26.3.23
Aarhus lufthavn er total nyrenoveret og overraskende flot, herunder med store arealer med cafe, meget lækkert. Nem tur til London. Jeg vil slemt gerne rejse fra Aarhus en anden gang, det er sandelig afslappende.
Nåede lige akkurat toget til centrum kl 12:11, det var heldigt. Nem togrejse, ikke mange med toget. Med tuben til Victoria station og forbi Clermont, der viste sig at være et stort, meget agtværdigt hotel.
Fornem lobby på Clermont
Fint tearoom, men kun få andre gæster, så hvorfor man ikke kunne bestille bord på visse tidspunkter, ved jeg ikke.
Her skulle vi bo
Nå men vi udnyttede tiden til kl 13:50 ca. med at gå ned til lejligheden, men nøglen var ikke lagt ud endnu.
Mor er tilfreds!
Afternoon tea´en var helt perfekt til mig. Skønne finger sandwich, fine, små scones og lækre kager.
Alene sådan en oplevelse er nok til at længes efter en ny tur til London!
Faktisk for meget, vi kunne have nøjedes med 2 i stedet for en hver, men det passede sig nok ikke.
The Tearoom på Clermont
Lejligheden var som lovet og rigtig fin. Fint at Niels boede nedenunder, om end der ikke var lukket mellem etagerne. En lille lejlighed, men efter London forhold bestemt ikke så ringe.
Indrettet med masser af bøger og grønne planter.
Niels sov i underetagen, hvor der også var spisebord og køkken
Fint kvarter med en lille gade med butikker og især cafeer lige ved.
Så skulle vi skynde os at gå ned til Beefeater rundvisning kl 17. Det var gråt og blæsende.
På vej til Beefeater Distillery
Første del, den historiske og for mig mest interessante var bare en selvguidet udstilling. Guiden kom og hentede mig, der var ikke tid til at se det hele!
Det var udstillingen, jeg var kommet for. Men det var åbenbart ikke meningen. De andre gæster gik hurtigt igennen – de skulle op at smage gin!
Så en for mig lidt træls seance, hvor guiden fortalte om de krydderurter, der skal bruges til gin. Vi skulle vi snuse til disse og hvad værre var: smage de rene gins.
Puh ha da, som de smagte grimt. Stak kun lige tungen i dem. Men nogen i selskabet, siger ikke hvem, slyngede det hele i sig…
Ikke lige noget for mig…
Vi så de tidligere tanke og hørte lidt om de 3 smagere, der stadig var ansat. Jeg ved dog ikke, om det var løgn og turistfis.
Endelig fik vi en gin og tonic i deres ikke særligt smagfulde cafe.
På mit forslag og anbefaling fra lejlighedens ejer Jonas, gik vi på The Marquis og spiste ovenpå. Et rigtigt dejligt lokale og der var lige et bord til 3.
Fik alle 3 mega lækre fish and chips – sådan skal de laves! Sprød og lækker fisk, med masser af frisk fisk indeni, håndlavede, sprøde fritter, hjemmelavet ærtepure og ditto tatarsauce. Når man skal spise junk food/pomfrit mad, skal det skisme være veltillavet, det var dette!
Skønt lige at kunne rokke hjem på 2 minutter.
27.3.23
Der var lovet solskin om formiddagen, men solen holdt sørme hele dagen. Også skyer på himlen, men overraskende dejligt og forårsagtigt. Stadig vejr til vinterjakker, pandebånd og ind i mellem vanter, men vi sad sågar ude på en bænk ved søen i Hyde park.
Startede dagen med at spise god English breakfast på en lille cafe, Iris, tæt på. Så op til Buckingham Palace, hvor der planmæssigt var store mængder af mennesker til vagtskiftet.
Det opgav vi og gik i stedet i St. James parken, langs søen med mange fugle og store, grå egern.
Ændrede så retning til Hyde park og sørme om vi på den måde ikke kom til at se to grupper af vagter gå lige forbi. Hhv. med sækkepiber og på heste, det var perfekt.
