Efter vi har fået ny hund er flyrejserne blevet færre og kortere og er ofte erstattet af camperture. Men ind i mellem kan man godt længes efter lidt fjernere destinationer, ikke mindst om vinteren. Henning foreslog et gensyn med Madeira, hvor vi sidst var i 3 1/2 uge i 2016.
Først havde jeg booket (dyre) flybilletter via Bravo Tours, kombineret med hoteller via Booking.com. På den måde kunne vi lave det som en lille rundrejse på øen. Men til vores overraskelse annullerede Bravo Tours alle afgange til Madeira og så måtte vi finde på noget nyt.
Løsningen blev en pakkerejse med Spies, og det var slet ikke så tosset, bl.a. fordi et af deres hoteller lige var efter vores smag: en gammel quinta (herskabsvilla) midt i byen.
Vila Vicencia lå som en oase omgivet af store hoteller og havde den fineste, lille have. Vi fik sågar et værelse med balkon, hvorfra der var kig til havet.
Vandreture langs levadaer
Målsætningen var at veksle mellem vandreture langs Levadaer (de mange hundrede år gamle vandingskanaler) og så ture langs kystpromenaden og ind til Funchal centrum. Desværre blev det kun til 2 Levadature, de var til gengæld super gode. Vejret var overraskende godt og vi kendte turene, da vi havde gået dem i 2016 og noteret dem som nogle af de bedste.
Den ene Levadatur startede helt oppe nordvest på øen, hvor der ingen turisme er. Man parkerer ved en lille købmandsbutik i Achadas da Cruz. Som i 2016 lignede butikken stadig noget fra en svunden tid, med varerne lukket inde i høje glasskabe. Og som sidst følte vi os lidt i vejen og blev ikke værdiget et blik af købmanden. Henning foreslog ellers en kop kaffe i det lille lokale ved siden af butikken, men det følte jeg ikke lige for.
Men selve turen var virkelig god og en anelse strabadserende. På et tidspunkt går man stejlt opad, fra en Levada til en anden og andre steder havde Levadaen oversvømmet stien, så vi måtte finde alternative måder at komme videre på.
Men det lykkedes og efter at have nået endemålet, et vandfald, eller rettere to, hvorfra man ikke kunne komme videre, gik det retur ad samme vej.
Og som i 2016 holdt vi rast på en lille solbeskinnet plet på stien. Den største ulempe ved denne tur var, at man går i skygge en del af tiden.
Ca.3 1/2 time inkl pause brugte vi på denne tur, der i km ikke var så lang – ca. 9 km, men altså i lidt besværligt terræn. Vi mødte kun to andre hold på denne tur.
Det første stykke af vejen til Archades da Cruz går langs sydkysten og her går en stor del af vejen gennem tunneller. Sikkert og effektivt, men ikke så charmerende. Men efter Ponto da Parga kommer man ”på landet” og kan virkelig nyde den frodige, grønne natur.
På vej hjem fra Levadaturen kørte vi hen over sletten på toppen af øen. Her kommer ikke mange biler. Men som i 2016 måtte vi sande, at man ikke kan køre hele vejen tværs over øen, selvom gpsen siger det. Midt på sletten bliver man mødt af et skilt, der siger blind vej, så i stedet kravlede vi ned til Funchal via vejen ned til Calheta. Måtte dog lige have et pitstop på ”Jungle Rain” – stedet, hvor vi i 2016 købte tiltrængte regnfrakker. Da vi var der denne gang strålede solen heldigvis.
Den anden Levadatur (nr. 13 i Rothers walking guide) var også et hit, måske et endnu større. Turen starter i den lille by Marocos, der ligger nord for Machico. Det kan være lidt svært at finde parkering i denne by, der absolut heller ikke er en turistby.
Vi fulgte som i 2016 Levadaen til baren Jacareé, hvor vi holdt pause, inden vi returnerede ad samme vej. 2 timers vandring hver vej, plus pause.
