Mulighedernestid.dk

Norge var som bekendt ét af de tre lande, der først blev åbnet for at rejse til igen efter Coronanedlukningen. Så ideen om en Norgestur i august tog allerede form i juni, og da yngstesøn meldte sig på banen som deltager, var vi fyr og flamme. Det blev til en skøn uge i hhv. Kongsberg og Tuddal, med bestigningen af Gaustatoppen som det fysiske (omend ikke det nydelsesmæssige) højdepunkt. Vi nåede lige at komme til Norge, inden der blev indført nye karantænekrav…

Læs mere under – Rejser i udlandet – 2020 – Norge

Sønnike ville gerne låne sommerhuset en weekend og det var en fin lejlighed til at tage en lille tur med campingvognen. Målet var DCUs plads Skovly i Tranum. Vejret svingede fra elendigt til fantastisk, sådan er det jo i DK. Vi nåede både at vandre til Fosdalen og retur, besøg i Blokhus, ved Thorup Strand og hos gode venner i Hune.

Læs mere under Danmark Dejligst – 2020 – Tranum

Ok, det var så ikke os gamle, der efter 37 års ægteskab ville have fornyet kontrakten, men derimod mellemste søn, der pt. bor i Malmø, som blev gift der d.10. juli.
Vi forlængede turen med nogle dage i omegnen. Først af nød, da vi regnede med at skulle COVID-19 testes efter hjemkomst til Danmark, og dette først kunne ske min. 4 dage efter indrejse til Sverige. Men på mirakuløs vis blev der dagen før brylluppet åbnet for fri indrejse til Skåne. Det fik os nu ikke til at droppe de ekstra dage, tværtimod forlængede vi turen med en overnatning mere og besøg i bl.a. Lund, Ängelholm og på Kullen.

Læs mere under: Rejser i udlandet – 2020 – Sverige

“Jomfrutur” til Læsø med campingvognen – jeg har aldrig været der før. Den planlagte vandring blev til cykling på denne skønne, fredelige ø, der er flad som en pandekage. I 4 dage udforskede vi næsten alle dele af øen, der viste sig fra sin smukkeste side i herligt sommervejr.

Læs mere under Danmark dejligst – 2020 – Læsø

Så kom vi endelig på tur igen. Denne gang selvfølgelig i Danmark, men her er jo også utallige skønne steder. Et af dem er Gendarmstien i Sønderjylland, en 84 km lang strækning langs Flensborg fjord, i smuk og varieret natur. I pinsen boede vi på Lærkelunden camping syd for Gråsten og vandrede ca. halvdelen af Gendarmstien, fordelt på 3 dage. Vejret var i den grad med os og der var ikke overrendt, så varm anbefaling!

Læs mere under Danmark dejligst – 2020 – Gendarmstien

Vores elskede sommerhus i Skovgårde på Djursland falder efter eget synspunkt smukt ind i blogkategorien “Danmark dejligst”. Men hensigten med bloggen var jo at fortælle om skønne steder i ind-og udland, som ANDRE måske kunne blive inspirerede til at besøge. Og huset står jo ikke lige til rådighed for alle…Men det gør naturen her omkring, så midt i en Coronatid, hvor al rejseaktivitet er indstillet, kunne det være på sin plads at berette lidt om huset i Skovgårde og om områdets lyksaligheder!

Andengenerations-indvandrer

Jeg er – som iøvrigt mange andre beboere i nærområdet – “andengenerationsindvandrer” i Skovgårde. Mine forældre købte grunden, da jeg var 10 år i 1967 og byggede dét, der efter datidens målestok var et hypermoderne A-hus i hvidt gasbeton og med sort træværk.

Vi overtog huset i 1995, men trods en ret omfattende renovering, ragede vi i 2008 hele huset ned. For det blev aldrig helt MIT hus, følte jeg. For mig er et sommerhus af TRÆ. Desuden ændrede kystbyggelinjen sig til vores fordel, således vi måtte bygge ca. 9 meter tættere på vandet og dermed også bygge nyt, der ikke som det gamle hus vendte mod nordvest.

