Gode råd om vandreudstyr

I oktober holdt Henning og jeg et oplæg på det lokale bibliotek om at komme i gang med at vandre. Titlen var “Mulighedernes tid – seniorer på vandretur”. Det blev i al beskedenhed en pæn succes, idet der kom over 30 lydhøre og spørgelystne personer. Nogle havde vandreerfaring (også større end vores), andre ville gerne i gang med vandreferier, men havde ikke lige taget springet og nogle ville bare hente inspiration.

Denne dag snakkede vi bl.a. om vandreudstyr og her kommer lidt om dette emne.

Fodtøj

Noget af det allervigtigste, når du går Camino eller vandrer i det hele taget, er fodtøjet. Vi har indtil i år gået i vandresko og haft det fint med det.

Men i år købte vi vandrestøvler og må da indrømme, at de giver en god ankelstøtte. Og når man som os ikke går i meget varmt vejr, er det til at holde ud at have støvler på. Det er en kunst at købe vandrefodtøj: skoene/støvlerne må endelig ikke være for små! beregn 1-2 numre større end normalt. I mange Outdoorbutikker har de skrå platforme, man kan stå op på for at fornemme, om man kan mærke tåen, når det går nedad – det duer ikke! Omvendt må fodtøjet jo heller ikke være for stort , så foden rutsjer rundt i skoen, og man risikerer at få vabler.

• 

Men min erfaring siger: hellere lidt for store end for små. Man kan altid lægge en ekstra sål i skoen/støvlen, men det er skisme svært at få fodtøjet gjort større, end det er… Jeg har i år forsøgt mig med at starte med en ekstra sål om morgenen og så tage den ud ved middagstid, når fødderne er blevet større. For fødderne vokser og fylder mere efter flere timers gang og ophedning. Det holdt jeg nu op med og gik bare uden ekstra sål hele dagen resten af turen. Det fungerede fint og det er en fornøjelse at fødderne har god plads og man aldrig mærker, at tæerne støder imod. Det har Henning prøvet på vores første Caminotur. Her gik han åbenbart i for små sko og det skal man som bekendt aldrig, hverken i overført eller direkte betydning. Begge hans storetånegle blev sorte undervejs og faldt af, da vi kom hjem. Og sådan nogle er mega lang tid om at gro ud igen, først her to år efter er han ved at være “normal” igen.

Jeg har ingen interesse i at reklamere for bestemte mærker, men vi fandt begge mærker, der var gode til os: Henning fik et par støvler af mærket Keen, der har brede snuder og dermed meget god plads til tæerne, og han eeelsker dem! Jeg fik et par Salomon med Goretex, hvilket betyder, de er særdeles tætte, hvilket igen skal vejes op mod hvor varme, de er at gå i. Keen har deres egen membrantype, der er knapt så tæt som Goretex, og dermed heller ikke så varm en støvle, men Henning oplevede støvlerne som lige så tætte som mine.

• 

Vi ynder at besøge Outdoorbutikken Eventyrsport (og nej, jeg er ikke sponsoreret), da der her er stort udvalg, meget ofte gode tilbud og man får kvalificeret betjening. Begge hold støvler er da også købt på udsalg til hhv. 850 og 899 kr, og det er til at høre, eftersom man kan bruge sin støvler til alle slags ture, også i dagligdagen.

Vandresokker

Så er der sokkerne: nogle mener ikke, de betyder så meget, andre sværger til to hold strømper. Eftersom vi ikke går i meget koldt vejr, er vi blevet glade for sokker, der hedder “Thorlo ULHX Ultra light Hiker strømper”, som man kan købe i bl.a. Spejdersport (men ikke Eventyrsport). De er ikke uldne, men lavet af 75 procent THOR-Wick Cool polyester, der har gode kølende egenskaber. Koster 99 kr for et par. Vi har også uldne vandresokker (bagest i billedet), men de er rigeligt varme, synes vi. Fordelen ved egentlige vandresokker er også, at de kan bruges pænt længe uden at de begynder at lugte og at de ikke har sømme, der kan irritere.

