Vores hidtil mest “eksotiske” tur gik til Costa Rica 3 uger i januar 2016 (11.1-4.2.) Hvorfor nu Costa Rica? Vi “plejer” oftest at rejse i Europa og USA/Canada og lign. steder. Der var 2 begrundelser: først og fremmest skulle niece Katrine og hendes lille familie rejse dertil og bo i 4-5 mnd. Så hun sagde: “Nu I er blevet frie fugle, så kommer I vel og besøger os!?” Det krævede kun kort betænkningstid… JA tak, det var da super oplagt.
Den anden og knapt så vigtige, om end lidt pudsige grund var, at jeg faktisk har familie i Costa Rica (om end noget langt ude…). Oven i købet med relationer til en tidligere Costarikansk præsident, så det kunne da være lidt sjovt, hvis der kunne skabes en kontakt…(kan straks røbe, at jeg FIK kontakt!)
Så oprandt dagen endelig. Er ikke sikker på, det har været godt for mig at skulle gå og vente så længe. Havde fået læst lidt rigeligt om alle de problemer og “farer”, der kunne være i Costa Rica, især havde rejsebureauets lokale samarbejdspartner gjort hvad de kunne for at “skræmme” os: stop aldrig bilen osv.
Lige da vi var gået ovenpå for at gå gennem Security i Københavns lufthavn, hvem kommer så? – det gør Katrine, Frederik og Karl! Det var da pudsigt. De skulle flyve 1/2 time før os og skulle flyve direkte til New York. Vi havde derimod bestilt en afgang med skift i Amsterdam, hvor vi også ville overnatte. Nemt at vi ikke skulle tage os af bagagen i Amsterdam, men bare kunne gå direkte til hotellet, der var en særdeles positiv overraskelse. Mega lækkert og nyt, omend lille værelse.
Virkelig smart og lækkert indrettet, med fælles spisebord og mindre borde, bar og tag selv menu.
Tilbage i lufthavnen næste morgen skulle vi hen til et specielt sted, hvor flyselskabet (Delta) ville “have a good conversation with us”, som han sagde. Selvom manden, der udspurgte os så lidt skræmmende ud, var han venlig. Ved ankomst til US skulle vi gennem hele møllen. Og der skulle tages fotos og fingeraftryk mv. Inde i ankomsthallen spurgte vi angående kufferterne og fik at vide, at dem skulle vi hente på transportbåndet og selv bære dem videre til et andet bånd. Problemet var bare, at der ikke var nogen kufferter… Da vi opgav at lede, blev vi henvist til en skranke i hjørnet. En herre forklarede meget beklagende, at bagagen automatisk blev transporteret videre. Det havde jeg også på fornemmelsen, da de ikke dukkede op. I følge en dame, vi snakkede med i flyet, er det den eneste lufthavn i US, hvor dette forekommer – og det ved man åbenbart ikke i Kbh. Det kan være forståeligt, men at en ansat 5 meter fra kuffertbåndet ikke ved det, er skidt…
Efter Security gik vi ad alenlange gange, til E terminalen, hvor nr 34 var allerlængst ude. Der var ikke ret mange, der skulle med herfra og en afslappet stemning. Amerikanerne her talte med hinanden på kryds og tværs, selvom de ikke kendte hinanden. Den umiddelbarhed kunne jeg genkende fra vores tidligere USA rejser. Undervejs var folk flinke, kun et enkelt sted var der en skranke, hvor manden der var hys. Vi var i tvivl om, hvorvidt vi skulle udfylde den blå indrejseseddel, bl.a. om man medbringer kød og grøntsager mv. Kabinepersonalet sagde, at det behøvede vi ikke, hvis vi havde været i US med Esta inden for de sidste 8 år. Det havde vi så, men for en sikkerheds skyld udfyldte vi en. Det viste sig at være godt, for allerede damen ved den første skranke bad om den. Den hysteriske mand råbte bare gentagne gange “formula” eller sådan noget og dem foran os havde nogle sedler, vi ikke kendte til. Henning viste så den blå seddel og så var han tilfreds, omend han stadig skyndte på os :”proceed, proceed!”, råbte han. Virkede noget stressende.
Tamarindo – besøg hos familien
Ved ankomst til Costa Rica stod der lige udenfor lufthavnen en mand med et skilt : “Tine Vestergaard”- mageløst!
Sådan set lidt træls at jeg har læst alt det om, at man skal være så vagtsom overfor alt og alle. Jeg klamrede mig jo nærmest til mine ting, da vi landede, som om jeg ville blive overfaldet, så snart vi rørte jorden!
Venlig chauffør, der kørte meget pænt og ordentlig og fin bus. Trafikken virkede heller ikke nær så slem som beskrevet. De fleste kørte pænt.
Var der ikke nogen, der lukkede op!? Vi bankede nogle gange og sendte herefter en SMS, uden reaktion. Men så lukkede Katrine pludselig op i megen søvndrukken tilstand. Hun havde sendt både en SMS og en messenger besked, men dem havde vi ikke set, fordi vi havde slået det hele fra pga. taksterne. Det koster 14 kr plus 4-5 kr i samtale pr minut, og ca. 6 kroner for at modtage/sende en SMS. De havde ellers skrevet, at de var gået i seng, fordi de var trætte og at de havde lagt nøglen under måtten.
Vi kom også i seng, men ved 5-6 tiden lød der pludselig nogle voldsomme lyde. Jeg tænkte straks, at det måtte være de brøleaber, jeg havde læst så meget om. Hvilket det også viste sig at være.
Næste dag gik vi tur gennem byens hovedgade, hvor der var masser af surferbutikker, souvenirbutikker, små barer og restauranter, men ingen “almindelige” butikker.
For enden af gaden gik vi så ned til stranden og fulgte denne helt hen til en pynt med klipper.
Man kunne følge en lille sti oppe på land og vi kom ud til pynten, hvorfra der var en meget flot udsigt.
På den anden side var der stort set ingen mennesker. Langs stranden var der en del, men slet ikke så mange som forventet, og ingen liggestols enklaver. Folk gik for det meste tur som vi, kun få badede og solede sig. Der var lavvande, nok derfor. Varmt, men ikke ulideligt.
Vi gik tilbage og op til en anden vej, som vi fulgte tilbage til byen. Der lå et lille supermarked, som vi besøgte. De havde sådan set det meste, blot ikke kød.
Efter over 2 1/2 times gåen var det herligt at komme tilbage og der var heldigvis lige to solsenge ledige, dem hapsede vi og lagde os i skyggen, ahh. Skønt at få en dukkert – meget dejlig pool.
Købte ind i det lille marked ved siden af os. Det var dyrt. De ved åbenbart, at der er rige turister, der betaler, hvad det koster.
Her er dejligt varmt, dejlig lejlighed, dejligt poolområde, men der er ikke andet i byen end Hovedgaden og så stranden.
Hv og jeg gik igen en tur langs stranden, denne gang til den anden side. Her kunne man ikke gå så langt, da der var en flodudmunding. Man kunne blive sejlet over til den anden side med små både, så er man på Playa Grande, der er en uspoleret strand, hvor der er skildpadder (de skal ses om natten, når de kravler op og lægger æg på stranden). Man kunne også blive sejlet op ad floden.
Vi vendte nu bare om og gik til den anden side igen og rundt om pynten og lidt længere hen af stranden på den anden side.
Men det var hot, så efter en lille pause i skyggen vendte vi om.