På den måde kom vi fri af udsigten til naboens tag – for på et tidspunkt var der blevet bygget på nabogrunden, som vores grund var udstykket fra. Summa summarum var der tale om utallige fordele, der kunne retfærdiggøre denne disposition. Men det gippede godt nok i os, da bulldozeren væltede huset 😬 

Selv i en sommer som den i 2018 med supervejr, men også tørke, blev det sjældent FOR meget med varmen. For med synet og lyden af havet direkte foran sig, bliver man automatisk afkølet. Ligesom det næsten altid frisker lidt ved vandet og vi har diverse kroge vi kan søge hen i, uanset vi søger læ eller lidt brise, skygge eller sol.

Huset ligger i første række med den flotteste udsigt over havet og området. Solnedgangen er helt perfekt her – lige foran næsen af os om sommeren, men selv om vinteren kan vi også nyde den.

En anden grund til at opholde sig meget her er gamle Freja, vores elskede nu 14 3/4 årige gule labrador.

Stedet her er rent hundeparadis – stranden og havet lige foran snuden og en grund, der ligger for enden af en lille, lukket vej og med langt til større veje. Indhegning er ikke relevant, Freja går absolut ingen steder uden os. 

Vi har en mindre jolle, som vi bruger til sejlture til især Fjellerup, men også til at fiske fra.

Vi fanger mest fladfisk (med orm på forfang) på vores fiskestænger. Bare et par stykker er målet, så der lige er til aftensmad.

Hvad byder Skovgårde på?

Vi har kun ca. 35 minutters kørsel hertil fra Hadsten. Selvom vi som frie fugle har tid nok, er det alligevel dejligt, at vi hurtigt kan smutte herud – eller smutte hjem, når græsplænen skal slås.

Skovgårde er et roligt sommerhusområde ca.6 km før den mere kendte ferieby Fjellerup. Der er ingen butikker i Skovgårde (kiosken lukkede for mange år siden). Men med kun 4 km til en daglig brugs i Fjellerup og 14 km til en stor og velassorteret SuperBrugs i Glesborg, lider vi ingen nød. Skal vi købe andre ting, f.eks. tøj eller isenkram, ynder vi at tage til Grenå ca. 30 km herfra og dermed støtte handelslivet der – det er tiltrængt! Ved havnen i Bønnerup er der en meget velassorteret fiskehandel. Så menuen er meget ofte fisk, når vi er i Skovgårde.

Norddjursland er ikke Mols – siger jeg, der husker min barndoms første sommerhus i første række ved Strands i Begtrup Vig. Længere henne i Hegedal og Fjellerup er naturen mere som på Mols, med naturgrunde med lyng osv., mens den her ved sommerhuset er mere haveagtig .

Nabohusene i den nyere udstrækning tæt på konkurrerer tilsyneladende om at at få den største fodboldbane på deres grund (læs: her er der kæmpestore, trimmede græsplæner overalt), men smag og behag er jo forskellig…

Her i huset er der også “nogen”, der foretrækker græsplæne, mens jeg ynder min “vilde eng”- biodiversitet siger jeg bare!  Vi har således delt grunden op i to: til den ene side har gemalen sin græsplæne og ned mod vandet har mor her sin naturgrund. Dette være herved opskriften på et lykkeligt og harmonisk ægteskab 😉 (dette har nu varet i 37 år og vi har dannet par i 43 år – og tilhører dermed en uddøende race…)

Ture i omegnen

Fra sommerhuset har vi mulighed for mange udflugter og gåture. Det er superfint at gå langs stranden enten mod Fjellerup eller til den anden side mod Rygårde og Lystrup.

Faktisk er der lige i år åbnet en (cykel)sti til Fjellerup, så man kan gå langs stranden dertil den ene vej og tage stien den anden vej.

Man kan også gå over landevejen gennem sommerhusområdet og op til skovområdet der. Eller bare rundt på sommerhusvejene i nærområdet.

Tager vi bilen, kommer vi hurtigt til Fjellerup, hvorfra man f.eks. kan gå ad den smukke sti langs vandet mod Bønnerup. Nogle gange starter vi i Bønnerup og går mod Fjellerup eller videre mod Gjerrild. I Gjerrild kan vi ligeledes starte og gå til begge sider.

Grenå plantage er også et dejligt sted at gå tur, ligeledes på stranden i Grenå.