Man kan fortsætte et lille stykke endnu, men skal under alle omstændigheder vende, når man kommer til en tunnel. For os var en 4 timers tur passende.
Det sjove ved denne tur er også, at man kommer tæt på folks huse og de små jordlodder, som udnyttes til det yderste, selvom de ofte hænger faretruende ud over en skrænt.
Tillige har man udsigt til Machico og turen går ligeud hele vejen. Kan absolut anbefales. På denne tur mødte vi en del andre, men der var slet ikke overfyldt.
Det var oplagt at runde dagen af med et besøg i Machico. Byens flotte sandstrand (med sand fra Marokko!) var det ikke oplagt at benytte, for nu var solskinnet afløst af skyet og køligere vejr.
Det var planen at tage en 3. Levadavandring (nr. 48 i Rothers walking guide) på turens næstsidste dag. Vejrudsigten var ikke for god for formiddagen, men vi tog alligevel chancen og kørte op til Poste Florestal Cova Grande. Vi nåede at stige ud af bilen og iføre os vandreudstyret, men så kom de skyer, vi troede, vi havde passeret på vej op, kravlende op og indhyllede alt i en tæt tåge med efterfølgende regn. Sørme godt at vi ikke var gået afsted og havde risikeret at blive fanget i tågen.
Vi brugte i stedet dagen på at køre nordøen rundt. I 2016 kom vi ud på en skrækkelig køretur langs en faldefærdig, smal vej, med afgrund til den ene side og absolut ingen afskærmning. Denne tur sidder i mig endnu, men vi vidste, at nu var der lavet tunnel på denne strækning. Og ganske rigtigt, denne gang fik vi ikke slidt nerverne i laser! Turen på nordkysten foregår stadig delvist ad smalle, snoede veje, men der er ingen nervepirrende strækninger tilbage.
Regnvejret gjorde, at vi ikke kom ud af bilen, endsige fik vandret, men en biltur var nu også flot. Da vi nåede østsiden, gjorde vi endnu et forsøg på at gå en Levadatur, denne gang nr. 15 i Rothers Walking guide. Vi valgte at køre ad vej syd for Machico dertil og jeg burde nok have bemærket at vejen så usædvanlig lige ud. Det betød at den gik direkte stejlt opad og var i øvrigt så smal, at det ville være kritisk at møde en modkørende. Men op kom vi – men kom ikke ud at gå, for det øsede ned, da vi nåede derop.
I stedet fulgte vi den langt bedre vej 102 retur til Funchal. Der ville vi så gå i den Botaniske Have, som vi ganske vist også havde oplevet i 2016, men den kunne godt bære et gensyn. Vi regnede med at vejret ville være bedre, når vi nærmere os Funchal, for oftest er det kun oppe i bjergene, det regner. Vi fik parkeret, men lige da vi skulle til at gå hen til indgangen, var der en kloak, der sendte en kaskade af mudret vand højt op i luften. Vandet begyndte at fosse ned af den stejle bakke OG hen på P pladsen, hvor vi holdt. Jeg forudså, at vi inden længe ville være omgivet af vand, så jeg råbte til Henning, at jeg ville væk NU! Henning tog det mere roligt, men væk kom vi da.
Nå, hvad skulle vi så? Lidt ærgerligt bare at aflevere bilen, så vi kørte til Ribeira Brava,vest for Funchal, hvor vi iøvrigt før har dulmet nerverne efter den voldsomme køretur langs nordkysten. Her på sydkysten var solen kommet frem og vi gik lidt rundt i byen, satte os på en cafe og var oppe ved et lille fyrtårn højt oppe på en klippe.
Det var sjovt at se, hvordan de lokale alle havde klædt sig pænt på og havde været ude at spise søndagsfrokost. På den måde fik vi trods div. udfordringer en god dag ud af det.
Funchal
Da vi valgte hotellet, var det også ud fra et ønske om at kunne gå ind til centrum på forholdsvis kort tid. Det tog ca. 40 minutter og det gjorde vi en del gange.
