Madeira

Madeira 30.10.- 22.11.2016

Da jeg ledte efter et sted at tilbringe det meste af november måned (fordi det er en kedelig og mørk måned i Danmark, synes vi), faldt valget på Madeira. Dels havde vi aldrig været der før, dels så temperaturerne fine ud. Oven i købet viste det sig, at disse er nogenlunde konstante dagen og aftenen igennem, så der også var lunt om aftenen – i modsætning til f.eks. Andalusien.

Jeg fandt fly via Lissabon samt en lejlighed via Airbnb. Ville gerne have haft den i 4 uger, hvilket udløste 50 procents rabat, men det var ikke muligt. Men vi kunne få den i 3 uger og 2 dage og de sidste 2 dage fik vi i “rabat”.

Lejligheden var et hit, dels var det en dejlig og rummelig lejlighed med skøn udsigt over havet, dels var ejeren, den portugiske børnehjertekirurg Rui et behageligt bekendtskab.

Da vi ankom til lejligheden, stod han parat der og efter at have vist lejligheden frem, kørte han os ind til byen, hvor han gav en lækker frokost ved havnen.

Han boede i et hus oppe ad bjerget med kone og to små børn (andet ægteskab, for han var ca. medio 50). Lejligheden havde han tænkt sig, han skulle bo i, når han blev pensioneret. Han havde tidligere boet i Lissabon, men nød nu det roligere liv på Madeira og tog kun ind til fastlandet en gang imellem for at arbejde.

En god start på opholdet blev kronet af den behagelige overraskelse, at vi kunne sidde ude på altanen, da vi kom hjem, også efter mørkets frembrud.

Daglig rytme

Vi fik hurtigt en god rytme : hver anden dag tog vi den lejede bil og kørte rundt på øen, ikke mindst for at gå en af vandreruterne omtalt i den røde Rothers vandreguide. Ruterne her har farver efter sværhedgrad og jeg lærte hurtigt at gå efter de letteste ruter. Ikke fordi, vi ikke kunne holde til de sværere, men disse var samtidig også mere dramatiske og livsfarlige, så dem kunne jeg snildt undvære…

De fleste af ruterne gik langs de berømte Levadaer, altså vandingskanaler, der er bygget for ca. 500 år,siden, men som fungerer endnu. Hver anden dag gik vi i nabokvarteret eller ind til Funchal.

Besøg af venner

Gode venner var kommet til Madeira et par dage før os. Vi mødtes med dem i Machico, hvor de havde boet de første dage. En hyggelig og autentisk by, med den store fordel, at der var lavet en dejlig badestrand nede ved havnen. Man kunne slet ikke fornemme at den var kunstigt anlagt, men naturlige strande er en mangelvare på Madeira, der jo er en klippeø.

Vennerne tilbragte deres sidste fire nætter hos os, vi havde nemlig et ekstra værelse i lejligheden. Sammen vandrede vi flere ture, gik ind til Funchal og spiste ude flere gange. Super hyggeligt at få besøg, når man er så længe på ferie.

Udvalgte køre- og vandreture

1. Fra Sao Jorge gik vi en rød tur ( fra Rother bogen). Den var lidt dramatisk og stejl, men superflot. Vennerne var frygtløse og fortsatte (trods advarselsskilt!) ud på spidsen.

2. Start Rabacal. Vi gik ikke den kendte “25 Fontes” rute, men tog  Ricso stien til vandfaldet. Stejlt nedad i starten, ad asfaltvej. Fin tur.

På vej hjem kørte vi forbi et sted, hvor vennerne tidligere havde boet.  Her faldt vi ind på et lokalt værtshus, hvor vi fik  den lokale drik Poncha.