Der er utallige andre muligheder, f.eks. at gå fra Fornæs Fyr eller ad Gjerrildbanestien, som man kan “hoppe på” mange steder. På denne måde har vi nærmest gået hele kysten rundt, fra St. Sjørup nærmest mod Randers, til området syd for Grenå. Plus de mange dejlige steder midt på Djursland.

Vi er så priviligerede, at vi kan smutte ud i sommerhuset, når vi trænger til luftforandring. Jordvarme og solceller på taget gør, at vi producerer mere energi end vi bruger. Derfor er huset altid beboeligt, så vi ikke ankommer til et iskoldt hus. Og vi bruger da også huset året rundt.

Vi tænker på dem, der er buret mere inde nu, herunder folk i storbyer, der bor i lejlighed og ikke har bil. Så er det ikke nemt at komme ud, når det er no go at gå sammen med utallige andre på de vanlige steder som rundt om søerne og i Frederiksberg Have. 

To af vores voksne sønner bor i mindre lejligheder i København med deres kærester, men da de arbejder hjemmefra, har begge hold haft stor fornøjelse af at låne huset i større stil end normalt.

Så også i disse Coronatider er Skovgårde et rent paradis, som vi er særdeles taknemlige for.

Jeg havde et stykke tid gået og funderet over et tiltag, der både kunne handle om naturoplevelser i Danmark, om motion og om socialt samvær. OG som udfyldte et hul i min hjemby, hvor jeg gerne ville lave en form for frivilligt arbejde.
Det har jeg nu fundet! Tiltaget hedder “ Hadsten vandregruppe” og her vil jeg – sammen med min mand – arrangere vandreture i Østjylland for borgere i Hadsten og omegn. I samarbejde med biblioteket afholdte vi d.7.3. et opstartsmøde – der kom 120!
Det havde vi alligevel ikke set komme…

Det var lige før det blev et problem (dog af luksusslagsen!) at så mange gerne vil være med, for at gå i grupper over 20 personer duer bare ikke, er vores erfaring. Men så var der heldigvis flere, der meldte sig som “turmedledere”, hvis vi bliver mange. Og vi har dermed besluttet, at til den første tur/de første tur skal ingen gå forgæves. Så kan vi også vejre den reelle interesse.

“Jomfruturen” går til den Mariager fjord, hvor vi med start fra Hobro Havn vil gå Panoramaruten, der er en meget smuk og varieret tur på 10 km, som tager ca. 3 timer plus pause.
Jeg har oprettet en facebookside kaldet “ Hadsten vandregruppe”, hvor man kan få flere informationer og melde sig til ture. Men altså kun fra Hadsten og nærmeste omegn. Pt. har gruppen allerede 150 følgere.

MEN, Coronakrisen har naturligvis også sat en midlertidig stopper for Hadsten vandregruppe. Faktisk nåede vi ikke at komme i gang, før det ikke var fornuftigt/tilladt at samles i større grupper, endsige lave samkørsel og sidde sammen og spise madpakker.
Lykkeligvis er det stadig en mulighed selv at nyde naturen på en vandretur. Det gør vi så hver især, indtil det bliver normale tider igen.

Allerede i facebookopslaget, jeg lavede, da vi tog afsted, havde jeg sat “vandre” i parantes. Det var vist klogt… Måske havde jeg en forudanelse om, at det ikke ville blive til de helt store vandringer. Det skulle ellers være vores “alibi” for at tage til De Kanariske Øer – ligesom sidste år, da vi tog til Tenerife.

Vi fik dog vandret en del, men også lavet alt muligt andet.

Læs mere under Rejser i udlandet – 2020 – Gran Canaria

Vi har for det meste rejst og vandret alene – min mand og jeg. Men det er ind i mellem også hyggeligt at have nogen at følges med på rejser og ture.
For nylig prøvede vi at gå med i en dansk vandregruppe “Vandreture i naturen, 40+”, der på facebook annoncer forskellige vandreture i hele Danmark. Alle medlemmer her kan selv udbyde ture, og så er det med at være hurtig, for de bliver lynhurtigt fyldt op. At tage på vandretur er meget hot for tiden, fornemmer man og der er da også utallige gode grunde til at snøre støvlerne og komme afsted. Der er ofte et max. på ca. 15 deltagere på gruppens ture og det gør, at man får talt med de fleste og det ikke bliver for uoverskueligt at holde sammen på tropperne.

