Helt uden snyd fik vi udleveret vores pilgrimsbevis, da vi ankom til Santiago de Compostela d.31.10. Ganske vist var der den lille taxatur undervejs, men stadig har vi gået 100 km, hvilket er kravet for at få et Compostella (pilgrimsbevis). Faktisk 110 km indtil Santiago, når man tæller de små ture rundt i byerne undervejs med.
Det blev fejret på en udendørs cafe, og efterfølgende middag på samme spisested som den første aften (O Pedeiro). Denne gang fik vi både kroketter, hvidløgsrejer og små blæksprutter. Og så skal jeg da love for, det var skønt at krybe under dynen og hvile de trætte ben! Vi var lidt fornærmede på vores ellers meget fine og dejlige hotel, da vi ikke fik et værelse ud mod gaden, som vi ellers udtrykkeligt havde bedt om, da vi boede der for en uge siden. Dumt af dem ikke at imødekomme et sådant ønske, for vi nægter at tro på, at alle, der boede i disse værelser for en uge siden, stadig bor der. I stedet fik vi alle mulige søforklaringer med “der er mere stille bagtil” osv. Nå, til gengæld fik vi denne gang et badeværelse med kar og det var bare lykken at gasse sig der, da vi nåede frem. Sengen er også helt fantastisk, så må vi leve med udsigt til en baggårdsskakt…
Det allerbedste ved at nå frem var næsten, at mit knæ næsten ikke protesterede på turens sidste stækning på ca.20 km. Lidt ømhed er til at leve med. Dagen før var det nemlig ikke for godt og de sidste ca.4 km af de 20 var slem.
Efter ophold i Melide d.28., gik turen videre til Arzua. Også her en forholdsvis kort strækning, eftersom vi havde bidt strækningen fra Palas de Rei til Arzua over i to. Det var der mange andre end os, der gjorde…
Hotellet i Arzua var en positiv overraskelse, ikke mindst pga. den meget søde og utroligt servicemindede unge Adrian, der ejede hotellet (La Casona de Nené) sammen med sin bror og far.
De har også en restaurant, nogle hundrede meter derfra, ved navn La Nené. Her får man morgenmad, men vi bestilte også bord til om aftenen. Det var en god beslutning. Maden var helt i top, stedet lækkert og servicen upåklagelig. Her mødte vi også det spanske par, som vi har “fulgtes”med næsten hele turen. Vi snakkede lidt med dem på restauranten. Han kunne godt engelsk, hun slet ikke. Han arbejder indenfor søfart og de bor i Barcelona. Vi havde forinden spurgt dem, om de var fra Spanien og så var det, at han grinende sagde, at det vidste de ikke helt, for de var fra Barcelona! Men dels pga. hans job, dels fordi, han havde boet udenfor Catalonien som yngre, var han/de helt klart ikke tilhængere af løsrivelse fra Spanien.
Vi “kom” også til at få en flaske rødvin denne aften, for de havde den gode Montesa vin, vi havde fået aftenen før i Melide. Pris: 15 euro! Var perfekt til det ekstremt lækre og møre, grillede kød, vi fik. Det smagte og så næsten ud som oksekød (var rødt inden i), men var faktisk fra gris. Må være noget vildsvineagtigt eller i hvert fald meget langt fra en sej og bleg, dansk industrigris…
Værelset var også en positiv overraskelse, med egen, rigtig altan med aftensol. Adrian og Co. har også gang i indretning af et hotel mere tæt på restauranten, så vi ønsker dem alt mulig held og lykke og giver topkarakter på booking.com og Tripadvisor.
Det var derfor også en fornøjelse at starte næste dags vandring, efter at have indtaget turens bedste morgenmad med lækker skinke med pesto, gode oste, brød, croissant, friskpresset juice osv.
Igen var vejret perfekt. Noget af det allerbedste ved denne tur er de skønne, stille morgener, hvor man begiver sig afsted, mens solen så småt kommer frem og varmer. Det er jo blevet vintertid, så fra søndag kunne vi sove en time længere og først starte, når solen var ved at komme frem.