Den ene gang for af gense restauranten Armazem do Sal, der ligger i et gammelt saltlager og hvorfra vi har gode minder fra 2016, hvor vi var der hele 4 gange. Det er ikke lige til at sige, hvad der var anderledes denne gang, men vi blev enige om, at nu havde vi været der nok og ville ikke komme igen.
Funchal er en mindre og hyggelig by, ikke mindst fordi der er gamle fine huse der – men også en del, der er noget forfaldne. En af dagene tog vi et gensyn med museet Frederico de Freitas, der er en gammel quinta, der har været beboet af en advokat, der samlede på kunst og fine, antikke møbler. Den slags kan jeg altid godt lide at se, så det var et fint gensyn.
Vi skulle også gense det lille tehus, der ligger på Columbuspladsen. Her lykkedes det at få plads på balkonen på 1. sal og her fik vi te og scones, lækkert.
Der er også steder i Funchal, som vi belært af erfaringen fra 2016 ikke havde den store lyst til at gense. F.eks. markedet, hvor vi oplevede at blive set skævt til, hvis vi ikke købte noget. Så det undgik vi, men gik til gengæld gennem byens ”Plaka”, restaurantgaden, hvor man ustandselig bliver råbt an med tilbud om at sætte sig at spise. Det oplevedes nu ikke så slemt denne gang.
Camara de Lobos
Flere gange gik vi ad strandpromenaden modsat Funchal, heraf 2 gange til fiskerbyen Camara de Lobos. Her ligger mange cafeer ved den lille stenstrand, der er fyldt med farvestrålende og maleriske træbåde. Mange af dem er givetvis lagt op, men der foregår stadig fiskeri derfra. Churchill yndede at feriere der og sidde og male akvareller af bådene.
Desværre er tunnellen mellem strandpromenaden og stranden lukket pt., så vi måtte op på hovedfærdselsåren Estrada Monumental og forbi lejligheden, vi boede i i 2016, før vi kunne komme ned til stranden igen.
At spise ude
Når man bor på hotel, må man jo ud at spise hver dag. Og for at være ærlig, så var det ikke ret mange steder, vi syntes maden var super god. Det tidligere nævnte Armazem do Sal var fint rent madmæssigt, men vi syntes betjeningen var lidt kunstigt belevent.
Den lille restaurant Heranca Real, som vi var vilde med i 2016, har ændret navn til Tradicional og menukortet er også helt anderledes. Vi var der en enkelt gang på denne tur, hvor vi begge fik en T-bone “på størrelse med et lokumsbræt”. Den var fin, omend for gennemstegt, men tilbehøret var sølle. Udkogte grøntsager, herunder kogte agurker!
MEN, vi fandt et nyt yndlingssted, sågar ganske tæt på, hvor vi boede. Det hed Francos Corner, hvilket måske ikke lød så fancy, men det var et meget fint sted med lækker mad og nærværende betjening. Vi var der to gange og var meget tilfredse begge gange.
En meget langstrakt hjemtur
En uge går hurtigt og den sidste dag tog vi lufthavnsbussen ud til Funchal airport. Det øsede ned og vi blev enige om, at det var meget passende, nu vi skulle hjem. MEN, da vi havde afleveret kufferten og var gennem sikkerhedskontrollen, så vi til vores skræk at SAMTLIGE fly var aflyst!
Gys og gru, hvad var nu det for noget? Vi endte med at tilbringe hele dagen i lufthavnen, og måtte adskillige gange møde op nedenunder til en briefing om status. Fik madbilletter a 10 euro pr mand. Enden på dasken blev at vi blev kørt retur til Funchal og et nyt hotel! Vejrforholdene gjorde det umuligt at lande og lette, så flyet fra København, vi skulle have været hjem med, blev omdirigeret til Gran Canaria…
Det nye hotel, Duas Torres var overraskende godt og havde meget flinke og muntre tjenere. Men selvfølgelig træls ikke at kende sin ”skæbne”. Ydermere måtte Henning gå til bekendelse og melde at han var bange for, han havde symptomer på blindtarmsbetændelse! Det viste sig heldigvis at være falsk alarm, men der gik en aften og nat med at snakke med forsikring og dansk læge, at køre til to forskellige privathospitaler (det ene var lukket!) og at få foretaget div. undersøgelser. Alt imens det var uvejr og vandet skyllede rundt i gaderne.
