NU tør jeg tro på projektet…det gjorde jeg ikke helt i går og slet ikke i forgårs 😬 Efter nem rejse til Santiago via Kbh. og Barcelona og noget fumlen for at komme med bus til Sarria, lagde vi spændte ud på turen d.26.10. De første ca.12 km var helt fantastiske, vejret var vidunderligt, landskabet og landsbyerne fortryllende og bentøjet i top.
Frokosten blev indtaget i Ferreois og humøret var højt. SÅ begyndte det bare at gå ned ad bakke kilometer efter kilometer. Jeg synes virkelig, jeg passede på og brugte den ene vandrestav, jeg havde med, til at tage stødet fra knæene, ligesom jeg tog forsigtige skridt. Men det højre knæ begyndte at protestere…og da vi skulle ned ad en meget stejl bakke lige før Portomarin, hjalp det ikke engang at støtte til hv også og liste lige så stille, for knæet protesterede højlydt!AV AV! Og så er det jo, man skal høre efter…Set i bagsklogskabens ulidelige klare lys skulle vi have taget en taxa det sidste stykke. Men nu kom jeg nærmest kravlende over broen til Portomarin – man er vel pilgrim 😉 Det var en hel lise, at allersidste step var en stejl trappe op til Hovedgaden – for OPad, det kan knæet lide!
Aldrig har en fadøl smagt så godt, indtaget i den smukke lille have, der hører til Hotel De Berbetoros i Portomarin. Men sejrsrusen over at have gennemført første etape på godt 20 km/32.000 skridt (hv’s tæller siger 35.000) var iblandet en stor bekymring for morgendagens etape – for ikke at sige resten af turen…Det hjalp ikke synderligt at hvile knæet et par timer, men vi skulle hen og købe knæbind og en ekstra vandrestav inden lukketid kl 20 og det lykkedes da også at krabbe sig derhen. Og heldigvis også at rokke ned til den glimrende restaurant O Mirador, der havde stort udvalg på menukortet, bl.a. grillede vagtler, som jeg smovsede i (pris 10 euro 😊). Ovenpå gårsdagens rævepis til “menu del dia” i Sarria, havde vi lyst til en bedre vin og købte en Crianza til hele 16 euro. Den smagte særdeles glimrende.
Der blev lagt en plan A og en plan B: jeg ville prøve at gå en 1/3 eller måske endda 1/2 delen af turen næste dag og så tage en taxa for resten. Alternativt tage en hel pausedag, hvis knæet stadig strejkede om morgenen.
Vi rokkede hjem igen og gemte os under dynerne i det noget kolde hus. Der var ikke andre gæster end os og personalet virkede ærligt talt ikke specielt imødekommende. De var ikke uhøflige, men lidt afmålte. Så her kommer vi nok ikke igen, selvom værelset var smagfuldt indrettet og haven dejlig.
27.10.2107: Portomarin-Palas de Rei
Om morgenen sagde knæet : “hvis du absolut vil, så ok da, men ikke for langt og tag hensyn!” Det blev så aftalen. Knæbind er godt, men to vandrestave er GULD! (Har i parentes bemærket haft to engang, indtil en mig nærtstående person lige skulle låne den ene og efterlod den på et værtshus…). Men en (omend knapt så lækker og let) ekstra stav til 8 euro gør absolut underværker, når knæene skal skånes 😊
Afgang en tåget og kølig morgen. Optimismen var ikke overvældende, da jeg stagede mig op gennem skoven efter Portomarin. Oven i købet var ruten slet ikke så malerisk som i går (mest langs en landevej) og så kom vi oven i købet gennem et stykke skov, der var brændt…Men det gik – det gik faktisk! Da vi nåede landsbyen Ventas de Narón og det desuden var forbløffende varmt, ca.25 grader, sagde jeg, at nu var det nok klogt at lade sig transportere resten af dagens etape. Havde dog klaret ca.12,5 km -langt over forventning. Kunne selvfølgelig godt bide tænderne sammen, men er hundeangst for at få varige skader. At gå længere ture er jo en meget stor livskvalitet for os.
Taxaen, der fragtede os til Palas de Rei, fulgte faktisk caminoruten, så vi kunne følge de mange, vi nu ser hver dag, fordi de har samme rytme som os. Dukkede mig lidt, da vi passede den søde, canadiske pige, vi havde kørt i rutebil med til Sarria…men de 15 euro var givet godt ud.
Overnatningsstedet var pris- og forventningsmæssigt turens højdepunkt. Og jeg skal da love for, forventningerne blev opfyldt! Blev mødt at en nærmest begejstret Mari Cruz (som hun hed), da vi ringede på døren i Casa Leopoldo. Et lille sted med seks værelser og ikke på booking.com, men dog på Tripadvisor. De har også en hjemmeside – uden priser…Vi havde flottet os og købt det bedste værelse og det var sandelig en oplevelse. Fantastisk suite med vinduespartier til tre sider, en flot udsigt og en helt speciel indretning. I huset bor også de 3 ældre søstre, der ejer huset, men igen var vi de eneste gæster.
