var kun på 10-12 km, men det var nok ikke så skidt for de ømme ben og fødder, også fordi vi gik 23.000 skridt i Lucca mv.
30.4.
Smukt solskin hele dagen og op til 28 grader. Hotellets andre gæster var håndværkere og andre fra det arbejdende folk, der var oppe 6:30. Så der vågnede jeg, da der var meget lydt.
Gik direkte ind til Fucecchio, der var en autentisk by, hvor folk var i gang med dagens dont.
Vi købte en delesandwich i en lille købmandsbutik med delikatesseafdeling. Sådanne skulle vi se mange af på vores tur. Jeg sagde “sandwich” og straks forstod damen. Det var Henning meget imponeret over, han ville have købt brød og skinke i plastindpakning. Damen sagde “ dividiare?”, og lavede en skærebevægelse og ja tak, sagde jeg. Lærte efterhånden ikke at bestille for meget.
Fortsatte gennem byen, der var ret stor. Men ingen pause her, det var for tidligt. Vejret var til shorts og korte ærmer, så igen storkede vi rundt med vores jakker om livet.
Gik over Arno- floden og fortsatte via et dige med højt græs.
Så en gruppe unge vandrere – det var dagens eneste andre vandrere, vi så. bortset fra to unge fyre, som kom forbi, da vi spiste frokost på en bænk mellem San Miniato Basso og San Miniato.
Bassodelen var ikke så spændende, men vi kom lige forbi en sportsbutik og sørme om de ikke havde de fineste rygsækovertræk og i godkvalitet. Men prisen var også derefter, hele 30 euro, pr stk! Og vi skulle bruge 2, så det var bare med at nyde dem! Manden var til gengæld lutter velvilje og afprøvede dem på vores rygsække. Så en oplevelse i sig selv. Vejrudsigten sagde meget regn de næste to dage, så vi tænkte, det gjaldt om at være klar til det.
Bænken vi fandt i et dejligt, grønt område, hvor Via Francigena (VF) går ad en nyanlagt rute, var den eneste, vi så denne dag.
Den sidste strækning op til San Miniato var meget stejl og vi kunne heldigvis tage en kæmpeelevator det sidste stykke op til selve byen, der ligger på en bakketop.
Nåede således frem til hotellet allerede godt 13:15. Større palaver, da de kun kiggede efter Henning, dvs. Vestergaard og længe mente, de ikke havde vores booking. De forstod ikke helt, at JEG havde booket og det under Rydahl. Men det løste sig.
Værelset var så ikke helt klar alligevel, men så satte vi os udenfor og fik hhv. en øl og en cola. Dejligt at sidde i skyggen, for der var 27-28 graders varme.
Stedet havde en stor hund på kun 6 mnd, næsten hvid, som var sød, men lidt af en lømmel. Den hoppede op på bordet og snuppede vores chips!
Om eftermiddagen gik vi byen igennem. Den er meget langstrakt med tynde “arme” ud til siderne. Men først op til tårnet øverst i byen. En varm omgang, men det gik. Og belønningen var en fantastisk udsigt.
Sad senere på et torv, hvor Henning fik en cola og jeg en Gelato, en is – det skulle jo prøves. Den smagte fint og mere sorbetagtigt end is i DK.
Ned til byen igen om aftenen, der var kun få minutters gang, og så kiggede vi på mulighederne. Helt klart en turistby med bedre restauranter. Den udsete var lukket ned, den anden var fuldt booket. Så tog vi den eneste, der havde borde udenfor. Jeg ville slemt gerne sidde ude for vejret var fortryllende og det var sidste chanc inden den annoncerede regn.
Vi tog deres klassiske menu, med en forret med god pølse, skinke og “bacon”, plus tatar. Hovedretten var en 1,2 kilos kæmpe T-bone, der var stegt godt udenpå og meget rå indeni, det er sådan, de gør hernede. Kun ovnbagte kartoffelstykker og hvide bønner til, noget rustikt. Men smagte godt og vi fik T-benet med, da der var meget kød tilbage. Dyreste sted på denne tur indtil videre, knapt 100 euro.
Kl 23 kom der planmæssigt lyn på himlen og det rumlede i det fjerne, så vejrudsigten fik ret…
Denne dag tog vi 26.858 skridt. Ifølge alm. omregning er det lig ca. 21 km. Så selvom vi “kun” gik 12 km på caminoen, gik vi “resten” eftermiddag og aften.
1.5.
Fornemt anrettet morgenbord, som man skulle tro var et eftermiddags-kaffebord! Masser af kager, men heldigvis også brød, æg, ost mv, som dog nærmest var lidt gemt af vejen. Men når nu de skøre turister vil have det sådan…
Det blev en dag med heldagsregn og kun 15-16 grader. Men heldigvis ikke styrtregn, mere en stille, silende regn, som det var muligt at gå i.