Macaw Lodge
Efter et par dejlige dage med familien i Tamarindo hentede vi bilen hos Thrifty få meter henne ad Hovedgaden, det var jo nemt. Vi valgte fuld forsikring og der var dermed ingen palaver. Det kostede ca. 4400. Det halve var den obligatoriske. Bilen er en fin Daihatsu Bego Terios med firhjulstræk og kun kørt 18.000 km, virkede som ny.
Det viste sig, at det ikke var noget problem at køre, så lidt træls at jeg skulle gå og være så nervøs, med alt det, jeg havde læst. Der var ikke så meget trafik og ingen kørte vildt. De, der ville køre hurtigere, overhalede bare, men var ikke anmasende eller dyttende. Især det første stykke var flot natur, og vejen var i fin stand. Et enkelt sted så vi en ulykke, hvor en bil var kørt i grøften, og på det sidste stykke, hvor vi var kommet ud på Interamericana 1 var der mere og trafik og ikke så flot, men samlet set ikke noget problem. Vi fandt uden problemer vej nr. 320 , der gik op til Macaw Lodge og begyndte at køre op ad grusvejen.
Det første stykke var overraskende godt, men der havde de også lige kørt grus på. Senere blev vejen mindre god, nærmest slem! Vi kom gennem en lille landsby, der dog havde både købmand og en tøjbutik! Husene og butikkerne og spisestederne her er mest blikhuse, ser ikke voldsomt flotte ud, mange nærmest sølle.
Men der er nogle steder også rigmandsvillaer og nogle huse er fine og lavet af sten.
Det var ikke noget problem at finde op til Macaw Lodge, men planmæssigt tog det en lille time.
Vi fik anvist vores værelse, der lå fantastisk med udsigt over den botaniske park, som ejeren har skabt for kun få år siden.
Lodgen er kun tre år gammel og er lavet af træ fra egen plantage. Ejeren Pablo har villet skabe et bæredygtigt og økologisk sted, hvor man er selvforsynende.
Han har tjent pengene ved at købe land ved kysten, da det var billigt og havde så kunnet sælge det dyrt senere.
Der er noget filantropisk over hans foretagende, det kan næppe løbe rundt at have et sådant setup for bare 8 værelser og nogle få hytter.
Det koster vist godt en tusse i døgnet, men indebærer så også fuld pension! Og der er ansat flere i køkkenet, foruden de to piger i reception/restaurant, desuden nattevagt, de, der arbejder i haven, med planterne, ved savværket osv.
Det er et meget specielt sted, som jeg er meget glad for, vi valgte. Det er helt anderledes end et alm. strømlinet hotel.
Værelserne er enkle og i rent træ. Det helt specielle er, at der ikke er vinduer, men der er tæt trådnet fra gulv til loft, så man i bogstavelig forstand ligger midt ude i naturen!
Der er fantastisk udsigt til parkens træer og den lille sø samt dammene, hvor de henter fisken til maden.
Om natten er her et infernalsk spektakel af frøer mv. De kvækker, kvakker og skvaldrer! Den første nat skulle man lige vænne sig til det og jeg vågnede flere gange.
Det positivt overraskende er, at der slet ikke er kryb og lign. på værelset, den slags er hermetisk lukket ude af trådnettet, der er så tyndt at man oplever det som et vindue.
Vi gik rundt i parken og studerede de fine planter og anlæg. Meget smukt og meget fredfyldt.
Der kom kun et enkelt par foruden os, så man kunne føle sig som “koloniherrer” med egen kæmpevilla ude midt i ingenting og med masser af oppassere.
Meget dejligt opholds- og spiserum i stueetagen. Både en siddegruppe, gyngestole og spiseborde.
Vi fik en treretters menu til aften og det viste sig, at det fik man også til frokost! Frisk og super lækker mad og næsten alt af de ting, der var på stedet, meget imponerede.
Til alle måltider fik man en kande friskpresset juice foruden koldt vand, og det uden beregning. De fleste andre drak så kun det, det er kun os, der er så “fordrukne”, at vi gerne vil have noget øl og vin til aften.
Det solgte de heldigvis og til meget rimelige priser. En øl kostede vist ca. 3 dollar og en flaske rødvin kostede 20 dollar.
Talte lidt med nabobordet, der var fra Texas, men oprindeligt fra Polen. De havde boet mange steder pga.hans ansættelse ved Ericson, herunder tre år i Sverige. De var ude at kigge efter frøer med lommelygter om aftenen. Jeg skulle ikke nyde noget, der var buldermørkt derude og der boede min. 3 store leguaner, den ene brun og kæmpestor, som den på stranden i Tamarindo, de andre lidt mindre og helt grønne som græsset.
Den store havde en lang og tyk stribet hale, som i den grad lignede en slanges. Havde jeg set den og gået rundt dernede, var jeg faldet død om! De er fredelige, så jeg er ikke bange for leguaner, selvom de ser ganske drabelige ud. Ligner noget fra dinosaurtiden, ser ud som om, de har rustning på.
Vi havde fået stedet til at ringe til den guide, de bruger. Kl 6 nul dut om morgenen (!) ankom fugleguiden Victor sammen med sin 14 årige datter April. Han havde teleskop med, hvilket viste sig at være genialt – og åbenbart det “man” bruger, når man er prof. Han talte perfekt engelsk og det var jo godt og han viste sig at være både en rigtig god guide og et behageligt bekendtskab.
Det sjove er igen, at det slet ikke er noget problem at stå op “midt om natten”, (5:30), hvilket her også hænger sammen med at vi vågner, når solen står op, vi har ikke rullet for, og selvom vi havde, ville det kun hjælpe ift. andres indkig.
Vi gik rundt i parken i mere end tre timer sammen med de to. Spottede godt 30 forskellige fugle, det var meget spændende. April var god til at spotte, så tjekkede Victor og stillede teleskopet an (som hun ellers bar!) vi kunne så få taget billeder med min telefon via Victors teleskop – smart!
Fik på den måde ok nærbilleder af div. fugle, ellers helt umuligt med en mobil. (Er næsten nødt til at komme igen, nu jeg har et 83x zoom kamera..)
Højdepunkterne var den lille flok af Fieri-billed aracaries – en mindre Tucanets art, meget flot og farvestrålende.
Sjovt at det lige pludselig bliver interessant at spotte efter fugle, man ser pludselig tingene på en ny måde.
Det lykkedes mig at spotte den meget fine “blad-fugl”…Victor havde lige fortalt, at det er typisk, at man tager fejl af en fugl og et af de store blade på træerne. Og så gjorde jeg det en time senere! Nå, man er jo nybegynder…
Efter fugleturen fik vi overdådigt morgenmåltid. Super lækkert.
Vi fik også prøvet Gallo Pinta, deres nationalret med ris og brune bønner. Smagte fint, men at spise det hver dag, morgen, middag og aften….!
Skulle også prøve kunsten at tilbringe en dag uden at skulle noget herude i midten af ingenting! Det kunne vi godt finde ud af…startede med en times fuglekiggertur inden morgenmaden kl 8.
Efter denne gik vi mod landsbyen Delicias, hvilket kun skulle tage en halv time. Der var bare det lille problem, at man skulle over en bro over en lille grøft (men alligevel 2-3 meter bred og ditto dyb). Broen var mildest talt faldefærdig og rækværket ødelagt.
Vi kiggede så i stedet på plantagerne/haverne og drivhusene, hvor de dyrkede urter, kaffe, frugter og meget andet.
Også fisk i store kar. Stødte på Roberto, der er ham, der har skabt det hele, men som nu er ved at være op i årene, så det ud til. Han studsede lige da vi kom, måske blev han lidt forskrækket, for der var absolut ingen andre end os og ham. Men han hilste pænt.
En af dagene gik vi en tur til et lille vandfald, hvor jeg badede. Dejligt!
