Det hele startede med….
med at vi begge stoppede samtidig på arbejdsmarkedet. Efter to dejlige afskedsreceptioner var det meningen, at vi ville afsted med det samme. Men blev en dag forsinket, da vi begge “kom til” at gå på arbejde hele tirsdagen…
Derfor pakning, ombytning af gaver mv. onsdag og torsdag og først afgang fredag d.4.9. Skønt at have god tid til at pakke og “nusse rundt”…nu er der også alt hvad man kan ønske sig i “Hundehuset”, herunder espresso maskine, alm. kaffemaskine og miniovn!
Afsked med naboer i strålende solskin – perfekt afgangsvejr.
Efter præcist 6 timer ankom vi til Egestorf og campingpladsen. Turen gennem Elbtunnellen, som jeg havde frygtet lidt, gik nemt. Der var mange lastbiler, og Henning nåede som ventet (heldigvis) frem til, at det var nemmest og rarest blot at følge lastbilstrømmen.
Vi gik en tur rundt på pladsen og ind mod Lüneburger Heide. I dag summede min fitbit og de 10.000 skridt var nået. Fantastisk man uden at tænke over det kan få nok motion. Lige hvad jeg havde drømt om. Så kan målet sættes endnu højere.
Freja var eksemplarisk og lå så fint og sov på sin nye pude.
Vognen var fyldt med blomster og nips, herunder den fine “Follow me” lampe, så det kan ikke være mere hyggeligt.
Næste morgen tog Freja og jeg på løbetur, som jeg havde drømt om! En pludselig indskydelse, men godt jeg gjorde det! Det tæller også godt på fitbit’en.
Bamberg
Kørte ca. 515 km næste dag, for vejret var ikke noget at skrive hjem om. Som om det næsten bliver dårligere sydpå…
Via Hannover, Kassel og så skulle vi have drejet mod München i Wùrtzburg. Men da der ikke var opgivet campingpladser på FDM ruten i en lang strækning, valgte vi at dreje fra lidt før, nemlig mod Schweinfurt til Bamberg. Jeg havde læst, at det skulle være en særdeles smuk og velbevaret gammel by med fine huse og et utal af bryggerier med tilhørende bierstuber. Der lå en campingplads 4 km syd for byen og lige ned til floden Regnitz, så den tog vi. Også her må man placere sig som man vil, hvilket giver et lidt rodet billede. Den danske skik med meget afmærkede pladser mange steder kan omvendt være lidt “steril”, men her kan det betyde, at nogen klistrer sig ind lige ved siden af en. Og igen er der fastliggerpladser, som ser noget trælse og gamle ud. Vi fandt dog en god plads i anden række ned mod floden og helt i enden af campingpladsen. Lige bagved var der lidt skov, godt for Freja at være i. Og stadig lidt flodudsigt. Efter installation gik vi hen på pladsens fine terrasse ned mod floden og fik turens første fadøl. Nu skinnede solen efter det havde regnet. Dejligt. Bagefter gik vi en tur ind til Bug, der er en forstad til Bamberg, også med gamle huse.
Næste formiddag startede vi “vandringen” ind til Bamberg,
Vi gik langs floden, over broen ind på halvøen. Her var en dejlig park, hvor Freja kunne gå løs. En sten viste et billede af forfatteren E.T.A. Hoffmann der gik tur her med sin hund Berganza.
Efter parken kom vi ind til byen via en meget smuk strækning. Fine huse langs floden og et flot koncerthus, kaldet Concorida.
Vi slentrede rundt i den gamle bydel. Ville godt have været på en guidet tur, men nåede for sent frem. Faldt i stedet over et tiltalende sted, Hofbraü, hvor vi kunne sidde ude og spise. Bamberg er en dejlig by, ikke alt for mange turister og fantastisk mange smukke gamle huse, herunder Der alte Rathaus. Jeg fik en ret med friske kantareller, som er en typisk sæsonsspise på disse kanter.
Bagefter slentrede vi selv rundt, herunder ned til Klein Venedig, som er en række fine huse helt ned til vandet.
Hjemme igen sidst på eftermiddagen var vi godt møre. Havde også gået ca. 22.000 skridt. Inden afgang til byen havde vi rykket Hundehuset helt ned til floden, da de fleste pladser nu var ledige efter weekenden.
Østrig
Næste dags mål var Østrig. Vejret var ikke spændende, faktisk hundekoldt. Fik købt den påkrævede vignette inden grænsen, der blev passeret helt uden vi opdagede det. Men at vi nu var i Østrig kunne ses på de imponerende sneklædte bjerge! Her er smukt! Da vi var kommet lidt sent afsted, blev det “kun” til ca. 350 km, før vi nåede camping Seeblick ved Krambach.
Havde fundet den på nettet og synes, den så god ud og den er da også med på FDM rute listen. Vi valgte plads nummer 230, på Waldwegen, hvor der var udsigt mod bjergene. Da vi jo skulle udnytte vores panorama vindue, vendte vi vognen modsat alle andres, men det gik fint. Kunne så sidde på siden af vognen og også her nyde udsigten.
Skønt næste dag at vågne til strålende solskinsvejr. Synes også vi har fortjent lidt bedre vejr. Pladsen har fantastisk flotte badefaciliteter, hvilket er et stort plus.
Vi tog en vandretur søen rundt. Først hen mod Krumm see og dernæst Reinthaler søen rundt. Fantastisk flot natur – hvorfor tage til Canada?! Da vi var nået rundt efter ca. 1 time og 10 minutter sad vi længe helt nede ved søen og så på ænderne og svanerne. Vi fortsatte hen til Tyroler museet Bauernhof, et frilands museum med gamle huse a la Hjerl hede.
Dejligt at gå rundt i det skønne vejr. Halvvejs trængte vi til en pause og fik frokost på værtshuset der.
Under opholdet her skulle vi da også prøve en gondolbane – som vi oven i købet havde fået gratis kuponer til. Dygtige Freja fulgte troligt med ombord. Jeg har tidligere været lidt bange for slags baner, men det rørte mig næsten ikke nu. Smuk lang tur til toppen. Herfra tog vi panorama vejen rundt om bjerget. 2 timer var turen sat til, vi gjorde det lidt hurtigere.
Havde vi taget turen helt til toppen, skulle vi have haft vandrestøvler og stave med. Smuk, smuk udsigt, trods en del skyer, der lå lavere nede. Bjerget var ca. 2123 meter højt, vi var i ca.1830 meters højde.
Det var lige sådan noget, jeg havde drømt om!
Nede igen kørte vi til Rattenberg, der ligger lige over for Kramsach, på den anden side af floden. Her en en Altstadt, som vi gik rundt i. Her var cafeer og souvenir butikker. Vi gik også op til ruinen af borgen ovenover byen, hvorfra der var flot udsigt. Hjemme på pladsen er der mest ældre østrigere – eller tyskere – og en dag var der udskænkning af snaps. De går meget op i snaps her…På toilettet spiller de “trutterut” musik og i det hele taget kan det hele godt virke som en parodi på Tyrol, men sådan er der altså…
Ind i mellem hørte vi radioavis og hørte med undren og nærmest vantro, at der nu også var immigranter på motorvejen i DK, så denne var spærret delvist. Togene til Tyskland kørte ikke og ikke alle færger sejlede til Tyskland. Der var flygtninge, der ikke ville lade sig registrere, men heller ikke vil forlade f.eks. tog. Man følte sig lidt beklemt ved blot at sidde der i sin idylliske bobbel, men det bliver jo ikke anderledes af det.
Det blev til 3 nætter på denne dejlige østrigske plads, der var langt billigere end forventet: 72 euro alt inkl.
Italien – Lago di Levico
Så gik turen sydpå til Italien via Brennerpasset, flot tur. Besluttede at undgå Gardasøen, men valgte i stedet en plads FDM nævnte ved Lago Di Levico nordvest for Gardasøen. Lidt kø, men masser af pladser at vælge imellem.
Fandt en suveræn flot plads i første række ned til søen, nr. 80. Også i dyreste prisklasse, 32 euro pr døgn for to. Fra lørdag koster det 25 euro, men i højsæsonen ca. det dobbelte. Mange ved søen tog solbad og badede. Vi har samlet set ikke været super heldige med vejret hidtil, men det har heller ikke været helt skidt. Der loves stadig op til 29 grader i Toscana…
Den hele dag, vi tilbragte på pladsen, startede vi med at gå hele søen rundt. Der tog 2 timer og ca. 25 minutter, og vi holdt endda ikke pause, sad kun i 5 minutter på en bænk et sted. Flot og fredelig tur, især på den sidste del mødte vi ikke ret mange. Freja fik badet i søen mange gange, hvilket resulterede i, at hun stank af søvand resten af dagen… I byen Levico Terme kunne vi derefter købe lidt ind.
Italien – Il Pozzo
Vi kørte tilbage til Trento for at komme sydpå, hvilket tog en lille halv time. Kørte først lidt sydpå ad vejen parallelt med motorvejen, den var angivet som scenic, men valgte alligevel motorvejen, der er det nemmeste. Vi kom op ad bakken til agriturismoet Il Pozzo, men det var ikke mere end til!! Som angivet gik vejen stejlt opad, og vi havde jo campingvognen på slæb. Vi skulle i stedet have efterladt den et sted for foden af bakken.
De næste to uger skulle vi bo på to forskellige agriturismoer i Toscana, hvilket var bestilt, før vi pludselig fik den ide at købe en campingvogn. Men så blev disse ophold “bygget ind i” turen.
De havde på stedet en hund og 6 katte, som var som børn for dem, som ejeren Carla forklarede. Så derfor ikke nogen god ide, at Freja “flyttede dem”…Derfor måtte hun have den lange snor på det meste af tiden, men det gik nu også fint. De sidste dage, hvor hun havde vænnet sig mere til kattene, kom hun mere fri og blev også opfordret til det af Carla.
En af de første nætter så jeg en skorpion på badeværelset! Jeg så først lidt vantro på den lille “bunke”, der lå på gulvet. Var det ikke som om, den havde klosakse – og en hale?! Jo, det havde den og nu fik den trang til at vise sig i al sin pragt: åbnede “armene” og viste klosaksene OG slog halen op over kroppen. Så var den ca. 4-5 cm i alt. Så fik JEG trang til at stige op på bidéet….OG bede Henning om at få overrakt en iPad, så jeg kunne læse om evt. skorpioner i Italien. Jo, den var god nok, men de, der lever i Sydeuropa er harmløse, deres stik svarer nogenlunde til et bistik. Jeg er ikke specielt bange for kryb, men ligefrem en skorpion….
Resten af ugen stod der altid et par sko ved siden af min seng, hvis jeg skulle op om natten. Skorpionen fik sit endeligt med et dask med en kryds og tværs – og ingen af dens familie havde siden lyst til at gæste os…og Carla sagde, at skorpioner var helt normalt i ældre huse.
Nu skulle området udforskes og vi tog på en gåtur rundt om Il Pozzo. Fandt ikke helt Carlas angivne vej, og der er ingen afmærkede veje, men en masse grusveje, så vi prøvede os frem. Endte med at gå i to timer og i regnvejr til sidst. Faktisk øsede det ned og vi var drivvåde, da vi kom hjem, lidt øv.
En dag var vi på tur til Pippo, hvor vi gik rundt i den lille by og så borgen. Desværre var det regnvejr en del af tiden. Derefter til klostret i Camaldoli og bagefter til eremitboligerne længere oppe, og ind gennem skoven, hvor der nærmest var lidt Tolkien agtigt. En spændende tur i et helt andet Toscana, end vi har prøvet før – ikke blide bakker, olivenlunde og vinmarker samt høje cypresser. Men masser af skov, der vokser på bjergene. Det var spændende at se eremitboligerne, herunder en celle, som grundlæggeren, en munk, havde boet i.
En anden dag tog vi en tur til byen Arezzo. Fik espresso og cappuchino med småkager på cafe.
Skønt solskinsvejr, nu er sommeren her! Vi gik rundt i byen og så bl.a. hovedstrøget med små fine butikker.
Så kom dagen, hvor vi om aftenen skulle hente vores ældste søn i lufthavnen I Firenze. Derfor oplagt at udforske denne by inden. Igen meget skønt vejr, nærmest for varmt til storby.
Fandt ok nemt en P plads. Den anviste gratis plads var propfyldt, men på den anden anviste på Olfarno siden ved Piazza Romano (tror jeg), hvor man holdt langs en mur, var der lige en plads til 2 euro i timen, det var fint. Jeg kunne rigtig godt lide denne del af byen, der også er beskrevet som florentinernes bydel. Ikke så mange turister. Efter at have slentret rundt her og været på cafe, gik vi over den berømte Vecchio bro med de mange guld og sølv og juveler butikker. Der var lige en enkelt turist eller to! Fik mindelser om Karlsbroen i Prag.
Slentrede hen på Piazza della Signoria, hvor der også var tonsvis af turister. Satte os nedenfor en meget fotograferet buegang med statuer. Freja endte dog med at være en næsten endnu større attraktion!
Mange ville klappe hende, snakke med hende og sågar fotografere hende! Både amerikanere og kinesere og italienere…”Bello, Bello” lyder det med henført italiensk røst også andre steder, hvor vi færdes. Ingen kan lyde dybfølt som en italiener, der synes noget er “Bello”…
Tilbage i Olfarno kvarteret, på pladsen Santa Spirito, fandt vi et spisested, der havde åbent: Osteria Santa Spirito. Der var en del andre end os, der ville spise på “ukurante” tidspunkter. I en storby er det altid nogen, der vil spise…Det skulle vise sig at blive en god madoplevelse.
Ind kom to kæmpestore, fine Toscana tallerkner (mønstrede) med et BJERG mad på. Min med ekstremt lækre hjemmelavede tykke spaghettier, der var kogt al dente. Og så masser af vongoler (venusmuslinger) inkl tonsvis af hvidløg, måske 10 bare i min ret, skåret i meget store stykker. Og så “lidt” olie og bredbladet persille. Den bedste spaghetti vongole, jeg nogensinde har fået! Men også den største! Jeg åd det hele rub og stub…
Efter at have hentet ældstesønnen, der skulle tilbringe den næste uge sammen med os, kunne vi sidde ude i den skønne lune aften og få lidt tapas og vin hjemme på Il Pozzo. God start på denne gæstevisit.
På grund af det gode vejr næste dag, var der dømt hjemmedag på Il Pozzo. Vi var i poolen alle tre. Den var kølig, men dejlig, når man først var kommet under.
Der var op til 30 grader den dag og jeg fik læst næsten en hel roman, liggende i hængekøjen – lige til at holde til.
