Vi har ikke været på ferie i Norge siden børnene var små. Den ældste (dengang 9 år, nu 34) og faren besteg da Gaustatoppen, mens jeg blev hjemme med de små. Så det var et oplagt mål for gensynet med Norge. Yngstesøn, der i mellemtiden er blevet 27 år, meldte sig straks som deltager på denne tur, der også kom til at indeholde mange andre dejlige vandreture.
Den planlagte campingtur blev ændret til en tur i lejlighed og hytte. Det var svært at finde noget at bo i, i hvert fald når man er så kræsen som jeg. Men pludselig dukkede den mest perfekte hytte i Tuddal op – desværre var den kun ledig i 4 dage, men dem skyndte jeg mig at sætte mig på. Supplerede med en lejlighed i Kongsberg i 3 dage, så vi således var afsted i en uge.
Det øsede ned, da vi kørte til Hirtshals og det blev ved hele dagen, så vi forsømte ikke noget ved at have transportdag. Fin sejltur til Larvik, men vi bemærkede mange, der havde mundbind på, hvilket vi slet ikke havde overvejet. Besluttede at købe nogle til hjemturen.
Det var blevet tørvejr, da vi kom i land, men selvom der var meget skyet på de 1 1/2 times køretur til Kongsberg, kunne vi alligevel straks fornemme Norges storladne natur. Vi huskede ikke helt, at der var så anderledes og smukt, selv i Sydnorge, så det var en positiv overraskelse.
Lejligheden i Kongsberg var fin uden at være prangende. Området er skisportssted om vinteren, så jeg kan godt føle, at det virker lidt forkert at opholde sig et sådan sted om sommeren. Men kun, når man passerer de tomme bygninger og svævebaner, der hænger og ser triste og forladte ud. Men lige så snart vi kom ind i skoven, var der virkeligt dejligt.
Vi havde to supergode vandreture i området, begge lige fra lejligheden. Den ene var lagt lidt om i starten, da søen vi skulle passere, var ved at blive omlagt. Men vi fik stadig et kig på den og senere ikke mindst på “Beckerkjøkkenet”, hvorfra der er storslået udsigt over Kongsberg by. Her er der meget fine muligheder for madlavning og man kan sågar tage en tur i hængekøjen.
På vej hjem gik vi forbi “Kronerne i Håvet”, der er en klippeside, hvor der er malet forskellige kongers monogrammer, fra det årstal, hvor de har besøgt stedet, startende med 1733 og helt op til i dag.
Vi mente, vi kunne finde hjem derfra uden at kigge på kortet/mobilen, men kom i den helt forkerte retning. Men hjem kom vi efter 3 gode vandretimer.
Kongsberg by
Om eftermiddagen var vi inde og kigge på byen, der har en lille, fin gågade, men som alle andre steder er butikkerne rykket ind i et center. Dette lå dog lige ved gågaden, så byen ikke virkede tom. Efter lidt søgen fandt vi et sted at få hhv øl og te/kage, oveni købet med udsigt til elven Numedalslågen og til Det Norske Myntverket, der producerer alle mønter i Norge.
Vi havde taget en mad- og drikkevarer med hjemmefra, men skulle da også prøve at købe ind lokalt. Og ja, mad er dyrt i Norge. Jeg fandt en økologisk kylling til 180 norske kroner – troede jeg, men det var så kiloprisen, så den kostede 360 kroner – men var så også på 2 kg og kunne række til flere måltider…
Dagen efter skulle vi også “belønne” os selv med hhv øl og te/kage efter dagens strabadser. Valget faldt på byens bedste restaurant “Jordnær”, der havde en fin gårdhave. De havde ikke kage, men jeg fik en af deres desserter, nok den bedste og flotteste, jeg nogen sinde har smagt. Der ville jeg gerne spise et helt måltid engang…
Vandretur i mineland
Næste dags vandretur var endnu flottere end den forgående. Vi fandt aldrig hele ruten, men fik til gengæld en ny oplevelse. Den første del af turen op til Korset, hvor Kong Christian d. IV skulle have spist frokost, gik op og op, men sikke en udsigt, da vi nåede op efter en time.
Der lå også et shelter, med den flotteste udsigt, man kan tænke sig.
Vi holdt kun en kort kaffepause og fortsatte så ad en rute, hvor det viste sig, vi kom forbi mange af de utallige sølvminer, der nærmerst underminerer hele området. Spændende at læse om deres historie, dybde mv. De blev lavet i 1600 tallet før dynamittens opfindelse, så et helt utroligt slid det må have været at være minearbejder.
Vi kom også forbi store dynger af sten, som er fjernet fra minerne, da der ingen sølv var i dem. På toppen af en sådan bunke, der var lagt op ad en bakkeside, så vi pludselig en flot bænk, så der måtte vi op og holde appelsinpause! Vores kravlen blev belønnet med den flotteste udsigt!
Endelig kom vi forbi en nu nedlagt skihopbakke, kaldet Hannibalbakken. Den var i brug helt til 1986. Her var der iøvrigt også et splinternyt shelter og i det hele taget var der fine, nye bænke, trapper mv., så der var gode forhold for vandrefolket. Efter ca. 3 1/2 time var vi hjemme efter en super tur.
Vores lejlighed vendte mod syd, så vi kunne nyde eftermidags – og aftensolen. Men den var på bagsiden af huset, så den havde ikke så meget udsigt. Heldigvis var den på 1. sal, så vi kunne kigge ud på klipper og lyng mv.
Nu var vi også klar til at se nye egne. På vej til Tuddal gjorde vi holdt ved en af sølvminerne, som man normalt kan komme ind at se, ved at køre med et lille tog. Man sidder i nogle meget smalle vogne, 4 personer i hver. Men pga. Coronaen var dette ikke muligt, til gengæld kunne man komme på en guidet rundvisning til fods ind i minen via en såkaldt “stoll”, en vandret gang, der skulle sikre luft til minen.
Far og søn deltog og syntes, det var fint, selvom man jo ikke kommer så langt ind i minen. Mor her havde herset med dem for at få dem til at tage tøj nok på, for der var kun 6 grader derinde. De var glade for, de hørte efter, men fik alligevel begge en forkølelse, for det trak voldsomt inde i minegangen.
Imens gik jeg ned til badepladsen og studerede livet der. Det havde været super sommervejr siden midt på vores første dag i Kongsberg, så der var en del badegæster. Man kan undre sig over, at der kun var afmærket med en række kugler henne ved vandfaldet, for det kunne da være livsfarligt, især for børn at komme derhen…
Ejeren af hytten i Tuddal skrev, at den var klar fra kl 13, og så var det bare med at komme afsted og efter 1 1/2 time ankom vi til vores næste og sidste bestemmelsessted. Som ventet var hytten MEGA flot, og splinterny – var bygget samme forår.
Personlig og smagfuld indretning, meget fine træterrasser til flere sider og sågar udsigt til sø på den ene side. Ejerne bor tæt derpå og var meget venlige. Her følte jeg mig hjemme lige med det samme. Hytten, som vi ville kalde et sommerhus, havde plads til 8 og var meget veludstyret. Prisen var ca. 1200 pr døgn, og det var der absolut ikke noget at sige til.
Hver aften, de 4 dage, vi var der, gik knægten og jeg en lille tur i nærområdet, ligesom vi havde gjort i Kongsberg. Det gav lige det sidste på skridttælleren.
Bjørvatnet og Tuddal
Første dags mål var at gå rundt om søen, Bjørvatnet. Det tog knapt 2 timer, inkl besøg på bygdetunet, et område med gamle huse og forrådsbygninger, nogle tilbage til 1600-tallet.