• 

Tøjet

Så kommer vi til tøjet: her er tre-lags princippet en rigtig god ide! Inderst en tshirt, meget gerne af tynd uld. Vi sværger til mærket Icebreaker, der laver lækre og slet ikke kradsende bluser, som holder sig rigtigt godt. De er svedabsorberende, tørrer megahurtigt, og alt efter vejret, holder de én varm eller kølig.

Til mellemlag er det godt med en god fleecetrøje.

Yderst en vind/skaljakke, gerne én, der er både vind-og vandtæt. Så kan man tage af og på efter behag. Jeg købte i foråret en jakke af mærket Sherpa og det er da den bedste jakke, jeg nogensinde har haft. Tynd og lækker i sin finish (og i en megaflot grøn farve!). Den var også dyr, men dog på tilbud…(nedsat fra 2500 til 2000 kr)

Vandrebukser? Kan man ikke bare gå i sine cowboybukser? Nej, det er altså en dårlig ide, for terrænet skifter og man skal strække sig og gå stejlt opad osv, så det er bedst med bukser, der ikke sidder for stramt. Medmindre det er tights af blødt stof, som nogen går i og det er også godt. Vi har købt vandrebukser, ikke mindst fordi de er med zip-off, så man kan tilpasse sig det skiftende vejr i løbet af en dag og ændre de lange bukser til shorts. Og som jeg siger: “det er nemmere at zippe end at strippe” midt på Caminoen…Måske er der lidt mærkevarelir over det, når så mange (herunder os), går rundt i vandrebukser med en lille lædermærkat på, der forestiller en ræv- det er Fjällrävens mærke – et meget kendt Outdoorfabrikat. Vores model er vist allerede lidt umoderne, nu kan man få vandrebukser med lidt smallere ben, men så er der noget at ønske sig…

Regnudstyr

Men hvis det nu regner…Vi troede, vi havde garderet os i år. De to første Camino år havde vi ikke en dråbe regn, så i år tænkte vi, at det nok var “vores tur”…

Vi medbragte derfor begge regnbukser samt tynde regnslag. Jeg havde jo min fine Sherpa-jakke, der også er en regnjakke, mens Henning kun havde en alm. vindjakke. Efter to timer i slaskregnvejr, kom vi heldigvis forbi en butik, der solgte kraftigere regnslag. Så var vi sådan set godt kørende, men man føler sig alligevel noget “kogt” inde i et sådant “telt”, så næste år prøver vi med egentlige regnsæt med bukser og jakke til os begge. Vi lærte heldigvis at have en ekstra tshirt i rygsækken, så vi kunne skifte halvvejs, hvis vi blev våde inderst – og det gjorde vi. Om det var af sved, regn eller kondens vides ikke, nok en blanding.

Det handler om at have regntøj, der også er åndbart. Så skal man selvfølgelig huske et betræk til rygsækken, hvis man ikke har regnslag på. Man slipper så også for at ligne en pukkelrygget, når man går…Det så faktisk lidt komisk ud, med alle de regnslagsklædte, pukkelryggede folk, vi så på Caminoen.

Men det kan også være at solen skinner…og så er det vigtigt med en solhat. (Henning brugte også sin som regnhat under regnslaget, så han bedre kunne se ud). Og husk solcremen!

Vandrestave

Vandrestave eller ej, det er spørgsmålet…
Jeg er totalt vild med mine vandrestave, mens Henning ikke kunne drømme om at gå med sådan nogle pinde…Jeg bruger ikke kun mine, når det går stejlt op eller ned – det er stavene fantastiske til at afhjælpe. Når det går nedad – hvilket kan være meget hårdt for knæene – tager stavene en pæn stor del af stødet. Nogle fagfolk siger op til 30 procent, andre at det ikke passer, men jeg er i hvert fald mega glad for at have mine stave ned ad bakke. Men også opad – når man ser en stor og uoverkommelig bakke foran sig, går det meget lettere, når man kan bruge stavene til at stage sig opad med. Men hvad så, når det går ligeud? Så skal man til at pakke stavene ned og det er besværligt.

