Når jeg vil læse en god roman, falder jeg ofte for skandinaviske forfattere. Og gerne beskrivelser fra specielle, lidt øde egne – en bygd eller en lille ø. Så jeg har også altid haft et godt øje til Færøerne som rejsemål. Men to ting har holdt mig tilbage: vejret og rejsen. Det er jo ikke for vejrets skyld, man rejser til Færøerne, og nogle vil mere, man må være lidt masochistisk anlagt, hvis man frivilligt rejser op til regn, tåge, kulde og blæst. Så er der rejsen. Valget står mellem pest og kolera: en lang sørejse, der giver risiko for søgang og søsyge eller en flytur, der kan være lidt voldsom med bratte landinger – hvis man overhovedet kan lande for tåge…
Man d. 22.5.
Flyturen gik langt nemmere end frygtet. Det blæste 10 m/s, men det var slet ikke slemt at lande, trods man flyver ind i en snæver kløft og lander brat og med max. bremsning. Dejligt med dansk pilot og dansk/skandinavisk personale. Kaptajnen var også god til at fortælle, at det var en helt normal flyvning osv. Flyet var helt fyldt, hvilket undrede os lidt, da der gik hele 4 fly bare denne formiddag. Og der bor kun ca. 50.000 på Færøerne.
På færøsk jord efter en fin flyvning
Det var ikke så koldt som frygtet at træde ud af flyet, men det var blæsende, så godt vi havde vinterfrakkerne med.
Og så var vi på landevejen – ikke meget trafik
Jeg havde et ønske om at prøve at bo både i og uden for Torshavn. Det sidste var mildest talt ikke nemt at finde, hvis man som vi ønskede at bo på hotel og med mulighed for at spise på ( eller i nærheden af) stedet. Man kan nemmere finde lejligheder og B&Bs, men vi ville ikke lave mad selv, når vi også skulle bo på Hotel i Torshavn. Og ville i det hele taget gerne prøve Færøernes kulinariske muligheder på restauranterne.
Spektakulær tunnel med rundkørsel
Runavik var en af mulighederne, så det var bestilt som første stop. Vi kørte bl.a. gennem den nye tunnel med rundkørsel, verdens første. Flot med farvet lys mv.
Hotel Runavik
Efter indkvartering på Hotel Runavikfik vi inspiceret hovegaden, der havde en del butikker og bagefter vi fik belgisk vaffel med is og en (“snyde”) cappuccino på en cafe. Det var billigere end forventet.
Fint værelse på Hotel Runavik
Der var trods alt visse tegn på forår på Færøerne, men hjemme var tulipanerne nu allerede afblomstrede. Her fra hovedgaden i Runavik.
Jeg havde fundet en afmærket tur rundt om en lille sø, og det var en god måde at starte lidt vandring på. Det var kun en times tur med fin afmærkning, så en blid start. Det var mest gråvejr, men da vi kom retur til værelset, kom der nogen sol. Vi var åbenbart blevet opgraderet til et luksus værelse, der egtl. koster 1900 kr. Et fint værelse øverst og med udsigt over havn, by og natur fra de store vinduer.
Flot udsigt fra værelset
Da vi spiste i restauranten, der ikke var meget besøgt, kom vi i snak med en enlig dansk herre, der var på arbejde på en avanceret fiskeopdrætsfabrik i Fuglefjord. Han skulle være der 4 dage og skifte nogle filtre – var ansat i et firma, som Grundfos købte til opgaven.
Vi ville have lam, men det var udsolgt. Så skulle vi kigge i kortet igen og den unge og uskolede tjener gik. Da hun kom tilbage, bestilte vi T-bone, men det var også udsolgt. “Men vi har alt det andet”, sagde hun og undskyldte hele tiden. Så blev det en rød bøf. Et glas rødvin kostede 75 kr, en flaske 285 kr. Så blev jeg økonomisk anlagt og gik ind for en flaske! Bøffen kostede 335 kr.
Vi var vældigt tilfredse med første dag. Vejret var vist meget fint efter færøske forhold, tænkte vi.
Ti d.23.5.
Desværre vågnede vi til regnvejr, men det holdt da op igen. Var i turistinfo for at hente kort inden vi fortsatte til Klaksvik. Kørte op i udkanten af byen og parkerede og gik derfra. Der var byggeri i gang det første stykke, men ellers gik vi i læ langs en bjergkam og med flot udsigt til byen og vandet.