3. Kørte til Nonnernes dal, til byen Curral des Freires, hvor der lige havde været Kastaniesfest d.1.11. Da vi parkerede midt inde i byen ved en souvenirbutik og cafe/restaurant, ville de straks sælge og var rigeligt anmassende. Så begyndte en spændende vandring: først gennem byen og derefter startede opstigningen til toppen af bjerget, hvor der lå en restaurant og der var et mirador.

Det var en udpræget zigzag vej, men det var fint, når der var over 500 meter i højdeforskel. Der var meget frodigt og smukt. Det var gråvejr, hjemmefra havde det set sort ud, med heftige regnskyl ind i mellem. Vi fik også noget regn på vej op, men kunne også gå uden ” kitlerne” (de nyanskaffede regnfrakker) på en del af turen.

Der var langt ned, men ingen steder var der farligt at gå, oplevede jeg. Men det var bestemt udfordrende både ift. højder og opstigning. Det tog dog kun ca.1 1/2 time fra bilen til toppen. Faldt ind på cafeen og fik friskpresset juice. Udenfor øsede det nu ned, så meget at vi droppede at gå op til miradoren. Forhørte os om alternativ nedstigning, da det ikke et rart at gå ned i regnvejr, pga. glatte sten/trin. Det kan være vildt farligt, hvis man glider… Vi kunne så gå ad den gamle, nu nedlagte kørevej tilbage til byen. Jeg brød mig umiddelbart ikke om at gå ad en spærret vej fyldt med nedfaldne sten mv. og gennem flere mørke tunneller. Vejen var skåret ind i klippevæggen og det gik absolut lodret ned. Men vejen var bred og det gik fint.

Kun var jeg betænkelig ved tanken om at vejen kunne være spærret eller skyllet væk undervejs. Det var heldigvis kun til allersidst, at den gamle vej var spærret og man måtte kravle lidt, men ikke farligt. Dejligt at komme tilbage til byen igen, det tog også ca.1 1/2 time ned. Cafe-folkene kastede sig straks over os, på en ubehagelig måde. Nu vi havde holdt der så længe, satte vi os og fik kaffe og cola. Men så pressede de på med alt muligt og begyndte sågar at give Henning en hat på (som de ville sælge), så dér kommer vi aldrig mere. Det er faktisk det eneste trælse ved øen – de få steder, der er så turistede, at de lokale bliver ubehageligt aggressive i deres forsøg på salg.

4. Dagens tur var nr. 48 i Rother bogen. Start ved et Foresty House på vej op til sletten Paul da Serra ad vej 209. Kørte derop af denne snoede, men udmærkede vej. Flot solskin og det holdt sig på hele turen, hvilket man jo bestemt ikke kan regne med så højt oppe.

Turen skulle være ligeud og helt uden risiko for svimmelhed. Desværre havde der været brand, så landskabet var ikke så spændende den første del af turen, til gengæld var der flot udsigt over Sydkysten. Stien var smal i forvejen, nu var den visse steder næsten helt skyllet væk og dét selvfølglig, hvor der var mest stejlt. Det betød, at der visse steder ikke var helt rart at gå, når man var mig. Selve levadaen var helt fyldt op med mudder/jord, så vi kunne gå i den, hvor stien ikke var god at gå på.

Vi nåede frem til endemålet, selvom jeg et par steder var noget betænkelig. Målet var lige over for P pladsen ved Rabacal, for dem der skal til vandfaldet eller “25 fonte”. Vi mødte kun få andre, så de fleste tager Rabacal turene.

5. Tur til Nordkysten. Kørte via Machico og Santana op i bjergene og gik den ret korte tur nr.27. Helt nem og ligetil: bred sti, kantet af rækværk (delvist), så selvom der var langt ned til siden, var det ikke et problem. Der var nogle af berømte Santana- A huse i starten, de var tomme og forsømte.

Fortsatte så ad tur nr. 28, der var rød i guidebogen. Som beskrevet nem i starten, men så bliver stien smal og går langs meget bratte klipper, plus der falder vand ned fra klipperne. Der var dog mange mennesker, næsten flere end det var sjovt. Vi vendte om, da vi kom til et vandfald, der skulle forceres. Kunne godt have fortsat, men jeg havde lovet mig selv en nem tur. Jeg kan forstå, at man må leve med højderne på Maderia, det siger sig selv. Også at man må op i dem, hvis man vil opleve flotte udsigter. Kan til nød forstå, man gerne vil fortælle/prale af at have gået dérog dér Men det er da ikke nok til at udsætte sig selv for livsfare! Fatter ikke, hvis nogen ligefrem får et kick af, at det reelt er farligt!!!?

Der var rækværk på de smalle steder, så man kan måske sige, at her var mere sikkert end f.eks. turen på den “brændte” og nedskyllede sti? Anyway, vi gik tilbage igen, men havde da omvendt gået i 1 time og 50 minutter, da vi var ved bilen igen, det var fint nok. Kørte ned til kysten og videre til Sao Jorge. Turen var meget spektakulær, og vejret flot med strålende solskin. Ikke en selvfølge på nordkysten. Den sidste tunnel var et stykke efter Santana og så var det scenic routes for resten.

Havde dog slet ikke forestillet mig – eller sat mig reelt ind i – at det kunne betyde scary rutes!!!
Ét er, at vejen snor sig og går i voldsomme højder, det er ikke noget problem med en så sikker chauffør som Henning (der dog skulle passe på, fordi vores bil ikke er helt lille.). Men så, efter at have snoet os helt ind i bunden af en kløft, skulle vi “bare” et stykke langs vandet, før vi nåede Sao Vincente. Men det stykke var i elendig forfatning. De var i gang med at bygge en -meget tiltrængt! – tunnel og nok derfor var den nuværende vej absolut ikke passet ret godt. Dårlig belægning og manglende vedligehold af rækværk – og det gik vel at mærke lodret ned. MEN vejen blev også så smal, at der kun var plads til én bil! Der var enkelte vigepladser, men selvfølgelig mødte vi to modkørende på et sted, hvor vi meget dårligt ville kunne bakke til en vigeplads. Og den forreste modkørende var en meget bred bil, en art minibus! De to biler bakkede heldigvis, de var tæt på en vigeplads, der dog stadig var så lille, at vi kun lige kunne snige os forbi. Oveni købet plaskede det ned med vand fra klipperne ovenover og der var et skilt med “skridende bil”. Nå men vi kom da forbi, men jeg var mildest talt noget rystet. Vejret havde også ændret sig, nu var det guset og gråt. For det ikke skulle være løgn, var næste oplevelse en firkantet, ældgammel, ensporet og helt mørk tunnel! Ingen form for oplysning, signallys eller lign. og man kunne ikke se igennem den, da vi kørte ind. Noget vildt! Heldigvis, da vi kom ind (og lyset på bilen tændte…) kunne man se enden på tunnellen, der dermed ikke var så lang. Og der kom ingen modkørende… I Sao Vincente væltede det ind med turistbusser, der var kedelige turiststeder langs kysten og der var gråt og mest diset. Så vi opgav at holde rast der og kørte i stedet til
Sydkysten, hvor vi fortsatte ned til vandet og byen Ribeira Brava, hvor vi fandt en lille café i byens centrum.

6. I dag skulle vi gå tur 15 på østkysten, ca. midtvejs mellem Funchal og Machico. Kørte dertil ved at dreje fra ved afkørsel 14 og så via Camacha og videre af vej 102. Flot rute. Som lovet var det en ren ligeud-tur og uden risiko for svimmelhed. Den var for lang og var en envejstur, men vi gik i 1 time og 35 minutter før vi vendte. Det var gennem skov og derfor ikke ret meget udsigt. Tilbage til bilen efter 3 timer og 25 minutter, det kan vi godt være bekendt. Kørte til Machico videre ad vej 102. Flot tur, der snoede sig ad mindre vej ned gennem kløften og til sidst med bebyggelse af fine, velholdte huse. Vi havde fravalgt de helt små veje, gider ikke flere ensporede veje! I Machico var vejret fint nok, men ikke strandvejr. Ca.19 grader mod ca.16 i bjergene.