Næste dag måtte vi rykke ud af værelserne, men fik først på eftermiddagen at vide, at vi heller ikke kunne komme afsted i dag. Men kunne dog blive på hotellet. Vi valgte så at gå til Camara de Lobos igen, for vejret var blevet fint og solrigt igen.
Tilbage på hotellet skulle vi alligevel flyttes til et nyt hotel, Jardins d’Ajuda, der var noget mere slidt, men ok – bortset fra den skrækkelige buffet, der fulgte med opholdet. Vi skulle være blevet på den hyggelige vinbar, vi besøgte inden aftensmaden.
Om onsdagen kom vi så endelig afsted, men ikke uden forhindringer. Da vi sad i flyet og lige skulle til at rulle ud af landingsbanen, opstod der tekniske problemer. Vi tilbragte så flere timer i flyet i uvished, mens en tekniker blev tilkaldt. Det endte – heldigvis – med at de måtte opgive at reparere flyet og således måtte vi ud af flyet igen. Jeg havde nemlig ikke den store lyst til at flyve med dette fly, hvis ene motor havde en noget ”syg” lyd.
Endelig kom vi afsted ved aftenstid, men vores trængsler var ikke ovre. Flyet rystede og hoppede stort set hele vejen hjem og den slags kan jeg ikke lide! Havde jeg ikke i allersidste øjeblik downloadet en bog på eReolen, ville jeg havde været helt panisk. Nu kunne jeg trods alt forsøge at koncentrere mig om bogen. Alt i mens jeg spændt som en stålfjeder sad og krammede Hennings arm – det skulle nok hjælpe 😄
Highlights
Gensynet med denne dejlige og fremfor alt grønne og frodige ø. En lise med alt det farverige på en årstid, hvor der er nøgent og afpillet derhjemme.
Levadavandringerne, selvom det kun blev til to af slagsen.
Det fine, lille hotel, Vila Vicencia, i gåafstand af centrum
Tips og facts
Vandreguide:
Vi brugte Rothers walking guide, der har inddelt turene i farver efter sværhedsgrad og dermed også grad af farlighed, lidt ligesom skipister. Vi holder os langt væk fra de sorte ruter – hvor et forkert skridt er lig med den visse død – og tager helst de blå.
Restauranter:
O Dragoeiro, lige ved siden af Vila Vicencia, hyggeligt sted, hvor man sidder i en have, men ikke noget særligt madmæssigt i vores øjne.
Armazem do Sal i Funchal centrum. Menu til 38 euro, inkl appetizer, forret, hovedret, dessert og cafe med sødt. Fin mad og godt sted, kun synes vi betjeningen var lidt kunstige i det.
Funcho Gourmet, et af de steder, vi tilfældigt faldt ind på, da det lå tæt på vores hotel. Ikke noget særligt – vores erfaring er, at det kan betale sig at kigge på Tripadvisor og finde de bedste der. Der er nemlig ikke den helt store prisforskel, kun kvalitetsforskel.
Solar d’Ajuda, lige over for Vila Vicencia. Et yndet sted for mange danskere. Kun indendørs servering. Deres signaturret er ”beef on a stone”, som jeg prøvede. Man steger selv sin bøf på en glohed plade.
Tradicional, tidl. Heranca Real, tæt på lejligheden, hvor vi boede i 2016. Væk var de mange lækre retter med fisk og skaldyr. Kunne stadig få fisk og godt kød, men tilbehøret var lettere uspiseligt.
Francos Corner. Får meget fine anmeldelser og er det bedste sted af de afprøvede. Fin betjening, fin indretning og lækker mad.