Tur med udsigt til Klaksvik
Vi gik også lidt længere opad, og nu gennem “sæteren”. Vi vendte om, for der kom voldsom blæst og vindstød. Mødte 4 danskere, der også var vendt om. Men fint at gå tilbage og det blev da til 1 1/2 time og 4,8 km. Var glad for, vi ikke var gået op til toppen.
I centrum af Klaksvik var der helt nyt og moderne byggeri , bl.a. med en cafe, Frida, der var smart og lækker. Efter at have slentret rundt satte vi os på cafeen og fik to gode cappuccinoer, rigtige vel at mærke. Kostede 42 kr pr stk, stadig billigere end forventet. Der var stort set fyldt og de meget venlige ansatte havde travlt.
Næste stop var Vidareidi på Vidø. Uden for Klaksvig skulle vi gennem 2 ensporede, helt mørklagte tunneller, hvor der var lysregulering og kun adgang 4 gange i timen.
Så er det med at suge kinderne ind! Fra 2024 er det endeligt slut med de gamle tunneller fra 1960erne
Mega smalle tunneller og noget angstfremkaldende. Ingen vigespor og ingen muligheder for at stoppe, så ikke rart at gå i stå derinde!
Kirken i Vidareidi på øen Vidø
Men vi gennemførte og det var også sjovt at komme ud på den anden side og se den fjernest beliggende bygd, Vidareidi, med en kirke, der lå lige ud til vandet. Barbara fra Jørgen Franz Jacobsens roman af sammen navn skulle have boet i den gamle præstegård her og hendes mand således præst ved kirken.
Kunne virkelig fornemme, hvordan det måtte have været på den tid. Glemte bare at kigge efter præstegården…Havde ellers lige genset Nils Malmros´ film Barbara, der sammen med foredrag af instruktøren, fik os i gang med at planlægge besøg på Færøerne.
Jeg har svært ved at forstå, at der i fuld alvor bor folk på den anden side af sådanne tunneller! Men her var, også i byen ved dæmningen, fine nye huse. Man kan selvfølgelig sige, at dem på øerne, der skal sejles til, bor langt mere isolerede. Uha uha, det gjorde jeg ikke!
Vi fulgte samme vej tilbage indtil Skipanes, hvor vi drejede th og ikke tv mod den nye tunnel med rundkørsel. Vejen var meget fin og bred det første stykke, men det var jo også vejen til Torshavn indtil december 2020. Det begyndte at regne, så det sidste stykke af turen kunne vi ikke nyde så meget, her var ellers smukt.
Havde været bedre i solskin, men når man tager til Færøerne, kender man betingelserne
Skulle op ad bjerget ad hårnålesving og en smal, ensporet vej, men med mange vejlommer. Og så endte vi igen helt ude på en spids i flækken Gjogv, (udtales ca, Gjækf!) hvor vi skulle bo på Hotel Gjaargardur.
Hotel Gjaargardur
Her var vi på sin vis helt uden for lands liv og ret, omvendt var det tydeligvis en “mondæn” ferieby. Her bor kun 20 fastboende, men her var en del velholdte og renoverede huse, som givetvis var sommerhuse. Nogle få af dem var beboede, mens vi var der. Vi blev indkvarteret i et anneks lidt fra hovedbygningen. Et lidt skuffende, mindre værelse, med kun en dør at kigge ud af. Men ganske fin udsigt derfra.
Værelset var ikke så stort, men nyindrettet i Ikea stil
Udsigten fra værelset
Meget fin og trendy restaurant. Fik begge lammekoteletter, meget lækre, men ikke meget tilbehør. Kostede 335 kr pr person. Der var en del andre – sjovt at der lå et gourmetsted i dette ellers øde område.
Der er 70.000 får på Færøerne, så stor mulighed for at mor her kan få sin yndlingsret!
Ved 21:30-tiden fik jeg lyst til at se på den lille by – det bliver jo næsten ikke mørkt her. Det blæste voldsomt ind i mellem og jeg turde ikke gå ud til det udsigtspunkt, jeg ellers havde udset mig. Men det var også fint at gå rundt i den lille by og se på husene, kirken og det lille anlæg med et mindesmærke.
