Nattoget til Hue afgik kl 19:30 med ankomst kl 8:48 næste morgen. Jeg havde planlagt, så vi på denne tur får afprøvet forskellige transportformer – bil, bus, tog, skib og fly. Det lykkedes mig sågar at få sovet noget i toget, trods den manglende affjedring og støjdæmpning. Det var mere end Henning gjorde, han havde en totalt elendig nat (viste sig så også senere, at han var blevet syg – igen). Vi delte en 4-mands kupé med et andet dansk par, Elsa og Peter, som vi også havde kørt i bus med før, og vi havde en hyggelig snak med dem aftenen igennem.
I Hue skulle vi bo på Pilgrimage Hotel lidt uden for byen. Valgt fordi det så ultragodt ud og på anbefaling fra venner. Skal da også love for at her var luksus og service. Fra det øjeblik vi ankom, blev vi vartet op i alle ender og kanter. Den personlige velkomstperson, vi havde, lød da også nærmest som den nordkoreanske fyldige kvinde, vi på tv ser lovprise deres nyeste missilaffyringer…”Vi har opgraderet jer til en bryllupssuite!” kom det med stor patos og begejstring. Og det var sandelig ikke så ringe! Et helt stort hus med KÆMPE badeværelse, KÆMPE seng, sofaafdeling, lækker terrasse osv. osv. Vi har skisme aldrig før prøvet at bo i bryllupssuite!
Stedet her er som navnet indikerer nærmest en hel landsby i sig selv, med stier gennem alt det grønne og med flere pools og restauranter. Utroligt fredeligt og det virker slet ikke som om, der er ret mange her, fordi alle har så god plads. Vejret var bestemt fint ved ankomst, ca.18 grader og ind i mellem lidt sol, dejligt!
Hv var helt færdig efter togturen og gik omkuld på en solseng ved poolen, mens vi ventede på at bungalowen blev klargjort.
Jeg kom i snak med Miss Mawi, som skulle blive vores gode “veninde” under opholdet. Hun var ansat til at svæve over vandene på ressortet og sørge for, at alle havde det godt og det var hun særdeles god til. Hun var fra Japan og var kommet hertil for at udvide sit verdenssyn i et land, der var “vildt forskelligt” fra hendes eget, som hun sagde. Tankevækkende, – vi tænkte, det må være cirka det samme og de ligner da også hinanden til forveksling udseendemæssigt i vores vestlige øjne. Men selvfølgelig – Vietnam er et U-land, det er Japan absolut ikke. Hun lærte på 1 minut at sige “på gensyn”, “hav en god dag” mv. af mig, og således fik vi en dansk hilsen hver gang, vi så hende.
Nå, igen var det meget godt med luksusresort, men det var jo livet udenfor, vi ville opleve. Så vi hoppede på cyklerne, der var en del af pakken. Der var 3 mand til at sende os afsted, inkl justering af sadler mv. og udlevering af vand -og våde vaskeklude i ruller!! Fik næsten det indtryk, at de via deres walkie talkies holdt øje med os hele tiden under opholdet, for at være sikre på, at alt var vel!
Nu gik turen så gennem landsbyer til en gravplads for kejser Khai Dinh, der døde i starten af det 20.århundrede. Stedet var opbygget i 1920’erne, men så meget ældre ud, fordi stenene var helt sorte af forurering og det fugtige klima. 
Mange valfartede hertil i turistbusser, vi var de eneste på cykel. De allestedsnærværende scootere, som de lokale kørte på, var der selvfølgelig også.
Længere ude ad samme vej kom vi til en anden landsby, hvor vi holdt rast og fik noget drikkeligt. Hv faldt i søvn i det øjeblik, vi satte os – har været usædvanligt træt på denne tur, men det er jo heller ikke så længe siden, han havde lungebetændelse. De lokale beboere råbte mange steder Hello, så de er ikke så vant til fremmede her. Men hvor var der dog ekstremt beskidt og rodet. Fattigt er der, som alle steder, men vi har ikke før set noget så sølle og trøstesløst.
Lidt specielt bo så luksuriøst, som vi gør, med så sølle forhold lige udenfor, men i modsætning til mange andre lande er her fuldstændigt trygt at være. Vi må se det på den måde, at vi lægger penge her og der gives mulighed for arbejde til de lokale, men alligevel føler vi os lidt som “herrefolket”, som de lokale bukker og skraber for. De agerer dog heldigvis Ikke på den alt for underdanige måde, men alligevel med stor belevenhed.