Til huset, der må være helt nyrenoveret (i boutique-stil), hører også en lille oase af en have, bl.a. med et megastort kiwitræ. 100 kg marmelade sidste år, sagde de, men i år: 8 sølle stk. kiwi. Mor her snuppede en lille morfar på bænken i haven…
Bevæbnet med stave og iført shorts og t-shirts gik vi ned til en bar og fik en velfortjent fadøl med lidt oliven til. Skønt med lunt solskinsvejr. En mand fra Virginia var højlydt forbløffet over, vi var danske. Vi talte rigtigt godt engelsk, mente han- han havde overhørt vores lille snak med den canadiske pige, der nu var ifølge med to unge mænd fra hhv. US og Sydafrika. Rigtigt fint, hun havde fået selskab, omend vi funderede lidt over, om det kunne skabe splid mellem de to unge herrer, der givetvis begge bejlede til pigen…
Tilbage til huset så jeg, hvor flot det måtte være at sidde i åbningen til den franske altan og se solnedgangen lige overfor, så hv blev sendt ned efter en MEGET LILLE flaske cava (2 cl? ) som vi kunne DELE. Både den søde Mari Cruz og jeg var ved at knække sammen af grin, da hv kom tilbage, for han fortsatte halvvejs ud af byen, før det gik op for ham, at han var kommet for langt…
PULPO- stykker af store blæksprutter -er en specialitet her i området, så det måtte vi prøve. Blev indtaget samme sted som i eftermiddags, nu indendørs på dette fine, lille sted, hvor der var flest lokale her fredag aften.
Vi var på vej til at liste ubemærket op af trappen, da vi kom hjem ca.22:30, men sandelig nej: søstrene sad og ventede på os og ville byde på hjemmelavet valnøddelikør og friske valnødder. Likøren smagte super godt og de tre ældre kvinder var ved at vride sig selv af led for at vi skulle føle os godt tilpas. Kom til at tænke på, da vi var i Grækenland i “gamle dage” og blev inviteret ind til lokale landsbyboere og budt på div. drikkevarer mv. mens vi “konverserede” uden at kunne et ord på hinanden sprog. Her var der også visse sprogvanskeligheder, idet søstrene kunne spansk og kun spansk og vi altså ikke kan spansk. Men på forunderlig vis fik vi alligevel kommunikeret, jeg fik bl.a. “fortalt” om hele vores 4 ugers rejse og søstrene var behørigt imponerede. En rigtig sjov og anderledes oplevelse at sidde der i stuen med de rare søstre.
Sov aldeles vidunderligt i den skønne seng, og nu med en tro på, at morgendagens etape nok kunne gennemføres…
28.10. Palas de Rei -Melide
Igen en dag med skønt vejr: solskin og 20~24 grader. Vi er da helt ekstremt vejrmæssigt heldige på denne tur, der slet ikke byder på regn i vejrudsigten, så længe vi er på farten.
Nu vi var de ultimative luksusdyr, havde vi også bestilt morgenmad (a 14 euro pr. person) på Casa Leopoldo. Og Mari Cruz så også nærmest stolt ud, da hun viste os morgenbordet. Det så også fornemt ud, med en lokal galicisk specialitet som højdepunktet: en slags kartoffelmos med ristede løg og et pocheret æg oveni, serveret i en lille glascocotte. Vældig godt.
Der blev ønsket Buen Camino adskillige gange, da vi drog afsted på næste etape. Nu med en helt anderledes tro på dagen, for knæet gjorde slet ikke ondt!
I dag var etapen næsten lige så smuk som den første dag og efter en formiddagspause samt en middagspause med frokost, nåede vi Hotel O Tobo de Lobo i Malide præcist kl 15. Meget passende distance, vil jeg sige, alt taget i betragtning. At gå lige ud og op ad bakke – no problemos. At gå ned ad bakke – stadig ikke godt, men det var forventeligt. Jeg skiftevis gik med “stift”ben, skiftevis baglæns (!) – ellers også bare meget forsigtigt. Heldigvis var ruten ikke voldsomt kuperet.
Vi er nu installerede i et dejligt, lyst og moderne indrettet hjørneværelse med vinduer til to sider. Og prisen er endda meget human: 40euro. Her hviles fusser og knæ. A pro pos FØDDER: må lige prale af, at vi ikke har antydning af vabler eller anden dårligdom 😇
Perfekt afslutning på denne dag, eftersom hotel O Tobo de Lobo også har en meget lækker restaurant. Jeg fik små, gratinerede kammmuslinger og hv en rød, velhængt bøf (30+ dage).
Princippet om at yde, før man kan nyde, passer også glimrende her. Luksuscamino – det er lige os 😊
November er sådan en kedelig måned i Danmark, synes vi privilegerede frie fugle, der kan rejse, lige når vi vil…
får lyst til at læse med fremover!