Gjogv
Plus autocamper pladsen! Der var ca.7-8 campere. Henning havde læst, det koster ca. 14.000kr for 2 personer med camper og færge. Det kan man alligevel købe nogle hotelværelser for! Dem jeg så, var tyskere og hollændere. Jeg skulle ikke nyde noget af at køre i camper her, med smalle tunneller og ditto veje!
Ons d. 24.5.
Vildt blæsende, nærmest stormende fra morgenstunden, dog med lidt solstrejf. Vi kæmpede os op til morgenmaden og fik fin morgenmad med æg, røget laks, god skinke mv.
Fin restaurant med flot udsigt
Kørte over fjeldet/sæteren ad den lille vej, der er lukket indtil 1.5. pga. mgl. snerydning. Flot at køre der. I det hele taget en flot tur med flotte udsigter og små isolerede byer, hvor man ikke fatter, nogle vil bo.
Picture stop med udsigt til Risingen og Kjællingen. Et sagn om to kæmper fra Island, der blev så glade for Færøerne, at de ville trække øerne med hjem til Island. De baksede så længe at solen stod op, og de dermed blev til basaltstøtter. Er nu to klipper ud i havet.
Risingen (kæmpen) og Kjællingen
Først til Eidi, så langs fjorden og over dæmningen og så ud langs den anden side til Tjørnuvik, der ligger inde i bunden og har strand, hvorfra der surfes. Vejen derned er mega smal, så hvordan det skal gå om sommeren? Der var sågar en camper dernede.
Smal vej ned til Tjørnuvik
Gik langs den ene side og så de vilde bølger og derefter lidt rundt i den lille flække.
Det er her, der sælges kaffe og vafler for 50 kr fra et privat hjem. Men dels var vi slet ikke sultne her ved 11:30 tiden, dels kom der en pænt stor flok udenlandske vandrere og gik derind.
Tjørnuvik
Gad vide om de i denne blæst havde gået over bjerget?! Jeg tænkte på, om vi overhovedet ville have turdet og kunnet bevæge os ud på ture her på øerne?! Skulle da vist have været med guide. Det så både stejlt og strabadserende ud.
Udsigt over havet fra Tjørnuvik
Nå tilbage igen og forbi Fossa, et af de utallige vandvand, hvor fra vi fik fine billeder.
Fossa
Så til Saksun, der blot er to bøndergårde/huse og den lille, gamle kirke nede ved vandet.
Saksun
Men lige da vi kom derned, begyndte det også at regne, stikkende hårde dråber, så det blev et kort besøg.
Det blev pga. vejret desværre ikke til det store besøg i Saksun
Videre til Vestmanna. Flot tur hele dagen og kun 1 kort og ny tunnel. Parkerede på havnen, hvor der ingen biler var, for al sejlads var aflyst.
Vestmanna, der normalt har en del turisttrafik til fuglefjeldene – her var der helt stille
Ellers kan man herfra sejle ud til fuglefjeldene. Nå, lunderne/søpapegøjerne er alligevel stort set væk pga. bådtrafikken, skriver Turen går til Færøerne.
Havnen i Vestmanna
Et gammeldags sted med cafe. Mv. Her fik vi te (sølle) og æblepie (også sølle), men vi var trængende. Kostede 80 pr person, det var betalt.
På vej retur stoppede vi ved en lille sø lige inden tunnelen. Og gik lidt langs den nedlagte og delvist nedbrudte vej.
Sjovt nok kunne vi kigge over til den nu nedlagte luksus restaurant KOKS, der blot var en lille hytte out in the middle of nowhere. Man skulle køres i en firehjulstrækker derover.
Nu gik turen retur til Gjogv, hvor vi skulle bo i 2 nætter – simpelthen fordi, der ikke var andre hotelmuligheder uden for Torshavn. Men det var helt fint med 2 nætter her.
Gjogv
Der var kommet et dansk rejseselskab på over 50, der spiste i restauranten, men ikke noget problem. Snakkede med den danske kvinde fra Haderslev, der har bureauet. De var også påvirket af vejret.
Fik hhv. muslinger og grillede langustiner plus en salat med gedeost til deling.