Eneste bar/indkøbssted på ruten lå ikke så langt fra byen, men vi stoppede op og fik en cappucino og købte også en stor nysmurt foccacia med den rigtige skinke og Peccorino-ost. Havde kort forinden talt med et yngre italiensk par, der derefter bestilte til os, så vi fik det, som italienerne spiser det.
Nu var der flere vinmarker og landskabet meget smukt. Men man nyder det desværre ikke helt så meget, når det regner.
Der var så også meget mudret! Et sted var det ekstra træls: vejen var nærmest en hulvej gennem et landskab med lerundergrund og da det gik ret stejlt ned, måtte vi nærmest lade os glide ned, mens vi febrilsk forsøgte at styre med stavene. Hurra for regnbukserne og vores solide vandresko!
På denne strækning bemærkede vi også de mange, forladte landejendomme, der lå spøgelsesagtige hen. På afstand så de maleriske ud, lige som de beboede ældgamle, men charmerende huse/ejendomme, der heldigvis også var. Mange er disse er dog nu blevet til ferieboliger, ikke mindst på en strækning som denne. Men i det hele taget er det jo udviklingen, som vi også kender herhjemmefra, hvor de fleste landbrug er nedlagt og ligger øde hen, mens en “storgård” ejer al jorden.
Ved 15 tiden ankom vi lidt som et par druknede mus til Villa Niccoli, en fin, gammel villa ude midt på landet. Den var desværre under renovering udendørs, så huset var dækket af store stilladser.
Men det havde den venlige vært, Sabrina allerede gjort os bekendt med på forhånd. Og det havde ingen betydning for det indre, der var renoveret og lækkert.
Vi fik en venlig modtagelse af Sabrina og hendes hjælper, da denne kunne engelsk. De havde som annonceret stillet pasta, tomater og noget kål frem, sammen med pesto og tomatsauce. Desuden var der øl, juice mv til fri rådighed.
Den skønne, overdækkede hjørneterrasse brugte vi kun lidt, så blev det for køligt. Her var ellers smukt udsyn over det fortryllende landskab med bløde, grønne bakker, cypresser osv.
I det hele taget var turen hertil en rute, der gik igennem et særdeles smukt landskab. Det havde manden med rygsækovertrækkene også sagt: fra San Miniato og sydpå er sceneriet meget storslået.
Jeg følte mig hjemme på stedet og det var hyggeligt at sidde i det fine køkken og spise.
Eneste anke var som nævnt, at der lige var køligt nok. Kunne havde være sjovt at være der i godt vejr.
Der er plads til 3 hold, men vi var de eneste i lejligheden. Der boede dog andre i huset, altså fastboende, bl.a. et ældre italiensk ægtepar, der hjalp os, da strømmen pludselig gik. Der var ingen varme i lejligheden og Henning havde tændt en varmeblæser, så vores meget våde jakker kunne tørre lidt. Det gik også fint, lige indtil vi også tændte for en elkedel…
2.5.
Værterne havde været det tidligt om morgenen for at anrette morgenmad til os – fornemt.
Da vi forlod Villa Niccoli, var der lidt sol, men den forsvandt igen. En stor, meget venlig, gul hund fulgte med os det første stykke.
Det har vi oplevet før, når vi går Camino. men her gik vi først et lille stykke langs en vej med pænt mange biler, så det kunne jeg ikke li´. Håber vovse kom uskadt hjem.
Vi skulle kun gå knapt 10 km, men det gjorde nu ingenting, for vejret var ikke noget at skrive hjem om. Der var mest gråt og lidt blæsende, og ind i mellem en byge.
Heldigvis kunne vi tjekke tidligt ind på det B& B, jeg havde booket. Moren kunne kun italiensk, dog plus få engelsk brokker, men man kommer langt med fagter osv.
Fint sted midt i en den lille by, Gambassi Terme.
Vi skridtede byen igennem og satte os så på en cafe. Måtte rykke indenfor, da det igen begyndte at regne. 5 euro for en Aperol, det var billigt (den dyreste, vi fik på turen, kostede 9 euro).
Moren havde anbefalet os et nærliggende Osteria, Pinchiorba og reserverede bord til os. Det var godt, for der var fuldt hus, da vi kom. Vi ville gerne have pizza, vi er trods alt i Italien – og de var gode. Med i alt 3 glas vin blev det til sølle 30 euro! En god oplevelse.
3.5.
Husets voksne søn serverede morgenmad for os, mens mor stod i køkkenet. Han kunne noget engelsk, men kun til husbehov. Da han spurgte nabobordet : “Are you angry?”, så de lidt forbløffede ud, men så rettede han det til “I mean hungry”! Det lo vi – også – meget af…
Denne dag skulle vi gense Agriturismo Torracio di Chiusi for 4 gang! Vi var der også i 2010, 2013, 2019.
