Gdansk, Polen

 

Indrømmet – efter sidst at have været i Polen i slutningen af 70’erne med varemangel og store problemer med at få en togbillet hjem, så var det ikke lige Gdansk, jeg tændte på i første omgang. Men vi ville gerne prøve et nyt sted, og vennerne gerne i Østeuropa  – og så blev det Gdansk!

Gdansk er en smuk by, der kan minde om Amsterdam

Det viste sig, at man kunne flyve fra Tirstrup (Aarhus Lufthavn), der kun er en god halv times kørsel fra både Hadsten og Skovgårde. Og det er jo en nem lille lufthavn at flyve fra. Turen tog kun 55 minutter og pludselig er du i et helt andet land, meget forskelligt fra Danmark. En forudbestilt taxa bragte os på 20 minutter til det særdeles lækre og centralt beliggende hotel – og således var der både tid og overskud til allerede samme aften at udforske Gdansk en smule. En god start!

Lige ankommet kl 22 skulle vi straks ud og snuse til byen

Ellers gav turen mulighed for 2 hele dage i byen, med hjemtur søndag middag. Vi har en stor forkærlighed for at deltage i “Free Walking tours” – et koncept, der findes i rigtigt mange lande. Her var der 2 muligheder: selve City turen, bl.a. med vægt på historien om 2. verdenskrigs start i netop Gdansk, dels Solidaritetsturen, med vægt på historien om skibsværftsarbejderne, der med Lech Walesa i spidsen fik gennemført frie fagforeninger.

Indgangen til skibsværftet, hvor kampen for frie fagforeninger startede

Vi deltog i begge ture (fordelt på to dage). Turene tog hhv. 3 og 2  1/2 time, og begge var mega interessante. Nok er det dejligt at dalre rundt i en by og nyde cafelivet med mere, men der må også meget gerne være et “fagligt “ input, og det var der sandelig i Gdansk!

Neptun springvandet på hovedstrøget

Gdansk blev stort set totalt udslettet i forbindelse med 2. Verdenskrig. 90 procent af den indre by blev bombet.

Så voldsomt blev den indre by bombet i forbindelse med 2. Verdenskrig

Men lykkeligvis for eftertiden blev den indre by bygget op igen præcist som den havde set ud – med smukke gavlhuse mv. ,så byen er på sin vis en kopi af det gamle Gdansk. Og man kan godt se, at husene ikke er gamle, dertil er de for lige og pæne. Men flot er det lavet og selvom hovdstrøget Lange Gade og Lange Marked er centrum for megen turisme, er der ikke usmageligt og totalt spoleret.

Lange Gade i Gdansk med det gamle rådhus i bagrunden, fine gavlhuse og masser af cafeer

Af en eller anden årsag (den ene guide sagde i propaganda øjemed), valgte russerne – der jo efter Jalta aftalen fik kontrol med Polen – at genopbygge det indre Gdansk som det så ud før krigen. Der er enkelte bygninger i klar russisk byggestil, men heldigvis ikke noget, der dominerer.

Her mødes russisk og polsk byggestil – godt hele byen ikke blev bygget op som huset tv

Kommer du lidt uden for det absolutte centrum, er det noget andet. Der var ikke penge til genopbygning i oprindelig stil uden for centrum, så her dominerer de grå, trøstesløse betonbyggerier.

Uden for det absolutte centrum kan der f.eks. se sådan ud

Byens gamle rådhus med det høje tårn, som man kan komme op i, overlevede faktisk krigen. Vi var oppe i tårnet, hvorfra man har flot udsigt over byen. Koster kun 5 zloty, svarende til 9 kroner.

Udsigt over hovedstrøget fra rådhustårnet

Man kan også komme op i Mariakirkens tårn, men trappen her skulle være noget mere nervepirrende og dermed ikke noget for en højdeskrækker som mig.

Jeg har vovet mig ud til rækværket på toppen af tårnet i det gl. rådhus…

Mariakirken overlevede på mirakuløs vis også bombningen under krigen, bortset fra tårnets tag.

Udsigt fra rådhustårnet til bl.a Mariakirken

På hovedstrøget Lange Gade (der er gågade), ligger Uphagen museet, der er et gammelt herskabshus, der tilhørte en rig købmandsfamilie. Også genopbygget efter krigen og nu indrettet med originalt interiør, som interessant nok blev fjernet af tyske konversatorer inden bombningen af huset. I russertiden brugt til div. offentlige formål, bl.a. bibliotek, men fra 1992 åbnet som museum. I rummene mangler der informationer, men en plancheudstilling før udgangen retter delvist op på dette. Koster 10 zloty for voksne og 5 for pensionister (over 65).

Fra gårdhaven i Uphagen museet

Trods det fantastiske vejr tilbragte vi 3 timer på det nye museum for 2. verdenskrig. Et must, når man er i Gdansk. Meget speciel og flot bygning udefra – en total skæv og hældende, rød bygning – ser helt naturstridigt ud, man kan næsten ikke tro, den kan holde sig oprejst.