Fik som afslutning på denne del af turen bestilt guidet tur i Camara national park, igen med Victor.
Kørte ned til Carara hovedindgangen. Det viste sig, vi var syv ialt. De andre var amerikanere plus en enkelt canadier. Alle meget høflige og nemme at snakke med. Den første sti er asfalteret som den eneste i landets nationalparker, dvs. den kan bruges til kørestole, det var de meget stolte af.
Pludselig kunne han høre en Macaw, en ara (papegøje). Scarlet Macaw, rød ara, er almindelig at se her i parken, som det eneste sted i landet. Der var på et tidspunkt kun få par, nu er man oppe på 500 par, takket være hjælp til redebygning og fredning af disse fugle.
Indtil for få år siden holdt man dem i bur, som man også har gjort derhjemme, men man har forsøgt at ændre kulturen/mentaliteten hos folk og det er i vid udstrækning lykkedes. Disse smukke fugle skal ses i naturen, siger man. Og sørme om der ikke allerede var bid en kort stykke inde i parken. Jeg fik nogle gode billeder via teleskopet af denne røde ara. Måske har han sans for at dramatisere, men Victor lød oprigtigt overrasket over at der var bid så hurtigt og så tæt på indgangen. Måske er det iscenesat, så man gemmer dem til sidst…!!
Nå, men vi fortsatte og gik også den anden rute. Vi så bla. en agouti, et lille dyr af harestørrelse.
Så desuden en kæmpe lyseblå sommerfugl, en hønseagtig fugl, og ikke mindst de hvidhovedede cappuchineraber. Lærte også om junglen, om de to zoner, der møder hinanden her, om det “light gap” der opstår, når et stort, gammelt træ vælter og laver en lysning i skoven, hvor nye planter kan vokse op. Intet går til spilde, alt udnyttes fra det gamle træ som grobund for nye vækster. Lærte også om hvordan et træ kan snylte på et andet, så dette dør.
Plus en masse andet, det blev en rigtig god tur på tre timer, selvom vi kun betalte for to. Men turens højdepunkt var midtvejs, da der sad en Macaw i et træ (den havde rede inde i træet). Guiden tog nogle gode billeder til mig, og så pludselig kom dens mage flyvende hen til den og kravlede ind i reden. Det blev til en super video, som alle de andre gerne ville have, inkl Victor! Igen kan det være, at det hele er til ære for turisterne, men skidt…
Ballena Marine national park
Næste stop var Christal Ballena hotel ved Ballena Marine national park. Hotellet så mega godt ud allerede ved første øjekast, og det holdt stik!
Stedet er stort, men her er kun 18 værelser. De er tilgængæld også megastore og har en kæmpe terrasse, alle med udsigt over havet.
Og hvilken pool! Den er megastor – nok den største, jeg har set og meget lækker. Ligger med en fantastisk udsigt over havet.
Vi badede og lå på solsengene. Kl 17-18:30 er der happy hour, Sad et meget flot sted og så solnedgangen – det er skisme pura vida!
Forsøgte os næste dag med junglestien bag hotellet, men vi var ikke godt nok forberedte. Dels var det allerede blevet for varmt (ca.10:30), dels var der glat og stejlt med mange rødder på stien, dels var der mange myg og vi havde ikke myggebalsam på OG så havde Henning glemt vandet, da vi var tilbage for at tage vandresko på – det havde vi heller ikke i starten!
Vi troede nok lige, det var lige så nemt som i Carara nationalparken. Vi vendte derfor om efter ikke så lang tid. Derefter skønt at komme i poolen og blive kølet ned.
På guidet tur med Avarista
Om eftermiddagen kørte vi til Bahia Adventuras center i Bahia, til en lidt sjov hike – vi gik bare gennem gaden, ned til stranden, gennem lidt skov, ud til hvalehalen og så tilbage igen.
MEN det viste sig alligevel at være en rigtig god tur, takket være vores meget unge (kun 21 år!) guide, Avaristo, der både var meget vidende og meget behagelig. Så vi brugte i virkeligheden meget af turen på at høre om ham og hans liv, om hvor hurtigt livet i Costa Rica forandrer sig og har forandret sig de sidste år.
Turismen startede først for alvor i 2000 i Bahia, dog startede det allerførste firma der i 1985. Indtil for 8 år siden var der grusvej nordpå og det tog 3 timer at komme til Manuel Antonio, hvilket kun tager 40-60 minutter nu.
Der er ikke ret mange turister nu, hvilket dels skyldes at julen lige har været her, og måske allermest, at hvalerne er væk! Det er ellers hovedattraktionen, de kom nordfra i perioden december til april, men pga. havenes opvarmning er det varmt nok længere nordpå, til de kan nøjes med at tage dertil og finde føde nok. De ses nu ikke længere sydpå end ved landet Nord for Nicaragua. Det må være en katastrofe for turismen her, men selvfølgelig en tankevækkende omvæltning i sig selv, at klimaet forandres så hastigt. Her er det så ikke direkte en trussel for hvalerne, der “bare ” holder til lidt nordligere, men perspektiverne er skræmmende.
Da vi kom ind i parken gik vi lidt ind i bevoksningen bag stranden, hvor Avaristo udpegede træer og lærte os om termitboer (hunmyrerne er de spiselige) og meget andet. Han fortalte også om sig selv: de er 9 søskende, heraf 6 drenge. Forældre drak og tog stoffer, så fra han var ca. 15 har han klaret sig selv. En arbejdsgiver tog sig af ham, og gav ham job og nu er han uddannet inden for turisme, men under stadig oplæring. Indtil han var 10 år boede han på landet og kendte ikke noget til moderne elektronik mv. Nu er han fuldt ud en del af den moderne tidsalder.
Der var grusvej indtil for 8 år siden. Så selv om vi sagtens kunne have gået denne tur alene, var det meget nyttige oplysninger, han kom med. Han fandt en kokosnød og viste os, hvordan man får det yderste skæggede lag af ind til skallen (vi anede ikke, der var noget sådant udenom en kokosnød!) Henning fik taget på det. Så flækkede Avaristo selve nødden (verden største frø) med en sten og vi kunne drikke saften og spise kødet.
Derefter gik vi ud til enden af “hvalehalen”, som området er så kendt for. Nu er det kun en sandtange med lidt flade, ujævne klipper forenden, der danner halen. For få årtier siden var der bevoksning på halen og der var huse, hvor det nu er strand. Man kunne se nogle ruiner i vandkanten. En tsunami i Japan har forandret bølgerne, så de er mindre end tidligere.
Der var nogle andre turister, men ikke ret mange. Avaristo fortalte også om indianerne, der måske havde lavet de mærkelige store kuglerunde sten, man kunne se nogle steder. Og om spanierne der stjal indianernes guld og som kaldte landet Costa Rica, den rige kyst, pga. guldet.
Vi var klart i et mindre turistet område end tidligere. Det sjove var, at guiden begyndte at snakke om en præsident, der havde gjort meget for mandskabet i hæren mv, men det var ikke Figueres. Jeg fortalte om ham og min relation (jeg er langt ude i familie med en tidligere præsident i Costa Rica). Men Figueres er kontroversiel, sagde han, åbenbart både far og søn, Avaristo mente, de begge havde været ude af landet. Det fremgår jo ikke, og passer næppe. Som Henning siger, er knægten kun 21 år og dette handler om noget, der er sket for 60-70 år,siden. Men han jokede senere med, at det kunne være kontroversielt at snakke om præsidenter, ligesom han også nævnte de kæmpe ananasplantager og andet, som han ikke var glad for.
