En uge i andelsfællesskabet Coração de Algarve

Vi luksus-seniorers største udfordring er når rejseønskerne står så meget i kø, at det er liiiige ved at blive for meget.

Hjemkommet fra 22 dages autocampertur til Frankrig og lige oven i 4 1/2 måned med base i sommerhuset, var det faktisk rigtigt dejligt at komme retur til vinterhulen i Hadsten og hverdagen med alle de gøremål, der (også) gør seniorlivet til en fest. Men så var der lige den uge i Portugal, som Hennings læsegruppe med fæller havde aftalt, med base i det fantastiske fællesskab på det tidligere statshotel Coração de Algarve lige nord for Faro v. Algarvekysten. Så kun 3 uger efter hjemkomst blev kufferten atter pakket.

På det velorganiserede Coração ligger der en kuvert klar til nye gæster, bl.a. med en seddel til at sætte på døren til lejligheden

Heldigvis fortrød vi ikke at vi hoppede med på denne tur. Det skulle da lige være, da der var kaos ved bagageafleveringen og check-in i Københavns lufthavn. Aldrig har jeg savnet min lille “private” lufthavn i Aarhus så meget. Eller bare jyske Billund. Når det begynder at minde om et forfulgt eller krigsplaget folk, der forsøger at komme ud af landet i håb om en bedre tilværelse, føler man sig lidt beklemt ved at mase sig rundt, når man bare skal på en uges ferie…

Udsigten til en uge på dette sted gjorde man bar over med bøvlet med at komme dertil

Nå, men vi kom afsted uden yderligere problemer og efter en kort køretur i den lejede bil, åbenbarede Coração sig, højt oppe på bakketoppen bag byen Sao Bras de Alportel. Vi havde tilfældigvis lige snuset til stedet sidste år, og vidste dermed lidt om, hvad vi gik ind til.

Coração i gråvejr

Coração er et andelsbofællesskab for alle, men i praksis mest senior- (eller snart senior-) danskere, der formedelst ca. 180.000 kr kan få andel i dette lille paradis. Et umiddelbart lidt indviklet system af andelstyper, forskellige lejlighedstyper og betalingsklip sikrer fordelingen. Vores gruppe fik adgang til stedet via 2 fra bemeldte læsegruppe, som begge havde andel i Coração. Andelshavere har mulighed for at købe adgang til deres venner.

Henning og jeg fik – i min optik – en af de allerbedste lejligheder, nr. 101. En stor 2 værelses med kæmpe terrasse med udsigt syd og over både pool og byen nedenfor bakken. Der var et stort badeværelse, stue/køkken og soveværelse.

Vi ledte dog lidt efter en garderobe/et skab. Dette åbenbarede sig bag en dør i soveværelset, men da der også viste sig endnu et stort badeværelse, trak vi forskrækkede døren i igen – det måtte jo være naboværelsets badeværelse, vi var ved at indtage! Men nej, vi havde rådighed over begge badeværelser, hvilket er en illustration af at stedet tidligere har været en såkaldt Pousada, et statshotel, og lejligheden dermed tidligere 2 hotelværelser.

Lejlighederne har en standardindretning, men man må gerne flytte om, mens man er der. Det havde jeg absolut trang til – denne her indretning fungerede meget bedre i min optik.

En omtumlet tilværelse

Coração de Algarve, der betyder Algarves hjerte, har en blandet historie. Oprindeligt diktaroren, Salazars residens, bygget i 1940erne og hvortil han inviterede vennerne, hvis nazibagrund man nødig vil tænke på.

De næste gæster var knapt så suspekte, nu blev stedet til et statshotel, en Pousada. Vi kender statshoteller fra Spanien, hvor de hedder Paradores. Pompøse og lidt svulstige steder, oftest meget flot og højt beliggende, men med en lidt “stiv” atmosfære. Og med en restaurant, man aldrig skal frekventere: opstyltet mad, der smager af absolut ingenting…Men meget flotte steder, skal det siges, mange med en lang, historisk baggrund.