Om aftenen lavede vi forret af friske figner fra haven, med gedeost og parmaskinke, uhm…
En formiddag tog vi på gensynstur til Cartona. Fik en øl på torv efter en lille tur rundt i gaderne. Vi sad oven i købet på samme sted, som på Hennings 60 års fødselsdag for ca. 5 år siden. Købte den samme slags snackskål som sidst – vores var nemlig gået i stykker. Derefter til Outlet Village ved Valdichiana. Henning fandt endelig en lille kaffemaskine, som han havde ledt efter længe. Ikke lige den slags, man bruger på disse kanter…
Vi fik lov til at lade Hundehuset stå den næste uge, som skulle tilbringes på et agriturismo i bjergene. Havde absolut ikke mod på at slæbe vognen med derop. Men inden afgang fra Il Pozzo, nåede vi heldigvis at deltage i en af deres aftener med spisning. Da det var en fredag, er det normalt, de laver pizza som forret i stedet for antipasti.
Der var flere hold, der skulle spise med. Carla fortalte om menuen og at alle produkter stammede fra nærområdet. Der var dækket op udenfor, meget stemningsfuldt. Vi sad ved langborde, men så man alligevel sad for sig selv og ved faste pladser. Der var buffet med lækker salami pølse, ditto skinke af forskellig slags, focchacioer, lækre oste stænger med lækkert tilbehør – chutney, honning mv. Så kom der et utal af pizzaer af alle slags, det var Carlas speciale. Ville nok hellere have haft pasta, men helt fint. Og bagefter sågar grillede ben og pølser. En fin aften med dejligt lunt vejr og som sagt stemningsfuldt at sidde der på terrassen.
Da vi næste dag kørte mod næste agriturismo, holdt vi pause i Pistoia, hvor der var marked. Jeg måtte lige købe den “obligatoriske” dug og endte med en meget italiensk sag i grønne tern og med røde frugter….faktisk lidt kitchet, men en rigtig sommerhusdug, og så kostede den 3 euro. Vi sad på en cafe i hjørnet af pladsen med det høje kirketårn og genså også de grøn-hvide striber på bygningerne, lidt a la mezquitaen, bare i grøn hvid i stedet for rød hvid.
På vej tilbage til bilen lå der sørme et gelateria,,, det måtte sønnike og jeg prøve. Uhmm, de var gode – kostede 2 euro pr vaffel. Men man bliver jo ikke slankere…
Så gik turen op i bjergene mod Ristoro del cavaliere. Her var meget smukt, faktisk flottere end ved Il Pozzo området. Skøn temperatur, ca.25 grader. …Havde booket de to agriturismoer via In-Italia. Skynd jer at komme her, sagde de, mens der stadig findes et så “uspoleret” sted. Og det var sandelig også en oplevelse. Lå langt uden for lands lov og ret, men vi havde bl.a. en dejlig lille have, som de eneste på stedet. Mange lejligheder havde slet ikke udendørs muligheder, men kunne bruge nogle fælles arealer.
Næste dag kørte vi op i naturreservatet, som værtinden Rosita havde anbefalet. Undervejs blev det bedre vejr. Vi snirklede os ad snoede veje op til toppen og parkerede. Det var et meget velordnet sted med delikatesse udsalg, turistinformation – med en herre, der kunne italiensk – og tre ord på engelsk. Han blev ved med at sige Orsi, hvilket vi senere fandt ud af, betød bjørne! Vi valgte i første omgang den mindste rute, der skulle gå til et vandfald (troede vi) og tage 1 1/2 – 2 timer. Det viste sig at være en meget lille rute, kun lige omkring hovedstationen. Vi valgte så at skifte over til den orange rute, der var længere (den sagde 2 timer, men da den første reelt tog 1/2 time, så gik det nok…). Den gik så forbi et stort anlæg med bjørne! Den ene bjørn luntede op og satte sig så og kiggede sørgmodigt (sikkert tiggende ) op på os. Turen gik videre til et lille museum, der viste hvordan man havde startet skovbruget på det tidligere golde bjerg. Men teksten var kun på italiensk. Ruten sluttede i en lille “Giordano de Montagne”, altså en bjerghave.
Vi fandt ud af, at den borg, som sønnen havde læst om og som lignede den kinesiske mur, lå meget tæt på, så der kørte vi hen. Nu var vejret blevet til smukt solskin, varmt og stille vejr, herligt. Vi lagde således jakkerne og gik op til borgen, der lå i en lille landsby. Det var bare helt skønt vejr nu og helt stille, hvilket gjorde det ekstra dejligt.
Vi så den (ved hjælp af EU-penge) restaurerede borg og endte med at sidde på terrassen i den lille taverne. Her fik vi den lokale Garfagnana øl i nuttede og sjove flasker – og lerkrus , serveret af en mand i middelalderdragt. Det var i det hele taget lavet lidt a la Hjerl hele med opstillinger, der viste, hvordan de levede – men skal vi sige : en smule romantiseret… Der var dog en helt special stemning deroppe, helt stille og en helt fantastisk udsigt. Et highlight på turen.
Vi skulle da også prøve Agriturismoets egen restaurant. Rosita var særdeles imødekommende, selvom der var meget travlt og fyldt op, men tog sig f.eks. god tid til at forklare os forskellige vandremuligheder i området. Selve restauranten var særdeles hyggelig og lun, det var en god start. Den første dag syntes vi godt nok, at selve lejligheden og stedets beliggenhed var lidt sølle – mørk lejlighed uden siddepladser ud over spisebordet og en beliggenhed langt oppe i bjergene, dvs. det tager min. 1 1/2 time at komme ned til civilisationen, f.eks Lucca. Der er dog byer tættere på, som vi gerne vil se. Restaurantens mad var meget rustik, må man sige og husets vin smagte absolut ikke godt, men skulle da prøves…
Ældstesøn ville gerne til Pisa og Lucca og det var fint med os. Havde vi vidst han ville deltage på denne del af turen, havde vi nok ikke bestilt en hel uge i bjergene, men skidt, vi kom til at kende de meget smukke og snoede ruter ned til Pisa og Lucca godt. 2 timer til Pisa. I Pisa var der utallige afrikanske gadesælgere. Mads blev vældigt populær hos dem, da han købte et par solbriller af en af dem. Sælgeren startede godt med 15 euro, men da sønnike ikke lige bed på den, gik han straks ned i 10. Kunne nok havde fået dem for 5, men helt ok, det var jo også “næsten ægte Ray Ban”.
Vi gik rundt om Miraklernes plads og så bygningerne: det skæve tårn, dåbskapellet og domkirken, alle udefra.
Der kan kun komme 30 op i tårnet ad gangen, og ét hold hver halve time, så der skal bestilles billetter flere uger i forvejen. Det gjorde nu heller ikke noget, tror jeg ville have været noget skræmt over at gå så skråt. Utroligt at en genoprejsning på kun 38 cm gør, at man nu igen kan komme op i tårnet (siden 2001) og i det hele taget utroligt, at tårnet står der endnu med den enorme hældning på 4,5 meter.
Der var mange turister, ikke uventet, men ikke ubehageligt mange.
Vi slentrede ned gennem den gamle bydel og ned til Arno-floden. De har intet gjort ud af at integrere denne i byens liv. Man kan ikke komme derned at gå, man kan ikke sejle på floden og der er ingen cafeer osv.
Vi gik over på den anden side af floden, hvor vi ikke havde været før, men vores søn havde boet dengang. Da vi nåede op for enden af “Hovedgaden” kom der en oval plads og vi satte os på et udendørs sted og spiste frokost.
Vi rokkede derefter tilbage til bilen via en lille park nede ved floden. De afrikanske sælgere var rigeligt pågående da vi kom tilbage til P pladsen.
