Freja hunden ser altid sørgmodig ud, når der står kufferter i gangen. “Rejser de nu fra mig igen?!” Lykkeligvis har hun det som blommen i et æg hos genboen, mens vi er væk.
Vi var forberedt på kaotisk trafik i Vietnam. Men trods alt ikke SÅ meget kaos! Det viste at sig at være fordi det vietnamesiske fodboldhold havde vundet en sølvmedalje og så ville stort set hele Hanoi (ca. 4 millioner indbyggere 😳) ud og modtage dem, da de ankom til lufthavnen – ca. på samme tidspunkt som os. Alle bar det vietnamesiske flag og kørte i bil, på scooter eller gik rundt midt på vejen… Chaufføren, der hentede os, opgav efter nogen tid at komme ad den normale rute ind til byen og tog os på en lang omvej. Men to timer senere end forventet var vi ved hotellet. Den flinke Miss Mai fra det lokale bureau Indochina Ventures, som det danske bureau C&C travel samarbejder med, gav os en fin gennemgang af turen og forsynede os med div. billetter og afgangstidspunkter. Så var vi klar til at indtage Hanoi. Og det stort set uden jetlag, selvom jeg ikke havde sovet undervejs.
Conifer Hotel er meget centralt beliggende i en fredelig, ensrettet gade tæt på Hoan Kiem søen. Et fint udgangspunkt for at se nærmere på byen.
Man vænner sig forbavsende hurtigt til den vanvittige trafik af især scootere. Når man skal over vejen, kan det sjældent nytte at vente til der er fri bane, for så kommer man næppe ud af stedet. Man går i stedet stille og roligt ud på kørebanen og holder øje med trafikken, mens man i støt tempo krydser gaden. Ikke løbe, ikke gå tilbage. De lokale holder ofte en hånd op mod en bil eller scooter, der nærmer sig – vel et tegn på, at den skal holde tilbage. Der er også trafiklys mange steder, MEN man kan ikke stole på, at trafikken holder tilbage, især scooterne.
I Vietnam drikker man øl og ikke ret meget vin, som ikke produceres i landet og derfor er dyrt. Der fulgte en velkomstmiddag inkl øl med i rejsepakken, så mor her måtte jo prøve en Hanoi beer. Smagte faktisk glimrende, selvom jeg aldrig bliver fan af store ølkrus!
Vi er godt indpakkede i lag på lag tøj, for der er køligt, selv for årstiden. Kun 9-10 grader, hvor det normale er ca. 16. I sidste uge var der dog 25-27 grader, så det havde jeg nok lidt pakket efter…(ikke et ord om vinter i DK…)
En af de helt klassiske ting at foretage sig i Hanoi, er at se vanddukketeater. Bestemt ikke kun for børn. Foregår to steder på hver sin side af Hoan Kiem søen. Vi købte billetter om formiddagen til samme dag kl 17. Pris 30 kr pr stk for de bedste pladser! Dukkeførerne står i vand til underlivet og gemmer sig bag bambusgardiner, hvorfra de styrer figurerne med lange træstænger. Imponerende, for figurerne hopper rundt på kryds og tværs af hinanden. Der er også levende musik og sang til og det hele giver et godt indtryk af en unik kunstform, der ikke findes andre steder i verden end i Vietnam.
Et andet klassisk turistpunkt er den røde bro i Hoan Kiem søen, der går over til et lille tempel. Her fotograferet ved aftentide. En fin tur at gå rundt om søen, både dag og aften.
De kan bare dét der med forårsruller i Vietnam! Fås både friske og stegte som her og i utallige varianter. Vi fik begge dele rigtigt mange gange. Jeg er især vild med de knasende sprøde stegte af slagsen…Her i en meget flot udgave, serveret på Madame Yen restauranten i det gamle kvarter. Et sted som Miss Mai anbefalede. Ikke billigt efter vietnamesisk standard, men efter dansk er det. Og vi kunne få en glimrende rødvin til!
Efter to nætter i Hanoi, hvor vi på andendagen gik rundt i både det franske og især det gamle kvarter, plus et kig på Ho Chi Minh mausoleet lidt længere væk, gik turen med privat shuttle til Mai Chau ecolodge, ca. 4 timers kørsel sydvest for Hanoi.