Henning måtte til køjs, da vi kom hjem, og sov i flere timer, men sidst på aftenen krabbede vi alligevel op i den flotte restaurant og fik noget at spise. Da vi gik hjem, fik Henning nogle alvorlige rysteture, så jeg blev helt nervøs og tænkte på både malaria og andet skidt. Og ganske rigtigt havde han feber…Så det blev en lidt urolig nat, med overvejelser om de kommende dage…
Med 38,7 i feber, voldsom hoste med gult slim mv., ringede Henning næste dag til forsikringen, der anbefalede tilsyn af en lokal læge. Så var det godt, man bor på et sted som dette. 1 time efter stod en ung, kvindelig, kompetent og engelsktalende læge og bankede på vores dør, flankeret af to piger fra receptionen. Lægen var som i DK bevidst om forsigtighed med at ordinere for meget penicillin, og normalt ikke så tidligt i et sygdomsforløb, MEN da var udlændinge i et land med et utal af for os fremmede bakteriet, var det alligevel hendes forslag. Suppleret af tre andre medikamenter, herunder noget “performance”- fremmende, som man kun må tage om morgenen. Det er åbenbart lidt speedagtigt!
Pris 63 dollar for konsultation, 17 dollar for medicin. Meget billigt i vores øjne, men en formue for en vietnameser. Betalt i kontanter direkte til lægen.
I Vietnam er al sundhedsbehandling i den offentlige sektor iøvrigt til delvis egenbetaling, trods (åbenbart?) store skatter. Man bliver ikke nægtet adgang til akut behandling, hvis man ikke har penge med, men regningen følger én bagefter. Der er lange ventetider og hospitalerne er overfyldte, ligesom det kniber med sprogkundsksberne. Dertil kommer så en privat sektor, som vi rige turister kan benytte os af. Så må vi se om kuren virker på Henning, og om vores rejseplaner holder. Foreløbig er dette sted ikke det værste at “strande”, her er varme i bungalowen og luksuriøse omgivelser. Og folk, der er ved at gå ud af deres gode skind for at hjælpe. Jeg havde bestilt aftensmad med roomservice, hvilket vi aldrig har gjort før, men i denne situation oplagt. For det øsregnede iøvrigt, som det havde gjort hele dagen, så det skulle patienten ikke ud i. Så vi gik ikke glip af så meget, men det var jo ellers meningen, at vi skulle ligge ved den fantastiske pool og nyde solskinnet og de kølige drinks….
Mens roomservice ankom (også med vores vin fra i går), ringede japanske Miss Miwa og udtrykte sin store bekymring for Henning. Hun havde straks foranlediget, at vi skulle betale alm. pris for mad og drikke, uden de 25 procent, der normalt tillægges ved roomservice. Og så ordinerede hun masser af ingefærte, som var på hotellets regning. Ring nårsomhelst og alle de gange, I ønsker, så kommer der straks en kande gingertea, bedyrede hun og kunne næsten ikke få afsluttet samtalen for lutter fromme ønsker for den snarlige helbredelse af Henning. Måske hendes japanske baggrund, der spillede ind her? I hvert fald meget venligt.
Min dag som hjemmesygeplejerske blev suppleret af en times Ashtanga-yoga kl 7:30 i morges. Det viste sig, at jeg var den eneste deltager her, så det blev privatundervisning -sjovt at prøve. Omend det var rigeligt koldt at ligge meget længe til sidst og slappe af. Jeg kunne fint nok gennemføre øvelserne, på nær én, hvor underviseren tog sit ene ben rundt om maven og tog armen bag om ryggen og tog fat i benet!
Næste eftermiddag havde patienten det noget bedre, så kl 13:30 tog vi shuttlebussen ind til Hue. Fandt en bank og fik vekslet dollar til vietnamesiske Dong uden problemer og gik derefter over til Citadellet, det tidligere kongepalads.
Byen virker ikke turistet og her ser mere fattigt og rodet ud end i Hanoi. Selve citadellet er der ikke meget tilbage af, det blev bombet sønder og sammen af Befrielseshæren og de kommunistiske nordvietnamesiske styrker. Man har genopbygget noget af det, men der er lang vej igen og det hele virkede noget planløst på os.