Senere på aftenen gik vi begge tur i Gjogv. Nu kunne man lidt bedre stå fast og vi var bl.a. ude og se “Marys bænk”, der blev indviet i 2005, hvor Kronprinsessen var på besøg.
Udsigt fra Marys bænk
Tors d. 25.5.
Vejret ikke meget bedre, men lidt mindre blæsende. Kørte til Torshavn via hårnålesvingsvejen.
Hotel Djurhus
Det havde regnet hele vejen hertil, men lige som vi kom, klarede det op og blev smukt solskin. Gik en tur ind i byen, der ligger tæt på hotellet.
Udsigt fra vores værelse på Hotel Djurhus
Vi havde sågar fået er værelse med havudsigt, det havde jeg ikke forventet. Betalte 2700 kr, der stod ellers 2500 i bookingen, men skidt.
Hotellet var delvist renoveret. Vores værelse ikke så meget, men der var bygget et stort glasparti med reception, stor trappe og en fin lounge, som jeg brugte flere gange.
Lækker lounge, som jeg havde for mig selv
Vi så byens centrum, herunder halvøen i midten med de ældste huse og yderst regeringskontorerne.
Torshavn
Fik kaffe og en lækker og syndig kage på Kaffihuset ved havnen.
Torshavn er hyggelig, men mindre end vi havde forestillet os.
Torshavn
Om eftermiddagen gik vi en tur langs den befærdede vej langs vandet, lidt ned ad en sti gennem grønt landskab. Så gennem boligområder og retur til hotellet. Nu var det blevet overskyet og regnfuldt…faktisk noget stygt!
Jeg havde af en ven fået anbefalet et nummer af tidsskriftet Gastro, der havde tema om Færøerne. Det blev en rigtig god hjælp, for ved hjælp af dette fik jeg valgt to af Torshavns bedste restauranter. Torshavn er blevet et gourmet mekka og bl.a. amerikanere kommer hertil alene for det kulinariske. Det hjælper også, at Færøerne af den store amerikanske rejseportal Lonely Planet i 2021 blev kåret til at være et af de bedste og mest spændende ferie-destinationer. Vi så også en del amerikanere på restauranterne.
Restaurant Aarstova er beliggende i et fint, gammelt hus midt i byen
Omklædte i en sjov blanding af sommerligt tøj, regnbukser og vinterfrakke mv, kæmpede vi os gennem regnen til til restaurant Aarstova.
Klar til at gå i byen
Det blev dog lidt af en skuffelse. Mest pga. betjeningen. En del af et besøg på en gourmetrestaurant er en professionel og vidende tjener. Det har man åbenbart ikke på Færøerne. Arbejdsløshed er et nærmest ukendt begreb pt, så jeg læste senere at det derfor er purunge mennesker, der serverer. Heldigvis kan Færøerne stadig tiltrække gode kokke.
Aarstova før og nu
Vi fik et fint bord, og stedet var super hyggeligt, men vores (kun engelsktalende) unge kvindelige tjener var meget usikker og nærmest frygtsom.
Der er hyggeligt på Aarstova
Her kommer – for de kulinarisk interesserede – en mere udførlig anmeldelser af Aarstova:
Forventningerne var store, men vi fik ikke den store velkomst. Personalet stod i lokalet, man skulle smyge sig igennem for at komme ind i restauranten. Vi var på kanten af at føle os uvelkomne (og det blev ikke bedre ved afgangen). Serveringspersonalet bestod af 2 helt purunge og uvidende piger.
Hummerbisquen vi fik til forret var god. Der blev tilbudt efterfyld af hvidvin (Riesling). Vi havde købt en (dyr) vinmenu, hvilket vi lidt fortrød. Rødvinen, en fin Pinot Noir, blev skænket af en mandlig tjener, der tydeligvis var mere erfaren. Også her blev tilbud efterfyld, men det kunne jeg ikke klare.
Vi skulle naturligvis prøve deres signaturret, lammebov. Den var ganske fin, en anelse til den tørre side og ikke nogen gourmetservering, mere rustik bondekost.
Jeg havde regnet med mere forårsagtigt tilbehør end rodfrugter her ultimo maj. God lammesovs. Lammet var åbenbart fersk, færøsk lam og det er jo noget særligt at prøve.