Det var nok den del af turen, jeg havde størst forventninger til, og de blev ikke gjort til skamme! Vi har tidligere (i Costa Rica) boet på et lignende ecolodge, så det måtte vi prøve igen. Det er også meget mere mig at færdes på landet end i hektiske storbyer, men man skal da omvendt lige snuse til dem.
Når man kommer ud i de mindre byer, lægger man straks mærke til husene, der er meget smalle og har rimeligt fine facader, men kun har rå cementmur på siderne. Skyldes ifølge en guide, at man betaler efter facadebredden. Og bliver der alligevel på et tidspunkt bygget et nabohus, ville det jo være spild at gøre noget ud af siderne.
Mai Chau ecolodge er et virkeligt skønt sted – rustik luksus langt ude på landet. Så her kan man både bo og spise meget lækkert og samtidig opleve en del af Vietnam, som er helt anderledes end i byerne. Her bor nogle af de mange minoritetsgrupper og i dette område især mange med thailandsk baggrund. De bor primitivt i stolpehuse, oprindeligt for at sikre sig mod farlige dyr. Dem er der dog stort set ikke nogen tilbage af, for dyr som bjørne og tigre er forlængst udryddede pga. menneskenes bosætning. Men man holder byggeskikken i hævd stadig væk.
Til vores glædelige overraskelse havde vi privat guide i 1 1/2 dag, mens vi boede i Mai Chau. 23 årige lille og spinkle Hoi var en særdeles munter og venlig ung mand (omend allerede gift og far til en lille pige på 6 mnd.) Den første dag tog han os med på mountainbiketur gennem rismarker og landsbyer. Vi besøgte en lokal familie, hvor den ældste generation boede i et lille rum i stueetagen af stolpehuset. Normalt bor man som nævnt på førstesalen, men det kan jo knibe med at kravle op af stigen hertil, hvis man er gammel og totalt krumbøjet som morlillen her, efter at have arbejdet foroverbøjet i rismarkerne hele sit liv.
- På førstesalen var gulvet ryddet, men madrasser og tæpper findes findes frem til natten. Tøjet hænger på kroge langs væggen. Gulvet er med store sprækker i og der er blot lagt bambusstykker hen over. Der er et husalter, men også et moderne ét af slagsen, nemlig et kæmpe stort tv.
Førstesalen med beboelse Så sidder familien på en måtte foran dette og spiser og snakker, fortalte Hoi. Der er selvfølgelig ikke glas i vinduerne, så der er et godt, naturligt indeklima! Dog især godt til varme dage, som de bestemt også har. Om sommeren er der 40 grader og en ekstrem luftfugtighed. Nedenunder var der toilet samt stalde til grise, køer mv. Høns og andet fjerkræ går frit omkring og alle familier har hunde. Disse er helt rolige og fredelige, men man skal ikke røre ved dem, da de kan have sygdomme. Øv, jeg ved det jo godt, men de ser så søde ud…
Man kan da ikke spise sådan én!
Vi har ikke cyklet i årevis, da vi altid går pga. Freja hunden. Men det var virkeligt skønt at cykle rundt her og opleve det lokale liv og den skønne stilhed efter byens larm og kaos. 
Vi så bl.a. et sted, hvor de lavede tagsten med håndkraft.
På førstesalen af lodgen var der en dejlig restaurant, der som et led i rejsepakken servede både fin morgenmad, samt 7 retter både til frokost og aften! Heldigvis er der tale og lette retter og ikke for store portioner, men alligevel…
Et utal af søde, unge piger fra området serverede, iført den traditionelle, lokale klædedragt. Nogle suppleret med halstørklæde og sågar hue, for de frøs også!
På andendagen kørte vi gennem landsbyen Mai Chau med ca. 800 indbyggere. Ude i rismarkerne så vi denne ældre herre, der pløjede med okse. Det så man flere steder, men mange havde dog fået en lille motoriseret plov. De skulle dog stadig gå bagved denne, hvilket foregår i bare ben og fødder i den kolde, våde og mudrede jord. Det må kræve et godt helbred!
