Forårstur til Mallorca d. 23.-30.4.2016
“Vi har bestilt en uge på Mallorca i slutningen af april. Det kan være I vil med, nu har I jo god tid” – lød det fra gode venner. Og så er det skønt at kunne sige : “ja, hvorfor ikke!”
Desværre fik jeg medbragt en nylig erhvervet forårsforkølelse på turen. Det tog lidt af fornøjelsen de første dage – ikke helt det samme at være på ferie med “vat i hovedet”. Og jeg, der ellers “aldrig” er syg!
Det var første gang, vi fløj fra Aalborg, men bestemt ikke sidste. Ny og moderne indretning i lufthavnen, flinke personaler (med klingende nordjysk dialekt 😏), meget hurtig boarding osv. Men lige så nem turen herned var, lige så besværligt var det at få bilen. Jeg siger bare ét ord : GOLDCAR 🙄
Vi skulle bo forskellige steder de første dage. Vi boede første nat på et hotel fem minutters kørsel fra lufthavnen og som var nemt at finde.
Søndag d.24.4.
I flyet havde vi aftalt, at vi sammen ville gå en vandretur langs kysten, ikke så langt fra Esporles. 
En tur som var flot og nem at gå (godt for Fru Snot). Solen vi havde haft i Palma, var der ikke i Esporles, men det var fint vandrevejr. Var meget positivt overrasket over, hvor smukt og “uberørt”, der var her.
Så sagde vi farvel for nu og kørte til Binibona, der er en tidligere landsby, men nu kun sted med to hoteller. Vores hed Hotel Binibona Parc Natural.
De sidste 10 minutters kørsel var på bittesmå æselstier, der er maleriske med stengærder langs siderne – men godt, der var så lidt trafik, overraskende lidt, faktisk. 
Fik et meget flot suitelignende værelse, kæmpestort, med mega badeværelse med jacuzzi, samt terrasse. Her var helt stille og fredeligt. 
Middagen blev serveret i den flotte restaurant, hvor man sad ved runde borde med smuk udsigt af de store vinduer i hvælvingerne. Fire retters menu var en del af helpensionen. 
Maden var fin og i den fornemme stil, men måske en smule “ved siden af” ind i mellem. Ejernes to sønner serverede og var vældigt høflige, men det var lidt goddag mand økseskaft med deres engelske.
Jeg ville gerne have et spabad inden natten, men der var ingen varmt vand, øv!
Mandag d.25.4.
Heller ingen varmt vand til morgen…enden på dasken blev at vi måtte flytte værelse til nr 6 i stedet for 7. Lidt mindre, men faktisk mere hyggeligt.
Tyske Dagmar i receptionen ( også guide) talte perfekt engelsk og fik os flyttet.
Dagens program hed tur i Tramuntana bjergene, først gennem Caimari, op af bjerget forbi vejen til Lluc klostret – og utallige cyklister! 
Forbi de to søer, hvor vi gjorde holdt ved Cuber søen og gik en rundtur på ca. 4 km. Passende til mig med helbred a la hængt kat….
Kørte efter en cafepause med udsigt til Port de Soller (og nu med sol) til Fornalutx og gik rundt her. 
Der var bestemt ikke overrendt, selvom det normalt er et meget besøgt turistmål…
Næste mål var Port de Soller og det var en positiv overaskelse at gense denne, nu i smukt solskin og varmt vejr. Slentrede rundt langs havnen og så på de forholdvis mange mennesker og de mega store lystyachter.
Tilbage til Binibona fik vi igen fire retters menu og den samme meget fine vin som aftenen før, til kun 21 euro.
Så kunne vi få vores varme bad inden vi skulle i seng, dejligt.
Tirsdag d. 26.4.
Denne dag blev turens flotteste vejrmæssigt og også naturmæssigt. Afgang kl 10 på guidet tur med Dagmar fra hotellet som guide. Et ugentligt gratis tilbud til hotellets gæster – også for dem, der tjekkede ud denne dag, hvilket jo var heldigt for os.
Det viste sig, vi skulle til Cuber søen, hvor vi havde gået tur dagen før! Og køre ad den samme snoede vej med de mange cyklister! Heldigvis var vi ikke kørende selv, men svenskerne, vi kørte med, var også godt irriterede over dem.
Vi kom på en fantastisk god vandretur, der var meget passende af længde. Vi startede på den lille p-plads, der ligger lidt længere oven over søen end dér, hvor vi parkerede i går og som er hovedindgangen. 
Kravlede over et hegn, men der var heldigvis en stige. Dagmar forklarede, at ” coto privado” betyder privat jagtområde, men det betyder ikke, at man ikke må gå der. Over 80 procent af Mallorca er privatejet, men derfor må man godt færdes der, med mindre der virkelig er hegn for. En stige betyder at man gerne må gå derind. Den rute vi tog, ville vi ikke have turdet tage selv, endsige fundet selv. Vi gik langs et hegn, hvor der var køer og ad en smuk sti. 