Samlet set en meget fin og interessant tur, trods heden.
Men så var det med at komme hjem og “pøle” den igen.
Næste dag kørte vi til stranden, der lå lige overfor nedkørslen fra hotellet. Men alligevel for langt og varmt at gå derned pga. varmen. Købte adgang til parken for 6 dollar pr mand og var de første, der kom. Vi gik en dejlig tur langs stranden til venstre. Vi var helt alene!
Men en fantastisk oplevelse at gå her. Vi kendte ikke lige tidevandstiderne, men jo ikke direkte farligt, eftersom vi gik langs stranden og i værste fald kunne gå op til træerne.
Alligevel kunne det være svært at gå tilbage, hvis vandet gik helt op, så vi vendte om. Men det blev da til ca. 1 1/2 time i alt.
Jeg fik badet lidt, ikke ved at gå langt ud, kun til knæene og så lægge mig ned. Selve parken og bænkene mv. var meget skæve og faldefærdige. Avaristo antydede i går, at nu hvor det var regeringens ejendom, blev der ikke gjort noget for vedligehold, trods parkindtægter.
Selvom vi kun var der et par timer, var det bestemt en god oplevelse, Det er tankevækkende så mange tusinder af kilometer af strand og skov der er helt uspoleret. Som Grækenland for 50 år siden. Hvordan ser det mon ud om 20 år?
Resten af dagen var dedikeret til afslapning ved pool og på terrasse.
Ved middagen om aftenen kom den 91 årige ejer af stedet, kunstnerens far, forbi vores bord og konverserede pænt længe. Han havde købt stedet for 23 år siden, da han gik på pension som advokat/ notar i Østrig. Det var en kostald dengang og der der intet der, ud over grusvejen. Men han var faldet for den dejlige brise, der var der. Han talte både tysk (er østriger), engelsk og spansk. Hans engelske var dog meget morsomt, med voldsom meget accent, men godt gået alligevel. Og han lignede og lød bestemt ikke som en 91 årig! Jeg fortalte ham kort om præsident relationen og han sagde, at Figueres var en god mand…
La Mariposa/Manuel Antonio national park
Det var en nem køretur til La Mariposa hotel v. Manuel Antonio. Man skal lige vænne sig til, at man ikke kan søge på en adresse, men skal finde en attraktion eller lign. i nærheden, her Manuel Antonio national park og så, når man nærmer sig, kan man søge på hoteller.
Vi fik ved ankomsten stukket en velkomstdrink i hånden, en meget lækker og farverig smoothie ting.
Vi har fået nærmest et halvt dobbelthus lige neden for selve hotellet, men med genvej lige op til poolen. Megastor terrasse med fantastisk udsigt over bugten og hen mod nationalparken.
Endnu flottere udsigt end sidste sted. Hotellet ligger ude på en lille halvø og fra selve hotellet kan man se hele vejen rundt. Vi er nu mere end almindeligt godt tilfredse med det her!
Værelset kan man vist godt kalde en suite. Så var det tid til poolen. Den hænger ud over skrænten og har en fantastisk udsigt. Der er faktisk 4 pools i alt, heraf en stor, samt spa og barpool.
Fandt i restauranten et supergodt tomandsbord med udsigt til poolen i aftenbelysning, samt til områdets øvrige lys, og her blæste det ikke. Meget lunt og behagelig temperatur. Tjeneren sagde, han havde arbejdet på et krydstogtskib i Europa og kunne genkende det europæiske sprog hos os. Han gættede dog på Schweitz…
Pludselig tikkede der en mail ind fra Ricard Beck! Han er fætter til den tidligere præsidentfrue og ham, som min danske familie havde anbefalet at kontakte i Costa Rica. Han havde først fået vores brev i dag! Vi skulle kontakte ham pr telefon ASAP med henblik på at møde ham.
Vi skulle naturligvis også udforske stranden nedenfor hotellet. Tog knapt en halv time at gå derned, den sidste del ad grusvej, og stejlt. Vi lagde os i skyggen helt inde i bunden af stranden og var der en rum tid. Jeg soppede, men havde ikke lyst til at bade rigtigt pga. bølger og ophvirvlende mudder.
Derefter gik vi langs stranden hen til selve byen og bystranden, hvor der var mange mennesker, men ikke fluepapir. Det var blevet meget varmt. Jeg mærkede, at jeg var ved at få det for varmt og vi søgte skygge på en lille cafe. Vi gik så hele vejen tilbage til hotellet, meget op ad bakke! Men dels var der skygge ind i mellem, dels gjorde vi en rast mere.
Så var der dømt pool liv, da vi kom tilbage, ahhhhh! Fandt et sted med skygge og udsigt, pura vida….og så solnedgangsdrink på terrassen.
Jeg ringede jeg Richard. Det gik aldeles smertefrit at tale med ham. Kunne godt høre, han var en ældre herre, men bestemt ikke, at han er en stor kanon i Costa Rica. Han lød helt nede på jorden og helt selvfølgelig over at vi skulle komme. Vi skulle naturligvis bo hos dem og måtte gerne bliver to nætter, hvis vi ville. Vi aftalte, vi ville komme så tidligt så muligt fredag d. 29., så vi kunne få frokost. Det blev til ca.20 minutters snak, men de 350 kr må det så koste.
Vi havde bestilt en guidet tur i Manuel Antonio parken. Vores guide Marbin hentede os på slaget næste dag. Derefter kom resten med fra andre hoteller. Det var lørdag, så mange lokale kom til parken for at bruge stranden, der åbenbart er landets mest beskyttede. Den ligger i en rolig bugt og vandet er meget varmt og uden bølger.
Marbin var kun 28, men men meget fin og behagelig. Her var der absolut abegaranti! Faktisk er de hvidhovedede capphuchineraber så vant til mennesker, at de nu løber langs stien, vi går på. Man kan komme helt tæt på dem. De ved, at mennesker ikke gør dem noget. Må blive et problem på et tidspunkt, næsten som bjørnene i Yellowstone. Godt nok fodrer man dem ikke og man må ikke tage chips og lignende med ind i parken, men alligevel kommer dyrene ned på stranden og stjæler af folks tasker, måske især vaskebjørnene. Men specielt at se dem så tæt på. En af dem viste sin skadede hånd frem, som den slikkede hele tiden, den virkede som om, den bad om hjælp.
Men sørme, om vi ikke også så de to andre abearter, der er i parken: brøleaberne og de små egernaber. Guiden mente naturligvis, at var fantastisk, men jeg har nu generelt dem mistænkt for at de gør alt hvad de kan for at man skal opleve, at man har været specielt heldig…men skidt med den, oplevelsen er der stadig.
Og så så vi begge arter af dovendyr! Både den lysebrune, totåede, og den grå tretåede. Det fantastiske var, at vi så – og fik mageløse billeder af – et sovende dovendyr, hvor man kunne se ansigtet helt tydeligt! Det var et fantastisk syn! Og egernaberne, der er truet af udryddelse, så vi mange af. Vi så også en masse andet, men højdepunkterne var klart aberne og dovendyrene – og de var grunden til vi kom. Desværre kan jeg ikke finde billederne af aberne og dovendyrene…
Der var i turen indlagt en badepause ved stranden. Vandet var mega varmt, næsten for meget, men alligevel forfriskende, da luften var varm og fugtig. Sveden løb af én hele tiden, men ikke noget problem. Har lagt mærke til, at guiderne sveder lige så meget som os. Men de bader flere gange om dagen i modsætning til nogle turister, som unge Avaristo fra Ballena sagde…
Vi gik med guiden over til en lille cafe. Marbins søster var også guide og de var 7 søskende i alt. Marbin havde planer, som han sagde og havde også indtægt via udlejning af værelser i Quepos, hvor han boede. Han ville gerne sikre sig et liv med div. behageligheder, men ville ikke arbejde vildt meget. Så det med Pura vida, det mener de stadig herovre. Må se, hvornår grådigheden efter en endnu bedre livsførelse rent materielt, evt. får overtaget. Faktisk meget spændende. Det ser ikke ud til, at f.eks. boliger er noget, de går op i. De ligner blikskure og der ser oftest sølle og rodet ud. Men de skal selvfølglig heller ikke opholde sig indendøre ret meget.