7. Miradoren Cabo Girao, der er nyrestaureret med bla. en udsigtsplatform, hvor underlaget er af glas! Jeg turde gå ud på ristene og kiggede også igennem glasset, men skulle ikke ligefrem der ud at stå. Viiiildt langt ned! Kunne kigge hjem til vores lejlighed derfra.

8. Vandretur ud på nordøstspidsen, Sao Laurenco: Fint det første stykke og der blev faktisk smukt solskin, men da vi kom ud på mere åbent terræn, kunne vi mærke, det blæste en del. Da vi var komme op ad en stigning og skulle gå på et forblæst stykke, synes jeg ikke, det var sjovt mere. Følte at jeg mistede fodfæstet, når der kom en stærk vind. Så jeg måtte kapitulere og vi vendte om. Var tilbage efter en time og tyve minutter, så noget havde vi da fået gået. I starten mødte vi rigtigt mange, herunder mange, der absolut ikke kom i vandrestøvler og som kun havde shorts og en T-shirt på. Men de gik næppe ret langt, var der mest for at se udsigten. Og den var bestemt flot. En helt anden natur end på det øvrige Madeira.

For at jeg ikke skulle opleve et rent nederlag, kørte vi videre til en af de korte ture, nemlig nr. 17 ved Ribeiro Frio. Flot tur dertil, først langs nordkysten og så sydpå tværs over øen. Som forventet ændrede vejret sig inde midt på øen, det blev køligt og regnfuldt. Tog den lille tur op til et udsigtpunkt, hvor der ved ankomst ikke var nogen udsigt pga. tåge/ regnskyer. De drev dog lidt væk, så vi kunne se ned i bunden af kløften. Der var laaangt ned…

Meget nem og bred, omend ret mudret sti, tog 1 time om turen inkl pause, var sat til 40 min i Rothers, men 1 1/2 time på skiltet!

9. Fantastisk levada walk (nr.59 i Rother bogen) fra Archadas da Cruz i det nordvestligste hjørne af øen. Kørte ad de store veje tværs over øen og til Porto Moniz, herfra ad mange hårnålesving opad. Archades da Cruz er en lille flække med en købmand, der så ud som for 100 år siden: ikke nok var varerne bag disken, de var også bag glasskabe! Der var flere ældre kvinder, der handlede ind her og de kiggede lidt op og ned af os. Der skulle være en bar/cafe i tilknytning, men det var et lillebitte lokale, hvor der kun var ét bord og her sad tre lokale mænd og spillede kort.
Det blev en skøn vandretur. Skøn, fordi det var en en decideret levadavandring og skøn fordi den mestendels var ligeud og der ikke var farlige klippesider, man kunne falde ned af… smuk og varieret natur, mest skov, herunder laurbær-træer, der er sjældne og til sidst nærmest regnskovsagtigt. Solen tittede frem en gang imellem, men mest gik vi i skygge. Ikke varmt, måske 12-13 grader, men vi havde godt med tøj på, så det gik fint. På et tidspunkt gik det brat opad, men ikke slemt. Værre var det, når levaden var gået over sine bredder, så vi måtte gennem noget vand, men det gik også.

