Tyskland i Hundehuset 10.-21.9.

Efter en dejlig weekend med koncert i Esbjerg og rund fødselsdag på Fanø, spændte vi det medbragte Hundehus på igen og fortsatte sydpå på årets sidste campingtur. Nu vi var i den side af landet, besluttede vi at droppe motorvejen og trafikken omkring Elbtunnellen, og i stedet fortsætte via Ribe og videre til den lille færge ved Glückstadt.  Den tur kostede  24 euro, tog 25 minutter og var en fin måde at komme syd på. Vejret var blandet med sol og regn. Nåede ad små “gedestier” frem til campingpladsen, som jeg havde udset mig: “Camping at the lighthouse”, som den hedder på engelsk. Var inde i receptionen alene, da vi kom og da talte jeg tysk, hvilket jeg var helt stolt af…
Gik en tur, først langs den lille sø på pladsen, så over diget og så var der faktisk lige en hundestrand, hvor Freja staks badede lystigt.

Mandag d.11.9.
Som lovet blev morgenregnen afløst af solskin. Om formiddagen gik vi en tur langs med – og i starten oppe på -diget, nu til den anden side, ind mod Wischafen.

Langs diget med mange får

Om eftermiddagen kørte vi til Stade, hvor vi gik en tur rundt i den smukke lille by, der ser helt Amsterdamsk ud med en kanal gennem byen. Var på besøg i to kirker og bagefter på en udendørs cafe.

Hyggelige Stade

Tirs d.12.9.
Afgang mod Celle efter at have betalt ca.63 euro for de to nætter. Kørte ad små veje og nåede frem ca.13:30, hvor der så var middagsruhe… Vi brugte tiden på at se os omkring og vælge en plads. Fik den ønskede, nr. 88, tæt på (meget fin) toiletbygning, og med chance for aftensol. Blandet vejr, men fint til en gåtur ind til byen.

Enhver solstråle skal udnyttes

Onsdag d.13.9.
Iførte os regnudstyret – ville gå en afmærket 7 kms tur. Vi skal jo øve os lidt til Caminovandringen senere på året. Først ind til byen og møllen, så forbi museumsgården og ad villaveje ud til skoven og heden.

Klædt på til vandretur

Skiftevis regn og sol. På tilbagevejen opdagede vi et muslingsskalsmærke på et træ! Sørme om vi ikke havde fundet en strækning af Jakobsvejen (Caminoruten), så den måtte vi selvfølgelig følge tilbage. Det var super, for den gik også gennem hedearealet. Gik i alt 2 1/4 time.

Forsmag på Caminoen!
Smuk tur over heden

Kørte ind til Celle og gik op til slottet. Vi var selvfølgelig mest interesserede i tiden hvor Caroline Mathilde boede der, efter affæren med Struense var blevet afsløret. Hun døde allerede ca. 2 1/2 år efter hun kom der – af tyfus.

Slottet i Celle

Gik en mindre tur gennem de gamle gader i centrum. Det var tørvejr, men det blæste meget. De fine gamle huse er lidt skæmmede af alle de moderne kædebutikker og billige restauranter, der ligger der.

Fine huse i Celle, men virker desværre lidt forkert, når der ligger en H&M eller lign. i stueetagen…

Torsdag d.14.9.
Afgang fra Camping Südsee v. Celle. Kørte uden om motorvejen til Goslar, og derefter videre til camping Okertalsperre v. Altenau, som var dagens mål. Værtinden så glædeligt overrasket ud over vores ankomst. Vi var nemlig de eneste på pladsen! Det var blevet koldt, da vi kørte fra Goslar og op mod Okertalsperre. Faktisk kun ca. 8 grader…Sandelig noget andet end Harzen sidste år i september…

Smukt beliggende plads (Okertalsperre)

Vi kunne se, at det havde regnet rigtigt meget her, der var store pytter på pladsen, der ellers ligger rigtigt smukt lige ned til den opdæmmede sø. Ikke lige det, man forbinder med at køre sydpå! Man kan ikke få både aftensol og udsigt, men vi havde i hvert fald flot udsigt til vandet inde fra vognen.

Takket være mit nye, fine kamera med op til 83xzooom, kunne jeg få et billede af denne lille fyr

Derefter gik vi en tur ovre på den anden siden af campingpladsen. Smuk lille sti langs vandet, ligner meget dén ved Liebesbankweg, men altså med noget dårligere vejr…
Hjemme igen var det med at komme ind og få tændt for gasovnen. Vi så billeder fra Hadsten, hvor der åbenbart er nærmest syndflod. Der har også været haglvejr i den store stil. Det så ret vildt ud og værre end her, selvom det også har regnet kraftigt her.

Fredag d.15.9.
Havde regnet meget i nat, men tørvejr næsten hele dagen i dag.
Kørte til Sorge tæt på den gamle grænse mellem Øst- og Vesttyskland og så først det lille bitte grænsemuseeum i stationsbygningen. En frivillig ville gerne fortælle. Han viste os også hvorfra gåturen gik. Nu flot solskinsvejr, men koldt. Gik ad kolonnevejen som beskrevet, og det var meget fint at se området med vagttårn, pigtrådshegn mv. Slet ikke til at forestille sig, at man indtil 1989 kunne blive skudt, hvis man forsøgte at passere zonen. Det er kun 28 år siden og dermed dengang vi fik Mikkel. Kunne være interessant at vide hvordan det var for dem, der levede dengang.
Kørte derefter gennem nationalparken til Wernigerode, som vi ikke fik set sidste år. Desværre var en stor del af de høje fyrreræer tilsyneladende syge og døde. Vi gik en fin tur rundt i den smukke gamle bydel. Meget tiltalende by, omend den også har set en turist før… Satte os på en fin cafe tæt på torvet og sørme om der ikke kom lidt solstrejf…

Wernigerode

Orkede ikke lige at gå op til slottet, og det var også begyndt at regne lidt, så vi kørte tilbage til pladsen. Hjemme igen var der kommet nogle andre på pladsen, men det er jo også fredag.

Disse “kanonkugler” er en specialitet fra Wernigerode. Så bedre ud, end de smagte – lidt a la kiksekage…

Lørdag d.16.9.

Solrig morgen men stadig køligt, ca.10 grader.
Via Goslar, Braunschweig til Potsdam. Pludselig kom vi ud på gamle østtyske bumleveje og i et område, der så ret “østtysk” ud. Og så ville Gyda (GPS’en), at vi skulle dreje ned af en lille vej, der nærmest var en cykelsti, og hvor vi ingen biler mødte. For enden lå campingpladsen, men vi var kommet ind ad bagvejen til sydindgangen, der var låst! Og tanken om at få vendt og kringlet os tilbage var ikke rar.
Fik desværre genoplivet mine “traumer” fra tidligere. Jeg spurtede op til receptionen, der lå langt væk. I døren stod den herre (ejeren), som jeg havde set på stedets video. Jeg sagde, jeg havde et problem. Han spurgte, om jeg var syg. Det vár jeg så ikke. Så er der ikke noget, vi ikke kan hjælpe dig med, sagde han roligt. Det var da betryggende! Straks bad han en medhjælper om at cykle ned og låse op. Py ha… gav på en eller anden måde mindelser om da vi var lukket ude bag bymuren i Barga… Nå, vi blev installerede og da solen kom frem og det blev shortsvejr, så alting mere lyst ud (på alle måder 😏).

Sommervejr i september

Har studeret lidt ang. Sanssouci slottet mv., som er morgendagens mål. Man køber en billet til hele dagen og alle slotte i Potsdam, med et fast indgangstidspunkt til selve Sanssouci. Det er ligesom i Alhambra. Freja må heldigvis komme med i parken. Det skal være i morgen, da alle slotte er lukket mandag.

Søndag d.17.9.
Det blev en super søndag i Potsdam. Fandt det nemt, også nemt at parkere tæt på. Billetter a 19 euro, der inkluderede alle slotte i området. Det er da billigt! Spurgte til Freja og billetsælgeren lød lidt skeptisk over at lade hende sidde udenfor alle stederne, så vi sagde hun ville sidde i bilen. Det gjorde hun også, da vi så selve Sanssuici slottet, hvor vi så de ca.11 rum i det egentlig lille slot, der var smalt og langt, lidt kulisseagtigt, som hinbib 😉, men flot at se.

Møllen ved indgangen til området med slottene i Potsdam

Der var mange mennesker, men på den måde man blev lukket ind med mellemrum og fik udleveret audioguides, flød det ok igennnem. Det var Frederik d.2. , også kaldet Den Store, der havde bygget både dette og det nye slot længere væk. Hans far var kun interreseret i krig og jagt mv. og mente sønnen skulle være ligeså. Men Frederik d.2. var interesseret i litteratur, kunst, arkitektur, videnskab osv. Faren prøvede at opdrage ham brutalt og solgte bl.a. de bøger sønnen havde i et bibliotek, men ligemeget hjalp det. Sønnen gav sig dog på ét punkt og lod sig vie af pligt til en kvinde, men han boede reelt aldrig sammen med hende og de fik ingen børn. Slottet og de andre slotte var meget flotte, med fantastiske udsmykninger i rokoro. Rokoko kommer af et fransk ord, der betyder arbejde med (muslinge)skaller, derfor formerne i rokoko. Frederik d.2. udviklede endda sin egen rokokostil og tegnede flere slotte, komponerede 120 fløjtesatser osv. Hver aften var der koncert eller konversation om matematiske eller andre emner. Så han var en dannet herre.
Så hentede vi Freja og havde hende med på resten af turen. Vejret var superfint: stille, solrigt og lunt, så vi kunne ikke ønske os det bedre. Da vi sad nede ved springvandet neden for slottet, var der både kinesere og en lille tysk pige, der ville snakke med Freja. Faktisk var der flere kinesere, der ville fotografere Freja, ligesom i Firenze, hvor hun var en større attraktion end alverdens fine gamle statuer og slotte. Vi så en del af attraktionerne, omend ikke dem alle. Det var et stort område og ganske fint til Freja, der kunne gå og snuse mellem stederne. Et sted hvor vi satte hende udenfor, kom en af de ansatte med vand til hende. Hun fandt sig troligt i at sidde og vente udenfor alle stederne. Et enkelt sted måtte vi flytte hende, for Henning havde bundet hende til en antik søjle og det gik ikke, fik vi strengt at vide! Men generelt var folk meget flinke. Vi så New Chambers ved siden af Sanssouci, Orange Palace, det kinesiske tehus og det nye slot. Midt i mellem kom vi tilfældigvis forbi en skøn lille cafe, hvor vi kunne sidde ude og nyde solen.

Skøn cafe, skøn kage, skønt vejr

Efter at have travet rundt i parken i adskillige timer, kørte vi over til Cecilienhof slottet (hørte med i billetten), hvor den berømte Potsdamer konference fandt sted ult. juli 1945 efter krigens slutning. Det var her Stalin, Truman og Churchill fik forhandlet sig frem til Tysklands skæbne efter krigen og fik opdelt landet i zoner kontrolleret af de tre magter. Hørte bla. som noget nyt for mig, at Churchill ikke deltog i det sidste møde, da der i mellemtiden havde været valg i England og han blev ikke genvalgt! Så det blev Attlee, som kom i stedet. Han havde dog været med forinden, hvis dette nu skulle ske. Truman havde også afløst Roosevelt, der var død efter afholdelsen af de to andre konferencer, først Teheran i 1943 og derefter Jalta konferencen i 1944. Det gik et sus igennem os begge, da vi kom ind i rummet, hvor de havde siddet om det runde bord og forhandlet. Det var det originale møblement i rummet, så det var som at være vidne til et stykke verdenshistorie. Var på gåben 7 timer på denne dejlige dag.

Cecilienhof

Om aftenen spiste vi på campingpladsens restaurant og fik et fint bord med udsigt til søen. Freja måtte naturligvis komme med ind, hvilket Henning ikke helt troede på. Jeg fortalte ejeren, at i Danmark havde man aldrig hunde med på restaurant. Det undrede ham. Han sagde at man til gengæld ikke måtte have babyer med på restaurant her – hvis jeg forstod ham ret.

1/2 and til mig og et “lokumsbræt” af en snitzler til Henning! Godt vi havde motioneret godt i dagens løb…

Henning fik en kæmpestor schnitzel med salzkartoflen og med en ordentlig bunke friske pfifferlingen, altså kantareller, der jo har sæson nu og som vi forbinder med Tyskland på denne årstid. Men da de også havde and på kortet, var jeg nødt til at prøve det! Vi får jo heller ikke mortensand i år, heller….det sjove var, at når man i Danmark bestiller and, får man en kvart, her fik man en halv!