På vej ud af byen så vi for første gang mange andre vandrere, men ikke noget problem. Til gengæld lidt af et problem, da vi kom ud i en noget vådt naturområde, hvor vi måtte krabbe os op ad en meget mudret bakke.
Men blev så også belønnet med et smukt landskab.
Først gik turen til San Gimignano, der har set en turist før, som vi plejer at sige. Ikke en by, jeg er fan af længere.
Pause på den store trappe. Havde da gået godt 13 km og jeg kunne godt gå de ca. 6 sidste, bekendtgjorde jeg kækt.
San Gimignano er kendt for sine mange tårne, der skulle være opført som statussymboler for deres rige ejere. Men selv på denne tid af året, kan man dårligt være der for – andre – turister. Jeg foretrak at beundre byen på afstand.
Gik fint ud af byen og det første stykke ned til floden. Så var der bare ingen bro! Og ingen andre på stien, for de fleste var jo stoppet i San Gimignano. Lidt skræmmende, for floden/vandløbet var grumset og man kunne ikke se bunden og dermed hvor dybt, der var.
Vi husker fra tidligere besøg at broen var noget vakkelvorn, men at den kunne bruges.
Henning vadede så over i bare tæer og det gik. Jeg gjorde det samme, men det var ikke ret sjovt.
Heller ikke det næste stykke op ad bakken var sjovt – og værre rundt om vinmarken – for der var meget mudret. Men vi kendte jo turen og lige dette stykke, ellers havde jeg ikke gjort det. Nåede frem kl ca.16:30 hvor fruen tog imod os.
Fik et super dejligt værelse, nr. 1, et hjørneværelse i bygningen, vi “plejer” at bo i, men i stueetagen. Det må være Det blå værelse, selvom selve sengetæppet var hvidt nu. Væggene var gule, men andet blåt.
Fik et glas af stedets hvidvin på en bænk foran restauranten. Lidt vind, men dejlig sol. Skønt at sidde der og fordøje dagens strabadser. Jeg troede, broen var skyllet væk lige nu, men den har sikkert været væk længe…
Som altid var kokken Bruno klar med middagen kl 20. Vi var kun 4 hold, så det blev de ikke fede af. Ved næste bord sad et ungt, glad, italiensk par, hvor hun snakkede og grinede hele tiden og han mest lyttede og så forelsket ud. De var i vandretøj og skulle også til Siena. Vi mødte dem faktisk flere gange undervejs.
At stedet er et agriturismo betyder, at de skal have en eller anden form for landbrugsproduktion, her olie og især vin.
Vi fik en flaske af en af deres egne rødvine. Den hed Il Grosso og var 60 procent Sangiovese og 40 procent Merlot. Super god og kostede kun 20 euro! Middagen var som altid enkel og rustik, men velsmagende.
Og klassisk med alle retter, som sig hør og bør i Italien: antipasti, primi, secondi og dolce. Her endda som en 5-retters. Og også lidt anderledes end andre steder og med vægt på traditionelle retter. Først en speltsalat formet som en lille rund kage. Så en traditionel toscansk bønnesuppe. Siger ikke, hvad den lignede, den var tyk og brun, og Henning kaldte det minkfoder, men det smagte godt. Så en helt enkel, men lækker pasta med salviecreme, himmelsk!
Hovedretten var pulled pork med spinat og så – heldigvis – kun en lille dessert i form af de kendte, hårde småkager, cantuccini, som man dypper i et lille glas med dessertvin, Vinsanto. Så kunne vi kun lige klare at rokke hjem i seng.
4.5.
Dejlig sol næste morgen, men den forsvandt lidt, så vi valgte at spise morgenmad inde, selvom der var dækket op til et enkelt hold udenfor. Fortrød lidt, vi ikke sad der, for der var meget dejligt på terrassen.
Meget fin morgenmad. Dette kun et udvalg.
Så på stien igen, først gik det nedad.
Over et lille vandløb som vi på forhånd var blevet fortalt om, men intet problem, da vanddybden var meget lav. Men af med sko og strømper. Så troede jeg, det var slut med det. Det var det IKKE! Skulle blive meget værre, gys gys.
Kom til byen Colle de Val d’ Elsa, som vi har besøgt før. Kom ind til torvet lige på hjørnet, hvor vi har siddet før, så det måtte vi prøve igen. Nu et lidt lurvet sted, hvor kurvemøblerne var klistret sammen med tape, men skidt.
Så ud af byen igen. Vi skulle nu gå langs en flod/et vandløb, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, det ville blive på den måde, det blev. Var sikker på, der var store broer. Det var der ikke…Kom først til et sted, som jeg gloede vantro på. Et bredt vandløb – jeg ville nærmest kalde det en flod – uden bro!