Det havde jo regnet voldsomt dagen før, så der var fart på vandet. Mødte fire andre hold på turen, så vi havde det meste for os selv det meste af tiden. Tog 2 timer og 40 minutter ifølge Rother, vi brugte ca.1/4 time mere og holdt desuden en lille pause på 15 minutter. Alt i alt en perfekt tur.
Kørte tilbage til Funchal ad en anden vej – gennem bjergene, herunder vej 110, der også går til Rabacal. Her var der helt øde, køer på vejen og vi så kun en enkelt bil i starten. Vi kom op i skyerne og der var tåget og regnfuldt, men alligevel stemningsfuldt. Var stærkt imponeret over vejenes tilstand, det er slet ikke noget problem at køre selv på de små veje. Faktisk er de store, hurtige veje ikke altid så spændende, eftersom de går igennem et hav af tunneller. Vi var hjemme ved 18- tiden, lidt brugte i benene, men denne tur er absolut på highlight -listen.

10. Kørte til Machico og nordpå mod Santana. Lige efter en tunnel (de Carlas) skulle vi dreje fra til Marocos/Portela og th mod Marocos. Turen startede overfor en bar. Det var en rent ligeud lavedavandring, der skulle tage 2, 40 time til enden ved en tunnel. Men vi skulle jo tilbage til bilen, så det passede perfekt med at vi vendte om på halvvejen ved en bar, der hed Jacaré. Det blev igen en mega fin vandring.

Levada sti hele vejen, det var fint. Højt beliggende, udsigt over byen og Machico. Sjovt at komme bagom husene og op, hvor de dyrker deres små jordlodder. Ikke voldsomme steder, men dog steder, hvor der kun var en meget smal sti og steder, hvor det gik brat ned. Men mest skrånende og med vegetation, ikke rå klippevæg. Mødte en del andre vandrere, alle var ikke helt grønne…
Tilbage efter godt 4 timer, lidt brugte, men ret seje over vores dåd.

11. Køretur langs Sydkysten til det vestligste punkt: Ponta da Pargo. Det meste af vejen ad nye veje inkl et hav af tunneller, lidt synd, når man gerne vil se landskabet…men praktisk for dem, der gerne vil hurtigt frem. Ser stadig ud til, at de fleste af vejene langs kysten, altså ” uden for ” tunellerne er lukkede.  I Ponta da Pargo startede vi  med at køre ned til fyrtårnet og herefter 1 km (hver vej) til et mirador.

Tilbage ved kirken fandt vi hurtigt stien til rute nr.57. Det gik i starten stejlt ned ad bakke, men desværre med en gevaldig skylle, så jeg var tæt på at opgive. Vandet skyllede ned ad vejen….men vi fortsatte og som altid blev det tørvejr snart efter. Rundt i en smuk lille dal og op til Pedregal, den næste landsby, der så helt udgået ud. Så op og op til vi endelig nåede Levadaen efter en times tid. Så ikke mange andre vandrere, tre hold ialt. Nu gik det dejligt lige ud. Fin sti, flot udsigt ind i mellem, ingen risiko for højdeskræk. Men desværre fortsat mest elendigt vejr: ikke koldt, ca.16 grader, men meget regnfuldt og blæsende.

Vi vendte om efter 1/2 time på levaden, altså en time her ialt. Nåede tilbage til bilen efter 3 timer og 15 minutter. Dvs. ialt 4 timers vandren.

12. Tur til Sydkysten byer, herunder Calheta, med første stop i Ponto da Sol med historisk bykerne, som det eneste sted på Sydkysten. Kørte så videre til Calheta. Gik langs kystpromeaden, hvor der også er en kunstig sandstrand.

Gåture i nærområdet 

Mange gange gik vi ad den fine strandpromenade ind til Funchal. Vi boede i yderkanten af hotelområdet uden for byen, så det tog ca. 1-1 1/2 at gå derind, men det var ikke noget problem. Vi kunne altid tage bussen eller taxa hjem igen.

Andre gange gik vi langs stranden/strandbroen til den anden side (vest) til Camera de Lobos, der er en gammel fiskerlandsby.

Her ligger de farvestrålende fiskerbåde på land og der er turistcafeer lige ved.

En tredje rute var op ad den vildt stejle gade op til kirken i San Marthino, som vi aldrig fik set indefra, da den var lukket, da vi kom, selvom vi havde noteret åbningstidspunkterne. Men vi så kirkegården overfor og bydelen San Martinho.