Hjemme igen skulle der bades og slappes af ved poolen. Der var et utroligt fugleliv lige over hovederne på os pga. træerne.
Fandt en gave til vores kommende værter. en gavekasse i træ med påtrykt: europæiske øl. Heriblandt en dansk øl! Det var lige i øjet, når vi nu ikke havde en dansk design ting med hjemmefra.
Så kom det morsomme: jeg synes vi i restauranten skulle prøve deres fiskefad med alt fra hummer (!) til tun, muslinger, blæksprutter, en anden slags fisk og til kæmperejer. Til kun 480 kr for to personer. Det kunne man ikke få i DK for 240 kr pr person! Og jeg har stort set ikke fået hummer siden min barndom. Very Well, sagde tjeneren. Fem minutter efter kom han tilbage: “jeg vil foreslå, I i stedet tager kæmperejer, så får I meget mere for pengene og jeg vil sørge for mange rejer til jer”. Henning faldt straks for tricket – få noget for pengene, det er jo lige ham! Men man kan også få mere hakkekød end oksemørbrad, men det handler jo ikke kun om det. Så jeg fastholdt. Very Well, sagde tjeneren. Så gik der fem minutter mere og så kom han igen: jeg er nødt til at være ærlig overfor jer: vi havde kun én hummer tilbage og der var et andet hold, der også ville have seafood fad, så…(jeg så nu ikke nogen, der fik det..). Men han ville sørge for vi fik masser af store rejer. Vi grinede og jeg sagde til ham, at det havde jeg også regnet ud, så igen kunne han bare sige det, som det var. Bagefter tænker jeg på, om det i deres kultur næsten er os, der burde regne ud, at han var i knibe, og så reagere derefter. Altså lade som om, at vi helst vil have rejer, så han ikke tabte ansigt, hvilket sikkert er slemt, når man er lidt macho…? Bare et gæt.
I hvert fald så skal jeg love for, at der var service på drengen. Han hoppede og sprang for os og fiskeanretningen var formidabel. Til sidst forklarede tjeneren, at de i september havde haft et problem, idet de havde en stor fest/spisning, hvor menukortet var lavet i forvejen og der især stod hummer på menuen. Ca.150 personer havde tilmeldt sig dette arrangement. De måtte så sende en transport helt over på den anden side af landet for at få hummere og de havde tabt på arrangementet. Men det var nødt til. Han sagde, at hummerne var forsvundet fra området de sidste år. Tænker det vel er det samme som med hvalerne, vandet er blevet for varmt til dem. Igen uhyggeligt, men hummerne er jo også meget færre i DK ift. tidligere.
Vi afslog det gode tilbud om dessert, kunne simpelthen ikke støde en bid mere ned.
Regningen for mad og drikke var vist på ca. 3.000 kr for hele opholdet og det med tre luksusmiddage, drinks hver aften, øl mv. Så var det afsked med dette luksussted, som nok altid vil stå som noget specielt for os.
Monteverde
Trods min aversion skulle vi da lige se et glimt af krokodillerne ved broen over Tarcoles floden. Det blæste voldsomt, så det var ikke helt rart at gå på broen med forholdsvist lavt rækværk, der endda manglede nogle steder. Og de lå der, i rå mængder, de store, grimme bæster. Uha uha, dem kan jeg ikke lide! Også disse billeder er desværre væk…
Så gik det videre nordpå. Og på et tidspunkt drejede vi af ved vej 606, der fører op til Monteverde. Det første stykke var som på kortet fint nyasfalteret, men ca.20 km fra toppen blev det til grusvej.
Så gik det opad i støv og storm, det blæste nu meget voldsomt og gruset støvede. Specielt at stå ud ved ankomsten – solen skinnede, men det regnede. Og var en del køligere end ved kysten.
Værelset vi fik, var kæmpestort og havde en siddeafdeling ved vinduet. Ingen udemøbler, bemærkede vi og ikke en egentlig udeterrasse.
Ikke helt charmende, men sengen er god. Badeværelset vender ud mod den ekstremt rungende gang, lavet i sten. En arkitektonisk katastrofe, som også er nævnt i nogle anmeldelser. I praksis var vi dog ikke forstyrrede af støjen. Sad lidt, der var godt net der, selvom det ikke var garanteret. Gik så en tur og så på de store område, som hotellet er spredt over.
Tjeneren fortalte, det var halen af snestormen i Østlige USA, der nåede helt herned. Virkede troligt, for det var usædvanligt dårligt vejr.
Næste dag skinnede solen og det virkede mere tiltalende, men der var stadig den sjove støvregn. Vores flinke guide hed Alberto, og mindede på mange måder meget om Victor. Men lidt sjovt, at vi pludselig så mange danskere.
Vi fik en rundtur i parken, hvor Alberto fortalte om især træerne. Vi skulle ikke forvente så meget dyreliv, kunne vi forstå. 98 procent af parken er uden stier, så der kan dyrene være i fred. Det regnede, men ikke noget problem med vores udstyr. Men så kom der to Quetzaler flyvende!
Det er de grønne og røde farvestrålende fugle, som alle fuglenørder vil se. De ses bedst her, men ikke ret ofte og mest i yngletiden i april. Men vi så to flyve frem og tilbage og den ene satte sig, så vi kunne få billeder.
Alt i alt en fin tur, hvor vi også fik snakket med det danske par, der også var med på turen. Tilbage ved hotellet artede vejret sig med fint solskin.
Vi klædte os på med lange bukser og jakker, men det var ikke iskoldt. Gik hen på Don Luis, som vi havde set på dagen før. Der var som lovet musik hver aften. Meget fint og passende støjniveau. Vi fik casados, der er den nationale spise, hvor man får ris og bønner, men hver for sig. Betyder eglt. ægteskab, forstået som mellem den hvide brud (risen) og den sorte gom (bønnerne) (fik vi senere at vide af en guide).
Arenal
Som vist på kortet blev det grusvej igen lige uden for byen. Vi raslede over mod Arenal området, dét kalder guiderne for “Costa Rica massage”! Det var interessant at se, hvordan folk bor ude på landet. Godt nok er denne rute formentlig en del påvirket af turismen, eftersom alle skal fra Monteverde til Arenal eller omvendt, men de ser stadig ud som om de lever, som de altid har gjort de fleste steder. Små blikskure, der ser meget sølle ud. Vejret var ok, men af og til blæste det voldsomt. Henning afprøvede firehjulstrækket en enkelt gang, mest for at prøve, sagde han. Vi var glade, da vi efter en time og 20 minutter kom ud på alfaltvej igen. Faktisk utroligt at en så brugt rute ikke er asfalteret. Har læst, at der har været en demonstration, hvor folk krævede vejen asfalteret op til Monteverde og regeringen gav sig og lovede det, men at der ikke er sket noget endnu. Omvendt var der faktisk meget lidt trafik, da vi kørte der.