Det blev også et dejligt besøg i Lucca. Først gik vi hele bymuren rundt. Jeg er absolut langt mere fan af Lucca end af Pisa. Her er mere afslappet, fredeligt, hyggeligt…og så var der ingen afrikanske gadehandlere! Det var nu rart.
Spiste frokost på hyggeligt sted, hvor man sad midt ude “på gaden”. Jeg fik dagens specialitet, der snurrede rundt på grillen: “rullesteg” – porchetta.
Da feriebarnet var afleveret i lufthavnen, kørte vi til Montecatini Terme, som lå tæt på. Det var dog en kedelig og ucharmerende by…Masser af hoteller og gamle mennesker, men helt uden charme, synes vi. Derpå op i bjergene, så vi dels undgik vejen uden om Lucca, der er trafikeret, dels så smuk natur og en anden vej. Vejen var meget snoet og vi kom igennem bittesmå landsbyer, hvor man kunne undre sig over, at der bor mennesker.
Vi kørte så til Barga, som jeg havde læst om. Det skulle være en smuk og speciel by og der var en 1 1/2 times tur rundt om byens mure, som var nævnt i den røde vandrebog på engelsk (Rothers walking guide). Tænkte at når ruten var lige i nærheden af en by, kunne det ikke gå galt. Det kunne det så… Vi fik parkeret og fandt også starten af ruten, men havde besvær med at finde selve stien. Henning opdagede så et gammelt skilt på en murstolpe: “passeggiata treking (med ét k) panoramica” – som den rigtigt nok skulle hedde. Man skulle ned ad en stentrappe, der var aldeles tilgroet.
Der skulle vi nok have tænkt os om. Italien er jo ikke kendt for at have gode afmærkede vandreruter, men denne troede vi var nem. Vi gik først til højre, da der ligesom var ryddet en form for sti. Der var i hvert fald bunket sten op i dynger og spande og blade var pænt fejet sammen i bunker. Men ellers var her helt tilgroet og lignede en tropeskov.
Der var kæmpehøje og megatykke bambus og meget specielt. Vi opgav at følge denne “sti” efter et stykke tid og gik i stedet til venstre. Guiden var ellers grundig, men ikke lige på dette punkt. Vi gik gennem tæt bambusbevoksning ad noget, der lignede en sti. Der havde i hvert fald gået nogen før. Det der gjorde, at vi fortsatte, var at vi kom ud i en gammel olivenlund, ganske som beskrevet. Dermed var der sol, åbent land og oliventræer i terrasser. Vi fulgte noget der lignede en sti, men glemte så i kampens hede at holde øje med de rød-hvide plastik strimler, som afmærker en sti. Det havde Rosita fortalt om og det er åbentbart vandrerne selv, der afmærker. Vi gik til venstre, men var i tvivl om, hvor langt oppe eller nede, vi skulle gå i olivenlunden. I hvert fald skulle vi pludselig dreje skarpt til venstre og arbejde os MEGET stejlt opad, for ellers endte vi i en noget dyb slugt…ikke sådan, der var klippegrund uden bevoksning nedenfor, men alligevel dybt ned. Vi klatrede opad, for vi kunne se bymuren og en veranda, som der var skrevet om. Troede helt sikkert, at bare vi kom op til bymuren, kunne vi komme op i byen igen som beskrevet. Men nej…da vi nåede op, var der ganske vist en stor trappe til højre, men den endte i et lukket gitter ind til en hønsegård! Ingen mennesker at se og ikke til at se, hvordan man skulle komme derfra. Der stod faktisk en stige op af bymuren, så Henning tænkte om det var til folk, der var kommet på afveje ligesom os. Så gik vi til venste og troede da bestemt, det ville løse problemet.
Vi kunne se et hus foran og nedenfor. Men kunne ikke komme længere, pludselig var der en mur og langt ned til haven i det ene hus. Men det var nemmere at hoppe eller fire sig ned i haven eller stien til huset nedenfor. Store og velholdte huse og haver… Der var hegn om resten af grunden, så der var ikke andet for. På det tidspunkt var det ikke så sjovt, især ikke fordi vi havde Freja med! Henning firede sig ned og tog imod mig, der dog selv kunne komme ned ved at holde fast i en tyk gren. Så var der Freja! Hun kunne sagtens fornemme, at der var langt ned, måske 2 meter, så kun skulle ikke nyde noget. Men vi tog fat i hende og Henning fik hende løftet ned. Så gik vi langs muren til udgangen. Og porten var åben! Tænk hvis den havde været låst og vi ikke kunne åbne den indefra! Ingen mennesker at se…kom ud i noget, der lignede offentligt rum, men særdeles nydelig stibelægning, bænk osv. Der var så to trapper op, begge lignede noget til private huse, men den til venstre mest en offentlig lille park. Eller et rigmandshus, og det var så åbenbart det sidste. For der var en gitterport og den var lukket! Gudskelov kunne man lukke den op indefra. Haven var ultranydelig og lignede som sagt en meget fin park, finere end ellers set i Italy. Vi luskede ud og drog et stort lettelsens suk, da vi nu var ude i en lille gyde allerøverst i byen. Der var et skilt på gitteret : privat! Så listede vi ned gennem byen ad stejle trapper, fantastisk udsigt. Heldigvis smukt solskinsvejr. Og så, som et fatamorgana, kom vi til et lille sted, hvor der lå en skøn lille bar/cafe.
Der fik jeg turens og min allerførste Aperol, lækkert. Folk ved bordene ville gramse i Freja og den hyggelige vært med gedebukkeskæg og hvid kokkeagtig hat kom med vand og små lunser kød og ost til hende. Det var i den grad en lise at sidde der. Vores oplevelse på gåturen var sjov nok bagefter, men ikke mens den stod på. Kørte hjem fra Barga ad små snoede veje.
Næste dag trængte vi til en fredelig dag uden ret meget køren. Det blev til en lille tur i området nord for stedet, hvor vi boede. Først til Gramolezzo, hvor der var en keramik butik. Købte en sød skål med ske. Kostede 38 euro, men så slog hun 3 euro af.
Resten af dagen blev også brugt i nærområdet. Først op til resterne af byens borg, der lå lige i udkanten. Tilgroet, men kunne besøges. Dejligt fredfyldt, der var ikke andre end os. Også rundt i byen og en kaffe/øl på en cafe. Så lukkede butikkerne op og vi havde udset os Osso buco fra den ene slagter i byen. Fik tre stængler (!) bladselleri og lidt gulerødder hos en gartner (han tilbød straks selv at give os så lidt) og lidt andet i et lille, meget udgået minimarked. Således havde vi udstyret til Osso buco, som Henning kreerede og det smagte super.
Der var masser af katte på agriturismoen og en af killingerne havde mistet det nederste af sit højre bagben. Stik mod alle odds klarede den sig og Polpo, som den hed, var stedets kæledægge. Den kom ofte forbi os og hver gang led Freja alle jalousiens kvaler, så jeg undlod at tage katten på skødet. Polpo ville gerne lege med Freja og var overhovedet ikke bange for hende, Overboen havde i går været nede og sige til at killingen var fuld af lus og lopper og var “ugly”. Men altså, vi er jo på landet og på bondegårdsferie…
Vi troede, der var marked i den største by i området: Castelnuevo Di Garfagnana, men det var torsdag! Altså skulle vi have været der i går, men der havde jeg travlt med at det først skulle være i dag! Sådan er det når dagene løber ud i et og man ikke kigger kalender hele tiden…
Marked har vi jo også set før, men dette skulle være specielt og stadig lidt som i middelalderen, med levende dyr osv. Nå, men vi nåede i hvert fald frem, mens butikkerne var åbne og slentrede rundt i byen. På sin vis en fin by, men så man bare en smule efter i “krogene” var den knapt så spændende…tomme huse, herunder inde midt på torvet, en flod, der lugtede og en hovedtrafikåre, der gik lukt ind gennem torvet. Der var også en dunst af bilos. Sad på en cafe og fik en cappuccino inden vi tog hjem igen. Der var enkelte turister, men først og fremmest en ganske almindelig italiensk by.
