Efter en ufrivillig pause på 2 1/2 år pga. Corona, var det tid at genoptage ”traditionen” med caminovandring. Vores gode venner fik lyst til at tage med og fik frit valg ift. strækning. De valgte så Porto – Tui, som vi selv gik i oktober 2018, så det var nemt at planlægge denne gang. Vi valgte de samme strækninger og de samme overnatningssteder, bortset fra et enkelt, der ikke eksisterede længere.
En aften i Porto
Vi landede i Porto lufthavn ved 18 tiden og kunne således lige nå en aften i Porto, hvor jeg havde bestilt et fantastisk hotel, Memoria FLH Hotels Porto, der var helt nyrenoveret, men samtidig havde den gamle bygnings charme.
Stedet levede fuldt op til forventningerne, faktisk oversteg det forventningerne. Jeg fik straks lyst til en miniferie i Porto!
Vi har besøgt byen før, men denne gang var vejret fantastisk og det er noget særligt at sidde på en cafe og kigge ud over floden og portvinshusene på den anden side.
Vi fandt derefter et lille spisested tæt på hotellet og Palacio da Bolsa. Passede perfekt til vores behov, dagen før afgang på Caminoen.
Afgang til Caminoen
Som sidst valgte vi at tage metroen til forstaden Vilar de Pinheiro, da vi ellers skulle gå rigtigt mange km i bymæssig bebyggelse. Men det var fint at gå gennem det indre Porto til metrostationen. En venlig ansat her hjalp os med at købe billetter, for det var meget omstændeligt.
Også denne gang var det dejligt, da vi fandt den første gule pil og således var i gang på selve caminoen.
I modsætning til sidste gang tog vi omvejen ved Giao for alternativet – som vi tog sidste gang – var at gå langs en meget trafikeret vej, som ikke var nogen nydelse.
Nu kom vi til at gå langs fredelige små veje og her fandt vi også et lille sted, hvor vi kunne spise frokost. Ejeren talte kun portugisisk, men han skrev regningsbeløbet på dugen – det var da til at forstå.
Vi passerede bl.a. en gammel, smuk bro. Ruten er nem at følge, der er enten gule pile eller blå skilte overalt.
Første nat tilbragte vi på Quinta de Sao Miguel de Arcos. En quinta er en gammel herskabsbolig på landet og jeg elsker at bo sådanne steder.
Denne quintas forcer er udendørsområderne. Her er hele to områder med liggestole med mv og begge har pool.
Lige køligt nok for Henning og jeg, men vennerne var i.
Aftensmaden var en skuffelse – så er det sagt! Huskede godt, at det sidste gang var rustik mad, men denne gang var maden både kold og kedelig. Den venlige tjener gjorde hvad han kunne og udbrød et ”God bless you”, da vi gav ham drikkepenge.
Indretningsstilen på stedet er ikke lige vores smag, men alligevel sjov at opleve.
Vi faldt i snak med to hold venner fra Island, der vandrede sammen. Det viste sig, at vi kom til at falde over dem stort set hver dag, det var sjovt. Ligesom en ung tysker startede sin tur her, og ham mødte vi også hver dag, nogle dage flere gange.
Barcelos
Nu var vi godt i gang og havde troen på, at vi godt kunne gå ca. 20 km pr dag, trods varmen. Det handler bare om solcreme, solhatte, masser af vand og godt med pauser.
Efter en overnatning på landet, var næste stoppested i byen Barcelos. Vi boede på samme sted som sidste gang, og selvom navnet var ændret fra Bway Guesthouse til Top ’ Otel, lignede stedet fuldstændigt sig selv.
Et hyggeligt lille sted, hvor nogle af værelserne har en lille rund balkon med udsigt over floden og byen på den anden side.
Sengene er lidt specielle, i det de er helt runde, men man sover godt i dem. Jeg havde bestilt værelser med balkon og vi endte i præcist samme værelse som sidst – det var vi ikke utilfredse med.
