Efter at have afleveret Nanna-hunden hos gode venner i Odder, en nem flyvetur fra Billund til Sevilla og afhentning af lejebil, var vi fremme ved hotellet i Carmona ud på aftenen.
Stort værelse, – af ældre model og godt parfumeret – men billigt. Vi nåede lige et glas på en bar, der lukkede 23:30.
Carmona
Morgenmaden var en lidt “træt” kæmpebuffet. Det havde regnet, men holdt op, da vi bagefter gik en lille tur i byen.
En fin, gammel, ikke turistet by, men jo noget stille sådan en morgen. Vi kunne godt have brugt mere tid her, men skulle videre.
Vi kørte ad en kedelig vej til Cordoba – der var fladt og ikke meget at se på. Men så kunne jeg da strikke.
Hotellet i Cordoba var valgt, fordi vi havde rigtigt gode minder fra et ophold der i 2013. Men nogle gang bliver man skuffet, når man vender tilbage. Det var tilfældet denne gang.
Værelset var en skuffelse. Vi havde håbet på balkonværelset, som vi havde boet i før. Men der var kommet nye ejere og nyt hotelnavn . Faktisk fik vi det ringeste værelse, der lå i stueetagen, uden vinduer, kun en dyb glug til patioen. Et lille værelse uden siddepladser. Men der stod to glas hedvin og noget frugt sammen med en håndskreven personlig velkomstnote, en fin gestus. Det var bare alt for dyrt for det lille rum.
Men man må jo indrømme, det ligger super centralt. Pigen i receptionen var meget servicemindet, forklarede bl.a. om seværdigheder i byen, og tegnede disse ind på et kort. Det havde vi fornøjelse af.
Først gik vi hen til Alcazar (det tidligere kongepalads) som vi genså. Betalte seniorpris og nød der ikke var ret mange mennesker. Fint at gå rundt i solen i haverne.
Så over broen og langs floden og over den anden bro. Der er mange turister i det indre af Cordoba, men byen overraskede positivt ved gensyn, især da vi gik i kvarteret omkring broen.
Op til en stor plads og videre til Palacio D´Viana med hele 12 meget fine patioer. Det var jeg glad for at se – det havde vi ikke opdaget sidste gang.
På vej hjemad fik vi en drink udendørs. Det var lige køligt nok, men det gik, da der var sat varmeblæsere op.
Om aftenen spiste vi på restaurant El Churasco, lige som sidste gang. Og ganske pudsigt fik vi anvist præcist samme bord. Stedet er nok lidt af et turiststed. Ældre, mandlige tjenere og rustik mad. Men maden smagte udmærket og det lå lige ved hotellet, så det var nemt at rokke hjem.
Der var koldt i morgenmadsrummet og morgenmaden var ikke inkluderet, selvom værelset kostede næsten 1000 kr. Morgenmaden kostede 18 euro pr person og var ikke det værd. . Flink og venlig pige, der også tjekkede os ud, men stadig alt for dyrt ift. hvad man får.
Vi brugte formiddagen på at gense den berømte Mezquita. Næsten Ingen kø ved billetlugen. Fint at gense denne kæmpe kirke, der – som mange andre hernede – tidligere var en moske. De stribede buegange husker vi. Kirken er helt enorm stor, det kunne jeg ikke huske.
Ronda
Næste mål var Ronda. Fin køretur hertil, især det sidste stykke var meget smukkere end turen fra Carmona til Cordoba.
Vi kørte direkte ud til hotellet for at udnytte det fine sted, som var det allerførste hotel, vi boede på i Andalusien i 2009. Godt vi gjorde det! Ejerens svoger, Fernando kom og snakkede med os og var i det hele taget til rådighed hele tiden, så man følte sig godt behandlet.
Skønt med kaffe og brownies i den dejlige og smagfulde dagligstue.
Og vi blev sørme gratis opgraderet til en juniorsuite, da vi havde været der før.
Derefter gik vi en tur i området, ca.1 1/2 time. Ikke det helt vilde naturmæssigt, men fint med oliventræer mv.