En morgen kom Rosita med en spand med mad og kaldte på det, vi troede var kattene. Men det var alle gederne, der skulle op og have mad! Fik desværre ikke et billede, da de løb forbi vores hus, for Freja skulle lige gø lidt, så hun måtte i snor. Hvad må det stakkels kræ dog ikke finde sig i at dele “gård” med her på landet. Rosita undskyldte, at gederne kom forbi, hun ville lukke dem ind, sagde hun. Mens jeg derimod undskyldte, at Freja gøede lidt. De bor her jo, mens vi bare er gæster. Men de er jo meget obs på, at vi betaler for at være her. Jeg synes generelt, det har været vildt sjovt at bo et sådant meget lokalt og landligt sted. Lige da vi kom, var vi vist alle en smule “rystede” over, hvor langt ude på landet det var og den mørke lejlighed osv. Men her efter en uge kom jeg til at elske stedet. Tror Lino fra in-Italia har ret, når han skriver: “skynd jer, kom. Om føje år…” Det her er landligt, autentisk og dejligt – og meget billigt.
Vi gik også turen til Contra, som angivet af Rosita den første aften. Det var jeg glad for, vi gjorde. Hun synes den nok var for kedelig for os, fordi den mest går gennem skoven. Men det viste sig, at den også gik gennem åbent land med den mest pragtfulde udsigt. Og igen – helt stille og helt fredeligt. Balsam for sjælen. Og ikke så utrygt som de andre ture, især den i Barga. Her var der en vej at følge – det meste af tiden… Ind i mellem sågar et skilt eller en blå streg på et træ. Men der var faktisk også flere steder, hvor der var flere muligheder og ikke skiltning. Men der var så huse i syne og vi vidste hvilken retning, vi skulle og at vi skulle nedad. Kom ganske rigtigt ud, hvor jeg havde set et skilt i går. I alt 1 time og 10 minutter. Alle tiders tur, selvom det gik rigeligt op og ned og der var lidt svært at gå med sten i vejen. Mødte ingen undervejs undtagen inde i landsbyen. Dejligt vejr med noget solskin, men også en del skyer, perfekt vandrevejr. Så nåede vi også over de 10.000 skridt dd.
Tilbage i huset, kravlede der f.g.m. en skorpion rundt midt på spisebordsdugen! Ganske vist mindre end kalorius fra Il Pozzo, men alligevel… Tror den var i færd med at æde en flue. Man kan helt glæde sig til igen at skulle bo i sit lækre nye Hundehus fremfor i et “autentisk” stenhus…
Vi sluttede med at spiste i restauranten igen. Der var ikke så mange som i lørdags, men dog både lokale og gæster.
Næste morgen tog vi afsked med Rosita, der gav udtryk for, at vi havde været gode gæster at have – og “it was a god dog”. Da vi kom retur til Il Pozzo, var det igen lidt nervepirrende at få Hundehuset bugseret ned ad bakken. Jeg løb på Hennings opfordring ved siden af, så jeg kunne trække nødbremsen, hvis det blev nødvendigt!Vi overvejede en lille campingplads i nærheden, men den var ved at lukke ned for sæsonen. Desuden havde vi fået lyst til at gense det klassiske Toscana, og kørte derfor i stedet til en campingplads i Siena.
Italien – Siena
Pladsen i Siena var en bycampingplads, der ligger ned mod byen syd for. En lidt stejl plads og vi valgte en plads helt nede i bunden, med frygt for ikke at kunne komme op igen… Men som sagt bynært, der er 2,5-3,5 km ned til byen.
Vi valgte dagen efter at tage den klassiske Toscana rute, som vi har taget et par gange før, men det gjorde ikke noget. Der er flere varianter. Kørte ad scenic routes til Gaiole in Chianti, men ikke ind i byen. Dernæst til Raddi in Chanti, hvor vi gjorde holdt. Kørte derefter til Greve in Chianti, som vi har besøgt 2 gange før. Det var søndag, men som forventet leben på pladsen med butikker, cafeer og restauranter. Den dag også med boder inde midt på pladsen med keramik, gårdprodukter mv.
Tilbage gennem det smukke landskab til Castellini in Chianti. Så også etruskerhøjen med de fire grave, der var som stor udgave af stendysserne derhjemme ved sommerhuset. En god dag og tur, fint at gense det klassiske Toscana.
Næste dag parkerede vi ved Coop i Siena og gik op mod byen, kunne huske turen fra sidst, vi var her. Ind gennem porten til bymuren, men ad en lidt anden vej denne gang. Snart var vi oppe i de snævre, men meget besøgte gader i centrum. Mange mennesker i de fine forretningsgader. Jeg var dog ikke på jagt dd… Derefter ned til Il Campo, hvor der afholdes Palio (hestevæddeløb) to gange om sommeren, senest d.16.8. Der var dejligt her og ikke overfyldt, selvom der var mange turister.
Derefter op til Duomoen (domkirken) for at se lidt nærmere på den. Ikke ind i den, dels var der lang kø blot for at købe billet, men især fordi vi havde Freja med. Hun er “skyld” i, at vi ikke er voldsomt kulturelle på denne tur…Så gennem nogle gader, vi ikke havde set før op til Fortezzaet. Købte på vejen i en specialbutik, der kun havde få varer, to poser pasta til mellemsønnen, samt en lille Panforte kage, der er en specialitet i Siena. Samt en pose af de klassiske dyppe-småkager.
Sad på en bænk på Fortezzaet, da TV2 news ringede til Henning igen. Et meget passende tidspunkt, når det skulle være. Og bliver det ikke til mere, er det til at leve med.
Dejligt at se Siena igen. Vejret kunne godt have været bedre og dermed højnet oplevelsen, men byen vandt bestemt ved gensynet. Det er faktisk en dejlig by med fine gamle huse og gyder.
Italien – Cinque Terre
Fra Siena (hvor det lykkedes at komme op ad bakken på campingpladsen uden de store problemer), kørte vi til Camping la Sfinge, der lå i Deiva Marina, hvorfra man kunne tage lokaltoget til Cinque Terre byerne.
Vi forlod motorvejen og kørte de 4 km ned Mod Deiva Marina. Om eftermiddagen købte vi lidt ind i det nærliggende lille supermarked og gik en fin tur op gennem skoven til vi nåede nogle huse. Men højdepunktet her var selvfølgelig et besøg i de smukke Cinque Terre, de fem maleriske småbyer, der klynger sig til kysten her.
Vi tog shuttlebussen til stationen. Vi var flere, der var i tvivl om, hvordan man købte billet og havde ikke held med billetautomaten. Men så så vi en station med et kontor, der var bemandet. Der var bare lige det, at selvom vi var på en station, så var der ikke noget billetkontor, selvom der var bemanding…Den venlige, ældre herre forklarede tålmodigt os og utallige andre, at man ikke kunne købe billetter på stationen, men skulle gå ned i byen og købe i en tabac. Den unge mand, der solgte os billetter her, sagde ikke noget om hund. Jeg havde læst noget om børnebillet nogle steder – og om krav om mundkurv! Vi så faktisk en hund med mundkurv, der skulle med toget. Vi lod som om, vi ikke vi vidste noget…
Jeg fortalte nogle hollændere, vi snakkede med, at jeg arbejdede på et bibliotek, der drev en togstation og solgte billetter, selvom vi ikke var en rigtig station. Her var der en rigtig station, de solgte bare ikke billetter!
