Sidste års succes med en lille uges Camino tur blev i år fulgt op med en tur på den portugisiske rute, her strækningen fra Porto til den spanske grænse (eller rettere lige over grænsen til byen Tui). Det blev en MEGA god oplevelse og mor her er ikke til at skyde igennem, for vi oplevede ingen form for problemer med knæ, fødder eller lign. Så det er allerede besluttet, at vi næste år går den sidste del ind til Santiago.
Lidt for megen fart på i starten…
Efter en god nats søvn på et lufthavnshotel i Porto (hvor vi fik serveret cava og kager, da vi ankom til midnat!), gjaldt det om at finde ud på caminoruten. Gode venner (og guidebogen) havde anbefalet at tage metroen til forstaden Vilar Di Pinheiro og gå derfra, for strækningen helt fra centrum skulle hverken være spændende eller særlig rar at gå. Portugiserne kører stærkt og det er med at passe på! Men stor var glæden, da vi efter at være steget af toget og gået ca. 20 minutter, så den første gule pil – nu var vi på ret vej!
Vi skridtede derfor derudad i et tempo som en mælkehest, der skal hjem til fyraften…Og da der kom et skilt med en “omvej” ad mindre veje, skulle vi ikke nyde noget, men fortsatte ad den større og ret trafikerede vej. Bagefter indså vi det fjollede i det – det var jo Caminoen, der fulgte de små veje, og vi skulle jo ikke nå noget. Men som Henning sagde, da vi snakkede om pause: “det er rarest at få høvlet nogle kilometer først”…
Men efter 3 1/2 time uden pause, kunne vi pludselig se, at der sådan set ikke var ret langt til dagens mål, så vi holdt sen middagspause på en tankstation med cafeteria. Der var ét hold vandrere mere, men ellers så vi kun ganske få gennem hele strækningen – mellem 0 og 5 pr dag.
Det var lækkert at smide sig i solsengen foran poolen på Quinta Sao Miguel i den lille by Arcos, som var turens første overnatningsted. Vejret var skønt og haven dejlig. Værelset fint og rent, men lidt rigeligt kælderagtigt. Heldigvis kunne vi spise på stedet og så var det dejligt at kravle det køjs efter denne første vellykkede dag. Der var kun ét hold vandrere mere på stedet – to tyske herrer – og dem mødte vi flere gange på resten af turen.
Barcelos
Jo længere vi kom frem på ruten, jo mindre vej og mere natur. Allerede på 2. dagen var der forskel.
Og vi var meget begejstrede, da vi nåede frem til dagens overnatningsted: Bway Guesthouse i Barcelos, der “kun” er et hostel, men et særdeles dejligt et af slagsen.
Blev gratis opgraderet til et værelse med balkon og udsigt over flod og by. Det samme skete sjovt nok for vores venner sidste år, så de havde også anbefalet stedet.
Uha, som en kold øl kan smage godt efter 20 km til fods 😊 Til gengæld var det lidt svært at finde et godt spisested i denne ellers dejlige, mindre by. Vi endte på et meget ydmygt sted, hvor vi fik den i Portugal berømte ret bachalau (klipfisk). Særligt lækkert var det ikke på dette sted, men det var “billy”…
Ud på landet igen
Det geniale ved denne strækning af Caminoen er, at man skiftevis bor på landet og i byen, så denne nat blev tilbragt på endnu en Quinta – da Cancela i Balugães .
Vi blev først installerede i det bestilte, der var et helt hus på 100 kvm. Men for koldt og gammelt og det virkede en anelse muggent.
Byttede til et værelse, der var meget hyggeligere og som havde et helt nyt badeværelse. Dejligt at sidde og nyde solen i gårdhaven. Men vi skulle da også lige kigge os omkring. Vi var som sagt på landet, men med lidt bebyggelse rundt omkring. Fandt en meget lokal bar, hvor vi fik en øl og et absolut fyldt glas hvidvin – pris tilsammen: 1,70 euro! – turens billigste.