Indgangen til Coração

Pousadaen lukkede og stod derefter forladt i perioden ca. 2008 til 2013, hvor danske Stig Jørgensen, der havde Tvind-baggrund, købte herlighederne. Han påtog sig den store opgave at ombygge hotellet og sælge andelene, og stedet blev til Coração do Algarve, der er organiseret med en bestyrelse og et antal arbejdsgrupper.

Udsigt mod nord fra indgangen til Coração

Fællesskabet er det bærende

Hvad vi ikke helt havde nået at opleve ved minibesøget sidste år, fik vi i år erfaret for fuld skrue: Coração er ikke bare et sted, man har en lejlighed, man deler med andre danskere. Her er en helt unik fællesskabsånd. Og vel at mærke ikke kun en ånd, der gælder for andelshaverne. De kunne jo sagtens have nok i sig selv, de 208 mennesker, det drejer sig om. Men som gæst bliver man i den grad mødt af en venlig og inkluderende skare af andelshavere.

Velkomstmødet om søndagen var en enestående oplevelse af tolerance og respekt  for andre. Nu har jeg jo kun set overfladen og selvfølgelig er der ind i mellem konflikter og uenigheder. Men her på mødet, hvor alle præsenterede sig – herunder med deres evt. deltagelse i arbejdsgrupper – fik man i den grad fornemmelse for, at her er der styr på sagerne. Mine fordomme siger mig, at når der er tale om fortrinsvis velaflagte danskere, hvoraf mange har været “lidt ved musikken”, er der også mange, der lige skal føre deres “jeg er jo vant til at bestemme og ved hvordan tingene skal køres”- attitude over i seniorlivet. Ikke her. Folk bød ind med deres tiltag og indsatser i udvalgene og alt blev modtaget med stor respekt og anerkendelse.

Coração er yderst velholdt. Er lige blevet malet for den nette sum af 700.000 kr

Ugentlige samlinger

På Coração er der foruden velkomstmødet søndag, 2 andre faste holdepunkter: fællesspisningen med efterfølgende foredrag om onsdagen og fredagsbaren/farvelmødet om fredagen. Vi deltog naturligvis i det hele og Henning havde sågar æren af at være ugens foredragsholder, selvom han “bare” var gæst.

Fællesspisning. Når alle bidrager til det fælles bord, ligner det altid en million. Og der var mange forskellige ting på menuen. Vi bidrog med crevetterne til venstre, for os en fast ting, når vi er sydpå

“Her er 3,5 milliard, byg et supersygehus i Gødstrup – og ring lige, når du er færdig” var den korte udgave af dette. Folk kvitterede heldigvis meget positivt for indsigten i denne – for de fleste – ukendte disciplin og stillede relevante spørgsmål. Henning havde da også brugt lang tid på at lave dette PP oplæg, som han faktisk ikke havde holdt før. Jeg ville nok foretrække, at man holdt onsdagsspisning (og – drikning) adskilt fra de faglige foredrag. Enkelte synes måske det havde været bedre at snakke videre sådan en aften. Men jeg var stolt over at opleve endnu et af Hennings altid gennemarbejdede oplæg, krydret med den underspillede jyske humor, han altid er garant for.

Henning underholder efter fællesmiddagen

Ud på tur – aldrig sur!

For mig var ugens højdepunkter uden tvivl de vandreture, vi var på. 2 af dem arrangeret af en andelshaver og med deltagelse af 18-21 personer. Et meget passende antal, siger jeg, der selv er vandretursarrangør.

Men skønt at jeg denne gang ikke skulle planlægge og prøvegå en rute, eller gå med næsen i en app. Her var det bare at følge med, men vi havde også vældigt travlt med at snakke med alle de venlige vandrere, der også var med på turen.

Man skulle tro, at folk havde så rigeligt at gøre med at catche op på deres andelshavervenner, men nej. Vi blev som gæster virkeligt set og hørt og snakken gik vældigt.