Det – på flere måder – fantastiske museum for 2. verdenskrig

Udstillingerne er under jorden og det kan varmt anbefales at leje audioguides. Disse er så smarte, at de selv starter, når man kommer ind i et nyt rum. Så får man en kort forklaring om rummets indhold, hvorefter stemmen siger ”kig dig nu omkring, så længe, du vil. Jeg venter på dig i det næste rum”. Den fortæller også, hvis du er gået forkert, og hvordan du kommer på ret spor igen. Det er naturligvis barske sager, man præsenteres for, men formidlingen er professionel – og ja, historien må aldrig glemmes.

Installation i 2.verdenskrigsmuseet

Parallelt med Lange Gade og Lange Marked ligger Mariecka gaden med de mange ravbutikker, og en tak længere væk piwna (øl)-gaden med værtshuse og mikrobryggerier.

Piwna gaden

Et vartegn for byen er den store, gamle trækran ned til vandet. Byen opnåede pga. sin beliggenhed velstand, dengang al transport af varer foregik til vands.

Havnepromenaden med den sorte trækran

Der er mulighed for at komme ud at sejle direkte fra centrum. Vennerne tog en båd til Sopot, der er en badeby ved Østersøen. Tager en time og koster 40 zloty pr person pr vej. Man kan også leje små både og selv sejle rundt. Endelig kan børn og barnlige sjæle have fornøjelse at at tage et “piratskib”, der sejler til monumentet ved Westerplatte.

Turbådene lægger til tæt på den Grønne Port

Konklusion: Vi var alle meget positivt overraskede over Gdansk og jeg vil varmt anbefale byen til en forlænget weekend. Gdansk er en af Polens ældste og mest charmerende byer. (Jeg får ikke provision fra Det Polske Turistråd, men det burde jeg egentlig!)

Smukke huse i Gdansk

Tips og facts

Taxa: Indtil for få år siden blev turister ofte snydt så vandet drev, når de tog en taxa i Gdansk, især fra lufthavnen. I dag er der mulighed for at forudbestille en taxa (f.eks. gennem flyselskabet). Det er nemt og billigt og man er sikker på, man ikke kommer i kløerne på en uautoriseret bil, der forlanger et vanvittigt beløb ved ankomsten. Vi brugte selskabet Taxilo, og det fungerede perfekt. En venlig, engelsktalende herre hentede os i lufthavnen og tilbød at køre os tilbage igen om søndagen. Pris 193 kr torsdag aften (nattakst), ca. 150 kr retur søndag.  Alternativet er tog, men det er mere besværligt, bl.a. skal man via havnebyen Gdynia om aftenen.

Springvand i Gdansk. Et hit for børnene på en varm dag

Hotel: de penge, vi havde sparet ved en billig flybillet, blev straks omsat til et dyrt hotel! (“Because we’re worth it”- som vores kvindelige rejsefælle sagde…). Hotel Puro er et mega lækkert, nyt og helt centralt belligende hotel i Gdansk.

Lækkert designerhotel, bl.a. med flotte kunstbøger i lobbyen

Pris 1000 kr pr nat (7.-10.6.) inkl en fantastisk morgenmadsbuffet. Vi blev oven i købet opgraderet til et superior plus værelse, med flot udsigt over bl.a. kanalen. Vennerne fik et alm. værelse som bestilt, men var også tilfredse, selvom der kun var vindue ud til hotellets indre.

Superior Plus værelse på Hotel Puro

Ture: “Walkative” hedder firmaet, der har de to ture, vi deltog i. Princippet i “free walking tours” er at man kan deltage som man vil og evt. hoppe af undervejs. Det koster som udgangspunkt ikke noget og man skal bare møde op på angivet tid og sted. Ved turens afslutning giver man selvfølgelig et beløb til guiden – efter eget valg.

Marcin fra Walkative tours fortalte i hele 3 timer og kunne næsten ikke stoppe igen

Vi har kun oplevet særdeles engagerede og vidende guider på disse ture, også her i Gdansk. Den ene guide fortalte i 3 timer, selvom turen egentlig kun skulle vare 2 1/2 time. Vi synes den slags ture er mere spændende og “autentiske” end en standard tur, hvor en guide lirer en standardremse af. Free walking tours guiderne giver også deres personlige besyv med.

Også Pawel fra Walkative tours gav en meget engageret guidning

Prisniveau: det er ikke (længere) ultrabilligt i Gdansk, men stadig MEGET billigere end at gå ud at spise og drikke i Danmark. Vi vil sige ca. 1/2 pris, måske endda lidt billigere. Og man kan få dét, man vil have.

