9.4. Ringkøbing og Sorte Bjerge
Vi har før boet på havnen i Ringkøbing, hvor der har været en del ballade om autocampernes vilkår på stedet, herunder at man ikke måtte stille borde og stole ud, selvom det er en autoriseret plads. Nå, det var ikke aktuelt denne gang.
Da vi ankom kl 14, var der kun en enkelt anden camper. Det blæste meget voldsomt og da vi gik en ellers fin tur langs fjorden til Sorte Bakker, måtte vi bogstaveligt stride os gennem vinden tilbage. Næsten som at gå i slowmotion. Måske derfor har jeg ingen billeder derfra. Skiftevis sol og slagregn, men heldigvis især sol.
Havnen i Ringkøbing er fin at bo på, her er udsigt til bådene og godt med liv.
10.4. Søndervig og Bork Havn
Dagen blev brugt på at besøge venner med sommerhus i Søndervig. Vi fik bl.a. lækre stjerneskud af fisk, friskhentede fra Hvide Sande. Og selvfølgelig var der basis for en god gåtur langs stranden og gennem byen.
Vi satsede på at overnatte i Hvide Sande for natten og kørte til en af de fire pladser her. Men alle var uden strøm, så vi fortsatte til Bork Havn. Her blæste det (fortsat) en pelikan og pladsen var lidt kedelig, da både på land spærrede for udsynet til havnen og der var dige ud mod fjorden til den anden side.
Men vi fik gået en lang tur – fandt en fin sti langs fjorden.
Godt vi ikke skulle spise ude her. Det meste var lukket, der var kun et par fast food steder åbne.
11.-12.4. Blåbjerg Plantage og Marsk Camp
Næste dags første stop var Blåbjerg plantage, hvor vi gik en god tur i dejligt solskin.
Åbenbart et kendt MTB område og vi så da også en del af den slags. Det værste var, at sporene ofte krydsede stierne, så pludselig kom der en mountainbiker susende, så jeg måtte have fat i Nanna.
Kørte videre sydpå gennem overraskende smukt hede/klitlandskab. Gennem Henne og Tirpitz, hvor vi parkerede med henblik på at se museet. Men solen skinnede nu så smukt, og det var sidste dag med sol i lang tid, så vi valgte at gemme museet til en anden gang. Ikke så oplagt at gå inde i et mørkt bunkermuseum på en dag som denne.
I stedet fortsatte vi til Marsk Camp ved Skærbæk. Her var kun 4-5 andre campere på den ellers megastore og nye autocamperplads. Jeg var ikke umiddelbart hooked på stedet, men der var fordele og ulemper.
Minus: ligger på en bar mark udenfor alting, der ses ikke umiddelbart at være gåruter, og der er langt til servicebygning.
Plus: nyt og fint sted, herunder servicebygning. Indhegnet hundeområde, hvor Nanna fik sprintet rundt med en anden hund. Restaurant.
Vi havde ikke behov for at gå op i tårnet, da vi har besøgt det noget større skovtårn på Sjælland.
Men restauranten så rigtig god ud, så jeg bestilte bord. Det viste sig at være en overmåde god ide! Lækker restaurant, meget flink tjener, og fremfor al super god gourmet mad til rimelige priser. Det bedste vi har fået i lang tid. Der var mest børnefamilier og så var vi tre par – faktisk var der fyldt op. Ingen fra camperpladsen, tror jeg, de to ting passer måske ikke helt sammen?
Vi købte vinmenuen, hvilket betød, vi begge fik lov at smage OG at vi kunne vælge en anden eller sige, hvilken stil, vi ønskede. Fornemt. Konverterede derfor den tyske hvidvin med en fed Chardonnay og fik en fyldig rødvin.
12.-14.4. Fanø
Denne dag skulle vi på familiebesøg på Fanø og tog færgen derover over middag. Vi skulle bl.a. besøge en niece og hendes familie. Deres kat blev panisk ved synet af Nanna, så den plantede samtlige kløer dybt i mine hænder, av av! Ellers en sød kat…
Her fik vi den helt store middag med påskelam i forskellige udskæringer. Totalt lækkert!
Næste dag måtte jeg omkring lægen i Nordby og have en stivkrampevaccination og en recept på penicillin. Kattekløer er ikke til at spøge med, selvom det havde været værre med et bid. Men fornemt at det var nemt at få en tid. Og således fik vi også set lidt af Nordby.
Fanø råder over en Hundeskov og her fik Nanna leget med en anden hund.
Derefter ned til stranden og retur via Pælebjerg, der trods navnet kun er en lille bakke. Men smukt landskab med bl.a. lyng.
Resten af dagen tilbragte vi i niecens mors og hendes mands hyggelige sommerhus.
Camperen stod fint parkeret på grunden, så her sov vi godt.
14. -15.4 Kammerslusen og Vadehavnscentret
På anbefaling gik vi – på vej op til færgen – tur ved Sønderho gamle fuglekøje, hvor man indtil 1931 fangede vildænder til føde.
Dette via en kunstig sø med 6 overdækkede “arme”, der endte i ruser. Der er 4 fuglekøjer på Fanø og de er alle renoverede. De blev senere brugt til ringmærkning af fugle.
Der gik en fin lille sti derned. Ikke så lang en tur, kun 2 km i alt.
Efter færgen kørte vi til Kammerslusen, hvor der også er en camperplads, der ligger sammen med restauranten.
Efter lidt sondering af området cyklede vi hen til Vadehavscentret, der er fra 1990erne, men nu ligger i et totalt nybygget hus fra 2017, tegnet af Dorthe Mandrup fra Bjarke Ingels gruppen.
Dele af taget er stråtag, men finessen er, at det er dele af væggene også. Giver en flot virkning på den meget lange bygning.
Udstillingen var også helt ny, jeg havde forventet en samling udstoppede fugle. Næsten en blanding af kunst og naturformidling, især i visse rum. De havde også en lille cafe, som vi måtte prøve.
Hjemme igen gik vi en lille halv time med Nanna langs Ribe å og så på de små sommerhuse. Nogle var fine nok, men de fleste noget ramponerede.
Næste dag gik turen retur til Hadsten, da vi skulle holde påske i sommerhuset sammen med familien.
Konklusion
Rigtigt fint at fortsætte vores vestjyske turné, der i 2021 netop sluttede, ca. hvor denne begyndte.
Dejligt at opleve f.eks. Vadehavscentret, Blåbjerg Plantage, Fanø og restauranten ved Marsk Camp, samt at kombinere med familiebesøg.
Facts
Overnatning
Camperplads ved Ringkøbing havn. Fin plads lige ved vandet og tæt på centrum.
Camperplads ved Bork Havn. Ikke meget udsigt til vand, når der er både på land.
Marsk Camp. Meget stor, nyanlagt camperplads med Marsk Tower og restaurant.
Camperplads ved Kammerslusen. Restaurant. I cykelafstand af Vadehavscentret.
Tips og tricks
Skal du besøge Kammerslusen, så vær obs på, at GPSén ikke leder dig hen til den forkerte side af slusen, hvor broen over max. kan bære 2 tons. Det skete for os og vi vejer jo 3,5 t.
Vi måtte hele vejen tilbage ad de små veje og ind igen af den autoriserede vej i Ribe.