Noget af det allerbedste ved at gå camino er nydelsen ved et brusebad, når man varm, træt og støvet er nået frem – og så en kold øl bagefter – aaaah. Jeg er ellers ikke ret meget for øl, men lige i den situation kan en øl noget!
Byen Barcelos huskede vi som noget ”udgået” og uden gode spisesteder. Denne gang fik vi et andet indtryk.
Ganske vist var mange af husene stadig tomme og i en sølle forfatning, men pludselig åbenbarede sig der et lille, skønt torv midt i byen.
Og her var en super hyggelig stemning og en blanding af pilgrimme og så lokale, der så fodboldkamp på en storskærm. Porto mod Lissabon og ingen tvivl om man her i byen holdt med Porto. Vandt de, ville de kunne kalde sig landsmestre. Og de vandt!
Vi spiste på den nærliggende restaurant ”Babette”, og det viste sig, at vores islandske frænder allerede havde fundet vej hertil. Ligesom vi kom i snak med en del andre vandrere, som vi således fik udvekslet erfaringer med. Dette sammen med flinke tjenere og ganske fin mad, gjorde, at jeg tænker tilbage på denne aften som noget særligt.
Kronen på værket var, at der faktisk var byfest i Barcelos. Det var forklaringen på alle de ophængte lysudsmykninger og de oplyste bygninger – lidt som vi ville gøre til jul herhjemme. Dertil et stort Tivoli og et vældigt leben på gaden. Men ingen fulde folk, ej heller unge, det var tankevækkende.
Quinta da Cancela v. Rubiaes
Så skulle vi på landet igen. Igen var målet en quinta, som vi har boet på før. Et gammelt, charmerende sted, men med moderne indrettede værelser (i hvert fald dem, vi boede i).
Her havde vi også bestilt mad, men igen var det lidt af en skuffelse. En ok suppe, men hovedretten var hældt ud af en frostpose, sådan virkede det i hvert fald. Igen blev vi reddet af desserten, så det kaldte straks på et glas portvin.
Heldigvis, vil jeg sige, for det blev ellers en tur med ALT for lidt portvin…Det er nu vores egen skyld – da vi den sidste aften på turen ville fejre vores dåd, måtte vi konstatere, at vi ikke kunne få portvin – vi var jo i Spanien nu! Så kan man lære ikke at gemme til natten – og katten…
Ponte de Lima
Her måtte vi finde et nyt overnatningssted, og valgte var faldet på Mercearia de Vila, som gode venner tidligere har boet på og kunne anbefale. Stedet ligger meget centralt i byen og har en charmerende morgenmadsrestaurant, der ligner en gammel købmandsbutik.
Da vi ankom kl 14:45, blev der straks lukket op, trods åbningstiden først var fra kl 15. Den meget venlige værtinde tilbød en småkage og et lille glas portvin, ligesom hun næste morgen tilbød vi kunne lave en sandwich til turen, for der var kun “one coffee”, som hun sagde på lidt gebrokkent engelsk.
Hun mente, at der kun var én cafe på vejen, inden man skal bestige et bjerg. Men det kunne godt tolkes som om, at man kun måtte tage én kop kaffe til morgenmaden. Det grinede vi lidt af.
Middagen blev indtaget på sted som sidst: Taverna Vaca Das Cordas, men denne gang udendørs i en smøge, med lidt udkig til floden. Maden var det bedste, vi fik på turen, men prisen var da også lidt højere. Bl.a. fik tre af os en kæmpestor grillet lammekotelet – meget lækker.
Mercearia da Vila har enkle værelser uden den store comfort, f.eks. ikke andre steder end sengen at opholde sig på værelset, og ingen balkon eller terrasse, men det opvejes af stedets charme, værtindens venlighed, den centrale beliggenhed og desuden af prisen.
Om eftermiddagen havde vi slentret rundt i byen, der også bød på et stort marked hele vejen langs floden. Vi foretrak nu at indtage en af cafeerne på den store plads ved floden. Herrerne bestilte beskedent en lille øl hver, men da de så fruernes Sangria i megastørrelse, mente de sig berettiget til en – ligeledes lille – øl mere.