Så kom vi ned til Arenal søen, som vi skulle køre rundt om. Ikke lang tid efter var vi i La Fortuna området, med mange hoteller spredt langs vejen. Vi skulle bo på Arenal Vulcano Inn, ca. 5 km før byen La Fortuna, der er opstået efter vulkanens udbrud i 1968, hvor turismen startede.
Det er et meget fint og hyggeligt sted. Vi har endda fået vores eget lille hus med terrasse og have. Herfra er der direkte udsigt til vulkanen – sådan! Desværre er denne oftest dækket af tåge, måske ses toppen kun ca. 1 gang om ugen, sagde guiden og det var ikke, da vi ankom. Faktisk var her skyet og lidt fugtigt.
Huset er meget fint med to store Queen beds.
Synes huset var noget fugtigt-muggent, da vi skulle sove, men det hjalp lidt at tænde airconen. Her er et fint lille poolområde inkl en jacuzzi, vi fik lige en dukkert i det ret kolde vand og lagde os herefter på solsengene, men så begyndte det at regne. Dejligt, at det er et lille sted, med kun 18 luksus huse og 10 alm. værelser.
Det var fint solskinsvejr og varmt fra morgenstunden næste dag. Først en lille tur til Byen La Fortuna, der består af tre parallelle gader. Ikke nogen charmerende by, men der var dog en lille og nydelig bypark.
Endte med at købe en lille grøn skildpadde til Karl og et sæt med tre små træskåle inkl skeer og på et fad til os selv. Skålene kostede 30 dollar i alt og “ Pildskadden” kostede 7.
Vi skulle på en guidet tur til vulkanen. Guiden Irwin var også fin og venlig. Selve vulkanturen kunne vi selv have taget, der var ikke så meget for ham at vise på vejen derop, men vi fik en fin lille gennemgang af, hvad en vulkan er (det er hullet i bunden, hvorfra gasserne fra undergrunden kommer op, det er ikke den formation, som vi anser for at være selve vulkanen.)
Denne vulkan (og de andre i landet) er også vulkaner, der “spytter” store sten ud, ikke flydende lava. Ved det store udbrud i 1968 døde 87 mennesker og tre små landsbyer blev begravet. Før troede man bare det var et bjerg, for der havde ikke været udbrud siden ca. 1440 ! Efter udbruddet blev vulkanen ved med at spy aske mv. ud om aftenen, hvilket tiltrak turisterne. Det har den så bare ikke gjort siden 2010, og det er faktisk en problem for turismen.
Man kan gå ad en sti op til den side af vulkanen, der er den mest golde, og der er også en meget flot udsigt. Også fordi, man kan se Arenal søen på den anden side samtidig, men grundlæggende er det det samme syn, vi har fra vores hus…men fint med os at det var en guidet tur.
Vi blev kørt hjem, mens de andre skulle fortsætte til de varme kilder. Dem har vi så ikke behov for at prøve.
Heldagstur til Nationalpark Rio Celeste
I forbindelse med dagens udflugt blev vi hentet i en limousine! Der var kun ét hold foruden os, og det var et par unge amerikanere fra North Carolina. Den unge guide på kun 22 år hed Anderson! Lidt mystisk for han var absolut costerikansk. Meget flink og vidende som alle de andre, vi har mødt. Han var lige flyttet hjemmefra og boede nu i en lejlighed inde i byen La Fortuna. Det havde været lidt hårdt at flytte hjemmefra, sagde han. Mange bor hjemme, mens de studerer, men der er også stadig nogen, der stifter familie meget tidligt, helt ned til 16 år. Vi blev så kørt i de to timer, det tog at nå frem til Nationalparken, hvor Rio Celeste løber. Det første stykke ad asfalteret vej, men det sidste stykke ad grusvej. Costa Rica massage på den luksuriøse måde!
Vi kørte bla. igennem et område, hvor der boede indfødte costerikanere, ikke indianere, som nogle kalder dem. Husene vi så, blev mere og mere sølle. Nogle havde endog ikke vinduer, men bestod bare af nogle brædder, der var flikket sammen. Og mange steder var der mange børn. Har ikke andre steder i verden set noget så sølle, selvom man måske ikke skal lægge så meget i boligstandarden, når klimaet er så varmt og man opholder sig ude. Men fattigt virkede det absolut. Så kom vi pludselig forbi et meget fornemt hotel, der kunne minde om Macaw Lodge, bare gange et eller andet, både ift. størrelse og nok også standard. Her skulle Anderson bestille frokost til når vi kom tilbage. Det lød jo lovende! Derefter kort tur ad meget bumpede veje til nationalparkindgangen.
Og så var det afsted på hike! Det viste sig, at der nu kun er én sti gennem parken og op til vandfaldet mv. Det første stykke var nemt med asfalteret sti, men gradvis blev det mere og mere mudret med sten og rødder. Vi så en grøn (giftig) slange, så også kryds ved det! Efter 3/4 til 1 time nåede vi frem til vandfaldet – helt fantastisk syn!
Vandfaldet styrtede ned i en lysende turkisblå pool omgivet af alt det grønne. Det var wauw. Vi skulle ned ad mange trapper, men jeg priste mig lykkelig for, at der VAR en trappe.
Indtil for seks år siden, skulle man selv gå/ glide ned til vandfaldet og op igen ved at holde i en wire.
Og indtil for seks år siden kunne man bade i poolen ved vandfaldet og i de varme kilder og floden. Men en ung mand mistede livet, da han blev suget ned under vandet ved vandfaldet, der er meget kraftigt. Hans forældre krævede 1 mill. dollar i erstatning, sagde guiden og man turde derefter ikke tillade badning. Det ødelægger også de kemiske reaktioner i vandet, der giver den lysende blå farve, at mennesker med parfume, sæbe, creme mv. bader deri.
Næste stop var ved en udsigtsplatform, hvor man kunne se vulkanen, der er årsag til den blå farve i Rio Celeste.
Videre til de sidste tre stop, bla et sted, hvor man kunne se de to floder mødes og kun den ene var blå, et sted med en varm kilde, der boblede og vi gik over to hængebroer – kryds ved det også!
Ikke dramatisk, omend den ene var noget interemistisk. Så gik turen tilbage, først ad en anden lille bro og på den anden side stod vi under et træ, hvor man pludselig kunne se en mega tarantel (“fugleedderkop”). Kryds ved det også!
Kunne nu godt have undværet den, men blev ikke panisk, tog endda et par billeder.
På vejen hjem gik det mest nedad, og jeg fik mange galante håndsrækninger af Anderson, når der var sten og mudder. Passede mig glimrende at være “ældre dame”, der skulle have hjælp. Det var ikke ubehageligt, men dog en tilpas udfordring.
Efter 3 timer og 40 minutter var vi tilbage igen. Så kom luksusdelen, med tre retters frokost på det fine hotel. Midt under frokosten fik vi desværre en trist besked på telefonen om et dødsfald derhjemme.
Det var næsten for meget en sådant luksushotel midt ude i dette fattige område og så os i denne luksusbil. Men alt i alt var et en super god tur, som vi var meget glade for, vi havde taget.