Men et ungt par var lige kommet over og hun lavede et thumbs-up tegn til mig. Man kunne ikke se trædestenene, de var i hvert fald dækket af vand. Der var to rækker reb til at holde i, men til den ene side nærmest lidt vandfaldsagtigt. Ikke så det gik dybt ned, men hvis man faldt i, ville man da blive ført med. Dét der nok fik mig til at gå over, var dels, at jeg troede, det var det eneste sted af den slags, dels at den unge mand på den anden side hjalp med at holde rebene stramt, ved at læne sig ned over dem og holde dem med armene. Henning kom over og så måtte jeg jo til det.
Jeg kom da også over, men begyndte at ryste, da jeg var ovre. Det var for meget! En engelsk herre, der også var betænkelig ved at gå over – modsatte vej af os – sagde der var et lignende sted mere! Men ikke så slemt som dette, sagde han. Så vi fortsatte, men det var ikke sjovt, jeg rystede stadig. Er lidt af en kylling, og så i vores alder…
Så kom vi til det næste sted. Det var meget bredere end det første!
Men måske lidt lavere vand, så jeg beholdt skoene på og kastede mig ud i det! Mine sko blev straks gennemvåde, da jeg trådte ud, men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg skulle bare i land!
Ovre på den anden side stod en flok italienske unge kvinder og så på. De sagde jeg var “brave”, da jeg kom i land. Henning tog sko og strømper af og kom også over.
Kvinderne så betænkelige ud og spurgte til, om det var ok at gå over med en hund. De havde en mellemstor mynde, så jeg sagde straks nej! De vendte da også om. Nu ville jeg bare gerne væk derfra. Kom op på vejen, som vi bare kunne have gået ad hele vejen! Inkl en stor bro. Ved ikke, hvorfor den tanke ikke faldt mig ind…
Tænker det normalt ikke er noget problem at gå langs vandet, men at den megen nedbør har gjort, at de normale trædested nu er dækkede af vand og at vandløbene/floderne driver afsted med meget større hast end normalt.
Nå, så var det heldigvis slut med gruopvækkende oplevelser for i dag. Det gik fint med at gå i vandresandalerne resten af dagen. Havde nemlig skiftet på den anden side af bredden. Så var det jo godt, jeg havde sandalerne med i rygsækken!
Efter en rast på et idyllisk sted, nåede vi frem til Strove, der var en mikrolille landsby, der stort set er blevet til et par spisesteder og ditto overnatningssteder. Men der boede dog også nogle enkelte fastboende.
Casalta boutique Hotel var meget idyllisk og vi fik et fint værelse med udsigt over tage og landskab. Igen i antik stil, og det kan jeg jo godt lide.
Var måske allerede en smule mistænkelig ved herren, der var der, da vi kom. Ikke hjertelig modtagelse og han spurgte efter mit navn. Det fik han, men forstod det åbenbart ikke og spurgte igen, denne gang i en noget utålmodig tone. Jeg gjorde i øvrigt opmærksom på, jeg havde bestilt i restauranten kl 19:30 og pegede på mit navn. Der var kun to andre navne.
Efter en pause på værelset gik vi byen rundt, det tog ikke mange minutter. Satte os i deres hyggelige gård, hvor der var fin aftensol. Fik et glas hvidvin hver og sad til solen var væk.
Senere, da vi skulle spise og kom ned i restauranten, var det den samme herre og han burde jo have genkendt os. Men lød lidt uforstående, på kanten af irriteret: “var der noget, jeg ville?”
Vi bestilte menu og en flaske vin. Den kom på bordet med en brag og ikke noget med at skænke op. Så kom en familie med to børn. De fik en nærmest uforskammet behandling. De bestilte risotto til drengen, men det mente tjeneren ikke var muligt, begge børn skulle bestille det samme. Faren måtte insistere voldsomt, men på en behersket måde, så fik de da det, de ville. Men alles mad blev hurtigt kastet ind og “tjeneren” stod og vogtede skarpt over alle og flåede deres tallerkner væk i samme sekund, man havde taget den sidste bid. Manden med familien spurgte noget om vin, men det vidste tjeneren ikke noget om, sagde han. Vores oste- og pølsebræt var det bedste.
Hovedretten var der ikke gjort meget ud af og kødet havde lidt en sær bismag. Og der kom ikke hverken olie eller salt på bordet, før jeg spurgte. Vi faldt lidt i snak med familien, der viste sig at være – russere! Det havde vi nok slet ikke forventet. De var søde og høflige og beskedne, ikke lige det, vi har oplevet tidligere. Valgte at tænke, der er forskel på et land – og en Putin – og en befolkning. Det eneste, der lige virkede lidt pralende var, at de fortalte, de havde været i 65 lande. Faren var højlydt forundret over Hennings alder og at han kunne gå så meget.