Faktisk så meget at jeg næsten også savnede en tur bare med os selv, hvor der var mere tid til at nyde naturen undervejs. “Man snakker så godt, når man går”, var overskriften på den artikel, en journalist skrev om vores hjemlige vandregruppe. Det gjaldt også her.

Andre dage var vi på tur med vores “egne” værter og resten af rejsegruppen.

Værten viste vej

Og vi fulgte gladeligt med

Bl.a. til landsbyen Alportel, hvor jeg blev helt forelsket i det lille torv og cafeen, der også var byens forsamlingshus.

Tur til Loulé og Tavira

Vi havde lejet en bil, som vi egentlig ikke havde meget brug for. Men det blev da til et par ture i omegnen.

Én til byen Loule, som vi også oplevede sidste år og en til byen Tavira, som vi ikke har besøgt før. Begge fine, mindre byer, som var oplagte til et halvdagsbesøg. 

Det tynde øl? 

Jeg havde haft lidt betænkeligheder ved at være med på denne tur som ægtefælle, der var gæst hos en ven, der var andelshaver. Jeg siger normalt “ det er så skønt, du har din læsegruppe, men bland lige mig udenom”. Men det fungerede rigtigt fint at være afsted med ægtefæller, alle var rare mennesker og værterne eksemplariske. Vi lavede ting sammen, men også hver for sig. Og faktisk var vi næsten lige så meget sammen med Coraçãos øvrige beboere i ugens løb.

Udendørs fællesterrasse på Coração

Jeg er selv lidt en hybrid mellem en introvert og ekstrovert person. Trives fantastisk i vores egen lille tosomhed, både hjemme og på rejser. Men søger også fælleskabet, om end ikke hele tiden. På Coração kan man være “kollektiv” i det omfang man ønsker. Men helt at stå uden for fællesskabet giver ingen mening.

Der var også plads til tosomhedshygge. Her en skøn morgen på terrassen – med dug indkøbt i Loulé

I nogle situationer er jeg lidt mindre tilpas, når “normen” er uden for min komfortzone, her at læse langhåret, samfundsvidenskabelig litteratur, som Hennings læsegruppe gør. Faktisk ekstra svært, når ens etiket er “bibliotekar” og dermed automatisk “én, der har læst en masse bøger og er meget litterær”. Sådan er jeg ikke! Men så er jeg så meget andet og hviler i det. Men på en sådan kort tur er der ikke så megen mulighed for at være andet end en titel – og fred med det.

Der var ikke meget tid til bare at dase ved den lækre pool, men fik da en halv time her – og et par svømmeture

Sao Bras – en autentisk by!

Det er jo en forslidt term, det med det “autentiske”. Men der er godt nok ikke ret mange steder, vi har været i de sidste mange år, som ikke er blevet meget “turistede”. Altså, der er mange andre end os, der vil dertil  – mega irriterende! 😉

Små, hyggelige torve i den gamle del af Sao Bras

Sao Bras de Altportel (i daglig tale Sao Bras) er en undtagelse – fantastisk at opleve. Den nyere bydel med forretningsgade er ikke noget specielt, men den gamle bydel med snoede, brostenbelagte gyder og huse beklædt med farvestrålende kakler, er charmerende.

Byen har ca. 10.000 indbyggere og har alt, hvad man kan have brug for. Fine supermarkeder og små specialbutikker, som er et særsyn herhjemme: slagtere, bagere, ostehandlere osv. Også garnbutikker – sagde jeg, der kunne få brug for den slags. 

Markedet i Sao Bras er stadig for de lokale

De rige på toppen?

Hvordan opfattes Coração så af lokalbefolkningen? Peger de lidt skeptisk op på de rige danskere, der sidder på flæsket deroppe på toppen, mens lokalbefolkningen må komme og gøre rent for dem, vaske deres sengetøj og rengøre deres pool?