San Jose
Så var der afgang til hovedstaden San Jose. Pga. kontakten med den costarikanske familie kortede vi opholdet i Arenal området af med et døgn. Vejen til San Jose viste sig igen at være en fin vej, der var nyasfalteret. Snoede sig gennem landskabet og små bebyggelser. Så nåede vi frem til San Jose og efter nogen søgen fandt vi Richard og Elenas hus. Elena kom ud og hilste hjerteligt med kindkys og Ricard og var lige så imødekommende. Vi fik forevist vores fine værelse, hvor der på sengene var lagt dukker og bamser! Huset de bor i, er meget stort med en meget stor stue med fine møbler. Det er bygget for 50-60 år siden, hvilket man kan se, men man kan sagtens fornemme, det har været meget fornemt. Der var også en pool, men den brugte de ikke mere. Faktisk skulle de flytte om to måneder og sønnen skulle overtage stedet og bruge det til kontor. Derfor var der allerede ombygning i gang. På førstesalen var der kontor og der sad Richards sekretær! Han har stadig gang i en del ting, fremgik det, omend han har droslet meget ned. Han er enten 81 eller 82 nu, max. 83 og de er lige gamle. Elena er en meget nydelig dame, og jeg troede først, hun “bare” var hans smukke kone. Men det viste sig så, at hun skam havde sin egen business. Formentlig er hun ud af en rig familie, i hvert fald har hun købt flere ejendomme og steder i San Jose. Hun er meget interesseret i arkitektur, sagde hun. Og viste os en bog med ny arkitektur i København. Elena har designet både deres hus, nogle af møblerne, bygninger, hvor nogle af deres investeringer har kontor, f.eks. IT firmaer osv. Faktisk var det lidt svært at finde ud af, hvad hendes rolle eglt. var. Hun var ikke uddannet arkitekt, men havde læst geografi og historie på universitet, til stor irritation for hendes far, bror og søster. Men på en 6 måneders “dannelsesrejse ” til Europa, var hun blevet grebet af de europæiske ideer om kvinders ligestilling mv. Så derfor insisterede hun på at gå på universitetet. Hun har altid haft sin egen business, som Richard sagde, den har han aldrig blandet sig i. Hun har også en gård med mælkekvæg, som hendes 8 børnebørn skal arve, sagde hun. Dagen efter skulle hun iøvrigt fyre bestyreren af gården, det ville ikke blive så rart, men det var nødvendigt, sagde hun.
Deres plan var, at vi skulle ud og spise på et sted, som var en del af deres investeringer. En restaurantkæde, der kaldes Spoon. På costerikansk siger man om en god kok, at denne har en god ske, derfor Spoon. Det var et moderne sted a la Milestone eller lign. Og der var masser af mennesker og vist et trendy sted.
Elena snakkede ikke så godt engelsk. De taler spansk sammen og hun fik aldrig lært det engelske så godt. Desuden kan man godt mærke, at de er oppe i årene, men ift. deres alder var de still going strong. Og Richard kunne kommentere på alle samfundsmæssige, økonomiske og politiske emner. Ganske som forventet fungerede det superfint mellem Henning og Richard. Richard var bestemt meget lyttende. Alt det Henning sagde om den måde, vi gør tingene på i DK, synes han lød godt, herunder de vilkår sygehusene havde. Det der går galt i Costa Rica er, sagde Richard, at man vil have det hele uden at betale.
Richard og Elena kørte os bagefter en tur. Hvis vi havde været betænkelig ved, om det kunne gå og så lige i myldretiden, så var det slet ikke noget problem. Richard var en virkelig god bilist, der tog hensyn (det gør man ellers ikke her) men samtidig kørte, så han ikke blev klemt. Vi kørte bl.a. til det kvarter, hvor deres nye lejlighed ligger. Der ville kun være et værelse til tjenestefolk her, så om deres tjenestefolk (to søstre) ville følge med, vidste de ikke helt, men de håbede.
Og jo, de havde to tjenestefolk! Den ene lavede især mad, den anden vaskede og gjorde rent. Når fruen ville kalde på dem, brugte hun en lille glasklokke! Ding-dingler-ling, sagde det og så kom de. Det har vi vist alligevel aldrig prøvet før! Søstrene var fra Nicaragua.
Vi fik et fint indtryk af byen, som vi ellers ikke ville have fået. Vi så også Hovedgaden Paseo Colon med parken, nationalteatret (som de var meget stolte af, det var en ældre bygning, der lign. et teater derhjemme), den centrale plads og ikke mindst så vi kvarterer, hvor næsten alle butikker var meget nye. Så også stadium, som var foræret af regeringen i Taiwan. Indtil for nylig havde Costa Rica været gode venner med Kina, men en præsident havde cuttet den forbindelse og i stedet knyttet forbindelse til Taiwan. Den Taiwanske stat havde så foræret dem dette stadium…Vi så også den relativt beskedne præsident-arbejdsresidens. For nylig havde han fået fjernet hækken derind, så det blev mere transparent, en symbolsk ting. Godt at få afmystificeret denne by lidt. Umiddelbart ville jeg ikke være nervøs for at færdes i den, i hvert fald inget problem om dagen. Der var mange mennesker, men jeg så ikke nogen overhovedet, der lignede turister, i hvert fald ikke europæiske. De sagde, der kom mange kinesere.
Om aftenen kom den yngste datter og hendes mand. Datteren Michelle, havde en dreng på 24, der studerede i Italien, samt to drenge mere på hhv. 13 og 15. Hun var mest husmor, kunne vi forstå, men hjalp også lidt i mandens firma. Fernando (hendes mand) var “presidente” i et firma, der hedder Sensorio og som lever af at lave endagsture til Rincon de la Viejra nationalparken, der ligger nord for Tamarindo.
Jeg sad ved siden af Richard til middagen og fik her styr på en del af familie historien: Richards mor døde, da han var 11 år, men hun havde været syg i flere år inden. Faktisk kan han slet ikke huske hende, hvilken han selv finder mærkeligt, da han trods alt var 11. Men en psykolog havde sagt, at han nok havde fortrængt hende, fordi han tænkte: “hvordan kan kun gøre det mod mig”. Hans far kunne ikke rigtigt magte at have ham alene, så Richard boede i en del år hos Karens (præsidentfruen) forældre, Walter og Karen. Richards far var kommet til USA/New York ca. 1922, og så var han kommet hjem til Danmark for at gifte sig med Richards mor et par år senere.
Da vi sagde farvel til de unge, fik vi sagt, at de endelig måtte komme til Danmark. De bedyrede, at det havde de altid gerne villet, så hun kunne se det land, hendes bedsteforældre kom fra. Da Michelle og Fernando var taget afsted, ville Richard gerne fortælle om husets malerier, bla. det store portræt af Elena som ung i Europa.
Parret forstod ikke helt, når vi fortalte om effektivitet, f.eks. så den samme person kunne have flere funktioner. Det forstod Elena slet ikke. I hendes øjne gør man noget godt ved at have folk til at være chauffører og lignende.
Da vi sagde farvel bedyrede Richard, at vi endelig måtte komme igen en anden gang. Der var en del trafik, men vi kom ud af byen uden problemer. Vi gjorde et enkelt stop ved en lille biks, hvor der var et par sammenflikkede borde udenfor. De solgte ikke cola, men havde kun en enkelt bulet køler inde i huset. Den indeholdt nogle flasker med noget fluidum, som vi sagde ok til. Det viste sig så at være kokossaft, ikke lige min kop te. Vi hældte diskret det meste ud og fortsatte. Mindede os om Grækenland i gamle dage.
Retur i Tamarindo
Da vi troede, vi var i Tamarindo (havde sat GPS’en på det), var vi der ikke alligevel. Var kommet ad en anden vej, der ifølge kortet ikke var asfalteret, men det var den så nu. Vi kørte bare for langt og måtte ca. 10 km tilbage. Så alt i alt tog det ca. 6 timer at køre denne tur. Fremme hos Katrine og Co, blev vi budt velkommen med en kold Corona. Dejligt at være tilbage og kunne slappe af de sidste par dage med at bade i poolen mv.