Det var muligt at købe en let aftensmad på stedet, så det gjorde vi. Spurgte til den 3. gæst, der var dækket til. Det viste sig at være en 76-årig kvinde, tidligere læge, fra Seattle, der gik hele den portugisiske Camino alene. Hun var kommet på afveje og først i skumringen dukkede hun til alles lettelse op. Vi tilbød hun kunne spise sammen med os, hvilket hun gerne ville. Den slags var der ellers ikke meget af på denne tur, pga. årstiden, ruten, overnatningstederne og det faktum, at vi rejser som par. Men sjovt at høre hende fortælle om at være amerikaner og næsten ikke turde sige det og ikke at kende én eneste Trump-tilhænger. I USA er kyststaterne anti- Trump, resten pro-Trump, meget specielt.
Dejlige Ponte de Lima
Næste dags mål var byen Ponte de Lima. Her skulle vi bo i et gammelt herskabshus, der nu lejede værelser ud. Et fint hus med smukke, gamle møbler og en dejlig have med pool.
Efter lidt afslapning i haven og en gåtur rundt i byen om eftermiddagen var der basis for at komme ud at spise på en “ordentlig” restaurant. Endte med at vælge et sted med tyrefægtermotiver på alle vægge og hvor vi fik god mad.
Vi spiste morgenmad i den flotte spisestue, og snakkede om den ældgamle hund, der ravede lidt forvildet rundt og ellers lå og sov. Den lidt afmålte værtinde oplyste, at kræet var 20 år! Den burde vist hjælpes lidt på vej til de evige jagtmarker…
En vært, der var alt for meget…
Stadig i fint vejr travede vi over den smukke, gamle bro på vej ud på dagens vandring. Vores vært for natten havde allerede ringet flere gange for at høre, hvornår vi kom. Det viste sig at være fordi han ville hente os ved Caminoen, eftersom hans sted lå lidt derfra. Det var jo rørende, men først skulle vi lige over et bjerg.
Det var turens største højdeforskel, vi oplevede her, men ikke noget problem. Vi nød den medbragte madpakke og udsigten fra toppen af bjerget.
Fernando, som vores vært hed, var noget af en oplevelse. Han “fyldte” meget, kan man roligt sige. Var faktisk en fornem vært, der ikke vidste alt det gode, han ville gøre for sine gæster. Men han havde også sine regler, som man gjorde klogt i at følge, ikke mindst ift. at opretholde den meget høje rengøringsstandard på stedet.
Da han om aftenen serverede den middag, som hans kone havde lavet, gik han lidt i selvsving og kom lidt for langt ud ad en tangent ift. at fortælle om sig selv. På sin vis interessant, men han var nu “for meget”, blev vi enige om.
Det værste var sådan set, at han beklagede sig flere gange over en tidligere gæst, som givetvis havde været ubehagelig. Men det bør man ikke gøre som vært overfor andre gæster – det må han vende med konen eller andre private relationer.
Så kom vi til Spanien!
Sidste dags vandring gik til byen Tui tæt på grænsen, men på den spanske side. Vi passerede en stor bro i byen Valenca og så var vi i Spanien.
Her havde jeg bestilt en ekstra nat, for nu var der tilbagelagt ca. 110 km og vi var i mål for denne gang, og ville slappe af en ekstra dag her. Turens eneste lidt kritiske punkt opstod, da vi næsten var fremme ved den lejlighed, vi skulle bo i. Den lå i udkanten af byen i et boligkvarter. Pludselig gik min telefon ud, selvom der skulle være ca.25 procent strøm tilbage og Henning havde (på det tidspunkt), ikke net på sin telefon, så vi stod lidt fortabte på en øde gade med flere huse – uden at vide, hvilket vi skulle ind i. Heldigvis kom en ung pige ud af det ene af husene og det viste sig at være der, hvor vi skulle bo.
En dejlig, stor taglejlighed med alskens faciliteter, herunder ikke mindst badekar og en “moderne” form for ovn/pejs. Det regnede om aftnenen for første gang, men Henning steg heltmodigt ud i det og gik ned i byen for at købe lidt ind. Imens sank jeg ned i det varme vand i lejlighedens badekar – ahhhh! Det første sted på turen med badekar, så perfekt afslutning på en 6 dages gåtur og ialt 120 inkl det løse, når vi var nået frem efter dagsetaperne.