Funchal

Enkelte områder af Funchal er rigeligt turistede, forstået på den måde, at man bliver “ overfaldet” af folk, der vil sælge. Det gælder f.eks. frugtmarkedet, der ikke blev nogen god oplevelse. Dels var frugt meget dyr (2 appelsiner og en mango for 6 euro!) og på 1.sal næsten overfaldt de én og krævede nærmest, at man smagte! Dvs. købte… Én sagde på tysk: “man skal købe, det er ikke et museum” !

Det samme gælder den hippe bydel Zone Velha, der i stil minder om Plaka-kvarteret i Athen. Her var spisestederne også rigeligt forhippede på at få os lokket til at sætte os og spise. Men alle andre steder var det ikke noget problem.

Vi fik flere “ stamsteder”. Det ene var et tehus (på Columbus- pladsen), hvor de havde mange forskellige slags te og gode kager og scones.

Det andet var på torvet Paces de Camo, som vi opdagede ved et tilfælde.  Her var rart at sidde og mest lokale, især unge mennesker. Og så var der selvfølgelig den suveræne restaurant Armazem do Sal, hvor vi var 3 gange, to gange med vores venner samt til “afskedsmiddagen”.

Andre aktiviteter i Funchal 

A. Botanisk Have, højt beliggende. Havde desværre været udsat for brand, så dele var lukket, herunder afdelingen med fugle og en kæmpeskildpadde, ligesom den ene svævebane. Men dejligt vejr at slentre rundt derinde og der var ikke så crowded som forventet.

B. Gåtur op til fortet og videre til museet Quinta de Cruzes: Det gik stejlt opad, til sidst ad en meget stejl gade, hvor bilerne imidlertid susede nedad. Omkring et smalt og skarpt hjørne lettede deres høje baghjul voldsomt! Godt jeg ikke kørte her…passerede på vejen dertil mere ukendte sider af Funchal. Bag ved kulisserne, kan man sige. En sjov blanding af velholdte huse og så deciderede ruiner. Visse steder som at gå i en anden tid. Man kunne så åbenbart ikke komme ind på Fortaleza do Pico, men kunne nyde udsigten. Der var en fin cafe der. Havde planlagt at vi derfra kunne gå videre til Quinta de Cruzes, hvor man kan se, hvordan det rige borgerskab (købmænd) levede i det 15.-19. århundrede).

Flotte ting (kostbarheder fra hele verden – Porcelæn fra Kina, sølvtøj fra Østrig mv.), men måske en smule “upersonligt” . Ville have været godt med en rundvisning. Fin, stemningsfuldt have med bl.a. en afdeling med gravsten. Der var kun 1-2 hold foruden os, skulle ellers være en af top-attraktionerne.

C. Rundvisning i Madeira huset  Blandys Winehouse inkl smagsprøver. Rigeligt turistet. Vi havde købt Premium Tour på 45 minutter til ca. 5,90 euro. Så museet, etagen med de store tønder af brasiliansk træ, hvor lagringen startede og etagen nedenunder, med de andre mindre tønder. Madeira er lavet på druer, der er varmet op og lagret i mange år. Oprindeligt opdaget tilfældigt, da vin ombord på et skib blev til “Madeira” efter at have ligget og rullet i varmen i lang tid. En Madeira på feks 10 år er lavet på blandinger, der kan være feks 8 el 12 år. Eller man kan få fra en bestemt årgang. Til slut fik vi smagsprøver på to slags Madeira.