Over bjerget til Fernando
Næste dags vandring var forskellig fra de andre, idet vi skulle over et bjerg. Lige inden opstigningen gjorde vi – som alle andre – holdt på den lille cafe Nunes i landsbyen Revolta.
Som sidst var det nu ikke så slemt at krabbe sig op ad bjerget, bortset fra det var rigeligt varmt. Så meget desto mere nød vi den medbragte bolle på toppen af det 435 m høje bjerg.
Så gik det stille og roligt nedad og efter et stykke tid forlod vi Caminoen for at finde op til Casa de Oliveirinha, som vi også kalder for Fernandos hus.
Fernando er en vært, man ikke sådan lige glemmer, for han fylder meget. Efter sidste gang bestemte vi, at her kommer vi ikke igen, men der var ikke så mange andre muligheder på denne strækning. Og desuden er der også en masse gode ting at sige om stedet.
Det er særdeles velholdt og smukt beliggende og man bor i et særskilt flot stenhus, hvor der kun er tre værelser. Fernandos kone lavede som sidst et aldeles glimrende måltid, Tilbage er kun, at Fernando selv har tendens til at snakke rigeligt om sig selv, ligesom man gør klogt i at følge huset regler, herunder aldrig at gå ind med fodtøj på. Her er nemlig så rent, at man dårligt tør tabe en krumme! Vi ville slemt gerne have spist ude i det gode vejr, men det kunne ikke lade sig gøre.
Fernando er desværre ved at afhænde sit smukke sted, da hans kone er syg. Det må være vemodigt at forlade et skønt sted som dette. Så der bliver ikke en 3. gang hos Fernando…
Spanien kalder – sidste stop Tui
Sidste dagsvandring gik til Tui på den spanske side. Den længste dag i antal km, men ikke den hårdeste.
Jeg havde igen booket værelser på det skønne Hotel a Torre du Xudeu og det ene værelse var identisk med dét, vi har boet på 2 gange før.
Denne gang fik vennerne dette værelse, mens vi selv fik et helt nymoderniseret værelse i stuetagen. Kæmpestor og lækker seng, men desværre virkede værelset lidt kælderagtigt, da der kun var et lille vindue ud til gaden.
Men skidt med det, for stedet har en virkelig skøn og fredelig have, hvor jeg tilbragte resten af eftermiddagen. Når man går i de smalle gyder, med stenhuse på begge sider, kan man ikke forestille sig hvilke oaser, der sommetider ligger gemt bag husene.
Det var også i denne oase, vi over et glas evaluerede turen. Heldigvis var alle glade og meget tilfrede med turen, ligesom det at gå to hold sammen fungerede super godt. Således opmuntret kunne turguiden (mig!) ånde lettet op og glæde sig over både veludført dåd – 130 km på caminoen – men også at rejseselskabet havde været tilfreds med turen og alt alt havde klappet som det skulle.
Så jeg holdt derefter ”fri” og lod gæsterne vælge aftenens spisested. Det var klogt, for vi endte på en egentlig lidt ydmyg fortovscafe, som jeg nok ikke selv ville have valgt, men som servede meget lækre og veltillavede tapasretter.
Hjemtur
Det holdt lidt hårdt med at booke busbilletter til turen tilbage til lufthavnen. Efter megen bøvl måtte jeg have hjælp af den meget venlige receptionist, der også sukkede over spansk internet og spanske hjemmesider. 1 1/2 time senere var der dog bestilt 4 busbilletter og en taxa til rutebilstationen, der ligger på den portugiske side, i byen Valenca.
Der var ikke mange afgange og den mest oplagte var udsolgt, så vi ankom til lufthavnen hele 5 timer før afgang. Det var der ikke noget at gøre ved – så kunne jeg da bruge tiden på at skrive anmeldelser af turens overnatningssteder.
