7.-16.9.2016
Vi skulle da lige have en sidste tur i Hundehuset inden sæsonen sluttede…Og vi var så ekstremt heldige, at vejret var helt fortryllende de 9 dage, vi var afsted, selvom det var i september. Og vi kunne sidde ude fra morgen til sen aften 😊
Tyskland er jo et kæmpe land. Hvor kører man så hen, når man har ubegrænset tid og mulighed for at køre hvor som helst hen?! Jeg har tidligere ikke været den store Tysklands fan, men nu skulle det prøves. Det er jo et nærliggende mål, når man har et Hundehus, der skal luftes.
Gode venner havde varmt anbefalet Plönområdet, og det så da også tillokkende ud. Kort kørsel fra Danmark og mange søer. Jeg fandt en plads, kaldet Natur-camping Prinzenholz, tæt på byen Eutin, via en artikel på nettet, hvor nogle campingpladser, der var specielt gode, blev omtalt. Der var ca. 300 kms kørsel dertil, hvilket tog 5 1/2 time pga. trafikken.
Vi blev bestemt ikke skuffede, tværtimod. Blev meget venligt modtaget af en dame i receptionenen, der gerne ville bruge det danske sprog, som hun havde lært på aftenskole, tror jeg det var. Hun var også hundemenneske, så vi følte os straks godt tilpas. Oven i købet fik vi en plads med udsigt til søen, for pladsen var meget smukt beliggende ned til Kellersee. Fornemme badefaciliteter og meget venlige mennesker på pladsen, der gerne ville snakke. Vi var taget afsted i lunt, men lidt tungt og gråt vejr, men nu kom solen frem og der var 22-25 grader og vi kunne spise til aften ude. Det var sandelig en skøn start på en efterårstur!
Vi tilbragte 4 nætter på denne dejlige plads og der var nok at foretage sig i området. Én dag gik vi ind til byen Eutin, der er en dejlig og uturistet by på ca.17.000 indbyggere, dvs. af Skanderborg størrelse. Der var en stor havefestival, mens vi var der og dele af stien langs vandet ved slottet var derfor spærret af, så der kunne vi ikke komme ind – ingen adgang for hunde. Ellers havde vi ingen problemer med at have Freja med på turen, men det hjælper jo også, når vejret er så godt, at man kan sidde ude hele tiden. Iøvrigt er Tyskland generelt et meget hundevenligt land at rejse i, f.eks. må hunde oftest komme med på restaurant!
Vi så på byen og sad længe på torvet og kiggede på folkelivet. En anden dag gik vi langs søen og var senere ude at sejle på den. Igen ingen problemer med at have Freja med her. Den sidste dag kørte vi til byen Plön. Der var marked med lækre fødevarer. Slentrede lidt rundt, herunder ad en sti langs søen og op til slottet. Kørte lidt uden for byen og parkerede, da vi ville gå turen ud på en lang tange – havde været på turistinfo og fået/købt kort og brochurer. Fin tur og for enden var en kro med fin udendørsservering.
Så heldige kunne vi næppe være én gang mere, tænkte vi, da vi satte kursen mod Harzen. Og bare dét at skulle til Harzen, tænkte jeg, det er da noget af en satsning – og havde alverdens fordomme parat…
De blev så absolut gjort til skamme, for vi fandt et sted, der var endnu bedre! Jeg havde søgt og søgt på nettet, men vendte tilbage til en plads, jeg var stødt på i starten. Fine anmelderlser, men lidt uden for lands lov og ret, lød det til, så mon det var noget? Det var det! Også her blev vi meget venligt modtaget og blev foreslået 3-4 af de gode pladser.
Spottede straks en plads med udsigt over søen – vi skulle bare have bakset Hundehuset op på “hylden”. Det var alle anstrengelser værd! Pladsen var ledig i 5 nætter, så dem nappede vi.
Det var guld værd, at pladsen lå lige ned til en fin badesø, for det skønne sommervejr varede i al den tid, vi var der. Først da vi pakkede sammen og kørte hjem, begyndte det at regne. Pladsen havde været nedslidt og fyldt med fastliggerpladser, der var meget dårligt vedligeholdt. Men det entusiastiske, nye værtspar havde fået renoveret pladsen, bl.a. med nye, fine badefaciliteter.
Der lå også en restaurant på stedet, der hed Chocko og havde retter med chokolade i som specialitet (!) og den så også rigtigt fin ud. Dén skulle vi prøve, tænkte vi, men nåede aldrig derhen, for vejret var så dejligt og udsigten så flot fra vores plads, at vi allermest havde lyst til at være der.
To af dagene gik vi tur i skovene lige ved pladsen. Der var en speciel rute, kaldet “Liebesbankweg”, altså kærlighedsbænkvejen, som vi gik begge dage. 7 km lang og super god med varieret natur, herunder søer.
Med korte mellemrum var der lavet nogle bænke af naturmaterialer, som illustrerede de forskellige bryllupsår, altså sølvbryllup, guldbryllup osv., men også mindre kendte bryllupsår. Sjov ide og meget fin rute.
En af de andre dage tilbragte vi i den smukke, gamle østtyske by Quedlingburg. Tilfældigvis opholdt gode venner sig i denne by på vej hjem til Danmark og vi tilbragte derfor dagen sammen i byen.
Der var helt op til 32 grader denne dag og til sidst havde jeg (og Freja!) mest lyst til at køre hjem og hoppe på hovedet i søen.
Endelig tilbragte vi en dag i den kendte by Goslar. Var forbi turistinformationen, hvor vi spurgte efter guidede ture på engelsk. De beklagede meget, men kunne (på denne årstid) kun lave en individuel tur til 60 euro. Helt ok, også fint bare at slentre rundt.
Så Markt pladsen med rådhuset, det fine gamle hotel Kaiserworth mv. Gennem gågaderne, inde i en kirke, en lille “romantisk have”, og så rundt i små gyder, hvor folk bor. Men lige som Quedlingburg ikke en masse turistskrammel og souvenirs.
Havde ellers forventet dette. Der var da en del turister, men en dejlig by. Tilbage til Markt pladsen, tilfældigvis lige til kl 12, hvor det berømte klokkespil gik i gang, så det så vi det meste af.
Hotelejeren på hotel Kaiserworth, en ældre herre med cykelstyrskæg og ung kone sad der også og mange kom og hilste på ham. Han sad rigtigt der og holdt hof 😄
Da vi efter 9 overnatninger på disse to dejlige pladser vendte næsen hjem, blev vi hurtigt enige om, at det ikke var sidste gang, vi tog en Tysklandstur med Hundehuset 😊
Campingpladser
Naturcamping Prinzenholz v. Eutin. Ca. 300 km fra Hadsten
Camping Kreuzeck v. Goslar, Harzen. Knapt 600 km fra Hadsten.