Landstedet har en fin, lille restaurant, som vi havde bestilt bord på. Det var godt, for der var helt fyldt op og der var spisning i flere hold. Menu til 28 euro, ikke helt billigt, men fin mad.
Næste dag var det solskin fra morgenstunden. Meget lækker morgenmad i restauranten. Tjekkede ud og sagde, jeg ville give dem meget høje ratings og at vi ville komme tilbage inden der igen gik 13 år!
Kørte ind til Ronda, men havde glemt, det var søndag. Så derfor kun lige parken, kløften og broen. Der var horder af ældre spanske turister, plus større børn, så ikke så tiltalende at være der.
Utrera
Den første del af vejen til Utrera var meget smuk og jeg fortrød, vi ikke kørte omkring den sø, vi kom tæt forbi. Her kunne vi måske have gåeten tur, for det blev den flotteste dag vejrmæssigt. Vi tager jo en tur mest med byfokus, men det havde været godt med en naturgåtur også.
Nå, vi ankom til Utrera, der som by ikke var noget særligt. Gammelt, men fint renoveret hotel med patio og helt moderne værelser. Plus en bar på taget, hvor der var sol længe.
Gik ud i byen, hvor der trods søndagens nedlukning var liv på cafeerne. Satte os på en solfyldt plads, hvor betjeningen ikke kunne et ord engelsk. Fint at sidde der og se på livet i en ganske almindelig og ikke turistet by. Folk havde deres fineste søndagstøj på og børnene var i fine skjorter og kjoler.
På det nærliggende torv var der et lille spisested, der havde været fuldt, da vi kom. Her til aften var der næsten tomtm, da vi sad der og fik en drink – spanierne har en lidt anden dagsrytmne end os. Vi spiste på tapasstedet “del Arco” tæt på hotellet. Et meget lokalt og ydmygt sted, men med glimrende tapas.
Sevilla dag 1
Gårsdagens smukke solskinsvejr var afløst af gråvejr og først på dagen lidt finregn. Bilen blev afleveret i lufthavnen i Sevilla og vi tog en taxa ind til byen. Vi havde booket lejlighed lige over for Real Alcazar – det er 3. gang, vi bor her.
Nu var det tid at daske rundt og gense Sevilla, som vi har besøgt 4 gange tidligere. Vi gik rundt i 5 timer, kun afbrudt af et pitstop med varm chokolade og churros, Efter 22.000 skridt var det vist ok at indtage disse ikke helt kaloriefattige tingester…
Aftensmaden blev igen tapas, på et lille sted meget tæt på. Denne centrale bydel med Real Alcazar og Katedralen er mest besøgt om dagen, så der var stille her til aften.
Sevilla dag 2
Der var lovet skyet vejr og max.18 grader, men det var fint til at gå rundt i byen.
Besluttede spontant at købe billetter til Alcazar, som vi kun har besøgt en gang tidligere og det er jo Sevillas store attraktion, foruden Katedralen.
Brugte godt 2 timer der og det kunne det sagtens bære igen. Der var også mere have end vi kunne huske.
Brugte derefter nogen tid på at lede efter lidt tøjgaver til vores første barnebarn. Var i det store varehus Cortes des Ingles, men fandt ikke lige noget. Det var meget spansk, dvs. meget pyntet og eller gammeldags og i øvrigt dyrt. På på hovedforretningsgaden Sierpes fandt jeg et fint sæt og så endda med Black friday rabat på 40 procent!
Calle Sierpes er ikke en cafegade, men vi fandt en enkelt cafe og da den var specialiseret i Churros y chokolate (“since 1956”), måtte vi prøve igen. Denne gang de “rigtige kringler” og den rigtige tykke chokolade, lækkert.
Som ved et tidligere besøg i Sevilla havde jeg booket tid i de arabiske bade. Der var ikke så mange derinde og vi havde tilkøbt dejlig massage, ikke mindst af fødder og lægge, 30 min. Kostede 650 kr pr person inkl badene. Det er dyrt, men det er også noget særligt.