Desserten indeholdt rabarber, der var lidt til den rå side. Ingen præsentation af mad, ej heller ostene, som Henning fik.
Teen, jeg fik til sidst, var ekstremt stærk og bitter, ganske udrikkelig. Fik den byttet, men præcist det samme gentog sig, så jeg opgav. Det samme ved nabobordet, der i øvrigt også havde en del udfordringer undervejs med bestilling, mad mv.
Kaffe med avec og lidt sødt hørte med, men vi fik ingen avec og ingen sødt. Vi gjorde opmærksom på det, så fik Henning en avec og vi fik et lille stykke sødt.
Da vi gik, følte vi, vi skulle kante os gennem personalet i forstuen. Ingen sagde farvel og tak for i dag, eller spurgte om det havde været tilfredsstillende, de kiggede bare på os.
Aaarstova ligger i en en smuk, gammel bygning og er hyggeligt indrettet
Desuden var radiatoren, vi sad ved, gloende, så der var alt for varmt. Pigen, der serverede, ville hele tiden tage brødet, som vi måtte holde fast i. Og mens Henning åbenlyst var i gang med at spise, lød det: “Er I færdige?!” Endelig kom serveringerne for hurtigt efter hinanden.
Så det blev ikke en specielt god oplevelse, og set ift. prisen: 2200 kr. vil jeg ikke anbefale stedet.
Fre d. 26.5.
Som lovet ok vejr fra morgenstunden. Kørte ud til “Vid Sanda” vejen og parkerede, det var der ingen andre, der havde gjort. Herfra startede vi turen op over fjeldet. Det viste sig, der var en anden og kortere rute, der ikke gik til Kirkjubøur men til Velbastadur.
Den tog vi i stedet, for det blæste igen meget. Det var en god beslutning.
Vi fik fornemmelsen af at vandre på fjeldet og følge afmærkninger og varder, men ikke så langt som til Kirkjubøuar.
Godt, der er varder undervejs, ellers kan man ikke orientere sig
Der var 6-7 km hver vej og sat til 2 timer hver vej. Vi gik til højre og vendte, da vi nåede til, hvor stien gik ned ad bjerget igen.
Kunne nyde udsigten over havet, men det var for dårligt vejr til at holde pause.
Det gjorde vi så, da vi var næsten nede igen på startsiden, for her var lidt læ. Her mødte vi en dansk familie på 4 med 2 store skolepiger. Manden var klædt på til vandring, men de andre havde kondisko og helt lange, upraktiske frakker på. Da vi nåede tilbage til bilen efter 2 timer inkl pause, kom tågen ind over og indeholdt fugt. Vi tænkte på familien og håbede, de ville vende om.
Vi kørte til Kikrjubøur og parkerede. Jeg troede, der ville være en masse turister, men det var der ikke.
Kikrjubøur
Kirken blev besigtiget, den var meget enkel indeni, plus vi så ruinen af den tidligere domkirke og det lille museum i gården fra 11-tallet, som har været beboet af familien Pattursson i nu 17 generationer.
Det var nu ikke de 100 kr værd at se de to rum.
Kongsgården
Det var meget få, der havde gået over fjeldet denne dag og heller ikke mange i bil. Vi gik en nem tur langs vandet ud til en stald, med bl.a. køer med store horn.
Så også et par heste og et par geder, foruden en hel masse får med søde lam. En ekstra gevinst ved at besøge øen på denne årstid.
Gik 1 1/4 time her. Tilbage ved buspladsen skulle jeg lige se, om den danske familie var der og det var de sørme. De var lige kommet og var noget forkomne og moren var gennemblødt. Jeg ville tilbyde dem et lift hjem, men deres venner kom og hentede dem. Det havde været et lidt voldsom tur over fjeldet, da tågen og regnen kom og det var svært at se afmærkningerne, fortalte de.
Kirkegården med Kongsgården i baggrunden
Selvom det var gråt og regnfuldt, var det også med til at skabe en speciel stemning, så det var et dejligt sted.
Flot kirkegårdslåge med glaskunst
På vej hjem gjorde vi et stop ved caféen ved apoteket (Gomagot) hvor vi fik cappuccino og et stykke blåbær-ostekage til deling. Den smagte dejligt.
Hjemme igen og efter lidt afslapning var det med at klæde om til det fine dress, men også på med regntøjet.