Henning ville gerne til Speakers Corner, men det var planmæssigt erstattet af en kiosk. Det giver jo ikke mening at stå på en kasse der, når man kan få alverdens opmærksomhed på nettet!
Tilbage gennem parken til søen, som vi gik rundt om i det flotte vejr.
Satte os på en bænk, hvor vi fik besluttet musical og jeg købte billetter, faktisk med lidt rabat på godt 10 pund hver. Men en anden gang vil jeg bestille på forhånd og få bedre pladser.
Vi så mindesmærket for prinsesse Diana, et flot udtænkt vandforløb i en stor cirkel og bagefter var det tid til en drikkepause ved søen.
Selvom vejret egentlig var for godt til det, gik vi over til Harrods. Det var mest den meget lækre madafdeling, der var noget, ellers siger de grotesk dyre tøjmærker mig ikke noget.
Derefter ned til Big Ben, Downing street nr. 10 og parlamentet. Der var mange turister!
Over Themsen og langs denne retur mod eget kvarter. Kom forbi en mindemur for ofrene for Covid. Skræmmende! Og utroligt, det allerede føles som langt væk.
Gik 30.000 skridt den dag, det var vildt! Holdt en velfortjent pause på The Barley Mow, en pub, hvor solen skinnede ind.
Jeg fik en 1/2 pint af noget lidt sødt, men lyst øl, er jo ellers ikke den store øldrikker. Men herrerne var vældigt tilfredse med deres pints.
Den dag, mor drak en (lille) øl…
Efter en kort pause derhjemme gik vi til den anbefalede Thomas Cubitt gastropub, hvor vi ikke kunne få et bord på nettet, men blive nr. 1 i køen. Men vi tog chancen og gik dertil.
Mor og søn på gastro-pub
Den unge pige, der tog imod os, var dansk og havde set mit navn, så vi fik et bord nedenunder. Der var åbenbart tomt ovenpå. Der var dunkelt og meget støj fra de mange mennesker, men også god stemning. Maden var dog en skuffelse. Min burger var slet ikke gastro-noget-som-helst, bøffen som en skosål. Henning fik en lidt trist udseende pie med steak og kidney. Niels bestilte en rød bøf og grøn salat til som ekstra. Den var god, sagde han, men også ret dyr.
Gastro-pubben by night
Inden det var godnattid var vi lige forbi The Marquis pub igen, denne gang i stueetagen.
28.3.23
Ovenpå gårsdagen flotte vejr var det lidt ærgerligt med gråvejr og lidt finregn. Gik 1 t og 10 min til Sky Tower, kun med en kop kaffe og en croissant lige inden.
Hurtig morgenmad på vej til Sky Garden
Lidt uorganiseret ved i indgangen og der var ikke så meget at se. Man havde flot udsigt over byen, men en dårlig dag pga. vejret.
Ikke den bedste dag til Sky Garden
Men grønne planter overalt og en cafe, hvor vi satte os.
Så i strakt galop til metroen til Baker Street station, for vi havde booket en guidet tur om Londons undergrund, herunder om de ældste og mest spændende stationer.
Der er nogle gange MEGET langt ned til tuben
Fin guide, der talte et letforståeligt engelsk. Han var i øvrigt fra Skotland. Turen var en positiv overraskelse, med mange sjove og gode oplysninger.
Fin og letforståelig guide
Vi gik også lidt rundt oven for tuben, det var fint. Men vi piskede rundt mellem stationerne og da vi var færdige godt 15, var det fint.
Indgangen til den gamle, flotte Circus station
På vej hjem måtte vi styrke os på en pub. Herrerne fik en pint. Jeg fik – med stort besvær – en Aperol Spritz. Bartenderen havde aldrig lavet en sådan før, fremgik det tydeligt!
