Kreta

 1.-8.7.2016 – en uge til Kreta med to af sønnerne

“Skal vi slet ikke ned i varmen her til sommer?”, lød det fra de to yngste (men voksne!) sønner i foråret 2016. Og så måtte mor her i gang. Fandt en rigtig fin lejlighed et stykke uden for Chania på Kreta til en helt utrolig god pris. Man kunne vælge mellem afgang fra Aalborg, Billund og København og således kunne mellemsønnen komme direkte fra København.

Venter på afgang til Kreta

Ved ankomsten var jeg var positivt overrasket over, at vejret var, så man kunne “trække vejret”, men hot var det selvfølgeligt. 

Rigtig dejlig og frodig have ved lejligheden

Fik en dejlig lejlighed med to rum og køkken og badeværelse midt i. Der var også aircon og en stor terrasse, så vi var meget fornøjede. Og så tænk på, hvor lidt vi har givet for turen!

Der er nu ikke noget så flot som en bourgonvilla!

Nogle gange var vi nede og bade ved stranden, der var fin og hvor man kunne finde skygge under et træ.

Men de fleste gange var vi i poolen, der var mega god. Ret lille, men der var næsten aldrig nogle mennesker i den. 

Super god mindre pool på stedet, og vi havde den næsten for os selv

Hver morgen gik jeg hen til campingpladsen og købte  brød. Kunne nu ikke genkende camping pladsen og da vi senere gik tur, gik det op for os, at det slet ikke kunne være der, vi boede for 22 år siden! Men Sun tours teltene stod der, tæt og varmt! Jeg er lykkelig for, jeg ikke boede der. Men der var også en stor pool, så noget er sket siden.

Sådan har vi boet med Suntours utallige gange, mens børnene var små. Meget børnevenligt, for der er masser af legekammerater, men fy da føj, hvor var det varmt!
Tur til toppen 
En af dagene lod vi drengene sove, tog bilen og kørte en anbefalet tur fra guidebogen. Først langs kysten og de stærkt udviklede badesteder Agea Marina og Platanias mv. Ikke spændende… Så tog vi den gamle vej til Kissamos, det var lige sådan noget, vi gerne ville. Ingen trafik, små snoede veje gennem græske landskaber. I kissamos kørte vi op til den lille landsby Piiriani, hvor man kunne køre helt op til toppen, hvor der ligger en lille anbefalet taverne: Acropolis. Men først gik vi en tur op til toppen.
Den lille kirke

Så den lille kirke med gravsteder, gik ad stien op til toppen. Ikke ulideligt varmt, men hot, det var det. Heldigvis en overskuelig tur, efter kort tid kom vi til det lille kapel og så op på toppen med flot udsigt til bugten og “krokodilleøjnene”.

Hot på toppen

Man kunne gå lidt rundt, duften af salvie var markant, store buske af den slags voksede på stedet.Tilbage til tavernen, hvor vi efter en time og tyve minutter alligevel havde fortjent lidt frokost. Vi var de eneste, der var der, dog kom der et par hold lidt senere. Fik to omeletter og to cola, det blev til 11 euro….og så fik vi endda meget fin og frisk vandmelon samt blommer.

Billig frokost på taverna

Kørte derefter ned til Kissamos og ud til Balos stranden. Men her var alligevel ikke noget velegnet badested. Man kunne køre ad en grusvej ud på den ubeboede halvø, men det ville vi ikke i en udlejningsbil. Kørte i stedet hjem ad den nye vej, det gik meget hurtigt.

Så skal der snorkles

Vi spiste dejlig græsk mad hele ugen og til særdeles rimelige priser. Alle de kendte retter (og nogle ukendte) blev afprøvet, f.eks. moussaka, tsasiki, bagt feta, græsk salat, keftedes, kleftiko, lammekoteletter, dorades og andre fisk, blæksprutter mv.

Uden mad og drikke…

Fod-forkælelse til 18 euro

“Fresh Feet” på Hovedgaden tilbød pedicure til 20 euro, og 18, hvis man kommer fra  Sun Tours.

Fodbehandling inkl lak for 18 euro!

Fik en vældig behandling for pengene, med alt fra fodbad til og lak på efter eget valg.  Alt i alt en særdeles behagelig oplevelse og så til de penge, det kan man ikke få i dk. Man kan føle sig lidt som “herrefolk”, når man sidder der, men dels er det deres metier og de vil vel gerne have kunder og dels er det det samme, hvis man gør den slags i dk.

Fod-selfie!

Katte-drama

Jeg opdagede en morgen, at der lå en kat med helt nyfødte killinger henne i hjørnet af baggården. Næsten lige ud for vores vindue. Den var lige færdig med at føde, og jeg så den spise moderkagen. Den slikkede også de to første killinger, men så var det som om, den ikke kunne mere og faldt hen. De to sidste killinger så næsten døde ud og stadig våde og klistrede. Efter et stykke tid listede jeg mig derud. Den opdagede mig ikke, selvom jeg sad helt tæt på. Den var ikke død, men den så helt udmattet ud. Det var en vandhane lige ved siden af og også et lille bæger. Det skyllede jeg og fyldte med vand efter lidt overvejelse. Kan jo alligevel ikke gøre en forskel…

Helt nyfødte killinger

Så skulle jeg have nøjedes med det og sat bægeret, men så ville jeg stille det hen foran kattemoren. Desværre opdagede hun mig og for afsted som en pil, efterladende de fire unger. Resten af formiddagen var jeg helt elendig over, om jeg mon havde skræmt den væk, så den ikke kom tilbage til killingerne. Men den vendte heldigvis tilbage og de små fik diet. Kort til efter havde moren dog flyttet killingerne til et mere “sikkert” sted. Ja ja, græske katte – og hunde – de må klare sig, så godt de kan..