Vi spiste på Vineria San Telmo, hvor vi også har været et par gange før – vi var ikke så opfindsomme på denne tur…. Stedet er uden tvivl gået ned i standard, men deres tapas var dog stadig ok.
Sevilla dag 3 – sidste dag
Dagen startede med en Free Guidet tour kl 11. Guiden var – fint nok – ikke den pjattede type, men vidste og fortalte meget. Selvom vi så de klassiske ting, var der bestemt også ting, der var nye for os, så godt vi gjorde det.
På egen hånd gik vi så over broen til Trianakvarteret, hvor folk bor og hvor forældre og bedsteforældre stod i lange rækker for at hente deres børn ved skolerne. Ikke noget med SFO her! Var inde og gense markedet, der er lækkert, om end efterhånden mest fine cafeer, mere end boder.
Tilbage i lejligheden indtog jeg den fine tagterrasse, med helt fantastisk udsigt til selveste La Giralda! Det fås vist ikke bedre her i byen.
Jeg havde bestilt bord på “ConTenedor” restauranten. som vi har besøgt 2 gange før og været glade for. På vej derhen fortrød jeg lidt, vi ikke havde gået lidt mere i denne del af byen, der er mere autentisk. Restauranten levede desværre ikke op til forventningerne.
De andre gange har vi fået meget fine og specielle retter på stedet. Men niveauet var dalet drastisk. Vi betalte ca. 89 euro og det var relativt for meget, så der kommer vi ikke igen.
Næste dag gik turen hjem igen. Nem flyvetur og dejligt gensyn med vovse.
Konklusion
Altid dejligt at forlade et køligt og mørkt Danmark og komme ned til længere dage (2 1/4 time sidst på dagen, dvs. solnedgang kl ca. 18:12), mere solskin, meget højere temperaturer, grønne træer og buske, blomster i flor osv. Fine byer og seværdigheder, gode overnatningssteder og restauranter. Det sidste dog ikke så vildt godt i år.
Helt fint med en tur med byfokus. Fortrød dog meget, at vi på turens flotteste solskinsdag ikke stoppede ved søen på vej fra Ronda og gik en tur der. Utrera byen var heller ikke noget særligt. Fint med start i Carmona. Fint gensyn med Sevilla, men der skal nok gå nogle år, før de skal dertil igen. Og nok ikke bo i katedral kvarteret næste gang.
Skønt gensyn med Molino del Arco, her kommer vi meget gerne igen. Selve Ronda kan ikke bære mere, synes vi.
Endelig godt med en lille voksenferie, uden hensyn til hund. En uge er fint til et sådant lille gensyn.
Facts
Overnatning
Hotel Alcazar de la Reina i Carmona, ca. 430 kr inkl morgenmad
Hotel La Llave de la Juderia i Cordoba, 998 kr uden morgenmaf
Hotel Boutique Molino del Arco uden for Ronda, ca. 1630 kr inkl middag og morgenmad
Hotel Palacio San Fernando i Utrera, 484 kr inkl morgenmad
Suites Murillo Alcazar i Sevilla, lejlighed, 2814 kr for 3 nætter (938 pr nat) uden morgenmad
Fly og billeje
Ryanair flyver – som de eneste – direkte fra Billund til Sevilla. Kostede kun 1724 kr for 2 returbilletter inkl håndbagage.
Vi lejede kun bil i 4 dage, da vi ikke havde brug for den i Sevilla. Bookede hos Firefly, som vi tidligere har haft gode erfaringer med. Kostede 1455 kr.
Tips og tricks
Altid godt at tage en guidet tur, selvom du tror du kender en by. Vi bruger gerne konceptet “Free Walking Tours” (som selvfølgelig ikke er gratis, men hvor man selv vælger hvor meget, man betaler).
“Churros y chokolate” skal vi altid have, når vi er på disse kanter. Churros er dybstegt vandbakkelsesdej, der findes i 2 varianter – som lange, tykke rør og som tyndere “kringler”. Fælles for dem er, at man dypper dem i varm, tyk chokolade.