Så hjem og klæde om, ultrakort og på gåben til Sondheim Theatre. Fandt i andet forsøg en pub, hvor vi fik – dårlig – plastic mad. Jeg fik fish and chips, der slet ikke kunne måle sig med The Marquis’ standard. Men vi var sultne og det var det, vi kunne nå inden vi skulle se musical.
Lidt “plastic-mad”, som jeg kalder det
Var dermed i god tid til Les Miserables. Pladserne var godt nok højt oppe, på 2. balkon og næsten bagerst. Og jeg fik lidt højdeskræk. Men til en sådan musical var det ikke det store problem, scenen var meget dyb og man havde overblikket.
Det blev en fin oplevelse. De sang meget flot og der var flotte scenerier. Niels overgav sig undervejs, han havde været lidt skeptisk inden.
Så rokkede vi hjem via det lille Chinatown og kanten af Hyde park. Det var for sent til flere pub besøg, men det havde jeg heller ikke behov for. Men kender nogen, der gerne ville have været inde et sted…
29.3.23
Det var dagen for hjemtur. Efter en cafe latte og en croissant på cafeen på hjørnet gik vi op til Victoria station og tog metroen til Liverpool station, hvorfra vi fortsatte til Stansted.
Da vi gik gennem security havde Niels ikke sit boardingkort, kun det fra Aarhus, hvilket gav lidt bøvl, ligesom det tog mig 1/2 time at komme gennem security af forskellige grunde. Endelig kunne vi finde en cafe, hvor vi igen fik dårlig plasticmad…
Niles gav udtryk for det havde været en rigtig god tur og det synes jeg så absolut også. Alt klappede og vi tre fungerede godt sammen. Dejligt det kan lade sig gøre.
Farvel til lejligheden og til London
På vej til Stansted evaluerede vi turen. Henning havde Afternoon tea og Niels musical som et af deres 3 highlights, det var jo dejligt – og tankevækkende.
Vi var enige om, det var skønt at gå rundt i byen. Vi gik i snit hele 29.000 skridt pr dag!
De gik og de gik…
Det bedste/highlights
Afternoon tea at Clermont
Les Miserables
Det dejlige vejr – at gå foråret i møde – at gå rundt i byen
Guidet tur i The Tubes
Fish and chips på The Marquis
Lejligheden og Pimlico-kvarteret
St. James parken med søen
English breakfast på Iris
At få styr på London – hvor er hvad
Vi var en god gruppe (og Niels mente, jeg var en god guide, det labbede jeg straks i mig)
Niels lærte sig også den rette Afternoon tea-attitude
Ok/fint – uden at være highlights
Changes of the guardes
The Barley Mow og Grafton Arms (pubber – Henning og Niels vil nok rykke alle pubbesøg op under highlights…)
Gensyn med de klassiske London-attraktioner (Big Ben, Downing Street, Westminister Abbey, dobbeltdækkerbusserne, de sorte taxaer osv.)
Lidt skuffende
Thomas Cubitt gastropub (maden)
Maden på The White Swan v. Sondheim Theatre
Sky Garden – ok uden at være prangende
Beefeater Gin Distillery – turistfælde efter min mening
Ikke på højde med The Marquis´ fish and chips
Facts, trips og tricks
På Afternoontea.com fandt jeg en fin oversigt over alle steder, hvor man kan få afternoon tea i London, inkl priser.
Jeg fandt lejligheden via Airbnb. Når man er 3, er hotel oftest dyrt, hvis man skal have et dobbelt- og et enkeltværelse. Lejligheden ses ikke pt. (april 24) på Airbnb.
Vi tankede vores Oyster card op hjemmefra, men det er faktisk ikke længere nødvendigt at bruge disse. Man kan bare betale med sit kreditkort.
Det kan virkelig anbefales at flyve fra Tirstrup/Aarhus – hvis man er jyde, forstås. Nyrenoveret og lækker lufthavn, uden stress og jag, meget overskuelig og ganske få rejsende.
Hvor heldig kan man være? Til London med 2 flotte fyre!