Forinden gjorde vi dog et lille stop i landsbyen, da Hoi ville servere vietnamesisk kaffe for Henning (og mig, men jeg er jo ikke den store kaffedrikker).
Så var det tid til at starte vandringen. Først et stykke ligeud gennem skov og spredt bebyggelse, inden det gik op ad en lille sti gennem skoven.
Hvad med en vandrestav?, spurgte Hoi. Åh ja, det kunne jeg godt bruge, men har jeg ikke taget min med til Vietnam, svarede jeg. No problem, sagde Hoi og skar straks en fin stav til mig af bambus. En fin illustration af, at bambus bruger man til alt her. Nemt og billigt, som Hoi sagde. Bliver brugt til alt fra koste og måtter til tage og reb, for blot at nævne nogle få ting. 
Man må sandelig håbe, at bambussen bliver ved at vokse som normalt, og ikke bliver truet af klimaforandringer, rovdrift eller lignende, for uden bambus kan de slet ikke eksistere her, tænker jeg.
Okser der ikke lige går foran ploven, ses alle steder i naturen. De er også helt fredelige. Hyrder går med dem op på sletten om morgenen og tager dem med ned igen til aften. Så kan okserne gå rundt i skoven og søge føde i dagens løb.
Oppe på højsletten boede en enkelt bonde, som vi besøgte.
Af med skoene (det gør man altid) og så kravlede vi op ad stigen til førstesalen. Bonden serverede lokal pullimut (risbrændevin, også kaldet “Happy Water”) i nogle meget fedtede glas. Jeg nøjedes med at nippe, men så kunne bonden med stor tilfredshed drikke resten, da han fik glasset tilbage. Han var ved at koge ris over ilden.
Hoi fremviste den flåede rotte, som hang til røgning over ilden! Her spiser man alt, for intet må gå til spilde, når der er stor fattigdom. Man spiser også allle dele af et dyr af samme grund. Hoi bekræftede, at de selvfølgelig også spiser hunde…men vi spiser altid naboens, og så får de vores, sagde han med et stort grin 😳 Vi overvejer stadig, om der der lægges lidt til for turisternes skyld?!
Så fik det nedad igen gennem smukt landskab, indtil vi nåede en landsby. Her var der et såkaldt homestay, hvor man kan bo hos en lokal familie for ca. 60 kroner pr nat.
Her spiste vi frokost og kvinden i huset havde gjort rigtigt meget ud af det, og tilpasset det til vores vestlige maver og vaner. Vi fik bla. stegte kyllingestykker, kogt ris, omeletstykker, svinekød stegt i grønne blade, forårsruller og meget andet. Den kogte komave blev stillet diskret ved guiden – og chaufføren, der ventede på os på den anden side af bjerget.
Jeg havde dagen før spurgt Hoi om tørklæderne, de solgte i landsbyerne var lokalt producerede og håndvævede. Han ville så i dag vise mig forskellen på maskin- og håndvævede. Ifølge ham var disse (som bl.a. familien i homestayet solgte), håndvævede. De er mere grove i det og ikke så bløde. De er da også lidt skæve i det og med lidt fejl og uden afslutning forneden. Jeg købte et for den fyrstelige sum af 50 kr og manden i huset trykkede hænder med mig flere gange og bukkede. Siden har jeg så på turen mødt en vævekyndig kvinde og hun stiller lidt spørgsmålstegn ved det håndvævede. Ja, ja, verden vil bedrages, men jeg tror nu stadig lidt på mine tørklæder er lokalt producerede. Har købt to mere på ecolodgen, de kostede kun 40kr pr stk.
Vi fortsatte vandreturen, nu gennem rismarker, langs vandingskanaler og forbi en gammel vakkelvorn rød hængebro, som Hoi mente vi skulle fotograferes på. Det blev vi så, jeg med et fast greb i Henning, hvad det så skulle hjælpe, hvis broen braste sammen under os…
Her var utroligt smukt og nogle af rismarkerne var i terrasser, derfor kalder man også stedet for Lile Sapa. Det har i en del år været meget brugt at rejse til Sapa i det helt nordvestlige Vietnam, hvor etniske minoriteter fra bl.a. Kina holder til. Men efterhånden er det hele blevet sat så meget i system, at det er blevet knapt så autentisk, men meget turistet. Derfor var jeg slemt glad for, at vi i stedet valgte at tage til Mai Chau.