Sørme om der ikke blev spillet levende musik i lufthavnen – 4 unge kvinder på strygerinstrumenter. Meget afslappende.
Konklusion
En super god tur i afvekslende miljø. Fantastisk vejr – omend lidt for varmt for mig til vandring, i hvert fald til 20 km om dagen. Det var rigtigt fint at gå denne strækning igen, hvilket gav en vis tryghed, men samtidig også nye oplevelser.
Alle i gruppen – nye såvel som ”garvede” caminister var enige om, at det havde været en særdeles vellykket tur. Vi er i alderen 64-71 år og faktisk lidt stolte af os selv efter denne bedrift! Hvis der bliver en næste gang, kunne jeg dog tænke mig at gå lidt kortere strækninger.
En af os fik desværre en generende vabel under foden allerede på andendagen og måtte dagligt ty til indtagelse af ”kemi” (læs: smertestillende piller). Men ikke noget der ødelagde turen, bedyrede vedkommende.
Antallet af andre pilgrimme/ caminister var helt perfekt. Ikke for mange, ikke for få. Så hvad det angår, var strækning og årstid perfekt.
Et plus ved at gå på denne årstid var de mange farvestrålende blomster, der sås overalt.
Tips og Fakta
Hoteller
Alle var bestilt gennem Booking.com, hvor jeg som ”god kunde” ofte får Genious rabat. Alle priser er inkl. morgenmad.
Memoria FLH Hotels, Porto – 808 kr for et dobbeltværelse. Det fik karakteren 10 fra mig på Booking.com. Virkeligt et dejligt hotel – nyt og lækkert, kombineret med det gamle hus’ charme, og tillige meget centralt beliggende.
Quinta Sao Miguel da Arcos : 670 kr for et dobbeltværelse. En gammel quinta med sjæl, meget fine udenomsfaciliteter med 2 pools. Men skuffende måltider. Fik karakteren 8 af mig på Booking.com.
Top ’ Otel i Barcelos: 520 kr for et dobbeltværelse med balkon. Fint lille sted i ungdommelig stil, fint og centralt beliggende med udsigt over floden og byen. Fin morgenmad. Fik karakteren 9 af mig på Booking.com.
Quinta da Cancela v. Rubiaes: 670 kr for et dobbeltværelse. Igen en gammel quinta med sjæl og dejlig have, dog uden pool. Maden var ikke noget særligt, herunder små portioner til morgenmad. Fik karakteren 8,5 af mig på Booking.com
Mercearia da Vila, Ponte de Lima: 435 kr for et dobbeltværelse. Meget centralt beliggende, billigt og meget venlig værtinde. Fik karakteren 9 af mig på Booking.com.
Casa de Oliveirinha, 525 kr for et dobbeltværelse. Værten Fernando er en særdeles opmærksom vært, men fylder også meget. Fik karakteren 8 af mig på Booking.com
Hotel Torre du Xudeu i Tui (Spanien): 632 kr for et dobbeltværelse. Meget dejligt hotel i en charmerende gammel bygning, centralt beliggende i Tui. Fik karakteren 10 af mig på Booking.com
Årstid og rute
De 3 andre gange, vi har gået camino, har det været i oktober, hvilket især sidste gang medførte en del regn. Men nu skulle det være i maj, så hvordan mon vejret ville være der? Jeg blev lettere panikslagen, da vejrudsigten sagde op til 32 grader – DET er simpelthen for meget for mig, der på min ældre dage ikke er glad for alt for megen varme.
Nå, vi måtte se, hvor slemt det blev. Og det blev så heller ikke helt så slemt, max. var ca. 28 grader, men det var nu også rigeligt.
Havde vi taget kystruten, havde det nok være mere svalt, men vi valgte at gentage den centrale rute. Det fremgik i øvrigt af flere opslag på FB, at der havde været meget tåge/havgus på kystruten. Ligesom jeg har læst at de ”endeløse” boardwalks kan være lidt enerverende.