Pludselig kom ejeren kørende – stoppede og fortalte en masse på tysk. Han havde siddet to år ifængsel under Franco, fordi han var socialdemokrat, sagde han.
Vi skulle herefter bestige “bjerget” men det gik ikke voldsomt opad og der var meget smukt. Og det gode vejr betød, at det blev en meget dejlig tur. Vi gik en del i lidt uvejsomt terræn, dvs. hen over klipperne, men der var dog for det meste en slags sti. Havde frokostpause med fantastisk udsigt over Soller.
Nu forlod vi det “uberørte” og slog ind på “hikers higway” som Dagmar sagde. Det var nu bestemt ikke slemt, der var få mennesker. Vi sluttede med at gå tv for søen, som vi også havde gået dagen før. Det var dejligt varmt uden at være kvælende. Æslerne i parken havde lært at stille sig ved indgangen og håbe på noget mad. De var ret nærgående.
Så kørte vi tilbage og var hjemme ca. 16:15. En super god tur på godt 6 timer, heraf vandreturen på ca. 4 timer. Jeg var lidt sej over, at jeg klarede den uden problemer, for jeg var stadig lidt mærket af forkølelsen.
Efter afsked med hotellet kørte vi tværs over øen til landstedet Na Martina, hvor vi også boede første gang, vi var på Mallorca (2012) og som vi gerne ville gense. Her var også gensyn med vores venner, som vi skulle følges med de næste dage. Værtinden bestilte bord til os i Portopetro , da hun selv kun laver mad tre gange om ugen.
Vi blev indlogeret i hhv nr 1 og 2. Vældigt fint, med egen terrasse, lidt havudsigt, fint badeværelse og fint møblement.
På restauranten i Portopetro lyste de op og vi fik det bedste bord, samt en gratis starter, da vi nævnte Na Martina. Maden var fin og tjenerne meget flinke og hyggelige. Portopetro er en lille fin by med en hyggelig havn, virker tiltalende og fredelig, men heller ikke med meget liv endnu. Omvendt heller ikke uddød, der var da nogle folk i restauranterne.
Gensynet med Na Martina var positivt. Stedet er ekstremt velordnet og velholdt, men jeg kan godt mærke, at den ekstraordinære følelse af at vågne op til en HEL UGES ferie der i april 2012 var noget særligt, ligesom vejret var det. Nu er vi en tand mere blaserte…
Onsdag d. 27.4.
Efter morgenmad udendørs gik vi ned til bugten og hentede et kort over stierne ved indgangen til parken. 
Gik alle de små ruter af kortere varighed. Området var ikke så storslået som naturpark, men bugtene var fantastisk smukke med turkisblåt vand og flotte klipper. Naturpark betyder i hvert fald, at der ikke må bygges og det er jo dejligt.
Vi spiste på stedet. Maria laver landlig og fin mad, men det virker lidt skørt at de mange tjenende ånder vimser om en som om det er et luxushotel. Jeg var heldigvis næsten normaliseret helbredsmæssigt nu.
Torsdag d. 28.4.
Desværre skyet fra morgenstunden og der kom stort set ikke nogen sol. Men det var da tørvejr hele dagen, bortset fra lidt dråber i Felanitx. Kørte til Felanitx, der er en alm. Mallorcinsk “autentisk” by med 15.000 indbyggere. Holdt ved Plaza Espana og gik lidt rundt.
Vi så bl.a. kirken, hvor der var indlagt stemningsfuldt musik. Efter et par timer kørte vi op til et Castell, der lå lige ved siden af det kloster, hvor alle tager op. Jeg husker de endeløse snoede veje op til klostret, fyldt med cyklister. 
Her var der ingen og der var kun et enkelt hårnålesving derop. Desværre var vejret gråt og blæsende, men alligevel godt at gå omkring på toppen, mest ift. at se området og landskabet neden under os. Kunne se ud til Cala d’or og Portopetro og over til klostret og se det flade land neden under os med flere lækre landsteder. Her er meget smukt og man kan se, hvor smukt og ” uberørt” der er lige uden for turiststederne.
Kørte hjem, hvorefter det gik til fods langs Mondrago parken til Utzons hus Can Liz. Videre til Portopetro. Der er utallige små maleriske bugter her, der kan jeg langt bedre lide end store brede strande. Spiste på en endnu bedre restaurant i Portopetro.
Fredag d. 29.4.
Nu skiltes vore veje igen. Vi skulle til Sa Torre de Santa Euginia, ikke så langt fra Palma, men alligevel helt fredeligt beliggende på landet. 