Udsigt fra toppen ned mod byen

Det kan jeg – med min meget begrænsede erfaring med stedet – jo slet ikke udtale mig om. Men hører, at Coração er vellidt af de lokale. Der skabes arbejdspladser og der lægges penge i byen i butikker og på spisesteder.

Udsigt fra yderst velholdte Coração ned over byen Sao Bras

Coração er selvkørende og velholdt og gæsterne karter ikke rundt i store flokke og hærger omgivelserne i beruset og højrøstet tilstand. Færdes man i byen og omegnen støder man ofte på nogle “Coracaoer”, men oftest bare et par ad gangen, der stille og roligt indtager en Galão (cafe latte) på en cafe. Ikke at der ikke bliver indtaget alkoholiske drikke på Coração og af Coraçãoerne i by og omegn. Det kan man bestemt ikke sige…

Rigtig baristakaffe måtte vi til Tavira for at få. Men den lokale udgave af Cafe latte, Galão, var også super fin og nok så autentisk. Der er utallige andre varianter af kaffe at få, men dem lærte jeg aldrig navnene på…

Men der er også mange lejligheder til en lille genstand. Aftenhygge på terrassen, fællesspisning, fredagsbar, pausebesøg på by- eller gåturen osv. Jeg trængte i hvert fald til at komme hjem til skummetmælken efter en uge, der kraftigt udfordrede genstandsgrænsen…

Vi kokkerede også flere dage selv i lejligheden, der havde fuldt udstyret køkken. Det er fast rutine, at vi skal have bl.a. Spaghetti Vongole, crevetter og vagtler, når vi er sydpå.

Vandreture og cafebesøg går hånd i hånd

Vi fik pænt på motionskontoen i ugen i Portugal.

Ialt 71 km på 7 dage, dvs. godt 10 km pr dag i snit, det er ikke så ringe, når der ikke var tale om en egentlig vandreferie. Og der var en dag , hvor det regnede det meste af dagen og hvor vi ikke var så meget ude.

“Der skal ydes, før der kan nydes”, er vores banale, men højst funktionelle mantra. De forbavsende mange, dejlige vandreture, man kan tage på i området, overraskende mig meget positivt. Heraf rigtigt mange direkte fra Coração, fantastisk dejligt!

Tæt på Coração er der en lille lund med korkege. Portugal er verdens førende producent af kork, som fremstilles ved at skrælle barken af gamle korkege

Værten fortæller om korklunden

På et tidspunkt rykkede det i vandretursplanlæggeren i mig efter selv at prøve at finde vej. En af dagene udforskede jeg (og delvist Henning) stierne lige ved Coração. En af dem fører til landsbyen Alportel, hvor der er hele to cafeer, der frekventeres af de lokale – og af danskerne fra Coração.

Hvis man synes serveringen på cafeerne i Alportel er lidt for rustik, kan man besøge Fatimas cafe på vej til Alportel. Her er mega lækre kager – vi købte nogle lavet af Johannesbrød

Det lykkes mig da også en dag at finde vej til Alportel, diskret korrigeret af en af vores danske værter. En anden dag gik jeg ad en sti ned til Sao Bras og hjem via en vej med fine huse, for sådanne er der også i byen.

Fine stier direkte fra Coração

Ud at spise

Jeg tror jo, jeg kan greje, hvor der er godt at spise, ud fra nærstudier af Tripadvisor. Her holdt det dog ikke helt stik, Byens fineste restaurant, Ysconderijo, VAR rigtig fin og den var vi glade for at have besøgt.

Man skulle vide, der lå en god restaurant bag det ydmyge ydre

Dyrt, sagde de danske værter, men jo ikke dyrt efter dansk målestok. 91 euro for 2 inkl 2 retter, og 4 glas vin og maden var god. Når jeg får lam, er jeg grundlæggende tilfreds!