Afslapning på cafe efter lang guided tur

Spisesteder: cafeerne i centrum er oftest på alm. cafeteria niveau, men man kan få alle former for mad.  Man kan også prøve det polske køkken – hvilket jeg som udgangspunkt ikke havde det store behov for. Husker tydeligt, da jeg som helt ung var i Polen i slutningen af 70erne og nærmest gik i sultestrejke, fordi det mad, man kunne få, var rimeligt gyseligt, set med en forkælet, ung dansk piges øjne…       Ved at søge på Tripadvisor fandt vi et sted med moderne indretning og lækker mad. Restauranten hedder Correze og ligger lige overfor det nye museum for 2.verdenkrig. Bortset fra at tjeneren glemte vores forretter og der var rigelig høj musik, var det et super godt sted. Mad og drikke inkl dessert blev til ca. 210 kr pr person, mens det på et af stederne i “ølgaden” blev til 125 pr person. Det er jo overkommeligt! Husk at bestille bord på Correze, for stedet er populært og ligger pt. som nr. 3 på Tripadvisors liste.

Lækker ret med andelår på Correze

Politik: jeg havde først ikke så stor  lyst til at rejse til Polen efter at have hørt, hvordan det – set med vores øjne – går tilbage med demokratiet for tiden. De liberale med Donald Tusk (som bekendt nuværende EU præsident) i spidsen var EU venlige, mens den nuværende konservative præsident lægger afstand til EU og indfører lovgivning, der ikke går i demokratisk retning.  EU-Kommissionen mener f.eks., at den polske justitsministers ret til at udnævne og afskedige retspræsidenter vil underminere de polske domstoles uafhængighed. Den samme bekymring gælder ministerens ret til at forlænge mandatet for dommere, der har nået pensionsalderen.

Ligeledes har landet et af EU’s mest restriktive abortlovgivninger og nu trækker styret i en endnu mere kvindeundertrykkende retning. Med det nye lovforslag vil ikke engang et mindreårig incestoffer kunne få en abort. Vi får mindelser om Ungarn, hvor det også en overgang så ud til at gå fremad – igen set med vores vestlige øjne – men hvor den grumme Victor Orban nu holder landet i stram snor og mere og mere minder om en diktator. Og der sker tilsyneladende også trælse ting i Rumænien lige nu….

Historiens vingesus – et stykke af Berlinmuren, plus et stykke af muren, der omgav skibsværftet i Gdansk og som Lech Walesa kravlede over

Direkte adspurgt sagde en af guiderne, at Polen ikke var imod EU, men at alle jo selvfølgelig kæmpede for deres egen sag og land. Guiderne var meget åbenmundede ift. kritik af tiden under det sovjetiske styre og under nazismen, mens det kneb lidt mere ift. nutidens politiske situation. Den ene guide fik dog sagt, at de kunne vælge mellem tyve (de liberale) og idioter (de konservative) !

Ved det tidl. skibsværft hænger de 21 krav, som væftsarbejderne fremførte

Det lader til at være sådan, at de liberale står stærkt i byerne, der oplever stor velstandsfremgang og bl.a. har fået bygget flotte museer. Synspunktet er, at man ikke må glemme fortiden. De konservative står stærkt på landet, hvor man stadig oplever fattigdom, og synes at byerne løber med det hele. Dette bekræftede en af guiderne.

Den Grønne Port i Gdansk er slet ikke grøn. Navnet stammer fra broen, der var grøn og slimet i gamle dage. Huset er egentlig opført som kongebolig, men kongen nægtede at bo i en “port”. Bruges som repræsentationslokaler og mange statsoverhoveder er blevet modtaget her

Historie: Læste en artikel i JyllandsPosten, der beskrev det nye 2. verdenskrigsmuseeum i Gdansk. Den lokale borgmester er fra det liberale parti og FOR museet. Mens de konservative ønskede, det slet ikke skulle bygges. Og da slet ikke indeholde elementer, der handlede om, at der var ofre og bødler på flere sider. De konservative ville have et museum, der fremstiller alle polakker som helte og russerne og tyskerne som skurke.  Virkeligheden er, at også polakkerne var skyld i store forbrydelser mod jøderne. Og at der også var venskaber mellem polakker og tyskere, men det ønsker nogen fortiet.  Manden bag museet kæmpede mod det konservative styre, der ønskede, det slet ikke skulle bygges. Han vandt i første omgang og museet blev opført, men direktøren er siden blevet fjernet og der er indsat en “marionet”-direktør i stedet. Der er lokalvalg til oktober, så meget spændende, hvad der sker her!

2. Verdenskrig museet fra en anden vinkel – udstillingerne ligger under jorden, det er kun kontorer og konferencelokaler mv., der ligger over jorden

Religion: polakkerne er meget religiøse og ca. 98 procent er katolikker. Går man ind i Mariakirken, er det også tydeligt, hvem der er polske – de knæler og beder alle, mens de udenlandske turister bare slentrer rundt. Og måske endda glemmer at tage hatten af – hvilket straks bliver påpeget af vagten. Polakkerne er stadig meget stolte af, at pave Johannes Paul 2. , der var pave fra 1978 til sin død i 2005, kom fra Polen.

Den Gyldne Port i Gdansk

Berømte personer fra Gdansk: Flere kendte personligheder, eksempelvis den tyske filosof Arthur Schopenhauer, den nyligt afdøde tyske forfatter Günter Grass og EU’s præsident, Donald Tusk, er født her.i

To -knapt så kendte – personligheder på besøg i Gdansk…