Sidste stop Frigiliana – skønt gensyn, stroppetur og besøg

Egentlig havde vi snakket om at slutte “den store Spanienstur” med en uge, hvor vi kørte rundt og genså nogle af de dejlige landsteder, vi har boet på gennem årene. Men så foreslog hv, at vi i stedet tog et gensyn med Frigiliana, hvor vi boede en hel måned sidste år. Det blev straks vedtaget, for på dette tidspunkt længtes vi nok efter at få foden under “eget” bord og mulighed for at lave mad selv osv.
Og ganske rigtigt, det var lige det, vi har haft brug for denne sidste uge. Vi var spændt på, om huset kunne leve op til forventningerne (det kunne det!) og på, om Frigiliana kunne “bære” et gensyn så kort tid efter (det kunne den!)

Frigiliana er en meget pittoresk by – med MANGE trapper…

Vi hentede udlejningsbilen i Malaga Lufthavn, fordi vi gerne vil bruge Malagabil.dk, som et er dansk firma, med nogle gode priser og vilkår. De leverer dog kun i lufthavnen. Derefter tog vi turen til Frigiliana (ca. 1 time), så vi kunne hente nøglen til “vores” hus allerede ved 13 tiden. Huset ligger i Cala El Garral, der må være den allerstejleste gade i Frigiliana, men på hjørnet af Calle Sta. Teresa de Avila, der går ret meget lige ud.

Frigiliana set fra oven. Den gamle bydel i forgrunden, den nye i baggunden

Huset er (som så mange andre huse i byen) ejet af et dansk par og er særdeles flot renoveret og meget smagfuldt indrettet. Det er ca. 400 år gammelt og i 3 etager (kun terrasse på den 3. etage). Alle 3 terrasser har skøn udsigt, men i praksis har vi kun brugt den midterste, der er den største. Stor glæde, da vi fandt ud af, at man kan sidde ude og spise morgenmad, hvis man er lidt sent ude: fra kl 9:30 er der sol og varme nok.

Noget af det allerbedste var at sidde på terrassen og spise morgenmad

Mon ikke de forfrosne hjemmedanskere misunder os dette privilegie – og også at kunne sidde ude til solen forsvinder bag bjergene kl 18….

Hjemlig hygge efter kl 18, når det blev for koldt udenfor

Vi er normalt ikke dem, der rejser det samme sted hen år efter år, men vi må indrømme, at der er noget rart ved at vende tilbage til et dejligt og kendt sted som dette. Sidste år ville vi faktisk helst have haft dette hus, men de var ikke så vilde med at få en hund i huset. Så i år skulle det være, for Freja er jo trygt og godt passet derhjemme hos vores genbo i år.
Vi er meget begejstrede for huset! Det er lunt og rart at opholde sig i, når det er koldt udenfor. Pejsen virker desværre ikke, det var en streg i regningen, men ikke et problem i praksis, for der en varmepumpe OG gulvvarme på badeværelset…
Køkken, spiseafdeling og stue er sammenhængende og det er super godt. Og her er et ekstra værelse, så vi kan have gæster.

I Frigiliana bruger man heste og muldyr til at slæbe byggematerialer og lign. op til de stejleste trappegader i byen

Vi har dels haft besøg af vores venner, der har hus i Benalmadena (til frokost), dels har vores svigerinde besøgt os fra midnat før søndag. Hun fløj med os hjem onsdag.
Vi har rånydt at gå gennem stort set alle gader i byen og gense dem, at slå os ned på cafeer og vi nød genbesøget på El Fuente, den lille restaurant på Calle Real midt i byen. Den er ejet af et hollandsk par, men lukker desværre nu.
Det har også være super hyggeligt at have besøg af og vise byen frem for vores svigerinde Ulla, der fik en “se Frigiliana og omegn på 3 dage”s tur hernede. Det kunne vi nemt arrangere, når vi kender byen så godt. 1 dag i Frigiliana, 1 dag på køretur i bjergene inkl besøg i Competa og El Acebuchal samt 1 dag i Nerja nede ved kysten, med marked og Strandpromenade.

Ulla fulgte gladeligt med på den af os planlagte tur. Havde kun ét ønske derudover: at sidde på Kirkepladsen…

Mellem alt dette “søde liv” skulle vi lige prøve at finde vandrudstyret frem igen. Vi tog med John Keo walking tours på en tur, der viste sig at gå til toppen af El Fuerte. Havde jeg sat mig ind i, hvad det indebar, havde jeg nok ikke tilmeldt os turen, især med mit knæ in mente.