Men jeg går faktisk med mine hele tiden! Så dermed går jeg altså decideret stavgang. Jeg har det super fint med det, stavene generer mig ikke, tværtimod. Dels har jeg en ide om, at man forbrænder lidt flere kalorier, når man også bruger armene (det har jeg også læst om), dels må det da være godt for mormorarmene…Men det allerbedste for mig er, at stavene hjælper mig med at komme ind i det “flow”, som er dejligt at opleve, når man vandrer langt. Stavenes taktfaste klik gør at jeg helt automatisk kommer videre skridt for skridt, helt uden at tænke over det. Mange løbere snakker om at komme ind i en rytme, hvor det hele glider og man kan fortsætte længe uden problemer. Det oplevede jeg kun sjældent, dengang jeg som yngre løb lidt. Men fornemmelesen af flow har jeg i kraft af mine stave, der helt automatisk sættes i jorden – og sørme om ikke benene følger med skridt for skridt, næsten helt af sig selv! Prøv det, siger jeg bare…

Rygsækken

Så er der endelig rygsækken. Størrelsen afhænger naturligvis af, hvor meget oppakning, du har med. Vi er luksusvandrere, der får bagagen bragt fra sted til sted og har begge kun en dagsrygsæk med, med lidt ekstra tøj, vand og evt. lidt proviant til dagens vandring.
Jeg har en fin lille rygsæk fra Osprey, kaldet Daylite. Koster 500 kr og rummer ca. 20 liter. Henning har en lidt større af mærket Jack Wolfskin, hedder Moab Jam 24, altså 24 liter. Den har mere polstring i remmene end min.

Med galoscher og kamera…

Så til eksperimenterne…
Det er vigtigt at have tørre fødder, det har vi altid lært. Men hvad nu hvis vores fine (og naturligvis godt imprægnerede) støvler nu ikke var helt vandtætte? Efter vi fornylig i Toscana blev overrasket af kraftigt regnvejr på en vandretur i vandresandaler, fór vi hjem og købte nogle silikone-galoscher, som vi ville tage med på caminoen. Det faldt ikke udpræget heldigt ud…Dels var de megasvære at få på – er nok ikke lavet til store vandrestøvler – dels gik de i stykker efter kort tid. Hennings holdt en time, mine ca. 5 timer, men de er ikke lavede til at modstå alle udfordringer på en Camino. Mere til en vandpyt derhjemme i byen. Men så fik vi da prøvet det.

Nogle vil måske bemærke, at jeg – gudhjælpemig – altid går rundt med et stort kamera om halsen. Det kan da ikke være praktisk…Næh, såmænd, men når jeg har remmen om halsen og over den ene skulder, føler jeg ikke, det tynger væsentligt. Til gengæld er jeg altid ultraparat til at fange et godt motiv. Eller bare være hurtig til at tage billeder undervejs, hvis ens vandremakker storker målbevidst fremad foran én…

En mobil skal jeg først have op ad lommen, ud af omslaget og så kan jeg begyndte at tage billeder. Her løfter jeg bare kameraet op i skudhøjde, mens det hænger i remmen og straks er jeg parat. Smart ikke! I hvert fald er jeg vild med mit dejlige kamera (Nikon Coolpix P900), der specielt er god til at zoome – op til 80 gange – og dermed er god til naturbilleder. Man må jo prioritere – jeg prioriterer mit kamera, elsker at tage billeder og at bruge dem til denne blog mv.

Tilbage er kun at sige …Buen Camino – eller hvad man nu siger, dér hvor du skal vandre!