Hadsten Vandregruppe – et nyt tiltag

Vi har for det meste rejst og vandret alene – min mand og jeg. Men det er ind i mellem også hyggeligt at have nogen at følges med på rejser og ture.
For nylig prøvede vi at gå med i en dansk vandregruppe “Vandreture i naturen, 40+”, der på facebook annoncer forskellige vandreture i hele Danmark. Alle medlemmer her kan selv udbyde ture, og så er det med at være hurtig, for de bliver lynhurtigt fyldt op. At tage på vandretur er meget hot for tiden, fornemmer man og der er da også utallige gode grunde til at snøre støvlerne og komme afsted. Der er ofte et max. på ca. 15 deltagere på gruppens ture og det gør, at man får talt med de fleste og det ikke bliver for uoverskueligt at holde sammen på tropperne.

Fra tur i Vindum Skov ved Bjerringbro

Jeg har så fået den ide, at forsøge at oprette en lokal vandregruppe for min hjemby Hadsten og omegn. Dvs. her er en målsætning mere, nemlig at folk i Hadsten lærer hinanden bedre at kende. Vi har selv boet her i 34 år, men faktisk kender vi ikke vildt mange her i byen. Vi har haft rigeligt at gøre med børn og arbejde – og nu, hvor børnene forlængst er fløjet fra reden, er de der ikke til at skabe naturlige kontakter.

Så mit tiltag skal have 3 formål:

  1. At få motion via gode vandreture
  2. At få gode naturoplevelser i Østjyllands smukke natur
  3. At skabe relationer mellem folk i Hadsten


Henning og jeg holder oplæg om dette lørdag d. 7.3.20 kl 11:30 på Hadsten bibliotek, Evald Tangs alle, Hadsten. Her vil vi præsentere ideen og komme med forslag til koncept, indhold mv og komme med forslag til ture. Vi håber, nogle møder op for at tilkendegive interesse og komme med input.

Da vi i oktober havde et lignende oplæg på biblioteket om at komme i gang med at vandre, kaldte vi det “Seniorer på vandretur”, så niveauet ligesom var lagt – her var ikke tale om bjergbestigninger, men noget alle kunne være med til. Heldigvis kom der da også ikke-seniorer denne dag.

I oplægget til Hadsten Vandregruppe, har vi ikke sat nogen aldersangivelse på. Vi tænker, det kunne være for alle interesserede. Havde i første omgang tænkt på seniorer, men så sagde flere af vores stadig arbejdende venner: “hvad så med os?!”

Kaffe og snak efter turen

Der er tilsyneladende allerede stor interesse for at gå med i en sådan lokal vandregruppe, så nu håber vi ikke, at nogle bliver skuffede tror, der er tale om nogle meget lange ture, vi skal på. Vi forestiller os ture på en længde af ca. 8-14 km. Der skal jo også være tid til at nyde undervejs eller bagefter. Yde og nydeprincippet er vi store tilhængere af!

Det ser ud til, at dette påtænkte tiltag ikke kolliderer med andre muligheder for at vandre, når man er bosat i Hadsten og omegn. Så vi er spændte på, om vi kan få en sådan gruppe op at stå. Det vil både være til glæde for os selv, men forhåbentlig også for dem, der kunne tænke sig nogen at gå sammen med og til dem, som kunne tænke sig inspiration til ture.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *