Uge 1 Radazul
Ankomst
Måske ikke så opfindsomt, men vi valgte igen at bo i Radazul, der ligger på nordøstkysten og tæt på motorvejen. Fordelen er, at man hurtigt kan komme øen rundt og er tæt på nordøen, som vi foretrækker. Vi kunne desværre ikke få samme lejlighed som for 4 år siden, men denne var bestemt også fin.
Forinden havde vi haft en nem flyvetur, hvor den største udfordring var, at man skulle have mundbind på hele vejen. Det var derimod ikke en krav i selve lufthavnen, så det virkede lidt skørt. Og man blev lige mindet om de trælse Coronatider…
Vi kan godt lide at handle i Mercadona-supermarkederne, så tæt på lufthavnen blev der købt stort ind til de første dage.
Da vi nåede frem til Radazul, havde vi problemer med at finde lejligheden. Spurgte to fra Guardia Civil, der tilfældigvis kom forbi og kom i kontakt med udlejeren. Til sidst lykkedes det at finde stedet, men den halve times søgen kunne vi godt have undværet her sidst på aftenen.
Lejligheden var fin og med en meget stor udsigtsterrasse. Lå på 6. og øverste etage, helt ugenert og i et hjørne, så der også var sol fra syd og noget fra vest.
Det var ikke vejr til at sidde ude, så vi fik vores lækre natmad med iberisk skinke, pølse, oste, oliven mv. inden døre.
Tur i nærområdet – Tabaiba
Skønt at kunne sidde ude næste morgen og spise morgenmad. Det var en god begyndelse og selvom det blæste, var det slet ikke så voldsomt som frygtet.
Formiddagsturen gik langs promenaden hen til Tabaiba, hvor vi smugkiggede på næste uges lejlighed og var et smut på cafe.
I Radazul var der særdeles fredeligt – nogen ville måske sige for kedeligt. Jeg havde det fint
med det, for dels er der trods alt steder, der er åbne, dels skulle vi ud og køre de fleste dage.
Skønt at dase på terrassen efter 2 1/2 time på gåben.
Sidst på eftermiddagen gik vi til den anden side. Først hen til den lille by Bocancangrejo og fortsatte herefter ad grusvej. Der lå også huse og der var sågar biler, selvom vejen var i voldsomt dårlig stand.
Længere ude var der en hel enklave af huse, som vi gik ned til, for stien fortsatte. Der var folk i en del af husene – hvor nogle af dem mest var blikskure eller huler. Mener at have læst at det er lidt Christiania-agtigt – at det er folk, der ikke er en integreret del af samfundet, der bor der.
Super fint at gå tilbage ad stien ovenfor husene. Det blev til 20.000 skridt på første hele dag.
La Caleta
Det blev generelt en ferie, hvor jeg ofte studerede vejrudsigten for at finde det bedste sted på øen at opholde sig. Øen har mikroklima, dvs. vejret kan være meget forskelligt alt efter hvor man er, trods små afstande. Det var gråt og blæsende i Radazul fra morgenstunden, så turen gik sydpå.
La Caleta ligger på sydøen, men et godt stykke fra dét, vi tidligere har døbt “plastichelvedet” i Playa de las Americas og Los Christianos. Vi gik lidt rundt i den overraskende tiltalende bydel. Mange turister, men ikke store højhushoteller og mange fine restauranter og cafeer. Derefter tog vi en af turene fra Rothers Walking guide.
En “pleasant stroll”, som der stod, men det vil jeg nu ikke kalde det. Men en super dejlig og smuk tur, som mange andre også tog, men ikke et problem.
Der var flere badebugter og også nogle med sandstrand. Og mange badende, så vi kunne godt have haft badetøj med.
Efter et par timer var vi ved en lille badestrand med lidt huse og en enkelt cafe, som vi naturligvis måtte besøge. Solen bagte nu ned og der var min. 20 grader, helt perfekt vandre vejr. Eneste sted på øen uden voldsom blæst i dag, sagde yr.
Tilbage i La Caleta satte vi os på en cafe med havudsigt og fik hhv en Canja (en lille øl) og jeg et glas Sangria oven på veludført dåd. 15.000, skridt og i kuperet terræn.
Puerto de La Cruz
Planmæssigt var der køligt og skyet da vi kørte tværs over nordøen på vej mod Puerto de La Cruz. Men så sol og lunt igen, da vi kom over på den anden kyst. Syd for byen gik vi en tur, som vi også gik for 4 år siden. Dengang var stien officielt spærret af, men alle gik alligevel gennem hegnet. Her 4 år efter var der den samme halvhjertede afspærring og igen gik alle igennem – også vi…
En super dejligt tur i sol og blå himmel. Frodigt og grønt, mere end på østkysten. Lidt strabadserende opad nogle steder.
Vi tog ikke det sidste stykke af turen, der også var at finde i Rothers. Vi skulle jo også bruge krudt på at gå rundt i selve Puerto.
Byen virkede sjovt nok mere tiltalende på os end sidst. Og vi fik afprøvet en cafe med havudsigt og lækker lagkage. Her kom vi i snak med de eneste andre danskere, vi så på hele turen.
På havnen i Radazul er der en 4-5 cafeer/restauranter, men kun den ene har borde indendørs (i hvert fald, da vi var der). Her fik vi om aftenen gode pizzaer ligesom for 4 år siden. Ikke særligt spansk, men det var altså en italiensk restaurant.
Det blev sørme til 22.000 skridt denne dag!
Roque de Rasca og Los Abrigados
Dagens tur gik sydpå til til Palm Mar, hvorfra vi gik gennem naturområdet Roque de Rasca ud til fyrtårnet, ud langs kysten og ad en noget ujævn sti gennem lavastykker.
Retur lidt inde i landet ad en mere fremkommelig sti.
Dermed kun ca. 2 timers gang, men 7 km, da vi kunne gå i alm. tempo hjemad. Palm Mar er en lang smal turistbebyggelse, og umiddelbart ikke så spændende.
Kørte på anbefaling til Los Abrigados. Måske pga. vejret syntes vi nu ikke, byen var noget
særligt, dog en mere alm./autentisk by end Palm Mar.
Fik Barracitos og kager på et pastelaria. Barracito er en canarisk specialitet. Espresso, kondenseret mælk og likør lavet i de karakteristiske lag/striber. Smagte nu ikke helt fantastisk, lidt for meget kanel, eller også var det likøren.
Arenas Negras
En Fb-ven med stort kendskab til Tenerife havde anbefalet dette område, hvor man går omkring en vulkan. Vi nåede slet ikke op omkring Teide denne gang, men det gjorde bestemt ikke noget, det var lige så fint at se en anden og knapt så kendt vulkan.
Vi fulgte delvist en afmærket sti opad mod Chineyro vulkanen. men valgte så en anden vej derfra. Her var der stort set ingen andre og Henning blev helt i tvivl om, hvorvidt vi var på rette spor – men det var vi.
Takket være Outdooractive appen, er jeg blevet mere modig ift. at gå “egne veje”. Vi kunne hele tiden se, hvor vi var, selvom vi var offline og ikke kunne lave ruter. Var retur efter 2 t og 50 min UDEN pause, 10 km og godt 15.000 skridt.
Der var kun ca.7 grader, så vi holdt ikke pause på den store picnicplads, hvor der var nogle, der spiste søndagsfrokost.
Kørte i stedet ned til byen Garachico, som er et yndet udflugtsmål, måske især på en søndag. Nu var der ca. 18,5 grader, dejligt.
Der var masser af turister på det lille torv, men gik man bare én gade bagud, var der ingen. Fandt hurtigt et lokalt sted kaldet La Perla. Her var alle spaniere, der sad inde og spiste søndagsfrokost/middag.
Vi blev inspirerede, men nøjedes med squids, bl.a. med den grønne, lækre canariske dyp, a la grøn aioli. Blev til under 15 euro.
Santa Cruz og La Laguna
Hovedstaden skulle da også lige have et besøg, selvom vi ikke var så imponerede sidste gang. Denne gang blev vi mere glade for byen. Først hen til Plaze de Espana med det tidl. Franco-monument, der nu er til minde om alle, der har været i krig.
Op ad hovedgaden og hen til karnevalsmuseet, der er gratis. Det var ok, uden at være prangende, men især filmen gav et godt indtryk af karnevalet.
Vi ville ikke egne os til at være der på det tidspunkt, dels pga. trafikkaos, men også det menneskekaos, det er.
Denne gang besøgte vi også palmeparken, kaldet Palmetun, som er anlagt på en tidligere losseplads.
Kostede 6 euro pr mand og der var næsten ingen deroppe. Men fint og fredeligt at sidde på en bænk i solen og nyde udsigten.
Så videre til byen La Laguna. Igen op ad de meget lige gader, men nu i siestatid.
En helt anden slags by med gamle huse og et køligere klima. Kunne dog sidde ude og få
cappuchino og kage.
Om aftenen besøgte vi den samme italienske restaurant som sidste gang, da det var den eneste, der havde indendørs servering. Fik en risotto til 2 personer for 25 euro.
Uge 2 – Tabaiba
Flyttedag – fra Radazul til Tabaiba
Vi kunne ikke få en passende lejlighed i begge uger, men det var også fint at prøve noget nyt. Men dog i samme område, da den anden lejlighed lå i Tabaiba, som vi jo allerede kendte. Nu et lejlighedskompleks, Jardin del Mar, på 6. sal og med flot havudsigt.
Terrassen var ikke ret stor, men fin til 2 personer, omend der ikke var solsenge eller lignende.
Her var 2 soveværelser, som vi så ikke skulle bruge. Dejligt at der ikke kun var udsigt over havet med også til den lille autentiske by, El Varadero sydpå, plus til bjergene. Der var også meget læ, da terrassen var lidt af en hule.
Der er lidt mere by end i Radazul, dog mindre cafeliv. Der er apotek, bibliotek, frisør, supermarked, den lille kiosk/grøntmand, vi snakkede med sidste gang og en pizza/grillkylling take away, plus 3-4 cafeer og lign.
Bassinet nede ved havet kunne man desværre ikke bade i, det var tomt.
Så tog vi vandreskoene på og fulgte en sti over til vejen ned til den lille bebyggelse, El Varadero.
Hen over 2 barrancoer (kløfter) og op og gå langs vejen, der går ved siden af motorvejen.
Så nedad, nedad, nedad, MEGET stejlt til El Varadero, der er en samling autentiske huse, meget nydelige og velholdte, alle malet i græsk, blå stil. Men ingen cafe el lign.
Anagabjergene
Nu skulle turen endelig gå til Anaga-bjergene! Vejrudsigten sagde tørvejr, nogen sol og 14 grader og ikke så meget vind.
På vej dertil stoppede vi ved infocentret, hvor jeg fik det, jeg gik efter: et kort over præcist den rute, jeg gerne ville gå igen, ligesom for 4 år siden. Den starter i landsbyen Las Carboneres og blev igen en super god tur og et dejligt gensyn.
Fandt stedet, hvor vi havde holdt appelsinpause for 4 år siden, så det måtte vi
selvfølgelig gøre igen.
Retur efter ca. 3 timer og ca. 13.000 skridt. Fantastisk tur, med mageløse udsigter – virkeligt dejligt at gense denne tur. Byens eneste bar var dog lukket denne dag.
Puertito de Guimar og El Sorocco
Fra byen Puertito de Guimar gik vi samme tur som for 4 år siden.
Igen mødte vi de store endemiske firben med blå pletter og igen var de meget nysgerrige. Denne gang var det Henning, hvis hånd de var henne og nappe lidt i – det kunne jo være, han havde noget spiseligt.
Dog gik vi denne gang hele turen til den lille by El Sorocco og spiste let frokost på en fin, lokal cafe lige ud til vandet. Det var helligdag, en speciel bank holiday kun for Tenerife, så mange spaniere var på tur og på cafeer. Sjovt at se folkelivet, der var ingen andre turister her.
Det var dejligt sommervarmt, uden at være for varmt, nok ca.20- 21 grader. Hjemad fulgte vi stien lidt længere inde i landet. Den var faktisk nemmere at gå på.
Retur i Puertito de Guinmar gik vi hen til cafeerne. Pga. vejret og helligdagen var her et herligt leben af spaniere på torvet.
Om aftenen spiste vi på cafeen Artadi beach, der ligger neden for Jardin del Mar. Fik en lækker, hel sprutte, grillstegt med masser af hele hvidløgsskiver.
Tjeneren kunne stort set kun spansk og turisterne var spanske. Vi var vældigt tilfredse med både mad og betjening og sagde på spansk: vi kommer igen: “vendemos de nuevo” og det
grinede de af – altså på den gode måde. Damen, der serverede sprutten, så helt stolt ud . En fin og sjov oplevelse.
Mandeltræstur uden for Santiago del Teide
Fandt om natten ud af, at vi ikke var alene i lejligheden! Mødte en kakerlak i døren ud til badeværelset. Havde lige præcist den nat ikke hjemmesko på. Det havde jeg fremover… Man skal ikke træde på en kakerlak, for så kommer alle dens slægtninge til begravelsen, siger man…dvs. når den så efterlader afføring, tiltrækker det andre kakerlakker. Men videnskaben siger omvendt, at kakerlakker afgiver et alarmstof, når de dør, som kan afskrække andre. Men havde nu heller ikke lyst til at opleve den knasende lyd, arghhh!
Vi begyndte så at have lyset tændt på badeværelset om natten og siden så vi ikke mere til vores roommate. I DK er vi ikke så vant til kakerlakker, mens de nok er ret almindelige sydpå.
I dag skulle vi på mandeltræstur, også på anbefaling. Startede uden for Santiago del Teide på nordvestøen.
Gik en fin rundtur på knapt 2 timer inkl en lille appelsinpause. Der var som lovet og ønsket blomstrende mandeltræer, perfekt! Dejlig tur med udsigt til Teide.
Bagefter kørte vi tilbage til Santiago del Teide og fandt en cafe, hvor vi fik super betjening.
Anagabjergene igen – Taborno
I den lille by Taborno i Anagabjergene ligger der sjovt nok en fransk restaurant og sørme om de ikke havde et bord kl 13, da vi ringede og bestilte samme dag. Det er sjældent realistisk at få plads, hvis man bare møder op.
Det gode vejr, der var lovet i bjergene, holdt ikke stik, i hvert fald ikke på dette tidspunkt. Da vi nåede op, hvor stien startede, var der gråt, småregn og 7 grader! Der var lovet 17 og sol.
Man siger Tenerife har mikroklima. Her bruges udtrykket som at det kan være meget forskelligt fra sted til sted, trods kort afstand. Og det kan skifte hurtigt, derfor er vejrudsigterne ikke altid pålidelige.
Øen har jo også meget forskellige forhold: toppen af Teide med frost og sne, sydvestkysten med badebyerne og “evig” sol, La Laguna midt på øen med køligt vejr, Anagabjergene osv.
Vi gik samme tur som for 4 år siden og brugte 1 1/2 time på de 2,6 km nedad!
Da vi nåede ned, var der igen den mest fantastiske udsigt over bjerge og hav. Det er virkeligt et highlight for mig. Nu var solen også kommet frem og havde fået magt.
Vi kom tidligere til restauranten end de andre gæster, der næsten alle var spaniere, så vi valgte at sidde ude.
Lækker mad: salat a la chevre chaud, så hhv. lammeskank i ovn og en vildtsteak.
50,30 euro i alt inkl vand, vin, øl, kaffe og dessert, vildt billigt.
Således propmætte, men meget tilfredse, rokkede vi stille og roligt op ad bjerget igen. Som ventet tog det faktisk kortere tid, ca.1 1/4 time.
La Caleta – Playa de Las Americas
En dag ville vi prøve at se nærmere på hovedturistområdet sydpå, dog startende i La Caleta, der som sagt er lidt mere “spiselig” for os end Los Christianos og Playa de Las Americas.
Vi gik langs strandpromenaden i gråvejr og nok 18-19 grader. Da det begyndte at regne temmelig kraftigt, hoppede vi ind på den nærmeste restaurant – der var nok af dem! Også flinke personaler her, men priserne var meget højere end vi havde været vant til. Senere blev vejret fint igen, så vi kunne lufte bare arme og ben.
20.000 skridt på vestkysten blev det til og 13 km. De var nemt gået, for det var ligeud, men det tæller jo alligevel! Der var mange på promenaderne, også rigeligt til min smag, men sjovt at opleve.
Las Vegas
Studerede vejrudsigter i vildskab, da der var udsigt til regn denne dag, men holdt fast i Las Vegas turen, som vi har gået 2 gange før for 4 år siden. Fint at slutte med denne
tur, som vi forbinder med Tenerife. Så må sommerkjolerne vente…
Turen tog 3 1/4 time, heraf 1/4 times pause. Vi syntes, den er en lidt strabadserende ift. stigninger og ujævne stier, det mener Rothers så ikke. Men vi er jo også blevet 4 år ældre…
Så 2-3 andre hold, men det var en af de mest “øde” ture, vi har været på. Den første ca.1 1/2 time med dejlig sol og bare arme, så skyet og nogle få dråber regn.
Hjemme igen lavede jeg en fin tapas af køleskabets rester. Så det var ikke meget, vi skulle smide ud, heldigvis.
Konklusion
Tenerife kunne så absolut tåle et gensyn. Tror ikke, det er sidste gang, vi kommer der, da det er et oplagt sted at tage til, når det er mest vinter i Danmark.
Meget fine vandremuligheder, fint vejr, uden at være for varmt til vandring og nemt at komme rundt. Billigt at gå på cafe og restaurant og lejer man lejlighed, hvor vi gjorde det, er prisen bestemt overkommelig.
Vi har alligevel ikke lyst til at bo på sydvestkysten, hvor priserne er opskruede og der er masser af “liggestolsturister” (ikke nogen nedgøring af disse, bare hver sin lyst…) På den måde udnyttes øen fuldt af de forskellige turistsegmenter.
Vejret var ikke helt så meget med os som sidste år, men man kan stort set altid finde et sted på øen med godt vejr. Vi var der i 14 dage, men kunne sagtens have brugt mere tid. Men vi kommer da bare igen!
Vi spiste rigtigt godt, selvom vi ikke var så meget på restaurant/cafe. Når vi er sydpå, skal vi altid spise squids, vagtler og vongole-muslinger – og denne gang også kanin.
Fakta, tips og tricks
Begge lejligheder var fundet via Airbnb:
Radazul: pris kr 4572 for en uge.
Tabaiba: pris kr 4052 for en uge.
Billeje:
Lejede bil gennem Topcar – nemt og uproblematisk. Pris: 3.577 kr inkl forsikring. Vi kørte 1500 km i alt.
Fly:
Fløj med Vueling fra København, da vi kombinerede med at besøge børn og barnebarn på Sjælland. Pris kr 4070 for 2 returbilletter inkl bagage.
Vandring:
Vi gik ca. 256.000 skridt, svarende til ca. 18.285 skridt pr dag. Vi brugte oftest Rothers Walking guide til vandreturene. Vær obs på, at tidsestimatet er undervurderet, i hvert fald når man er senior…Derfor supplerede jeg med appen Outdooractive.
Mad og drikke:
Vil man spise på den franske restaurant i Taborno, så ring til stedet inden og bestil bord.
Når vi er afsted i 14 dage, orker vi ikke at gå ud at spise hver dag. Men vi lider sandelig ingen nød! Kan godt se, der er meget fokus på det kulinariske i denne beskrivelse, men for livsnydere som os er det en pænt stor del af turen. Og nydes ekstra meget efter en god vandretur.