Vi steg af i Riomaggiore. Mange mennesker! Dejligt vejr.
Mosede ind på turistkontoret. Men jeg havde ikke læst ordentligt på lektien, fy! Så ville jeg have vidst, at Kærlighedsstien, som vi ville starte med at gå, var lukket – og havde været det i flere år! Det pga. fare for sammenstyrtning eller stenskred. Fandt senere ud af, at man har åbnet en lille snas fra hver side, så man kan fornemme at gå på den. Men der var 1 anden vej , hvis man ville gå til Manuela, den nærmeste by. Very steep, sagde den lidt trætte dame og det ville tage 1 1/2 time. Nå, det måtte vi kunne klare. Vi gik først rundt i byen, der var meget hyggelig, med fine huse og fantastisk udsigt over det blå hav. Lige som i turistbrochurerne.
Men de allerfleste andre turister var midt i byen. Vi fandt starten til Kærlighedsstien og dér var ikke ret mange. Vi så skiltet til stien over bjerget og så nogle, der både gik op og ned. Det måtte vi også kunne klare. Henning havde købt en hel liter (sparkling..) vand, hvilket jeg gjorde meget nar af. Men det skulle sandelig vise sig, at vi fik brug for den! Der var meget stejlt. Men så kunne vi jo bare holde nogle pauser. Og vi blev belønnet med en fantastisk udsigt. Der var dog længere op til toppen, end jeg havde forventet.
Freja var i snor og oksede så flot med at komme op. På toppen holdt vi rast og Freja pustede godt nok meget. Et par, der så ud som proffe vandrere, tog lidt modet fra mig, ved at sige, at det var svært at gå på den anden side.
Meget høje trin, så vi måtte nok bære hunden nogle steder!! Men godt nok stejlt. Og svært for Henning med Freja i snor. Hun løb i forvejen og kom til at trække i snoren. Så vi besluttede at lade hende gå løs. Der var heller ikke ret mange andre her, mærkeligt nok. Det var lidt nervepirrende, for ville hun nu følge stien eller ville hun falde ud over kanten?! Men vi satsede, for det krævede vores egen fulde opmærksomhed selv at kravle nedad. Vi vidste også, at Freja har højdefornemmelse – fra Barga turen! Men hvis der nu lige lå noget mad i et buskads…
Nå, men selvom der var meget langt ned, “tror” jeg ikke det var lige ud over en skrænt (ret mange steder). Da vi endelig nåede alm. trapper og kunne se en gade forneden, var jeg lykkelig.
Vel nede gik der i samme øjeblik nogle danskere forbi, som vi talte lidt med. Vi fulgtes nærmest ad ned ad gaden og da vi kom forbi en restaurant med terrasse, der hang ud over bjerget og med udsigt, stoppede jeg op. De anbefalede stedet, det var rigtigt godt, men man skulle nok reservere bord, i hvert fald til aften. Nå, jeg prøvede resolut. Syntes virkelig vi havde fortjent at sidde ned og få noget at spise og drikke! Jeg lugtede godt nok som en bjergged…Den flinke tjener spurgte om vi havde reserveret, men ville så kigge efter et bord. Er hund et problem, spurgte jeg. Nej da, svarede han, jeg elsker hunde! Efter kort tid fik vi et meget fint bord på deres udsigtsterrasse. Vi fik skøn mad og det smagte super godt. En meget dejlig oplevelse.
Vi gik så lidt rundt i Manuela og så på byen og igen den smukke udsigt, inkl den lille bid af Kærlighedsstien, der var genåbnet. Det gik også fint med at komme hjem, selvom om toget fra stuvende fyldt. Og der var tre hunde med i shuttlebussen tilbage. Italienerne er meget hundevenlige, har vi konstateret.
Vi taler generelt ikke med så mange på campingpladserne. Dels er vi nomader, dels er vi meget ude at se noget og endelig har vi måske ikke så stort et behov, men hyggeligt, når man alligevel får snakket lidt med nogen. Det var da også tilfældet de fleste steder.
Frankrig – Aix-en-Provence
Efter afgang fra Deiva marina, ville vi køre langs kysten til Frankrig, som vi havde lyst til at besøge. Ruten langs kysten er beskrevet i bogen om Køreture i Europa, men vi oplevede den ikke som rar. Dels var trafikken og vejnettet ikke rar at køre i, dels begyndte det at blæse ret voldsomt. De begyndte at skrive det på lystavlerne : stærk vind, forsigtighed… Henning synes ikke dét var så rart at køre med vognen, men det var ikke sådan, at man følte at Hundehuset svajede. Men vi så ikke andre med campingvogn, dårligt nok autocampere. Og hvad også var lidt utrygt: jeg fandt af, at mange campingpladser lukkede ned til oktober. Så dén jeg havde udset, var lukket. Men fandt så en ved Aix-en-Provnce, som var en by, der også lød til at være fin at besøge. Vi talte først om at stoppe lige på den anden side af grænsen, men godt vi ikke gjorde det!
Vi ville gerne prøve at nå væk fra det værste regnvejr. På vejrkortet så det ud som om nogle områder ville få maksimalt regn på skalaen, så det lød ret voldsomt. Heldigvis er vi ikke til områder som Nice og Cannes, for det blev så der, at uvejret blev allerværst. Så det med det skønne solrige og varme Provence, det ved jeg nu ikke lige…
Nå, vi fandt heldigvis nemt pladsen i Aix, der lå meget tæt på den, jeg først havde udset. Den var lidt bakket, men fik en udmærket plads. Campingpladsen var megastor, så man kunne nærmest gå en tur i skoven der.
Centrum af Aix var en meget positiv oplevelse: mega hyggelige, små gader og fine butikker og hyggelige cafeer. På hovedstrøget Cours Mirabeau fik vi en øl på en meget “fransk” cafe. Var “kommet til” at købe to overlækre og meget franske kager i et lille fint patisserie. Herunder en Tarte au citron – læste først bagefter, at det er en fransk klassiker…men mums, hvor var de gode. Kostede ca. 2,20 euro pr stk.
Næste dag var der som ventet regn fra morgenstunden. Hvad gør man så, når det vil vare hele dagen og blive slemt til aften? Vi valgte at tage til Camp de Milles, der er en tidl. interneringslejr for jøder under 2. Verdenskrig. Indtil 1942 blev der sendt i alt 2000 jøder til udslettelse i Auschwitz , og det for Frankrig pinlige var, at det ikke var på tyskernes direkte opfordring, men det var det franske områdestyre i Vichy, der selv valgte denne løsning. Frem til 1942 var denne del af Frankrig nemlig ikke direkte underlagt tyskerne. Dermed et sort kapitel i fransk historie og så midt i det ellers skønne Provence. Men det virkede helt symbolsk at bruge en sådan mørk og trist dag på denne måde. Der var en særudstilling med billeder og informationer om de “glemte børn”- børn der blev myrdet og blot registreret med et nummer, for ingen vidste, hvem de var. En person havde så brugt uendeligt meget tid på at få dem verificeret, så de i det mindste kunne få et navn og et tilhørsforhold efter de var døde. Det var gribende og uforståeligt, at det kunne ske. Udstillingen, der var ret ny, lagde meget vægt på at debattere, hvordan det kunne ske? Hvordan kan ganske almindelige mennesker forvandle sig til bødler og uhyrer? Med paralleller til folkemordet i Rwanda i 1994 og i Armenien i 1915. Det er nemt nok at tage afstand og vise afsky, men alle dem – læs:os – der ikke gør noget, men stiltiende finder sig i, hvad der sker, er også medskyldige.