Et ualmindeligt skønt sted, som vi absolut gerne vil tilbage til. Ejet af den ældre og utroligt venlige dame Teresa og hendes familie. Vi fik et værelse, der nærmest var et helt lille hus med den skønneste gårdhave, som vi dog ikke nåede at bruge. 
Stedet er også en vingård og vi kunne bruge lang tid på at gå rundt på ejendommen og nyde de maleriske bygninger og smukke kroge i haven. 
Der var også et meget fint poolområde, hvor vi kunne ligge og slappe af. Jeg nøjedes dog med at dyppe tæerne i poolen, det var trods alt kun april.
Her i stuen som hørte til vores værelse/hus nåede vi heller ikke at opholde os. Næste gang må vi bo her noget længere!
Om aftenen spiste vi i den meget flotte restaurant i kælderen. Vi var næsten de eneste der, men mad og vin var aldeles fremragende.
Lørdag d. 30.4.
Fik en overlækker morgenmad i det skønne gamle køkken rum med mange smukke ting.
Så var det tid til afsked med Teresa og Pedro. Theresa viste os nogle af familiebillederne samt deres private kapel. Vi fik sågar kindkys til sidst. Hun var da noget af det sødeste!
Kørte til Palma og parkerede ved Plaza Espana. Nemt at gå til katedralen på 15-20 minutter, så på den måde fik vi også set lidt af byen, herunder gågader med butikker. Der var flere steder folk, der spillede eller gik i optog.
Jeg må sige, at katedralen var noget helt særligt. Den kaldes også Lysets katedral og det holder stik. Der falder smukt lys ind fra de utallige farvede glasmosaikker, herunder fra de store rosetter i enderne. Men den har set helt anderledes ud og været meget mørkere. Gaudí har også fået lov at “lege” her og har sandelig sat i præg. Spektakulært og lettere kaotisk. Og en Barcelo har “fået lov” at muntre sig i et hjørne, hvor der er klistret lerrelieffer op af væggene med fiskemotover mv. Det var da godt nok en oplevelse. Meget flot, men altså også noget rodet og forbløffende, at man omdanner noget så “konservativt” som en kirke på denne “festlige” måde.
Vi gik ned og så Parc de Mer med “indsøen”, men så kun kongepaladset udefra. Så dinglede vi længere hen til en park, hvorefter det var tid til at vende næsen mod Miro museet, der lå i udkanten af byen, modsat lufthavnen.
Jeg var særdeles positivt overrasket over Palma, troede helt ærligt at den kun bestod af grimme hoteller og boligblokke. Men her var meget tiltalende, der var lidt Barcelona over den, men meget mindre og mere overskuelig og med mange fine gamle bygninger og gader . Den kan godt bære en anden gang, blev vi enige om. Jeg har også lidt til gode, da jeg kun var frisk halvdelen af turen. Vejret var langt bedre end lovet, det var lunt og først overskyet, men så sidst på dagen kom solen frem. Så var det lidt sværere at forlade øen. Principielt kunne vi bare blive dernede…
Vi sluttede turen med at køre til Miromuseet, der iøvrigt var gratis om lørdagen. Det rummede ikke så mange værker og alle var fra 60’erne og 70’erne. Men stilen er jo genkendelig. Det så helt forkert ud at lægge en så flot bygning lige op af grimme boligblokke, men forklaringen var, at museet var lagt tæt op af Miros eget hus. Det lå lidt op af en sti – med fantastisk udsigt over vandet. Og dengang var de grimme bolig og hotelblokke der jo ikke. Men de må omvendt have været der, da museet blev indviet i 1992. Miro døde i 1983, 90 år gammel.
I lufthavnen fandt vi VIP loungen, hvor vi evaluerede og alle var enige om, at det var en god måde at rejse på, når man som vi både var sammen og hver for sig og skiftede lidt mellem det.
Og Mallorca kunne sagtens bære et gensyn, også efter kun 3 år. Øen har “rejst sig af asken” og rummer stadig mange skønne og ret uspolerede steder.
Highlights
Gåturen ved Lake Cuber med Dagmar som guide
Første gåtur ved Banyalbugar
Sa Torre de Santa Euginia
Palma, herunder katedralen
At rejse (delvist) med gode venner
Tips
Sørg for at leje en bil, der ikke er for stor – selvom man kan blive fristet, når prisforskellen er lille. Men mange veje er små og snoede og det kan være svært at manøvrere rundt i en større bil – ligesom der mange steder er utallige cyklister, der skal passeres.
Kommer man ikke for at dyrke strandlivet, så søg væk fra kysterne og ind i landet, hvis målet er at opleve et mere “uspoleret” Mallorca. Vi er vilde med at bo på de landlige Fincaer – fine, gamle landsteder med sjæl og hvor man spiser godt på stedet.