Den ekstra dag i Tui startede med flot solskinsvejr, så det blev udnyttet til en gåtur langs floden og rundt i selve byen.
På “La Murella” fik vi et bord på den overdækkede terrasseog kunne nyde udsigten. Fik et gigantisk fad med både fisk og kød, så vi nærmest kunne trille derfra.
Hjemme igen i lejligheden begyndte det som ventet at regne igen, men vi sad lunt indendøre med varmeovnen/pejsen tændt. Vores værtinde Isabel havde bagt en lækker squashkage til os ved ankomst og da jeg næste dag roste den, gik hun straks ned og bagte igen, denne gang en chokoladekage!
Evaluering af Caminoturen
Vi var enige om, at denne lille Caminotur havde været en STOR succes og at vores venner havde ret, når de stærkt anbefalede den til os. 6 dage á 20 km (inkl det løse), er lige passende til os og der var ikke ubehagelige nedstigninger, som kunne give ømme knæ.
Blandingen af land og by var perfekt, ligesom vi var megaheldige med vejret – flot solskinsvejr hver dag. Nu ser vi frem til, at vi næste år vil gå den sidste strækning fra Tui til Santiago. Vi savnede det ikke i år, men vil da gerne én gang til opleve at få pilgrimsbevis og deltage i pilgrimsmesse.
Tips og facts
Vi tog toget til Kbh, fløj herfra til Porto og tog en bus fra Tui retur til Porto. Det hele gik nemt og kostede kun lidt.
Jeg vil nok ikke anbefale, man går denne rute alene så sent på året, dertil er der for få andre vandrere og man vil nok føle sig lidt alene. Os passede det fint, men går man alene, er det formentlig rart med lidt selskab ind i mellem.
I Spanien er det postvæsenet, der sørger for transport af bagage undervejs på Caminoen (hvis man er luksus-caminister som os). I Spanien kostede det 20 euro for en uge, her var det 35, men stadig en god og nem løsning. Systemet fungerede perfekt – hver dag stod kufferten parat, når vi nåede frem. Vi brugte firmaet Tui-trans, hvis personale jeg ivrigt havde korresponderet med inden og som var særdeles imødekommende. Kufferten må egentlig højst veje 15 kilo for de 35 euro, men da jeg oplyste, at vores vejede 20, skulle jeg alligevel ikke betale mere.
Jeg havde booket alle overnatningsteder på forhånd, dels fordi det giver ro i sjælen og synes, det er hyggeligt at sidde og finde gode steder på booking.com. Dels pga. årstiden, for nok er der ikke pres på stederne ult. oktober/primo november, men nogle steder er lukkede og de fleste har kun få værelser. Vores tyske vandrefæller, som vi mødte flere gange, havde ikke booket på forhånd og det havde de ingen problemer med, så det er en temperamentssag.
Der er flere ruter, man kan følge på den Portugisiske Camino. Vi fulgte den centrale rute, men der er også en kystrute, som jeg tænker passer godt, hvis man går på en mere varm årstid. Endelig er der en Caminho Português do Interior, ligesom nogle vandrere vælger at krydse mellem de forskellige ruter.
Vi medbragte John Brierleys bog (på engelsk) om den Portugisiske Camino – den var super god og findes også i en ren kortudgave.
Ruteplan:
23.10. Hotel Solar Antiga, Porto airport to Quinta Sao Miguel de Arcos, Arcos
24.10. Quinta Sao Miguel de Arcos to Barcelos Way Guesthouse, Barcelos
25.10. Barcelos Way Guesthouse to Quinta da Cancela, Balugães
26.10. Quinta da Cancela, Balugães to Casa do Pinheiro, Ponte de Lima
27.10. Casa do Pinheiro, Ponte de Lima to Casa do Oliveirinha, Rubiaes
28.10. Casa do Oliveirinha, Rubiaes to El Atico de Villalmar, Tui