En fantastisk oplevelsesrig vandretur fik ende og blev tilbage på ecolodgen afsluttet med en skøn (og iøvrigt ultrabillig) gang helkropsmassage ( 97 kr for en time! Det er ikke Vejle Fjord priser…). Skal da love for de vietnamesiske massøser kan tage ved, der var ikke den mindste myose, der fik lov at overleve der!
Og så var der også lige den 7 retters lækre middag i restauranten, med efterfølgende danseopvisning af en lokal gruppe dansere og musikere. Til sidst opfordres alle til at komme op og danse med, så der fik både Henning og jeg rørt benene endnu en gang.
På tredjedagen gik turen retur til Hanoi, hvor vi skulle være en enkelt overnatning på samme hotel som sidst. Så kunne vi næste dag blive kørt til den berømte Halong Bay og deltage i et Cruise med overnatning. Jeg havde læst, at Halong Bay er ved at blive “elsket ihjel” ( min formulering ) – at bugten er overfyldt med skibe og det flyder med plastic i vandet.
Så slemt virkede det nu slet ikke. De var mange både, men ikke noget problem, og vi så kun et par enkelt plastflasker i vandet. Men det er jo heller ikke højsæson lige nu. Lige i starten følte jeg lidt vi var en flok kvæg, der skulle drives gennem et meget organiseret forløb. Personalet var ultrabelevne, men dét med at gå og spise i flok osv. er ikke lige mig. Men så slemt var det heller ikke og der var trods alt kun 20 kahytter på båden.
Og både disse og serveringen var bestemt luksuriøs. Bhya Cruise kunne jo ikke gøre for, at der var gråt, køligt og blæsende, så man ikke kunne sidde oppe på dækket, som jeg havde drømt om. De spektakulære klipper så heller ikke helt så fantastisk ud i gråvejr, men stadig et flot syn.
Der var indlagt to udflugter i cruiset. Det ene var en sejltur rundt i små træbåde (sampaner) mellem husene i en flydende landsby.
Den anden til en grotte tæt ved. Skibets chef fortalte, at regeringen gerne vil have beboerne i de flydende landsbyer til at flytte ind på fastlandet.
Dels for at mindske forureningen af Halong Bay – af hensyn til turismen (!), dels så børnene kommer i skole i stedet for at bruge tiden på at sælge cigaretter og lign. til turisterne. 
I den flydende by vi så, var der nu fortsat 60 huse og beboerne ernærede sig først og fremmest ved fiskeri og fiskeopdræt i bassiner, men også ved turismen. De havde alt her, sågar hunde. 
Allerede kl 6:15 næste morgen var der tilbud om Tai Chi på dækket. Det måtte vi absolut prøve, selvom jeg er udpræget B- menneske. Det blev en kold og blæsende omgang, men sjovt at prøve. Skibets chef stod for dette, han var en alsidig herre der helt klart nød at performe for gæsterne. 
Efter at have ligget for anker i bugten om natten sejlede vi retur til havnen og var i land et lille døgn efter ombordstigning. 
Kan se på booking. com at en sådan tur er mega dyr, men det er omvendt nærmest et must i Vietnam.
Endnu en gang måtte vi en tur omkring Hanoi, inden vi samme aften skulle med nattoget til Hue. Der var dog ca. 3 timer at gøre med i byen, så vi gik en tur ud for at se det flotte Temple of Literature, hvor vi gik rundt med audioguides.
Nu har vi så været i Nordvietnam i en uge og rejser herefter videre til Midtvietnam. Toget til Hue går kl 19:30 med ankomst kl 8:48 næste morgen. På den måde får vi prøvet alle transportformer: bil, bus, tog, skib – og senere fly.
Vi har på denne første uge oplevet både by, land og vand og fået et første indtryk af dette for os så fremmedartede land. En særdeles spændende første uge, som fuldt ud levede op til forventningerne.