Der var voldsomme sikkerhedsforanstaltninger på stedet, hvilket vi først undrede os over. Men fik forklaringen, at det havde der været siden januar og Charlie Hebdoo. Stedet blev betragtet som et højrisiko sted ift. mulig terror. Derfor skulle vi gennem en sluse, vores ting på bånd som i en lufthavn og på tilbagevejen skulle man ringe på en klokke for at komme tilbage. Dertil soldater med maskinpistoler, der patruljerede. Ingen fotos og jeg turde heller ikke tageet udefra. Lå i et tidl. teglværk og folk boede inde i de tidl. store og kolde stenovne.
Regnen tog til og da vi spiste til aften, tordnede og lynede det lige over vores hoveder, meget voldsomt, lyn lige tæt på og nogle ordentlige skrald. Ingen pause regnen, der væltede ned. Vi følte os absolut ikke utrygge, tværtimod er en campingvogn vist et meget sikkert sted at opholde sig. Heldigvis vidste vi ikke, hvor slemt det stod til, bare 100-150 km derfra. I Cannes og også Nice området var det helt galt. 17 mennesker omkom, bla. nogle, der blev fanget i deres bil under en tunnel. Og nogle på et plejehjem ved en flod, der gik over sine bredder. Og vi læste – dagen efter – også om folk, der søgte sikkerhed på taget af deres campingvogne! Der var en person, der var død på en campingplads. Slet ikke til at tænke på, hvis vi havde været der…Jeg kunne ikke finde på at slå mig ned i Cannes eller Nice, men ellers kunne vi da godt have fundet på at søge mod kysten. Det var så slemt, at det blev nævnt i de danske medier, herunder fjernsynet og flere havde tænkt på os. Men vi gik uvidende i seng og regnen holdt faktisk op allerede i løbet af aftenen.
Dagen efter uvejret kørte vi op til et særpræget landskab, kaldet Provence Colorado, med røde okkerfarvede klippeformationer, hvor der var gåture, der passede til os. Dejlig og smuk tur bl.a. gennem vinmarker, men også gennem lavere bjerge. Pga. gårsdagens uvejr var meget af stien skyllet væk og jeg tror, det ville have været meget anderledes at gå der før uvejret. I hvert fald ikke “let” sti som angivet.
Ellers et dejligt sted med flot vegetation og de røde klipper, som i en western. Det tog som angivet knapt to timer at gå ruten, der ellers kun var på 4 km, tror jeg. Derefter til Roussillon, der lå en lille halv times kørsel derfra. Smuk tur til den lille bjergby, der lå på røde klipper. Der havde været en turist før…men det var ok. En kinesisk dame ville gerne gramse i Freja, dvs. klappe hende meget forsigtigt på hovedet med én finger eller to og hun ville vide alder, race, køn, navn osv. Så hun bliver stadig feteret.
Frankrig – Orange
Vi ville gerne gense Orange og også nyde godt af det forholdsvis gode vejr. Fandt en byplads – dog med grønt, hvor det kun tager ca. 25 min at gå ind til centrum. Desværre var selve byen en skuffelse, dels var mange butikker helt lukkede om mandagen, dels var der næsten ingen mennesker, dels var der rigtigt meget, der så lukket og træls/forsømt ud. Er med på at byen er ret lille og det er uden for sæsonen, men alligevel. Slet ikke som Aix, men der bor jo også 5 gange så mange mennesker. Slentrede rundt og valgte at se hovedattraktionen: det antikke teater, der foruden to andre, heraf et i Syrien, er de eneste bevarede antikke teatre, hvor det ikke bare er et amfiteater. Fin rundtur med audioguide, film mv.
Kørte til vinbyerne Gigondas og Vacqueryras. Gigondas var en fin lille by med torv, restauranter og smagesteder. Vi var meget heldige, at turistkontoret stadig var åbent, for det var over lukketid ift. middagspause. Den venlige dame forklarede om en gåtur vi kunne gå direktefra byen, så det lød super. Fik også et kort over vinbyerne og ruten. Efter at have slentret rundt i den lille by, der havde set en turist før, men virkede meget hyggelig, så vi det lokale, lille kulturhus. Der var en udstilling med nogle sjove skilderier, nærmest som karrikaturtegninger. Alle med mennesker med meget store rødvinsnæser – meget passende. Lidt som masseproduktion, men dog var alle forskellige. Vi fik der ind og kunstneren selv sad der og passede udstillingen. Købge et lille skilderi, der kostede 25 euro. Henning bemærkede bagefter, at kunstneren godt kunne trænge til et bad…
Så gik vi igang med turen og også denne gang blev den lidt mere strabadserende end forventet, eller også er det os, der er nogle svæklinge…
Gik meget opad, men fint med udsigt til by og vinmarker.
Vi var lige ved bjergkæden Dentellerne, der betyder kniplinger, og som de godt kan ligne.
Men vi skulle jo ikke op i dem, det ville være for vildt. Havde dog taget vandresko på, heldigvis. Ruten gik så ind i skoven og efter lidt tid fandt jeg ud af, at et blåt kryds betød at man IKKE skulle gå den vej, men man skulle gå efter en blå streg. Derfor vendte vi om på min opfordring og det var godt.
På den måde fandt vi faktisk op til udsigtspunktet, der blev nævnt. At det så var helt oppe på en høj klippe med en fantastisk udsigt, det vidste jeg ikke, måske heldigvis. Det var ikke farligt, der var rækværk, men vi pustede og svedte lidt.
Tilbage til byen kørte vi videre de få kilometer til Vacqueryras, dog først med besøg i en “Cave”, hvor man kunne smage alle forskellige producenters Gigondas vine. De var inddelt i årstal og så fik man en seddel udleveret, hvor man kunne krydse de ønskede af. Det system har vi ikke set før. Det koster ikke noget at smage og hvordan de sikrer sig mod folk, der bare smager, ved jeg ikke. Vi prøvede tre forskellige fra tre forskellige år og købte en af hver. Ikke så prof, måske…men fint at have lidt med hjem.
I Vacqueyras gik vi også lidt rundt. Den virkede mindre og mere lokal, læs: færre turister. Der var dog også en lign. “Cave” hvor vi smagte på tre vine. Her var vi så tilgængæld ikke i tvivl, den første var den bedste. Den ville vi så købe tre af, men så meddelte hun efter noget leden, at den var udsolgt! Øv, men hun havde en Reserva fra samme producent, den købte vi så tre af.
Havde bestilt bord på Le Petit Patio, der var nr. 1 på Tripadvisor og faktisk en Michelin restaurant. Det har jeg ikke prøvet før, men priserne så rimelige ud. Vi ville udnytte, at vi boede i gåafstand af byen og desuden har vi næsten ikke spist ude, kun på agriturismoerme og det var kun lidt og noget landligt. Så selvom det næsten var synd ikke at spise ude, gjorde det ikke så meget, for det blev jo også mørkt. Fik en godt bord og valgte den “fine”menu., Gourmand menuen til 39 euro. Det var godt vi gjorde dette. Blev til 121 euro i alt, hvilket må siges at være mega billigt set med danske øjne.