Strækningen fra Arzua til O Pedrouzo var på ca.19 km officielt, så nu skulle det vise sig, om vi (jeg) kunne klare det. Det gik, men som nævnt havde mit “talende knæ” sagt grimme ting til mig de sidste km af turen…
Sidste ophold før Santiago var på pension LO, der er et lille, moderne sted i udkanten af denne lidt forstadsagtige by O Pedrouzo. Ikke noget specielt godt at sige om byen, men det ville være alt for langt at gå hele vejen til Santiago samme dag. Om eftermiddagen rokkede vi ind og så på Hovedgaden og fandt et hyggeligt og trendy lille sted, hvor man sad ved et langt bord alle sammen. Vi fik bare en øl og ville komme tilbage senere og spise til aften. Det lykkedes dog ikke, for der var stuvende fyldt, da vi kom igen. Resten af stederne i byen var ikke spændende, men vi valgte et sted, som pensionen havde anbefalet. Det blev en “morsom” oplevelse. Aldrig har vi oplevet en så ignorant tjener! Han så os, da vi kom ind, men hilste absolut ikke. Vi stillede os ved et bord og han kom hen til os og gloede meget længe uden at sige et ord. Endelig sagde JEG så på engelsk, om vi måske kunne få noget at spise? Han svarede: “Hvad?!”. Så var vi tæt på at gå igen. Det lykkedes dog at få noget mad (et ikke særligt spændende stykke fisk), men tjeneren var iskold. Det lykkedes heller ikke at få ham til at komme, da vi skulle betale, så hv måtte op til disken.
Ved ikke, hvorfor der er så ekstrem stor forskel på servicen her i Spanien? Tænkte først det handlede om penge -dyrt sted/god service, men den holder ikke. Nogen har bare været på servicekursus, andre ikke. Eller også ligger det bare mere naturligt til nogen…
Vi har læst om at man også er træt af turisterne på Caminoen, ligesom man er træt af dem i Barcelona. Her handler der om, at de lægger for få penge og “render rundt og lugter”. Men sådan nogle som hv og jeg, vi lægger både penge og vasker os, så os burde de være glade for 😉
Så blev det den sidste dag inden ankomst til Santiago. Jeg var optimist, da vi drog afsted efter at have snakket med en amerikansk, ikke helt ung kvinde, der havde gået 700 km uden problemer. Nogle steder var der meget stejlt terræn sagde hun, ikke noget for et dårligt knæ.
Men som nævnt var knæet samarbejdsvilligt denne sidste dag, ligesom vejret var skønt og solrigt (dagen før havde været ok, men mere gråt og blæsende ind i mellem).
Vi var positivt overraskede over, at ruten fortsat var fin og langs små veje eller gennem skov. Først til sidst -efter Monte Gozo- gik det nedad langs en befærdet og larmende vej. Men da vi nåede Santiago og der kun var ca.1/2 times gang til hotellet, måtte vi fejre det med en øl på en cafe. Pilgrimsbeviset var i hus!
Afslapning i Santiago
Eftersom vi var vakse og fik hentet vores Compostelaer samme dag, vi ankom (lige inden lukketid og uden kø), har vi nu god tid resten af tiden i Santiago.
I dag har vi været til pilgrimsmesse kl 12. Vi nød at sove uden at have et vækkeur, der ringede og at spise sen morgenmad. Man skulle komme i god tid til messen, stod der, og da vi ankom ca.10:50, fik vi da også nogle af de allersidste almindelige siddepladser – men utroligt heldigt på 2.række. Mange måtte stå op eller sidde ved foden af stensøjlerne.
Vi havde ikke regnet med at de ville svinge med det kæmpestore røgelseskar, Botafumeiroen, for det sker vist kun ved specielle lejligheder eller under jubelår, som ikke er i år. Men det gjorde de altså i starten af seancen og det var en spetakulær oplevelse. Skal da love for at den blev svinget op i luften – helt op til loftet!
Vi forstod som forventet ikke meget af messen, der mestendels foregår på spansk. Men enkelte gange kom der lidt på engelsk. Var dog noget skuffet over ikke at høre ordet Dinamarca, da de nævnte de lande, som gårsdagens pilgrimme var fra…
Til slut kunne man komme op og få en oblat, men det havde vi ingen behov for. Har det lidt dobbelt med den slags, på den ene side, er det en oplevelse, på den anden side næsten lidt komisk med alt deres røgelse og processioner og mænd med “åbne tevarmere” (bispehuer…) Og så kunne man da også lige købe sig aflad, da der gik damer rundt og samlede ind…
Men det mest specielle var næsten alle de pilgrimme, der mødte hinanden og krammede og hilste på. Her kunne vi så ikke lige være med, for vi har jo reelt ikke talt ret meget med andre. Ikke af uvilje, det er bare noget andet, når man går sammen som par.
Og nu har vi helt “fri”! Skønt at dalre formålsløst i denne meget skønne og tiltalende by og ikke skulle noget specielt. Det er gråvejr i dag for første gang, men tørvejr indtil videre. I morgen er der lovet heldagsregn, men skidt, for nu er vi i mål! En herlig fornemmelse 😃