Der var heller ikke gang i byggerier pt. så det ud til. Vi læste på skiltene og så mange billeder fra storhedstiden her. Det har jo eksisteret indtil for forholdsvis nylig, så sjovt at der eksisterer fotos herfra. Heraf mange af kejser Khai Dinn hvis gravmæle, vi så i forgårs.
Byen virkede ekstremt forurenet og Henning skulle jo have maske på. Jeg fortrød, jeg ikke brugte én af maskerne, især nær vi skulle over broen, fik man tonsvis af scooter- og bilos lige i hovedet. Måtte tage et bad, da vi kom hjem. Tror vores liv forkortes med et halvt år på denne tur pga. al den forurening, men så må man tænke på dem, der bor her hele livet!
Næste morgen blev vi afhentet og pigerne i receptionen vimsede omkring og rådede igen Henning til at tage noget på i halsen og kom med ingefærte osv. Den ene, som vi har talt en del med, gik med helt ud, gav hånd og vinkede i meget lang tid, da vi kørte afsted. Jeg havde anbefalet dem voldsomt i den dertil indrettede formular og det vidste alle, kunne man høre.
Vi kom til Hoi An med en “ trekking travel”, hvor de fleste var rygsækrejsende. Vi kørte sydpå langs kysten og det var rart at se, at her så ganske fint ud. Kørte gennem en megalang tunnel, som jeg var glad for, jeg ikke havde kendskab til på forhånd. Den fik Elbtunnellen til at virke som en bette kort en…
Vi kom så aldrig til at bruge poolen på Pilgrimage Village, men her på hotel Lotus har de også pool.
Fik et værelse, der så langt fra kunne leve op til standarden det sidste sted, men det er jo også ret umuligt. Havde heller ikke så store forventninger, for hotellet i Hoi An, der hedder Lotus, koster kun ca.291 kr pr nat (tilbud nu),mens bryllupssuiten i Hue kostede hele 1000kr, så der var vi virkelig blevet opgraderet! Vi valgte næste dag at blive opgraderet. De havde kun deres eneste suite tilbage, men den kostede kun 10 dollar mere pr dag. TOP, sagde vi!
Henning var stadig noget medtaget – hoster stadig vildt og har brug for at sove meget, for trætheden sidder i kroppen.
Vi spiste til aften samme med Elsa og Peter på Red Dragon restauranten lige ved siden af hotellet, for den havde fået fine anmeldelser på Tripadvisor. De havde først valgt den fra pga. skiltet med komave! Men endte med at bestille det og det smagte fint. Så aftenen/endte med at blive vældig fin, selvom jeg en overgang, da hv havde sovet meget længe, syntes at det hele så lidt trist ud…
Hoi An er som beskrevet “Vietnams svar på Skagen”. Husene ned mod vandet er gule og der er masser af lanterne og farver i byen. Mange turister, mange restauranter. 
Vi gik først gennem markedet. Et voldsomt indtryk af farver, mennesker og støj. Ikke mindst fordi de allestedsnærværende scootere naturligvis også skal skrue sig gennem de meget smalle gangarealer mellem boderne. Helt ufatteligt, for dels pulser de jo voldsomt lige ud på grøntsager og kød mv, dels kan de næsten ikke komme frem og folk kunne lige så godt gå…
Vi var også inde i selve markedshallen, hvor der ikke var mange turister, men tilgengæld ekstra mange, der ville sælge. Også dem på gaden var ret frembrusende: you buy something! Vi pruttede lidt om prisen på spisepinde og fik 10 sæt inkl holdere for 150.000 (37,50 kr).
Vi gik også over broen og rundt på den anden side. Især specielt at gå ud til vandet på den anden side og dermed “bagsiden” af byen. Der lå meget fattige huse og skure der og det simpelthen flød med affald, så vi aldrig har set noget lignende. 
Især i vandet var det rigtigt slemt, mens kort derfra, på turistsiden, så vi enkelte folk, der var ansat til at rydde op. Så den del af byen er ryddet og nydelig.