Man ser disse bygninger til forråd overalt og ethvert hus med respekt for sig selv har også en moderne udgave af disse, beregnet som gæstehus. Hvorfor forrådskamrene er så hævede fra jorden vides ikke, men det må jo være for at beskytte lagrene.
Der er to campingpladser i Tuddal, den en har en lille cafe, som vi besøgte. Der er også skole, kirke og en lille købmand, og en kro, der nu – som rigtigt mange andre steder, vi så – er blevet til et kinesisk spisested. Så alt efter temperament kan man sige, at “kineserne kommer!” (og tager os…) eller at de er de eneste, der gider drive madsteder i sådanne egne.
På vejen op mod Gaustatoppen ligger Tuddal Højfjeldshotel, som jeg havde spottet hjemmefra, idet det har eget bryggeri og bageri mv. Der måtte vi op! Sad på udsigtsterrassen og både de øldrikkende og den kagespisende var vældigt tilfredse! Øl er også et dyrt her, rekorden var 84 kr for en dåseøl, men den var så også fra dette bryggeri.
Gaustatoppen
Tuddal ligger kun ca. 15 minutters kørsel fra Gaustatoppen, og det lever området nok højt på. Her er en del fritidshytter, men ikke så mange, at det skæmmer landskabet.
Vi skulle som sagt forsøge at bestige den berømte Gaustatop, som så mange andre. Jeg havde hørt fra andre, der havde været der i år, at der var crowded, så det gjalt om at komme afsted i god tid. Vi valgte en anden taktik, selvom det ikke var planlagt: om søndagen var vejret helt fortryllende, med fuld udsigt til og fra toppen af bjerget, og derfor også mange mennesker. Vi valgte mandagen, hvor vi tænkte, det ville være knapt så slemt med menneskemasserne. Det var det heller ikke, men det skyldtes nok også, at vejret var elendigt. Lige præcist dén dag var det nemlig overskyet og køligt hele dagen…
Jeg ville udsætte turen til tirsdag, vores sidste dag, hvor der igen var lovet super sommervejr. Men så er der jo nogen i familien, der elsker udtrykket: “nu har vi jo indstillet os på…”. Og sønnen, der altid er dejligt kompromissøgende, foreslog, vi forsøgte at gå lidt opad, og så kunne vi jo se…
Kort fortalt: vi kom op og vi kom ned og vi var vældigt stolte af det, men sjovt var det faktisk ikke. Skyerne lå så lavt, at vi ikke kunne nyde udsigten overhovedet, og slet ikke fra toppen, hvor man ellers på en skyfri dag kan se 1/6 af Norge.
Vi kunne se nogle få meter frem og således havde vi ingen problemer med at følge den meget fine markering med røde T’er på stenene. Men det var koldt og der var slet ikke basis for at holde pause, kun stoppede vi op for at drikke vand. De sidste 1 1/2 km af turen er gennem rene klippestykker, så her var svært at gå.
Men op kom vi. Sejrsrusen var dog til at overse, jeg havde kun tanke på at komme ned igen i en fart, inden det blev helt umuligt pga manglende sigtbarhed. Havde ellers planlagt et nyt profilbillede: “mor har besteget Gaustatoppen”, med armene helt i vejret, men det følte jeg ligesom ikke for. Men sansede dog at tage et billede af herrerne.
Da jeg forsøgte at gå nedad igen, var jeg helt svimmel og kom da lidt til fornuft: satte mig ned og drak mere vand og ikke mindst tog jeg en af de mange müsslibarer, vi havde med til formålet. Så kunne jeg lidt igen og vi begyndte nedstigningen. Der er ellers en cafe her på toppen og det er faktisk vores hytteejer, der bestyrer denne. Vi havde fulgt med i, hvordan hun forgæves havde forsøgt at få fløjet forsyninger derop med helikopter, men måtte opgive pga. manglende sigtbarhed.
Da vi var kommet 40 minutter ned ad bjerget, trængte vi til noget at spise og de medbragte madpakker blev fortæret på en sten. Det gjorde godt og så var vi parate til den sidste del af turen.