Efter Orange tog vi en køredag til Bresancon. Nu var det slut med det sydfranske klima. Der var næsten ingen andre campister i Bresancon, så vi slog os ned helt nede ved floden. Grinede lidt af, at receptionen var lavet på et højt stillads, så hvis der var oversvømmelse, kunne de sidde trygt og godt deroppe. Der havde faktisk været oversvømmelse på et tidspunkt, kunne jeg læse på anmeldelserne.
Selvom vi så småt var på vej hjemad, skulle hele turen være en ferie/rejse, havde vi bestemt. Ankom næste dag uden problemer til Camping Turinsee. Vi havde aftalt, at vi ville finde campingpladser langs de store veje på resten af turen, så vi kunne undgå at “sidde fast” i små gyder, som vi ellers kunne forvilde os ind i. Man kunne ikke selv vælge plads her, det var en rigtig “ordning-muss-sein” plads, hvor damen fulgte os ned til den plads, vi skulle have, basta!
Nu skulle vi på dagstur til Alsace, hvortil der kun var tre kvarter kørsel. Først til Colmar, der var en meget fin oplevelse.
Hjalp også, at det var meget smukt solskinsvejr. Henning mødte nogle, han kendte. Det var en herrekortklub på fem personer. De havde lige siddet og snakket om den tredje alder, som de nærmede sig og hvad skulle de så bruge den til? Vi kunne jo blive konsulenter, mente de…
Vi slentrede videre, herunder til Little Venice. Vældigt malerisk.
Efter Colmar kørte vi til Eguisheim, dels fordi jeg havde læst, den var smuk, dels fordi, den var tæt på, og endelig fordi jeg på turistkontoret havde fået brochure over ruter i vinmarkerne, som jeg havde læst om på nettet. Parkerede og gik gennem byen før vi tog ruten (på ca. 3,5 km, afsat til mellem 1 1/2 og 2 timer). Fin tur gennem vinmarkerne med skilte, der forklarede om byen, druerne osv. Der var høstet de fleste steder, kun de små muskatdruer sad der endnu.
Tilbage til byen smagte vi på tre Alsace hvidvine. Ikke et sted med alle slags vine, men det viste sig at være en bestemt producent. Vi (især jeg) er ikke den store fan af Alsace vine, men det skulle jo prøves. En Pinot gris, en Riesling og en Grand cru. En tør, en sødere og så Cruen. Tja, de var noget frugtige og småsure alle sammen…men købte en af hver (smagning er også gratis her). En rigtig god og flot dag. Vi har jo kun set en snas af Alsace, men var alligevel enige om, at vi ikke ville tage derover en dag mere, derfor nordpå herfra.
Fandt på nettet en campingplads, tæt på motorvej og på linje med Mosel, som vi gerne ville se. Der er så godt nok op til 1 1/2 times kørsel til Rüdesheim, men man kan forhåbentlig køre langs floden også før Rüdesheim. Forlod næste dag “damerne” på campingpladsen – her kommer jeg ikke igen…fine badeforhold, men lidt for meget ordnung-muss-sein efter min smag. Kørte til Steinrodsee, igen en lille sø og en campingplads tæt på motorvejen.
Pga. Gydas (GPSens ) anvisninger kom vi ind i selve byen, der godt nok ikke var så stor, men havde smalle gader. Vi endte da også på Triftweg, men ingen skilt til camping og foran os snævrede vejen ind. Hmm, så var den gal igen. Men vi nåede frem og fik os installeret på en campingplads, der grundlæggende var til fastliggere, men hvor der var en del ledige pladser. Stedets pladser var pæne, men med en Guds velsignelse af havenisser! Der var mange i vognene, flere end vi havde set andre steder, men folk var venlige, alle hilste. Så et udmærket sted at overnatte.
Skønt at vågne til dejligt solskin. Kørte til Rhinen, det tog ca. en god time at komme til Rüdesheim. Slentrede rundt i byen efter at have parkeret udenfor og gået langs vandet og set de kæmpestore flodkrydstogtsbåde, der lå der. En af dem havde lækre kahytter med store gulv-til-loftvinduer og to stole og et bord foran vinduet. Det kunne jeg godt tænke mig engang! Gik rundt i byen, der var lidt anderledes end forventet. Mindre “store krus med fadøl og damer i tyrolerudstyr”. Fandt bagefter ud af, at vi havde misset hovedattraktionen Drosselgasse, hvor det forventede liv åbenbart udspiller sig, men jeg lever nu uden…
Derefter kørte vi den berømte strækning mellem Rüdesheim og Koblenz helt nede langs floden. Meget flot og med flotte borge for næsten hver anden km.
Kørte op til den berømte Lorelei klippe, hvor man kunne parkere og gå lidt langs klippen. Der var rækværk, men ikke alle steder og det gik aldeles lodret ned! Men fantastisk flot udsigt og ekstra flot i solen.
Da vi kørte videre næste dag, var der dejligt solskinsvejr og det at der var pissekoldt, max. 8 grader, gjorde ikke noget. Trafik, men ikke voldsomt og ikke så mange lastbiler. Vejarbejde, men ikke så slemt. Kassel bakkerne blev forceret uden problemer. Vi besluttede så at vi godt kunne køre til Lüneburger Heide. Valgte en super flot og velindrettet plads med badeafdelinger i temaer. Den ene bygning, der lå tættest på os, hed Bauernbad og havde temadekorering som en bondegård. Kun 7 badeværelser, men de var så til gengæld som på et luksushotel. Kæmpestore, med vaske-, bade- og toiletafdeling. Nye og lækre og ekstremt rene og nydelige. Vi ankom efter 6 timer kørsel og ca. 450 kms kørsel. Meget store pladser og velordnet sted.
Dejligt at sidste aften i Hundehuset i denne omgang blev efter en rolig og ikke stressende køredag. Skal vi sydpå en anden gang, vil vi meget gerne bo på denne plads igen.
Endelig tog vi det sidste nøk og var retur i Hadsten d.14. 10. efter 423 km.
Konklusion
Vi havde en super god tur. Det var næppe gået helt op for os, at det ikke bare var ferie, men begyndelsen på et helt andet liv. Det var godt, vi kom afsted lige efter vi stoppede, for at markere overgangen. Vi har haft mange dejlige oplevelser og har været mange skønne steder. Campinglivet er suverænt, når man har hund med og vores luksuriøse Hundehus er meget lækkert.
Highlights
Bamberg
Østrig med de flotte bjerge. Gondolturen og gåturen rundt om bjerget.
Pladsen helt ned til Lago Di Levico
Agriturismo Il Pozzo (dejligt med eget hus, lækker pool, hyggelig fællesspisning)
Besøg af ældstesøn og turene til Pisa og især Lucca
Agriturismo Ristoro del Cavaliere (det landlige og uspolerede sted og omegn)
Borgen i det nordlige Toscana
Turen over bjerget fra Riomaggiore til Manuela (især da den var overstået!)
Camp de Milles i Aix-en-Provence
Provence Colorado med de røde bjerge
Vinbyerne Gigondas og Vacqueras. Vinsmagninger og vinindkøb
Turen til udsigtspunktet uden for Gigondas
Michelinrestauranten Le Petit Patio i Orange
Colmar og vingåturen ved Eguisheim
Strækningen mellem Rüdesheim og Koblenz. Loreleiklippen
Hvad kunne have været bedre/anderledes
Vejret var ikke med os hele vejen, men dels var det lidt sent på sæsonen, dels boede vi godt i Hundehuset og på agriturismoerne. Og vi havde bestemt også mange dage med super godt vejr
Ville gerne have undgået de gange, vi endte blindt med Hundehuset eller da vi gik vild v. Barga