Det blev en kort seance, for der var ikke rart at være. Blev det dyreste måltid på turen, men slet ikke det værd. 110 euro. Tjeneren spurgte om det smagte godt og Henning sagde nej. Ja tak, sagde tjeneren…han får grovfilen i en anmeldelse.
5.5.
Turens sidste – og hårdeste! – vandredag. Havde grublet lidt om natten ang. de 27 km! Tænkte at vi nok endte med at gå dem alle sammen- og det gjorde vi!!!!
Fin morgenmad og heldigvis venlig betjening – ikke samme person. Allerede 8:45 skridtede vi ud i solen, kun iført short og t shirts. Så var vi i gang. Der var en enlig, ung kvinde, vi mødte lige i starten, hende så vi senere i Siena.
Det blev en lang ørkenvandring! Der var ingen muligheder for at bestille en taxa. En bar lige i starten, men den sprang vi over. Heldigvis et enkelt stoppested mere undervejs, et pilgrimssted med drikkevarer, lidt kager mv, samt fint toilet. Ingen priser, man skulle bare give donationer.
Der fulgte derefter et langt stykke langs en kedelig asfaltvej uden nogen form for sti til vandrere. Så blev det heldigvis mere landligt igen. Vi holdt pause ved et antikt monument, midt ude i skoven.
Men det sidste stykke OP, OP, OP til Siena trak virkelig tænder ud. Havde jeg vidst det, havde jeg gjort noget andet. Det gik stejlt opad meget længe. Da jeg så byskiltet, tænkte jeg, der ikke kunne være langt igen. Det var der….
På et tidspunkt gik jeg kold og måtte sidde på et autoværn. Havde heldigvis haft 3 flasker vand med, ellers var det ikke gået.
Mine ben var som træstammer. Benhårde på lårene foran, over knæet, fordi vi var gået opad længe. Henning havde ingen problemer, men jeg kunne næsten ikke bevæge mig til sidst!
Endelig kom byporten og der var en åben cafe, for det var søndag og meget var lukket.
Jeg måtte straks have en gelato. Udmattede, men tilfredse med sejren, sad vi der og gassede af.
Så krabbede vi ned til vores B&B, hvor et meget ungt og ret uskolet, men meget sødt og uhyre venligt par, huserede. Vi fik et supergodt værelse med vinduer til 2 sider.
Jeg foreslog et meget nærliggende spisested, for jeg kunne vitterligt næsten ikke gå!
Fandt hurtigt Salefino, hvor nogen sad udenfor. Der var kun 2 besatte borde inde, så vi fik et fint vinduesbord. Pæn, ung og servicemindet tjener.
Det blev turens bedste middag. Lækkert og innovativt, men ikke dyrt. Det var skønt at sidde der og nyde at vi var kommet i mål!
6.5.
Dejligt vejr med solskin fra morgenstunden. Heldigt, når vi lige havde denne ene dag i Siena, for dagen efter blev det regnvejr. Til min egen overraskelse følte jeg mig helt restitueret og benene var helt klar igen!
Fin morgenmad og de søde, unge mennesker stod på hovedet for os. Slentrede rundt i byen i 3 timer, heraf den sidste halve time på en cafe.
Efter en pause på værelset gik vi ud igen. Gennem en lille park tæt på og så rundt i alle hjørner af Fortezzaet, der også lå tæt på. Dejligt at gå der i sol og med flot udsigt til alle sider.
Dernæst udforskede vi andre hjørner af byen. Pointen er, at går du blot en gade væk fra turistgaden, er der næsten øde og meget lokalt. En tiltalende by, meget mere, end jeg husker.
Endte på Piazza del Campo og satte os lige i front på en cafe med sol. Her kostede en Aperol 8,5 men det var pengene værd. Og sørme om ikke tjeneren var venlig og smilende. Det er ikke altid tilfældet på meget turistede steder.
Havde om formiddagen bemærket den unge kvinde, der også gik fra Strove. Gik hen til hende, da vi begge sad foran Dumoen, katedralen.
Hun var fra Holland og skulle gå hele vejen til Rom på godt en måned. Hun brugte nemlig et par dage i Siena mv.
På min opfordring gik vi om aftenen igen over til Salefino restauranten. Havde kigget efter online booking, men det var ikke muligt og fik ikke ringet.
De havde så desværre kun plads ude. De beklagede og vi gik igen, dvs. vi nåede kun lige ud af døren, så kom ejeren – der også var der i går – løbende. De havde sørme lige fået et afbud! Det troede vi så ikke på, men altid en fordel at være “kendt” kunde. Han lød som om, han kunne kende os og sagde oven i købet: “same table” og pegede. Imponerende!