Vi brugte 2 timer og 20 minutter uden pause på at gå til toppen og ca. samme tid nedad, plus frokostpause, så ca. 5 timer i alt. Vi har gået i længere tid og flere kilometer på Caminoen, men dette var nok det hårdeste, vi har prøvet i nyere tid.
Bestigningen af Gaustatoppen blev om aftenen fejret med bøffer af rensdyr – mums, de var lækre. Så fortrængte vi, at nordmændene selv nærmest sprang op og ned af bjerget, mange med en baby i en sæk på ryggen og 1-2 små eller lidt større børn, der selv gik – plus en hund! En lille pige bemærkede, da jeg kom fægtende nedad med mine stave: “Mor, damen der er inte øvat”! Vi fik også flere – venlige – bemærkninger: “Nå, der er danskere på bakken i dag, hvordan går det?” og den slags. Tænker, der var en dag, hvor turisterne ellers holdt sig væk pga. vejrforholdene.
Rjukan og Krossobanen
Den sidste hele dag brugte vi på at tage til Rjukan og tage svævebanen op til toppen, hvor vi gik en tur. Byen Rjukan ligger som en langstrakt tarm i bunden af en dal, hvor solen ikke når ned halvdelen af året. Derfor har indbyggerne i mange år taget svævebanen op til toppen hvert år i marts, for at fejre solens genkomst.
Vi tog svævebanen op og gik ruten “Solstien”, der kun var på ca. 5,5, km, for benene var lidt brugte efter gårsdagens strabadser. Men dejlig tur med smuk udsigt til Rjukan og Gaustatoppen.
Vel tilbage ved den fine, nye cafe ved svævebanen fik vi endeligt prøvet vafler, som vi havde set overalt på turen. Her i en variant med brun myseost, som jo er en norsk specialitet. Lavet af ostevalle og kogt i en gryde. Smager bedre end det lyder – smager sødt og karamelagtigt.
På vej hjem til hytten måtte vi lige gense stedet, hvor vi boede for MANGE år siden. Det var nu også nogle dejlige hytter og de havde sågar udsigt til Gaustatoppen.
Larvik
Næste dag var det tid til hjemtur. Vi havde god tid, for færgen gik først kl 17:30, så vi kørte i ro og mag til Larvik og brugte nogle timer der. Dels i parken ved Tollerodden, hvor der var flot klippelandskab, dels på en cafe ved lystbådehavnen, hvor vi fik noget at drikke. Sønnen kiggede noget sultens til de andres mad, men nu havde vi besluttet at bestille bord i restauranten på vej hjem, for at fordrive tiden.
Det fortrød vi ikke. Dels var det billigt, kun 250 kr pr person inkl drikkevarer ad libitum, dels var det faktisk meget lækkert. Coronaforanstaltningerne var der fuldt styr på, der var ikke så mange, der spiste der og der var bl.a. en stor skaldyrsafdeling, bl.a. med krebs.
Konklusion
Sikke en dejlig tur, vi havde! Super vejr, smuk natur, gode vandreture og hyggeligt selskab. Det er ikke sidste gang, vi tager til Norge, for tager man færgen fra Hirtshals, er man deroppe på ca.3 3/4 time.
Tips og facts
Vi sejlede med Colorline, der har store, søstærke færger, i modsætning til det billigere færgeselskab, Fjordline, der sejler med katamaraner og ikke er rare at opholde sig på i blæsevejr. Prisen er højere med Colorline, men ikke ublu, ca.1000 kr hver vej for tre personer i en bil.
“Hytta Kåns” i Tuddal kan varmt anbefales! Fandt den på booking.com. Kostede ca.1200 kr pr nat, men den er som sagt splinterny, meget lækker og har plads til 8.
Lejligheden i Kongsberg er også fundet via booking.com. Kostede ca. 900 kr pr nat. Der er plads til 5 personer.