Vi ser da vældigt friske ud, her på 1.stop på opturen…

Men det blev en stor oplevelse. Bjerget er 1000 meter højt og der er 700 højdemeter at overvinde. Så det er op, op, op og samme vej ned, ned, ned.

Fantastisk smuk natur på vej op til El Fuerte

En dejlig oplevelse at nå toppen og ih, hvor smagte den medbragte madpakke godt deroppe!

“Vi gjorde det!”. Efter 2 3/4 time inkl pauser nåede vi toppen, skønt!

Vi var 10 deltagere, men vi var 4, der gik lidt forsigtigt nedad bagved de andre, jeg for ikke at risikere nye knæproblemer. Lykkeligvis fik jeg slet ingen problemer, skønt! Så nu kan vi sagens gå i gang med at planlægge næste vandreferie 😊

Udsigt fra toppen af El Fuerte

Turen er sat til ca.4 timer, vi brugte nu 5 1/2, men det var inkl pauser og nedtur af en anden vej. En stor sejr, at det gik så godt, synes jeg. Det eneste, der lidt ødelægger vores sejhed, er erindringen om, at vores københavnske venner, der besøgte os sidste år hernede, “lige smuttede op på El Fuerte” en formiddag, mens vi blev hjemme ved Freja. Det lød ikke som om, det havde været nogen særlig bedrift! Og de er jævnaldrende….

Smuk natur i bjergene omkring Frigiliana

Frigiliana har set en turist før…her er især mange dagsturister. Om aftenen er der derimod (i hvert fald uden for højsæsonen) meget stille og mange restauranter er lukkede. De fleste udemærker sig også mest ved deres fantastiske panoramasiddepladser udendørs og så er det jo en frokostting på denne årstid.
Der er som sagt også rimeligt mange danskere, der har købt hus i byen (som et engelsk par, der også har købt hus her, grinende sagde: de lokale er flyttet over i den nye bydel med bedre huse og installationer mv. Så overlader de de gamle huse til udlændingene, der synes, det er SÅ yndigt med ældgamle huse, der skal renoveres fra top til tå og som er håbløse at komme til pga. de stejle gader…)
Ca. 1/3 af byens ca.3.000 indbyggere er ikke-spanske, heraf rigtigt mange danskere og englændere. Region Midtjylland har også en lejlighed i byen.
Så selvom vi nu hører dansk som i Malaga er det slet ikke “for meget”. Vi føler os super godt tilpas her i byen og kommer gerne tilbage igen. Der er to boliger mere, som vi har set indefra og som vi meget gerne vil prøve.

De sidste stråler nydes fra terrassen. Kl 18 gik solen ned bag bjergene

Beliggenheden med fantastisk udsigt over havet, men samtidig lidt tilbagetrukket fra kysten er perfekt for os. Vi har ikke brug for en badestrand lige uden for døren, men jeg føler mig omvendt lidt “indespærret” i en by som Competa, der ellers på mange måde kan sammenlignes med Frigiliana. Men den ligger meget længere fra kysten og man skal sno sig op af en smal vej i en halv times tid, før man når byen.

Frigiliana er en meget pittoresk by. Alle huse er hvide og særdeles velholdte og med utroligt mange blomster og planter i krukker ude i de små gader. Har læst, at indbyggerne får påbud om at vedligeholde og renholde deres huse og gaden udenfor, ellers kommer kommunen og gør det, med efterfølgende regning. Vi ved dog også, at går man ud af byen feks. ved at tage en sti ned mod Nerja, kommer man forbi landhuse, der er langt mindre velholdte og hvor det flyder med skrammel.

Uden for vores dør – udsigt til den meget stejle trappegade Calle El Garral

Byen er flere gange kåret som Andalusiens smukkeste og mest velholdte by. Frigiliana har dog en grum histore bag sig. Det var på El Fuerte, at de sidste maurere forskansede sig, da de i 1569 blev fordrevet af de kristne. Mauerne overgav sig ikke, men kastede sig i døden med deres børn ud fra El Fuerte. Uha, en frygtelig ting at forestille sig.

Én anden ting er helt speciel ved Frigiliana. Eller rettere, ca. et kvarters kørsel herfra. Der ligger El Acebuchal, der har en speciel historie, som kommer her i en lidt længere version:
Landsbyen Acebuchal  er kendt som blandt andet “Den fortabte by” og “Spøgelsesbyen”  – el Pueblo Fantasma og er smukt beliggende i en nationalpark, ca. midt mellem Frigiliana og Competa. Byens historie er turbulent. Den blev grundlagt i det 17. århundrede på muldyrruten mellem Granada og Malaga og har til alle tider fungeret som mellemstation for handelsrejsende, der søgte husly og friske forsyninger.