Mandag d.18.9.
Igen smukt solskin fra morgenstunden. Vi gik som planlagt ind til byen. Man kan gå langs en sti næsten hele vejen. Det tog længere tid en forventet at nå helt ind til centrum, faktisk havde vi gået i 1t og 50 min før vi kom til det hollandske kvarter.

Dejlig tur langs vandet ind til Potsdam

Vi gik op og ned ad gågaden, først op til Brandenburger Tor og tilbage ned til en kirke. På tilbagevejen fandt vi et spisested med en fin lille gårdhave ned til vandet.
Det var en rigeligt lang tur for gamle Freja og inde i byen brød hun sig ikke om at være, men slæbte sig af sted. Meget bedre når vi gik langs vandet. Vi gik i alt ca. 16 km, så det er da pæn Camino træning…

Tirsdag d.19.9.
Valgte at køre fra motorvejen, da der var en 17 km kø her længere fremme og den alm. vej (5) gik parallelt med denne. Det gik stille og roligt og gennem små byer, hvor der er noget at se på. Ca.15 grader og mest solskin. Havde valgt en plads uden for Lübeck, som var vores sidste stop på turen. En del af pladsen har udsigt til søen, det har vi også, men ligger til gengæld på en bar mark. Campingdamen roste os for at forsøge os på tysk, selvom danskere ikke taler ret meget tysk, som hun sagde.

Naturcamping Buccholz uden for Lübeck

Onsdag d.20.9.
Drog afsted i lettere regnfuldt vejr. Parkerede midt i Lübeck by og gik først hen til den berømte tårn og derefter hen til turistinformationen og købte et kort med forslag til en gåtur rundt i byen. Var på dansk! og kostede 1 euro.

Lübeck

Fin tur rundt og det holdt tørt. Kom forbi div. steder, vi godt kunne have undersøgt nøjere, men ikke så nemt med Freja, der ikke måtte komme med ind. Men også helt fint bare at gå rundt og se på byen. Var lige inde og se de små “celler”, hvor der havde været plejehjem i gamle dage, og åbenbart stadigvæk var – men næppe på samme vis…Sluttede med et lille cafebesøg i den fine lille gade med de mange cafeer og små, lækre butikker.

Fine huse i Lübeck

Hjemme ved pladsen gik vi en tur langs søen, ind til Buchholz og videre derudad.

Torsdag d.21.9.
Kørte hjem via Outlet i Neumünster, der kan anbefales. Henning (og kun han!) fik en masse gode ting. Det blev det til 3000 kr, hvor normalprisen er 7500, så det var jo et kup…

Henning fremviser rovet…han og Freja kæmper om at se mest stolt ud 😅

Evaluering
Fin tur, hvor vi planlagte undervejs og  med Potsdam slotsdagen som det absolutte highlight: slottene, vejret, Cecilienhof med rummet med Postdamkonferencen, spisning på Anna Amalia restauranten på campingpladsen. Stade også fin, men pladsen ved Elben ikke noget særligt. Men godt at slippe for Elbtunnellen. Cellepladsen meget fin, men selve Celle lidt en skuffelse. Harzen også lidt af en skuffelse pga. køligheden, men Wernigerode fin. Potsdam som sagt superfin. Lübeck en positiv overraskelse. Vejret var jo slet ikke som sidste år, men samlet set ok ift. årstiden. Henning ville måske gerne have kørt meget langt sydpå for at nå ned til varmen, men det var jeg slet ikke med på. Så skulle have kørt uafbrudt på motorvej i mange dage, for at nå ned til et varmt sted – og så for varmt til Freja. Det er jo også pga. hende, vi tager den slags ture.

“Follow me” lampen, som var en afskedsgave fra mine kære kolleger, følger mig overalt, således også på campingtur…

Campingpladser:

Camping an der Leuchtturm v. Wismar

Camping Südsee v. Celle

Camping Okertalsperre v. Altenau

Naturcamping Buchholz  v. Lübeck