Jeg fik pico, tykke, hjemmelavede spaghetti med friterede artiskok stykker og en lidt stærk, men god gedeost, meget lækkert.
Henning fik fyldte puder i persillesauce og det smagte lige så glimrende som alt andet.
Vi “byttede” hovedretter, så jeg fik en fyldt sprutte med stegt salat/kål og sorte oliven, som Henning fik i går. Henning fik min ret fra i går – perlehønelår og en fyldt pølse og den var super.
Da stedet var noget særligt, blev det igen til en hel flaske vin. Andre dage har vi heldigvis holdt os lidt i skindet og har fået et glas eller højst to. Men nogen afholdstur har der ikke været tale om….
7.5.
Regn om morgenen. Gav de søde unge mennesker en seddel og de nærmest råbte protesterende: “no no”, i bar taknemlighed. Mega søde og uprøvede. Vi roste stedet meget. Lidt regn da vi gik til stationen, men intet problem. Havde regnbukser på og overtræk på rygsækkene.
Skulle ad rulletrapper , hele 9 stk!!! Ned og ned og ned, men stadig med natur udenfor. Det siger noget om, hvor hårdt det var at kravle op til Siena i søndags!
Fin og nem togtur til Empoli og derefter Pisa. Hhv 1 1/4 time og 3/4 time. 23 euro for 2. Det øsregnede da vi skiftede i Empoli.
Det øsregnede endnu mere, da vi nåede Pisa. På med regnbukserne, men tog alligevel en cappuccino på den nærmeste bar.
Da vi nåede Hotel Bologna og kom op på værelset, holdt regnen op! Fint værelse, bedre end forventet og senere var der fin eftermiddags/aftensol.
Hotellet ligger centralt på modsatte side af Arno floden ift. Det skæve tårn.
Slentrede rundt uden fast mål, nu i tørvejr og senere sol. Kom alligevel omkring tårnet lige som masser af andre, så der skulle jeg hurtigt væk fra. Folk stod i mærkelige positioner, som man gør, når det skal ligne, man holder det skæve tårn.
Gik ca.6 km, så hjem og slappe af i 1 1/2 time. Reserverede bord på Osteria La Mescita, som hotellet havde anbefalet. Det skulle vi ikke have gjort… Vi ankom og sagde, vi havde en reservation. Nå, sagde de og lød lidt forbløffede, for der var en del ledige borde og ingen med skilt på. Blev vist ind i et tilstødende lokale, på samme tid som en norsk familie med tre børn. Der kom ingen andre, mens vi var der og da familien gik hurtigt, sad vi alene. Rummet var lidt lager samtidig. Betjening ok, men anonym.
Jeg fik bl.a. grillede lammekoteletter, der var fine, plus en timbale af spinat, der havde en sær bismag.
Vi spiste ikke op, det var ok, men bestemt ikke noget særligt. Sagde til en mandlig tjener, at vi hellere ville have siddet i det egentlige lokale, men han sagde bare “nå”. Der kommer vi ikke igen. Kostede også ca. 100 og det endda kun med 2 glas vin. Bekræftede lidt mine fordomme om Pisa.
8.5.
Det er ikke optimalt at skulle hjem sent på dagen, for sidste dag bliver nemt lidt en ventedag. Omvendt synes jeg, det er værre at skulle op midt om natten for at flyve tidligt. Og da det var super flot vejr hele dagen, faktisk noget af det bedste på turen, gik det fint med at slentre rundt i Pisa.
Først fik vi set på div. børnetøjs- og legetøjsbutikker, for barnebarnet skulle have en lille ting
Fik en cappuccino/espresso i en sidegade. Dem er der masser af, også med div. restauranter, barer, cafeer, butikker mv. Flere end vi troede og bedre end vi troede.
Derefter i Botanisk have, der var en behagelig oase.
De egentlige – og gode – spisesteder lukker normalt ved 16 tiden indtil ca.19:30, så da vi var klar til tidlig aftensmad, var der ikke så meget at vælge imellem. Men på forretningsgaden fandt jeg et fint spisested med megagode pizzaer.
Vi besluttede at gå ud til lufthavnen i det super fine vejr. Utroligt, der ligger en lufthavn nærmest midt inde i byen. Flyet gik planmæssigt og heldigvis skulle vi sove hos søn og svigerdatter, så der var kun godt en halv times kørsel fra lufthavnen. Normalt elsker jeg at flyve fra Jylland, ikke mindst fra Aarhus eller Aalborg. Men da søn og svigerdatter skulle passe Nanna-hunden, blev det Købehavn denne gang.