Vi fik et rigtigt fint bord på restaurant ROKS, “lillesøster” til den berømte KOKS. Igen var det purunge piger og drenge, der serverede, men vores unge pige var denne gang rigtig sød og imødekommende.
Restaurant ROKS, meget tæt på Aaarstova og åbenbart med samme ejer
Anmeldelse af restaurant ROKS– for de kulinarisk interesserede…
Fint og hyggelig lokale og godt bord ved vinduet. Stedet havde noget bøvl med at finde den ønskede vin. Jeg havde foreslået 1/2 flaske hvid og 1/2 rød. Det ville koste ca. 850 kr og det var svært at finde en hel flaske til den pris. Den unge pige fandt ikke Pouilly Fumé vinen, men i stedet den lidt billigere Sancerre. Den skulle lige udfolde sig, og var for varm i starten, men god.
Det blev en stor kulinarisk oplevelse! Først en appetizer med radise og godt surdejsbrød og smør med tang.
Så hhv. knivmusling og søpindsvin med rogn og blomkålsskum mv. Virkeligt lækkert! Ikke mindst søpindsvinene.
Dernæst grønlandske snekrabber – dem med de lange ben, med kød i. Smagte også super, og med persilleolie, mums. Muslingerne med røget skum og tørrede kyllingestrimler var også himmelske.
Det lykkes at finde Chateauneuf du Pap`en, som jeg havde udset mig, 505 kr og 350 for hvidvinen. Den unge pige var super sød og imødekommende og helt stolt over, hun havde fundet vinen i kælderen. Alle andre drak ellers vin i glas, da det også er en vinbar, men rødvinen var gudeskøn. Så her man får virkelig vin for pengene!
Hovedretten var det mest almindelige, men stadig velsmagende. Et stykke skindstegt rødfisk til deling, med en lille grøn salat til, med lidt små kartofler og en minimal tomatsalat.
Men passende i mængde. Desserten var også nytænkende med en rabarbersorbet mv., smagte anderledes, men fint. Det var en rigtig god oplevelse. Havde først bestilt på Barbara, men dette var uden tvivl toppen, som de også skrev i anmeldelsen.
Inden hjemturen måtte vi igen iføre os det helt store regnudtræk, men sådan er det jo, når man er på Færøerne.
Lør d. 27.5.
Flot solskin fra morgenstunden, det var nok fordi, vi skulle på museum! Men da vi ankom dertil, begyndte det at piske ned, så…
Færøske nationaldragter
Fint museumsbesøg. Ikke så moderne i formidlingen, men vi fik bl.a. at vide, at Færøerne for 60 mio pr siden kun lå 100 km fra Grønland! For 55 mio. år, siden pressede Nordatlantstrømmen øerne væk til deres nuværende placering.
Færøerne har flyttet sig!
Vi lærte om geologi, arkæologi, klædedragter, flora og fauna, landbrugssamfundet, fiskeri før og nu osv. Brugte 2 timer der, plus en time på at gå til og fra deres frilandsmuseum, som vi også så. Bl.a. med et beboelseshus fra starten af det 19. Århundrede.
Frilandsmuseet
Så forlod vi Thorshavn, stadig i piskende regnvejr og kørte til Sandavagúr. Vores vært på stedet, der var et værelse i et privat hus, viste sig at være inder! Lidt noget andet end at bo i Indien. Hans søn var i øvrigt læge (neurolog) i Aalborg. Værten var en flink og venlig herre (der skulle have de 700 kr i kontanter).
Her boede vi i Sandavagur
Familien selv boede ovenpå. Man kunne sågar bestille indisk mad hos dem.
Udsigten fra vores værelse i Sandavagur
Jeg ville gerne have boet på et hotel på øen Vagar den sidste nat inden afgang, men det eneste hotel dér virkede ikke tillokkende.
Kirken i Sandavagur
Så vi blev indkvarteret. Flot udsigt til bjerge og by. Værelset var ikke noget særligt og man kunne godt fornemme ejeren havde forkærlighed for indisk stil.
Solen kom igen, så vi besluttede at gå turen ude til “Heksens finger”, som jeg havde glædet mig til. Det gik fint det først stykke, selvom det stadig pisblæste. Men næsten ude ved klippen, kom der en omgang piskeregn og storm, så vi dårligt kunne stå på benene.