Det geniale ved den centrale rute på denne strækning er nemlig, at man skiftevis kommer gennem mindre byer og går på landet. Ligeså med overnatningssteder. Den ene dag bor man på et landsted, hvor man kan købe aftensmad, den næste er man i en by, hvor man selv finder et spisested.
Når man går Camino, er John Brierleys bøger ”biblen”. Hans meget udførlige beskrivelser indeholder informationer om strækninger, længde, stigninger, cafe- og overnatningsmuligheder samt meget andet. Den var selvfølgelig med i rygsækken også denne gang. Vi gik dog nogle lidt andre strækninger, end han foreslår. Ca. 20 km pr dag i 6 dage. Ialt 130 km inkl det løse, når vi f.eks. gik ud i byen om aftenen. 180.000 skridt blev det til.
Vandkvalitet
Man kan godt drikke vandet, men det smager af klor. Undervejs på caminoen er der brønde, hvor kan kan få vandflasken fyldt op. Vi valgte nu at købe vand på flasker, men nød at køle hænder og ansigt ved de brønde, vi kom forbi.
Cafeer og spisesteder
Der er mange små cafeer undervejs, så det er sjældent et problem at finde et sted at holde pause eller spise frokost. En espresso, en kaffe med mælk eller et glas friskpresset juice kan styrke én til den næste etape af turen.
Det er særdeles billigt at gå på cafe eller restaurant i Portugal. Herunder koster vin en brøkdel af hvad vi giver i DK. Vi gav alt mellem 9 og 21 euro for en flaske rød- eller hvidvin.
Fodtøj
Der er mange meninger om det rette fodtøj til en sådan tur. De tre af os gik i vandrestøvler. Jeg havde selv umådelig fornøjelse af mine Keen vandresko, der var på deres første lange vandretur. Henning har sværget til Keen længe, mens jeg har syntes, de virkede rigeligt brede og ”klovneskoagtige”. Men når fødderne vokser uhæmmet i dagens løb, er Keen fantastiske. Jeg havde ingen problemer med skoene og havde også valgt at have to par sokker på: inderst en tynd sok, yderst mine almindelige ”sommervandresokker”. Så passede skoene perfekt og jeg fik ikke vabler eller andet.
Der er rigtigt mange stækninger med brosten på denne rute, så det er en fordel med tykke/stive såler.
Vandrestave eller ej?
Det er – som det meste – en smagssag. Jeg var den eneste i gruppen, der brugte stave og bortset fra den ene ” bjergbestigning” er der heller ikke så kuperet terræn på denne Camino. Men jeg elsker mine vandrestave fra Komperdell, lavet i Carbon/kulfiber. Jeg nød at have dem med mig overalt, dels for bedre at kunne stage mig op ad bakkerne, dels for at mindske belastningen på knæene, når det gik nedad. Desuden giver de mig en fornemmelse af rytme, så jeg kan blive ved med at gå uden at tænke over det.
Bagagetranport?
“Rigtige pilgrimme/caminovandrere bærer deres bagage selv” – det kan godt være, nogen siger sådan. Vi rånød nu, at vi kun skulle gå med en lille dagtursrygsæk. Igen var det Tui-trans, der transporterede vores bagage og prisen var 345 kr for en stor kuffert. Så ja, turen var luksusmodellen med hoteller og bagagetransport, men det passer os nu bedst. Vi har rigeligt at gøre med at bevæge vores ældre legemer fra sted til sted 😉
Morgenstund har guld i mund
Når det er så varmt som på denne tur, var det en stor fordel at komme tidligt afsted om morgenen. Selvom jeg er et udpræget B- menneske, er det en speciel nydelse at skridte ud på ruten i morgenens friske og halvkølige luft. Til vores forundring var det dog flere steder først muligt at få morgenmad ved 8:30 tiden, hvilket var rigeligt sent for os. I Ponte de Lima var der størst forståelse for vandrernes behov – her kunne man få morgenmad fra kl 7.