Jeg orkede ikke det store næste dag, så det blev til en tur til stranden sammen med Katrine og Karl. Han og jeg fandt skaller og sten sammen. Man må sige, at det er et meget børnevenligt sted med de små “tidevandspools”, som dannes ved de sten/klipper, der er ude i vandet.
Bagefter var vi ved poolen og jeg fandt på, at Karl og jeg skulle lave synkronspring – det passede ham godt.
Om aftenen kom Lui, som er Frederiks forældres nabos søn. Han fyldte 17 dagen efter og er på et års ophold med ASF i Costa Rica. Han bor i San Carlos nord for San Jose og havde taget en offentlig bus – havde været på farten siden kl 9 om morgenen, fordi han skulle via San Jose. Og der er ikke aircon i de offentlige busser. Til gengæld er de billige, man kan køre nærmest en hel dag for 25-50 kroner.
Vi snakkede om at være udvekslingsstudent. Det er ikke lutter lagkage, selvom han var meget glad for sit ophold og ikke havde hjemve. Det hjalp nok, at de var en del danskere, der tog afsted sammen til CR og som mødtes ved forskellige lejligheder.
Så oprandt sidste dag i Tamarindo. Vi havde booket en sejltur op ad Tamarindo floden med afgang fra kontoret lige om hjørnet.
Bådføreren var også guide, men mest på den måde, at han kunne udpege bestemte steder og sige lidt på engelsk. Men meget bedre end ingenting. Båden kunne tage to personer mere, men vi fik den for os selv. Der lå mange ledige både. Det kostede 100 dollar ialt. Vi sejlede op ad floden, først ad hovedfloden, og Karl var lidt utålmodig efter at se krokodillerne.
Vi så så på forskellige fugle, som alle var bekendte for os – green heron, egrets mv. Så også småkrebs på træer. Og så, da vi var inde på de smalle bifloder, så vi en mindre krokodille, måske var den 1-1 1/2 meter. Vi så kun en lille del af den og lidt efter dykkede den ned – men den var der. Lidt specielt at tænke på, hvad der svømmer rundt under en….
Senere så vi en baby krokodille, der var måske 1/2 meter ialt. Utroligt guiden kunne spotte den inde mellem mangroverødderne. Fik desværre ikke et billede af den, men vi så den! Passede mig glimrende, at der ikke var tale om kæmpekrabater, i så fald kunne man næppe heller have haft så små både?
På tilbagevejen spurgte guiden, om vi ville have en lille gåtur, og det ville vi gerne. Der var lidt andre både på floden, men ikke ret mange. Vi gik en lille tur gennem området og guiden udpegede kort forskellige træer mv.
Han viste os et træ, hvor der sad rigtigt mange brøleaber. En af dem var en lille baby. De lå og sov i træet og så meget afslappede ud.
Det luftede dejligt ude på floden, så alt i alt en fin tur. Tilbage i lejligheden var der fødselsdagsbrunch for Lui.
Frederik havde bestilt bord på en restaurant, der hed Dragonfly og som lå lidt afsides. Lidt sjovt at gå gennem byen tidlig aften, hvor der var mere aftenstemning. På vej hjem, hvor der var mørkt, så byen endnu mere tiltalende ud med de tændte lys.
Da vi sad på restauranten kom selveste Pearl – Karls lille kæreste fra poolen/Sunrise resort og der var stor gensynsglæde.
Frederik mente absolut, jeg skulle have den hummer, jeg ikke havde fået på “Maries Pose”. Den kostede ca. 200 kr og det er trods alt billigt set med dansk målestok. Så slotsfruen “gav” sig og det var også vældigt spændende at få sådan en fætter. Costa Rica hummere er åbenbart også en anden “race” – den her så drabelig ud, var nærmest stribet.
En hyggelig aften og en værdig afslutning på en fantastisk ferie. Og så var det jo stadig fødselsdagsfejring for Lui.
Hjemme igen tog vi afsked med de andre og takkede mange gange for gæstfriheden, det havde været et rigtigt dejligt besøg.
Vækkeuret ringede kl 4:15- ikke så skræmmende, når man er vant til at stå op kl 6 🙂 Men mørkt var det jo. Da vi kom ned til indgangen, holdt shuttlebussen der allerede – sådan! Nåede frem til lufthavnen præcist kl 6 og her var der straks en ansat der kontaktede os. Hun var fra Delta og sagde vi bare kunne gå til bagageindleveingen, selvom vi ikke havde printet nogen billet. Vi fik den hvide/gule erklæring og en Delta mand hjalp os med at udfylde denne. Ved første skranke ville damen se vores Esta, hvilket ikke var tilfældet ud af DK, men godt vi havde dem. Først ville hun ikke anderkende Hennings – sagde der ikke var pasnummer på, men det var der selvfølglig og så slog hun om og ønskede god rejse. Men ærlig talt, det er jo en fast formular, hvor pasnummeret står et bestemt sted, så jeg synes, det lugter lidt af magtmisbrug…Nå, henne ved bagageindleveringen var der en meget venlig og rolig dame, der tjekkede, at vi kunne få bagagen direkte til København og det kunne vi – herligt! Det er åbenbart kun i Atlanta, det kunne lade sig gøre – noget som de så ikke engang vidste i Kbh.
Denne gang var der slet ingen turbulens på ruten. Det gik også ret nemt med paskontrol (selvbetjenings med lidt hjælp), sikkerheds kontrol mv. Deres VIP lounge bød heldigvis også velkommen til Priority pass members.
HIGHLIGTHS
Skønt at komme ned i varmen midt i januar
Besøg hos min niece og familie i Tamarindo
Macaw Lodge
Bird Watching tour med Victor
Hotel La Mariposa
Manuel Antonio Park
Hiking til Rio Celeste
Besøg hos familien i Costa Rica
TIPS
Costa Rica er et mellemamerikansk land, men så absolut det nemmeste af disse at rejse rundt i selv. Man kan sagtens selv arrangere rejsen. Vi havde dog fornøjelse af at have et bureau (Hannibal rejser ) ind over. Bureauet hjalp med at foreslå en rute, der ikke gav problemer ift. vejene.
Kan man selv leje bil og køre rundt i Costa Rica? Ja, det kan man sagtens. Vi oplevede ingen ubehagelige ting og kørte sågar inde i hovedstaden San Jose, som man ellers fraråder at køre rundt i, især ift. trafikken. Hjemmefra havde vi været lidt nervøse for om sikkerheden på vejene ville blive et problem med landevejsrøvere og den slags, men intet kunne være mere usandt, costaricanerne er så søde og høflige. Hvornår har man ellers givet hånd til forbipasserende på gaden og blevet spurgt interesseret om, hvad man havde af planer for sit ophold i Costa Rica?!
Macaw Lodge – et helt specielt sted at bo. Rejsebureauet havde foreslået et hotel nede ved landevejen, men da jeg læste om Macaw Logde, var jeg ikke i tvivl, her skulle vi bo! Og det blev da også en helt speciel. Stedet var helt økologisk og maden var super god. Der var ikke ret mange gæster og vi blev opvartet med 3 daglige, lækre måltider med flere retter. Ejeren har ikke stedet først og fremmest for at tjene penge, men for at lave et økologisk fristed for dyr, fugle og planter.
Når man selv rejser rundt, er det oplagt at tage på guidede naturture. Vi havde to super ture med Victor fra Victours, der er særdeles fuglekyndig. Havde desuden en god guided tur i Carara National Park med samme guide. Hans firma kan findes på www.victourscostarica.com eller på facebook/victours.
Medbring absolut kikkert eller et godt kamera, der kan zoome. Costa Rica er et eldorado for fugleelskere, dyreelskere og naturelskere i det hele taget.