D. Film experience Funchal – fin film om øens historie. Foregår samme sted, som der er Fado om aftenen og koster 5 euro.

E. Museum, der var et hus, der havde tilhørt en advokat i perioden 1940-70 og som havde samlet alverdens ting. Det var nu især et meget flot hjem med antikviteter og rejseminder. Mere personligt end det mest kendte Quinta de Cruzes. Men her var der kun os OG en hærskare af ansatte. Kostede kun 3 euro ialt. Rigtigt sjovt at se et rigtigt hjem, inkl køkken, patio mv. Det viste sig, at der også var et klinke-museum ved siden af, bygget sammen med palæet.

F. Guidet gåtur med studerende. Det var en ung fyr fra Portugal, der var på udveksling og som tog os på tur i Funchal. Fin tur, men man skulle lige vænne sig til hans engelske udtale.

Facts og tips
23 dage, ca. 1100 km i bil, ca. 260 km på gåben, 12 ture fra Rothers walking guide, plus mange gåture til Funchal og omegn.

Lejligheden:
Apartamentos Caracas, Estrada Monumental, 273, 10th floor. Kostede kr 9261 for 3 uger(2 dage gratis oveni) via Airbnb. Fantastisk udsigt fra lejligheden og de to mindre altaner.

Jeg havde det bedst med at sidde længst inde mod væggen, for der var skisme langt ned! Der var den mest perfekte solnedgang lige foran os.

Selve lejlighedskomplekset virkede en anelse slidt, men forhaven blev sirligt passet og selve lejligheden var super.

Lejede bil gennem Guerin : ca. 2700 kr for 24 dage, lig 112 kr pr dag. Gratis parkering ved lejligheden.

Bedste spisesteder:

Funchal: Armazem do Sal.

I nærområdet: Heranca Real

Badning: det blev ikke vejr til at bade i den swimmingpool, der hørte med til lejlighedskomplekset, men det gjorde ikke så meget. Dels var det ikke den slags, vi gik mest efter, dels var det trods alt november. Den bedste (kunstige) badestrand var ved havnen i Machicco. Der var en stand skråt nedenfor lejlighedskomplekset, Praia Formosa, men der var normalt store bølger eller strøm så jeg skulle ikke nyde noget. Vores venner badede der og nød det, men de måtte holde godt fat i hinanden. Der er en del klippebade langs kysten (mod betaling), men vi prøvede ikke nogen af dem.

Busser: på havnepromenaden købte vi to Giro kort til busserne, begge med 6 klip hver. Dvs. vi tre gange kunne køre til Funchal og retur. Det vil vi gøre om aftenen, så vi ikke skal køre selv. Kortene kan tankes op.

Drikkepenge: minimumslønnen er meget lille, så man skal tænke i drikkepenge til rengøringsfolk, tjenere mv.  Det er billigt at spise ude.

Temperaturer: ved kysten/lejligheden var der ofte 20-23 grader, mens det var koldere oppe i bjergene, ofte 15-16 grader. Kunsten er at have lag-på-lag tøj på, når man vandrer i bjergene.

Evaluering

Øen var en positiv overraskelse, Levada-turene var fine og en god oplevelse, lejligheden var super og vekselvirkningen mellem by- og naturture var perfekt. Funchal er en dejlig by, ikke for stor og larmende, men stor nok til at besøge den flere gange. Tre uger kunne øen sagtens bære, men så var den også ved at være “brugt op”. I hvert fald hvis der skal ske noget nyt hver dag, og man holder sig til de blå ture i Rother. Jeg har ikke mod på de mere halsbrækkende og livsfarlige ture. Øen er meget kuperet og mange veje er stejle, så det kræver en god chauffør.

Jeg skal ikke lige dertil igen med det samme, men om nogle år måske. Klimaet er helt fantastisk, og vi var heldige med vejret, tror vi. Vi havde gennemgående rigtigt fint vejr (især ved kysten) og det blev ikke mærkbart ringere, selvom vi kom 3 uger længere hen. Skønt at temperaturerne er nogenlunde de samme dag og aften.

Det var iøvrigt på denne tur, vi vågnede en morgen og erfarede, at Trump meget overraskende var blevet valgt som præsident!