Frokost på terrassen

Flere af dagene blev til rene dasedage, men det var sådan set også meningen med ferien. Vi fik hurtigt en fast rytme, der bød på svømmetur i poolen om morgenen, hentning af morgenbrød, læsning ved poolen med en dukkert ind i mellem osv. Hen under aften kortspil og drinks i den fine have. Og så rokke ud at spise – lige til at holde til…

Der hygges med kortspil

Dagstur til Chania

 Vi kørte i bil til Chania og gik langs gammel bymur ned til vandet, hvor der var meget brænding og derefter ind mod den gamle havn.

Chania tur

Snart startede de mange turisttavernaer. Og indsmiderne var der stadigvæk…

Gensyn med Chania, der ligner sig selv, synes vi

Luntede rundt her og i den gamle bydel bagved. Masser af souvenirbutikker og taverner.  Så markedshallen, der som annonceret er blevet mere turistbutikker end fødevarer. Der var dog enkelte fiske- og kædebutikker tilbage. Havde udset os et sted at spise frokost, men der var indsmiderne så irriterende, at det gav bagslag og vi valgte et andet sted. 

Chania

 Vi læste en dag om vejret derhjemme: silende regn i store mængder, voldsom blæst og meget køligt, kun ca.13 grader! Synd for folk i DK, ikke mindst dem, der har ferie…

Synes først, det var lidt fjollet at tage til Grækenland i juli måned, men det var nu den mulighed, der var for drengene. Men da vi hørte om “sommervejret” i DK, var vi meget glade for beslutningen!

Gocart-dag

Parat til start

En af dagene stod den på gokart for drengene. Stedet lå kun 10-15 minutters kørsel fra os. Drengene var meget tilfredse og synes, det var sjovt. Betalte 60 euro i alt for 1-2 time til dem hver, fordelt på to gange 15 minutter og en pause imellem. 

Når bare de morer sig, de “små”…

Biltur og kløftvandring

 Resten af turen fra guidebogen skulle også prøves. Kørte til Kissamamos og tog ruten gennem de små byer i baglandet. Ved Delani kørte vi ind mod kløften, men turde ikke køre ret langt ad grusvejen, så vi parkerede og gik derfra. Efter ca. 15 minutter i fuld sol kom vi til en skyggefuld parkeringsplads med toiletter mv.

Gåtur i kløften, hot, men ikke ulideligt

 Vi gik i alt 1 time og 20 minutter, så vi nåede ikke så langt ind i selve kløften, men bestemt nok til at opleve den. Så næsten ingen andre og så så vi bjerggeder. Meget smukt der. Kørte derefter ind i selve landsbyen og fik en cola, der kostede 1 euro her – så er man kommet på landet. Vi kørte gennem alle landsbyerne og så Rotunda, en kirke fra d.6./7. Årh. Kunne dog ikke komme ind i den.

En aften var der karaoke på campingpladsen tæt på. Det kunne tydeligt høres og lød ikke ret godt mange af gangene…tænker på, hvad de lokale må tænke om de her danskere og svenskere (turister) der fylder så meget på alle måder? Men de lever jo af dem og lever bedre end grækere på fastlandet. Så de er ikke så dårligt stillede her på øerne. Men der er stadig Lesbos, der er i knæ pga. flygtningene. 

Mine “drenge”

Konklusion:

Et overraskende behageligt gensyn med Grækenland, som vi har ferieret i utallige gange med drengene, men som vi på et tidspunkt gik død i, og først har genoptaget nu efter ca. 8 år.  Selvom vi endda var der i den absolutte højsæson, var der ikke totalt overrendt, priserne var særdeles humane og det er stadig muligt at køre rundt på øen og finde mere “uspolerede” steder.

Chania

Highlights:

Dejligt drengene ville med

Dejligt gensyn med Kreta (mad, sol, landskab mv)

Dejligt lille sted med grøn have og dejlig pool med god plads og fin lejlighed

Dejligt gensyn med det Kreta, vi kendte en gang (Kissamos’ bagland)

Facts og priser:

Billeje:

Havde lejet bil via Goldcar, som lå uden for lufthavnen. Der var ingen andre end os, da vi kom og utroligt nok var damen smilende og venlig (det er langtfra altid tilfældet hos Goldcar…).  Hun blev heller ikke sur, da vi ikke ville betale 128 euro for forsikring. Vi bruger for en gang skyld vores egen, men har så også betalt ca.1200 for selve bilen,der var en lille, men splinterny sag.

Aftenspisning i Chania

Restaurantpriser:

En behagelig overraskelse: til aften blev det 70 -90 euro, til frokost mindre, ca. 40 – for 4 personer

Smuk solnedgang fra en restaurant

Pris for fly og ophold:

Gjorde et kæmpekup, da jeg via Suntours fik en 4 personers lejlighed, Nikolas Suites uden for Chania, plus fly til 4 for ca.10.000 kr i alt for en uge i juli!  Var fordi, der lige var én lejlighed tilbage, da jeg bookede i maj og den var derfor sat ned.