I Hoi An kan man ind på et turistkontor og købe kuponer til 5 seværdigheder efter eget valg, ud af ca.22. Det var meget passende og kostede ca. 125.000for en person. Det var f.eks. templer, gamle huse og museer.
Hoi An er kendt for sine mange skræddere. De syr mest efter tøj, man selv har taget med og gerne vil have i samme facon. Var lige inde og snuse i Bebe skrædderbutikken, som hotellet anbefalede. Men der var så mange stoffer og alligevel ikke lige det, jeg havde forestillet mig.
Havde om eftermiddagen spist lækre pandekager hos den søde Nhi, der har et lille homestay fem minutters gang fra hotellet og ind mod byen.
Hedder Charming Homestay. Hun er 38 år og single, men bor sammen med sin gamle mor og måske en søster. Lille meget nydeligt sted med tre værelser til hhv. 25 og 30 dollar. Hun serverer desuden pandekager og lign.
Nhi fortalte os om gode cykelruter og gav os et kort, samt forslag til gode spisesteder i centrum, begge dele var meget værd. Kunne have været fint at bo hos hende også.
Næste dag var der for første gang sol fra morgenstunden. Så nu regner vi med godt vejr resten af turen! Hv skulle klippes kl 10, hvilket tog 3/4 time. Det var samme Lily, som ordnede mine fødder i går. Hun hedder iøvrigt slet ikke Lily, men kalder sig det af hensyn til turisterne…
Dagen bød på cykeltur gennem rismarker, der her er grønne, nok fordi de høster to gange om året her. Men i modsætning til i Mai Chau, var her også slemt rodet og griset ude i markerne, med affald, der flød.
Efter at have krydset markerne, kom vi ud på den større vej, der førte ud til stranden. Man har (normalt) ikke hjelm på, når man er på cykel i Vietnam, så det er tungen lige i munden, når man skal manøvrere mellem scootere og biler. Vi kørte ned til en anden del af stranden, som Nhi havde anbefalet. Her ved en strandbar kaldet Soul, var der gratis parkering og meget bedre at være. Der var folk på stranden, men slet ikke crowdet som kort derfra. Vi satte os i sandet og så på bølgerne der var høje. Jeg soppede lidt, vandet var ikke varmt, men heller ikke iskoldt.
Vi satte os derefter på strandbaren og det var sandelig en god beslutning. Ikke nok med den var rigtig fin og havde lækre flydesofaer, hvor vi fik én i første række, men en cola serveret med isterninger, citron og flot sugerør kostede 6 kr…så sad/her i en rum tid og nød det.
Besøgte også den “grøntsags-landsby” som Nhi så varmt havde anbefalet. Det var også super at komme væk fra den befærdede vej.
Nu var vi inde i et helt fredeligt område og det store område med de perfekt passede køkkenhaver var særdeles smukt og frodigt. Her var der ingen affald, men meget sirligt. Ikke ét stykke ukrudt sås, kun lange rækker af lækker salat mv.
Det var også rigtigt fint at se Hoi An om aftenen. Mere roligt og afslappet og ingen forsøgte at råbe os an ift. at købe noget. 
Spiste på anbefaling af Nhi på “Nu Eatery” , som ligger i en lille smøge lige efter den japanske bro. Inkl 2 glas vin og to øl kostede det 135 kr.
Sidste dags cykeltur gik også først gennem rismarker. Der var også to kirkegårde, hvor vi så nærmere på den ene. Igen var der møgbeskidt og rodet, også på kirkegården…
Mødte et hold englændere, der spurgte efter floden, hvor man kunne leje en af de runde sivbåde, som fiskerne brugte især før i tiden. Straks var der en ung kvinde på scooter, der ville hjælpe og følge dem på vej. Imponerende venlighed, tænkte jeg straks. Men kort efter spurgte en anden kvinde på scooter om hvor vi skulle hen og så faldt ti-øren for mig: jeg troede naivt, at Water Coconut Palm, som vi kørte efter, var fredeligt og uspoleret, men nej. Vi sagde nej tak til flere på scootere, der ville vise os vej dertil.
En dag plus en aften i Hoi An old town plus to dage på cykel var meget passende. Helt rart at have 4 nætter i træk på samme sted, for det er jo en tur med meget rejseri og mange nye steder.
Konklusionen på denne uge: det går fremad med både vejr og helbred. Hvad kan det ikke ende med?!