Som så mange andre byer i Axarquia-området, blev Frigiliana og Acebuchal hårdt ramt af den spanske borgerkrig (1936-1939). Frigiliana erklærede sig ‘rød’ (forkæmper for republikken) i juli 1936. Fascisterne generobrede dog hurtigt byen i februar 1937 og hævnede sig på enhver, de mistænkte for at være kommunist.

Et brutalt styre og henrettelser uden rettergang drev mange af landsbyens beboere ud i de omkringliggende bjerge, hvor de dannede en venstreorienteret guerilla-bevægelse kendt som de spanske Marquis. Gruppen blev ledet af José Muñoz Lozano, også bare kendt som “Roberto”. Da den spanske borgerkrig endte i 1939, satte Franco sig for at udrydde enhver rest af modstandsbevægelsen, og Marquis blev hans første mål. Der fulgte en blodig guerrillakrig mod den paramilitære Guardia Civil, som fortsatte ind til 1952. Frigiliana og Acebuchal lå lige i skudlinjen, og beboerne blev generet fra begge fronter.
Landsbyen var længe under mistanke for at give husly og mad til guerrillasoldaterne, og i sommeren 1948 beordrede myndighederne beboerne i Acebuchal (omkring 200 personer) til at forlade deres hjem.
“Spøgelsesbyen” Acebuchal lå derefter forladt hen frem til 1998.

Dét år besluttede en mand – Antonio “El Zumbo” – at forfølge sin livslange drøm om at vende tilbage til Acebuchal, hvor han genopbyggede landsbyen stykke for stykke. Resultatet er storslået. Især når man tænker på, at alt er bygget ved håndkraft, og der hverken var elektricitet eller rindende vand før år 2003.

Fine, renoverede huse i El Acebuchal

Antonios familie driver i dag et hotel og en populær restaurant i Acebuchal. Maden er særdeles lækker, og de fleste af råvarerne er produceret lokalt. Når man starter med deres hjemmebagte brød, som man på spansk vis dypper i lækker olivenolie tilsat krydderier, er det en fornøjelse (især efter at have levet af mere eller mindre papagtigt brød de sidste par uger).

Det lækre brød, de bager i restauranten El Acebuchal. Det er der noget gods i!

Husets specialitet er vildt, og de serverer både vildsvin, kanin, rådyr, agerhøne mv. Et måltid mad i familiens restaurant kan absolut anbefales. Vi fik bl.a. en lokal specialitet, gedekid i hvidløgs- og mandelsovs. Det er ægte simreretter, der er gudeskønt at få efter mange uger med helt anden mad -og ikke noget med fritter her, nej, rigtige kartofler i stykker, der er kogt med. Denne gang kørte vi til byen, hvilket kan lade sig gøre af en snæver og snoet vej, der det sidste stykke er grusvej. 3 gange tidligere har vi gået dertil af en spændende vandrerute. Jeg tænker hver gang, at selvom om byen har mistet sin “uskyld” og husene nu mest består af renoverede feriehuse, så kommer der kun få biler hertil – og absolut ingen turistbusser (!) og det er stadig en særlig oplevelse at komme hertil. En dag bliver der sikkert lavet en bred busvej hele vejen herop og så er det slut med idyllen…

Vi købte et ekstra brød med hjem. Man får i forvejen resten af dét, man har fået til maden, med hjem

Vi var også på køretur til Competa og en tur til Nerja, hvor det bedste er at sidde ved Strandpromenaden og nyde udsigten til strand og hav.

To gratier på Balcon de Europa i Nerja

Der var masser af gæster på stranden, også folk, der badede. Jeg var lige ude at soppe og det var slet ikke koldt.

Skønt at se havet igen, her udsigt fra Balcon de Europa i Nerja

Highlights og tips:

Vandreturen til El Fuerte. Vi kunne sagtens have gået turen selv, da stien er nem at følge og der er kun den samme vej op og ned. Men havde vi gået alene, havde jeg givetvis vendt op lang tid før toppen, af skræk for at få knæproblemer på vej ned.

En stor sejr at komme godt op OG især ned – uden knæproblemer!

John Keo er en irer, der har slået sig ned her og etableret et lille firma, der laver vandreture (HikingWalkingSpain.com). Hans bror Graham er nu også kommet med og det er ham, vi har været med 3 gange nu. Det er lidt hyggeligt ind i mellem at følges sammen med andre og få en snak. Det er folk fra mange lande, men oftest fra England, Irland og Skandinavien, der deltager.

Restauranten i El Acebuchal er noget helt særligt, med deres lækre hjemmebagte brød og simreretter mv. Smager ekstra godt efter en vandring til byen, det gør vi næste gang igen. Man kan gå dertil fra Frigiliana eller køre et stykke af vejen og gå resten. Mon ikke vi skal prøve det første næste gang….Bestil for en sikkerheds skyld bord i forvejen. Der var plads nok, da vi var der denne gang, men de andre gange, har der været fyldt. (Elacebuchal.net eller på facebook).

Gensyn med den meget smukke by – og at bo i det smukt renoverede hus. Huset er lejet gennem det danskejede firma Casafrigiliana, der har kontor midt i byen. (Casafrigiliana.com). Kostede 500 euro for en uge i november (lavsæson), svarende til ca.535 kr pr dag. Man får meget for pengene her! Huset havde alt i udstyr og et stort, dejligt køkken. Også super, at der er madvarer i spisekammeret, som man kan bruge af. Så køber man selv noget, som man lader resten stå af, til glæde for de næste brugere.

Fint at spise ude, men også hyggeligt at lave mad hjemme, især når boligen er så hyggelig som denne

Vejret! Strålende sol fra en skyfri himmel hele ugen. Højst et par skyer en enkelt dag. Godt for os, skidt for de lokale, der nok sukker efter mindre sol og mere vand, omend de er vant til det tørre klima her.
Ca. 19-20 grader om dagen, men køligt morgen og aften (før 9:30 og efter 18). Perfekte temperaturer til os, ikke for varmt til at vandre, ikke for koldt til at sidde ude om dagen.

Smuk udsigt fra den mellemste terrasse (vi havde 3!)

Vi er blevet meget glade for at leje bil gennem Malagabil.com. Et danskejet firma, med dansk hjemmeside. Men mere, fordi det ikke er dyrere end at leje gennem de mange lavprisfirmaer, hvor man oftest skal gennem lange køer for at få sin bil og hvor man skal slås enormt, hvis man ikke ønsker ekstra forsikring. En særdeles god ting ved Malagabil er, at man, når man kommer ud fra lufthavnen, bliver mødt af deres (engelsktalende) personale, der følger én direkte ud til bilen, der er parkeret tæt på. Der skrives papirer på bagsmækken og betales her. Man returnerer bilen ved at parkere den på en vilkårlig P plads på den alm. parkering, sender dem en SMS med oplysning om hvor, hvorefter man lægger nøglen under sædet og forlader bilen. Nemt og tidsbesparende. Og det er ikke dyrt, vi gav 131 euro, svarende til 982 kr for en uge (en Renault Clio). Og det er alt inkl, også forsikringer.

Indkøb: Frigiliana har masser af små købmænd, der dog har åbent som vinden blæser. Men der er oftest nogle åbent, de følger bestemt ikke samme tider. Det samme gælder souvenir butikkerne, som vi må medgive, der er nogle stykker af. Men morgenmennesker er de absolut ikke. Man skal være heldig for at finde en købmand, der åbner kl 10. Og så går de i gang med at bære frugt og lign. udenfor, ikke med at bage brød, nej det sker først senere…

“Miel de Cana” er mørk, tyk sirup lavet af sukkerrør og produceret på Europas eneste tilbageværende fabrik, der ligger i ….Frigiliana. Det smager super godt, synes vi, især på yougurt. Så det er en souvenir, vi må have med hjem, selv om det er noget risikabelt at transportere. Skal jo i kufferten, da det er flydende.

Skal man lave større indkøb, foregår det i Nerja, ca. 5 km længere nede ved kysten. Vi anbefaler absolut Mercadona midt i byen, der har orden i varerne og bl.a. en stor og dejlig fiskeafdeling. At købe forkogte Langustinos, som steges i olie og hvidløg på en pande og vendes i en (færdigkøbt samme sted) blanding af olie og persille, er en meget lækker spise.

En værdig afslutning på Spaniensopholdet. Ti gange bedre end den paella, vi fik i Malaga…

Vi sluttede opholdet med hv’s super lækre udgave af paella, med venusmuslinger, langustinos, hvid fisk, en hel blæksprutte (skåret i mindr stykker), friske choritzopølser mv. En fryd for øjet og ganen 😋

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.