Lige knapt så godt var der på min anden prioritet af en restaurant, Sabores do Campo. Hyggelige lokaler, ild i pejsen og et spisekort bl.a. med hel blæksprutte (med sugekopper og det hele).  Men maden var lidt træt i det og betjeningen ligeså. Vi grinede, da en flaske rødvin kostede 10 euro, mens et glas portvin 7,50 euro – men så var det også en 10-års. Og den smagte himmelsk, sagde portvinselskeren (mig!)

På en af vandreturene sluttede vi med at spise frokost på en landlig restaurant, Beira Serra, hvor de lokale kom i stor stil. Det er jo altid et godt tegn. Og selv om der ikke var bestilt bord og selve den store restaurant var fyldt, fik vi plads i det tilstødende lokale, alle ca. 22 personer. Mad og drikke kom hurtigt og effektivt og var “ærlig” og velsmagende mad. Der kommer jeg gerne igen, så skidt med det er en nøgen spisesal uden megen hygge.

Skal vi være andelshavere?!

På forhånd var tanken udelukket, simpelthen fordi vi ikke kan presse mere ind i det handlingsmættede seniorliv. Og så er der jo også Nanna-hunden. Hunde er ikke velkomne på Coração, der dog har hushunden Frida, der officielt er ansat som musefænger…

På vandreturene var der mange steder et lysende grønt bundække – dejlig oplevelse i november

Men måske skulle man alligevel lege lidt med tanken, begyndte vi at sige sidst på opholdet. Enten når vi engang måske finder camperlivet for stressende eller bare som erstatning for de vanlige 2 ugers vinterferie omkring februar. Men også som erstatning for den novemberuge, vi tit tager sydpå. 

“Vores” terrasse v. lejlighed 101

Som andelshaver kan man desuden sælge sine overskydende “klip” til andre andelshavere eller til gode venner eller familie. Mange i vores alder foretrækker at benytte stedet sidst og først på året, mens børn og børnebørn så kan boltre sig i poolen på Coração i de varme sommermåneder. 

Ud over vandgymnastik i poolen, yoga/balancetræning (som jeg deltog i) og vandreture, er der mange andre aktiviteter på Coração. Fællesskabet har sin egen vinmark med 600 stokke, plus en olivenlund. Der er også cykler og golfudstyr, man kan låne – og meget andet.

Foreløbig kun en strøtanke, største betænkelighed er om vi vil finde Algarve for kølig i vintermånederne. Så det var som at strø salt i såret, da vi erfarede at “vores” lejlighed 101 var ledig i uge 8 i 2025. For lige inden afgang til Portugal fik jeg booket en (i øvrigt mega dyr) rejse til La Palma, en af de Karariske øer, også omkring uge 8…

Her kommer man gerne tilbage…

Hvis vi får chancen for at prøve Coração i februar 2026, vil det være super. Men forstår godt, det ikke er meningen, man skal køre på frihjul som gæst. Fællesskabet ser forståeligt nok helst, man går fuldt ind og bliver andelshaver. Nu får vi at se…

Coraçãos store og velholdte have. Der arbejdes på at omlægge væksterne til nogle, der er mindst muligt vandkrævende

I hvert fald er vi glade for at have haft muligheden for at opleve Coração og for det gode værts- og fællesskab. Om vi er til så meget fællesskab i længden, skal vi lige mærke efter.

Farvel til Coração

Tips og tricks

Vi lejede bil gennem det lokale firma Amoita. Skulle gå en kort strækning fra lufthavnen, men det betød ikke noget. Kostede 1514 kr inkl fuld forsikring.

På biltur til Tavira

Hvis du besøger Algarvekysten og længes efter noget mere “autentisk” så besøg Sao Bras de Alportel.

Sao Bras

Sid f.eks. på Casa da Barreira og få en kop kaffe eller et glas vin.

Norwegian flyver direkte til Faro, men kun fra København. Vi gav 3500 kr for 2 returbilletter, inkl en indtjekket kuffert. Rejser man før november, er der nogle gange mulighed for at rejse med Ryanair fra bl.a. Aarhus lufthavn, hvilket vi gjorde sidste år. Der ses dog ikke afgange i 2025.