OVERNATNINGSSTEDER MED PRISER
27.4. B&B Antico Cancelo, Lucca. 970 kr.
28.4. Hotel Paola, Altopascio. 686 kr
29.4.Hotel La Campagnola, Fuceccio. 805 kr
30.4.Hotel San Miniato, San Miniato. 820 kr
1.5. Villa Niccoli, Castelfiorentiono. 671 kr.
2.5. Casa Del Principe, Gambassi Terme. Knapt 597 kr.
3.5. Agriturismo Torraccia di Chiusi, San Gimignano. 1650 kr inkl 5 retters middag
4.5. Casalta Boutique Hotel, Strove. 760 kr
5.5.B&B Governo dei Nove, Siena. 2388 kr for 2 nætter
6.5. sm.
7.5. Hotel Bologna, Pisa. 1112 kr.
KM OG SKRIDT
Alt i alt nåede vi lige knapt 200 km! Det er vi da helt stolte af…
I gennemsnit 19 km på de egentlige vandredage. I snit 18 km pr dag, alle dage indregnet.
28.4 .:15,4 km. 23.092 skridt
29.4.:20,2. 27.455 skridt
30.4: 18,9. 27.218 skridt
1.5.:18,7. 25.607 skridt
2.5.:13,4. 19.288 skridt
3.5:22,0. 30.378 skridt
4.5: 20,0. 27.602 skridt
5.5.:28,4. 36.753 skridt
6.5.: 14,6. 23.001 skridt
7.5.:12,2 . 18.388 skridt
8.5: 14,8. 22.612 skridt
TIPS OG TRICKS
Planlægning
Jeg tog udgangspunkt i Vagabond Tours, Bering Travel, Jysk Rejsebureau og Ruby Rejsers program. Overnatningsstederne fandt jeg ved at se på hvilke, der lå tæt på Via Francigena ruten. I og med vi gik kortere stræk end man ” normalt” gør på denne Camino, kunne det være lidt svært at finde overnatning midt mellem to af de sædvanlige overnatningsområder/byer. Jeg brugte som altid Booking.com til at finde overnatningssteder, undtagen Agriturismo Torraccio di Chiusi, hvor jeg bookede direkte, da man normalt skal bo der min. 2 dage. Men da vi har været der 3 gange før, var det helt ok, at vi kom blot i en dag, skrev de.
Jeg bestiller altid al overnatning på forhånd. Her ville det også have være svært, for ikke at sige umuligt, at finde steder at bo uden reservering. Vi bor altid på hoteller eller B&Bs, så jeg kan ikke udtale mig om herberger. Den slags er vi for gamle til…
At finde vej
Via Francigena er blevet godt skiltet de senere år. Vi har venner, der gik denne strækning for nogle år siden og da var det noget andet. De endte bl.a. i bunden af en kløft med fuld oppakning! Det sker ikke nu, da der både er de gamle vejsten, mærket VF, nye hvide skilte, der viser til hhv. Rom og Canterbury, plus større brune skilte og desuden en del forskellige andre afmærkninger, herunder den “lille troldmand”, som Henning kalder pilgrimssymbolet.
Men det er selvfølgelig rart at have et kort eller andet på sig. Vi endte med blot at bruge den officielle Via Francigena app og det fungerede glimrende. En mere udførlig beskrivelse af ruten med pausesteder mv, skal man ikke forvente her. Men det har også sin charme, at man pludselig opdager et lille sted i en landsby, hvor man kan få sig en velfortjent pause og en kop kaffe.
Prisniveau
Vi fandt det billigt at opholde os i Toscana. Især er det billigt at gå ud at spise, og ikke mindst købe vin. Sådan er det jo generelt i Sydeuropa. Hvis vi købte en flaske rødvin til 20-26 euro, var der tale om vine, der koster det samme i udsalgspris herhjemme.
Overnatningsstederne kostede mellem ca. 600 og 1200 kr pr nat. Det er der bestemt ikke noget at sige til, da jeg havde valgt steder af god kvalitet og med en høj rating på Booking.com.
Bagagetransport
Det er ofte bagagetransporten, der får folk til at booke en sådan tur gennem et bureau. Men man kan sagtens selv bestille bagagetransport. Her brugte vi Bags-free, der fungerede helt uden problemer. At de så er noget gammeldags i deres koncept, så man skal efterlade en 20 euroseddel i en speciel kuvert bundet til kufferten hver morgen, er en anden sag. Desuden skal man skrive næste stop på ruten, men de har også fået ruten tilsendt i forvejen.
Det koster altså 20 euro pr dag, uanset transportlængde, for et stk bagage op til 20 kg. Vejer bagagen væsentlig mere, bliver man opkrævet for det, skriver det. Ligeså hvis man har flere stykker bagage.