“Heksens finger” ses i baggrunden. Det var mega svært at få taget et billede, for det blæste helt vildt og regnen piskede ned
Så vi fik slet ikke nydt udsigten, men fik dog taget et billede. Hjemturen var virkelig slem, kunne næsten ikke stride os frem. Det var kun en 45 minutters tur retur, heldigvis.
På vej retur fra “heksens finger” – ikke lige den tur, jeg havde håbet på…
Så havde vi skisme fortjent at komme på cafe. Det nye sted, “Fiskistykki”, var en af hovedårsagerne til jeg gerne ville bo på Vagar øen. Og den var også super fin og trendy.
Der var få, da vi kom, men der kom lidt flere efterhånden. Solen kom frem det sidste stykke af turen og så strålede den ellers resten af dagen – hvor vi sådan set ikke havde så meget brug for det…
Den trendy cafe cafe Fiskastykki, lidt uden for lands lov og ret
Jeg fik fiskesuppe, Henning en laksesalat. Kostede 155 kr pr stk og begge dele smagte super. Her ville jeg gerne tilbage. Stedet lukkede kl 18, så derfor ikke muligt at spise til aften her.
Ved 19 tiden foreslog jeg en lille aftentur, så vi gik over til byen igen, men nu til venstre langs floden og op til en lille skov! Skov havde vi ikke set før her på øerne.
Dejligt med lidt skov i Sandavagúr
En noget sjovere tur, da der nu var solskin. Vi skulle hellere være blevet i Torshavn, men det gik.
Så smukt så det ud, da vi var færdige med turen ud til “Heksens finger”…
Søn d. 28.5.
Det var gråvejr, men tørvejr hele dagen. Sagde farvel til vores vært og kørte til stien, vi troede vi skulle gå. Men den kostede 200 kr pr mand og det var alligevel i overkanten. Plus det pisblæste og var koldt, så jeg vidste ikke, om jeg overhovedet havde lyst til at gå hele turen .
Gasadalur
Kørte videre til Gasadalur igennem den ensporede tunnel fra 2006. Så stien, der fører op over bjerget, og som posten gik flere gange om ugen i gamle dage.
Gasadalur Der var overraskende grønt i dalen i Gasadalur. Stoppede ved udsigtspunktet ved Mullafossen og gik derned ad en lille sti. Meget flot.
Mullafossen, et meget yndet færøsk motiv
Fulgte så en markeret sti helt ude langs klipperne – uden hegn. Stien gik rundt om den lille landsby.
Gasadalur – godt vi kom hertil
Fin tur, som vi sluttede på byens lille cafe, der lige var åbnet for dagen. Snakkede med den voksne kvinde, der serverede. Bl.a. spurgte Henning til opvarmning. I gamle dage var det med olie, der blev fløjet med helikopter, og før den tid fyrede man med tørv. Nu er det igen olie, der så bliver kørt hertil. Hun sagde, der plejede at være meget bedre vejr her i maj, men lød som om, det var blevet dårligere vejr, siden hun var barn.
Fiskastykki
Var der en lille times tid. Kørte så til Fiskastykki igen og fik det eneste ledige bord. Der var tryk på, men det gled fint. Jeg fik laksesalat (med rødkål), Henning en vrap med bacalao, saltet fisk. Jeg smagte deres rabarbersaft med danskvand, det smagte godt.
Sidste punkt på turen var et besøg på War museum. Selvom de skulle have åbent, var døren låst. Vi ringede til formanden, der undskyldte meget og kom i løbet af 5 minutter. Dagens vagt, der hed Magne og var tidligere folketingsmedlem i DK, kom lidt efter. Museet er indrettet i en tidligere bunker, som englænderne byggede under 2. Verdenskrig. Her var der et kæmpe kort over Atlanterhavet og øerne mv. Så kunne man med nåle kortlægge skibe og fly.
War Museum med det noget ødelagte kort
Bunkeren havde efter krigen været brugt til værksted og lager mv, så kortet var delvist ødelagt, men stadig det mest velbevarede af sin slags. Magne gav os en personlig rundvisning ovenpå og det var spændende at høre. Henning spurgte ham også om andre ting, herunder nutidens politik. Magne ville gerne have, at Færøerne blev betragtet som mere ligeværdige, ikke som børn og med Danmark som forældre, som han sagde. Og f.eks. have indflydelse på, om der skal stilles en ny radar op og hvor. Den sidste – fra den kolde krigs tid i fra 1950erne til 1990erne – er væk igen. Den første radar kan siges at være denne bunker, hvor man opsnappede signaler fra hele øen fra div. lytteposter. I nødstilfælde brugte man duer som budbringere.
10 procent af de dengang 26.000 indbyggere på Færøerne døde under krigen, men de fleste under sejlads med fisk til England. Det var en stor artikel under krigen og England fik en stor mængde af deres fisk fra Færøerne. Det betalte sig godt, men nogle mistede altså også livet ved det.
Museet er under opbygning. Stiftet i 2008, men indtil 2017 havde det til huse et andet sted. Der var malerbøtter og ufærdige ting alle vegne, men et perfekt sted til et sådant museum. Der var også 3 færdige rum med effekter fra krigen, herunder udstillinger af tøj, husgeråd, våben mv. Beboerne på Vagar øen var isolerede under krigen, da øen var helt spærret af. De kunne dog få et pas, så de kunne komme på arbejde, mens folk fra andre dele af Færøerne ikke kunne komme dertil.
Det var englænderne, der byggede lufthavnen under krigen, siden er den renoveret og banen forlænget, fortalte de. Besøget var en rigtig god måde at slutte turen på.
Så skulle det også blive godt at komme hjem til VARMEN!
Mens vi sad i lufthavnen, fik vi snapchats fra Danmark med billeder af folk i bare ben og sandaler og masser af grønt og sol! Aldrig før har vi sagt, at vi glædede os til at komme HJEM TIL VARMEN!
Vintertøjet blev flittigt brugt
Konklusion: En meget spændende, smuk og horisontudvidende tur, trods det for årstiden dårlige vejr.
Highlights
At opleve et så anderledes, barsk og spændende sted i verden. Vi har fået udvidet vores verdensbillede. Tænk at nogen bor her hele deres liv, så afsondret og prisgivet naturens luner.
Der var også sol på turen, her i Torshavn
2. De gode spisesteder der er, hvis man planlægger godt: Gjogv guesthouse, ROKS, Fiskastykki, Kaffihusi, delvist Aarstova mv.
Lækre kager på cafe Gómagot i Torshavn
3. At gå i og opleve naturen. Slet ikke så meget som forventet og ønsket. En blanding af vejrets skyld, især blæsten, men også fordi vi er lidt kyllinger og fordi turene var strabadserende.
Fra turen til Velbastadur
Den mest “autentiske” tur var fra Torshavn til Velbastadur og retur. Her gik det mest opad.
På vandretur i voldsomt blæsevejr
Andre gode ting
Der var slet ikke overrendt, omvendt var der ikke øde og tingene var åbne.
Torshavn
2. De mange små søde lam, der var overalt.
Det dårligste
At der var så blæsende som tilfældet var. Og køligt og regnfuldt. Vi var ikke heldige her. Alt imens der var super vejr i Danmark…
Vejret kunne have været bedre
2. At der ikke var helt så lysende grønt som forventet. Måske kom vi lidt for tidligt, i hvert fald i år med det dårlige vejr.
Ikke “lysende” grønt, men flot grønt
Tips & tricks Man kan flyve med både SAS og det færøske selskab Atlantic Airways. Vi prøvede begge dele, og selvom nogle siger, Atlantic Airways piloter er mest erfarne, var det slet ikke et problem at flyve med SAS. Priserne er stort set de samme.
Torshavn
Husk at reservere bord i meget god tid, hvis du vil spise ude i Torshavn på de mere “trendy” steder. Jeg havde bestilt måneder i forvejen.
Kongsgården i Kirkjubøur
Facts Mange steder så man ude i havet anlæg til opdræt af laks. Lakseopdræt er blevet et af øgruppens vigtigste eksporterhverv.
Knapt halvdelen af Færøernes indtægter fra eksport af fisk kommer fra laks
I 2005 blev engkabelejen udnævnt til Færøernes nationalblomst. Den blomstrer fra Maj til begyndelsen af juni, derfor kunne vi finde den på vores tur.