20 euro pr dag er en del dyrere, end vi har været vant til i Spanien og Portugal, men jeg giver gerne 150 kr for at slippe for at gå rundt med en kæmpe rygsæk hele vejen. Omvendt var det næsten helt rart med en dagsrygsæk, der – foruden at rumme dagens fornødenheder – også var med til at give en god holdning, der mindskede “farmorpuklen”…
Når man som vi kombinerer med bybesøg før og efter, skal der også mere tøj med, end hvis man kun var på vandretur. Så det pæne tøj og nogle andre sko skulle der også være plads til. Men – hårdt presset – jeg havde for meget tøj med!
HIGHLIGHTS/DET BEDSTE
At vi (stadig) kan gå pænt langt og uden at få skavanker
Det toscanske landskab med bølgende, grønne bakker, cypresser, pinjetræer og maleriske landsteder (ikke mindst fra San Miniato og sydpå)
Italien kan det med mad og vin – en ikke uvæsentlig del for os (som det tydeligt fremgår…)
Gensyn med Agriturismo Torraccia di Chiusi
Meget positive gensyn med Lucca, Siena og Pisa – endnu bedre oplevelser denne gang
Årstiden er for os perfekt til vandring: alt er frisk og grønt, der er ikke mange andre vandrere, og temperaturen er passende (jeg orker ikke alt for høje temperaturer). At der er få vandrere og de lokale ser med positive øjne på os, er også dejligt.
DET “VÆRSTE” – HVAD VIL VI GØRE OM EN ANDEN GANG
Selvom vi havde indlagt en ekstra vandredag, gav det stadig mange km i benene, også fordi vi skulle opleve de byer, vi kom til. En anden gang vil jeg planlægge lidt kortere stræk (ikke mindst kortere end den sidste dag).
Flodkrydsningerne uden for Colle di Val ´Elsa var for nervepirrende for mig…
1 1/2 dags regnvejr gav meget mudder visse steder. Det kunne vi godt have undværet.
KONKLUSION
200 km på italiensk jord. Så meget fik vi trasket – i snit 18 km om dagen, hvis alle dage tælles med. På de 7 egentlige vandredage blev det til 19 km pr dag, men det giver også mange skridt at slentre rundt i dejlige byer som Lucca, Siena og Pisa. Vi er vældigt stolte af os selv og havde ingen problemer med knæ eller andet. Når man er hhv. snart 74 og 67 er det ingen selvfølge at kunne gå så meget (vi taler så ikke om, at vores jævnaldrende venner har gået samme ture med de normale, lange stræk – uden problemer!)
2 af dagene var med regnvejr, men ellers dejligt vejr. Kun to udfordringer: den sidste dag, hvor det gik OP, OP, OP til Siena gik vi 28 km – det var for meget! Og så var der lige de steder, vi skulle krydse vandløb, der pga. den megen nedbør var blevet til “rivende floder med vandfald”. Her måtte vi smide sko og strømper og hage os fast til nogle reb, mens vi krabbede os over. Det var også for meget!! Derfor ekstra skønt at holde “fri” de sidste par dage.
Vandring ad Via Francigena kan stærkt anbefales! Og vi kunne sagtens finde på at tage en ny strækning ad Via Francigena en anden gang. Oplagt at gå videre fra Siena og sydpå. Naturen er meget smuk de fleste steder og vi vil fremover foretrække VF frem for Camino i Spanien og Portugal.
En uges tid til selve vandreturen er fint med os. Vi har ikke lyst til, eller mod på, at gå i længere stræk, ligesom vi med årene har fået endnu mere blik for at køre efter “yde- og nyde-modellen”. Vin og god mad smager ekstra godt, når man synes, man har fortjent det og ydet noget inden.
Det er intet problem selv at arrangere en sådan tur. Det er selvfølgelig ikke for at nedgøre rejsebureauerne, jeg foreslår man selv arrangerer. Det er nemt at købe en færdig rejse og det giver også en vis tryghed. Men her, hvor man går for sig selv og uden guide, giver det i mine øjne ikke så meget mening med en færdig tur. Jeg kan lave den meget billigere og meget bedre, bl.a. i kraft af, at jeg finder bedre overnatningssteder. Og tilpasser turen, så den lige passer til vores behov.
Så “Buon Cammino” – som det hedder det på italiensk. Det var nu i øvrigt sjældent man hørte dette udtryk på denne tur. De fleste siger “buongiorno” (goddag), når man møder dem på stien. I hvert fald indtil det var tid at sige “bounasera” (godaften). Eller bare et “Ciao”- hej. Men man bruger generelt mere den mere høflige form i Italien. I italiensk kultur er “buongiorno” mere end bare en hilsen. Det er en måde at vise høflighed, respekt og venlighed over for andre mennesker. Når man siger “buongiorno”, viser man, at man er opmærksom på den anden persons tilstedeværelse og ønsker dem det bedste for dagen, har jeg læst. Og det er jo egentlig en smuk ting, som vi kunne lære noget af i DK.