Jeg har så fået den ide, at forsøge at oprette en lokal vandregruppe for min hjemby Hadsten og omegn. Dvs. her er en målsætning mere, nemlig at folk i Hadsten lærer hinanden bedre at kende. Vi har selv boet her i 34 år, men faktisk kender vi ikke vildt mange her i byen. Vi har haft rigeligt at gøre med børn og arbejde – og nu, hvor børnene forlængst er fløjet fra reden, er de der ikke til at skabe naturlige kontakter.

Så mit tiltag skal have 3 formål:

1. At få motion via gode vandreture
2. At få gode naturoplevelser i Østjyllands smukke natur
3. At skabe relationer mellem folk i Hadsten
   
   
   

Henning og jeg holder oplæg om dette lørdag d. 7.3.20 kl 11:30 på Hadsten bibliotek, Evald Tangs alle, Hadsten. Her vil vi præsentere ideen og komme med forslag til koncept, indhold mv og komme med forslag til ture. Vi håber, nogle møder op for at tilkendegive interesse og komme med input.

Da vi i oktober havde et lignende oplæg på biblioteket om at komme i gang med at vandre, kaldte vi det “Seniorer på vandretur”, så niveauet ligesom var lagt – her var ikke tale om bjergbestigninger, men noget alle kunne være med til. Heldigvis kom der da også ikke-seniorer denne dag.

I oplægget til Hadsten Vandregruppe, har vi ikke sat nogen aldersangivelse på. Vi tænker, det kunne være for alle interesserede. Havde i første omgang tænkt på seniorer, men så sagde flere af vores stadig arbejdende venner: “hvad så med os?!”

Der er tilsyneladende allerede stor interesse for at gå med i en sådan lokal vandregruppe, så nu håber vi ikke, at nogle bliver skuffede tror, der er tale om nogle meget lange ture, vi skal på. Vi forestiller os ture på en længde af ca. 8-14 km. Der skal jo også være tid til at nyde undervejs eller bagefter. Yde og nydeprincippet er vi store tilhængere af!

Det ser ud til, at dette påtænkte tiltag ikke kolliderer med andre muligheder for at vandre, når man er bosat i Hadsten og omegn. Så vi er spændte på, om vi kan få en sådan gruppe op at stå. Det vil både være til glæde for os selv, men forhåbentlig også for dem, der kunne tænke sig nogen at gå sammen med og til dem, som kunne tænke sig inspiration til ture.

I oktober holdt Henning og jeg et oplæg på det lokale bibliotek om at komme i gang med at vandre. Titlen var “Mulighedernes tid – seniorer på vandretur”. Det blev i al beskedenhed en pæn succes, idet der kom over 30 lydhøre og spørgelystne personer. Nogle havde vandreerfaring (også større end vores), andre ville gerne i gang med vandreferier, men havde ikke lige taget springet og nogle ville bare hente inspiration.

Denne dag snakkede vi bl.a. om vandreudstyr og her kommer lidt om dette emne.

Fodtøj

Noget af det allervigtigste, når du går Camino eller vandrer i det hele taget, er fodtøjet. Vi har indtil i år gået i vandresko og haft det fint med det.

Men i år købte vi vandrestøvler og må da indrømme, at de giver en god ankelstøtte. Og når man som os ikke går i meget varmt vejr, er det til at holde ud at have støvler på. Det er en kunst at købe vandrefodtøj: skoene/støvlerne må endelig ikke være for små! beregn 1-2 numre større end normalt. I mange Outdoorbutikker har de skrå platforme, man kan stå op på for at fornemme, om man kan mærke tåen, når det går nedad – det duer ikke! Omvendt må fodtøjet jo heller ikke være for stort , så foden rutsjer rundt i skoen, og man risikerer at få vabler.

• 

Men min erfaring siger: hellere lidt for store end for små. Man kan altid lægge en ekstra sål i skoen/støvlen, men det er skisme svært at få fodtøjet gjort større, end det er… Jeg har i år forsøgt mig med at starte med en ekstra sål om morgenen og så tage den ud ved middagstid, når fødderne er blevet større. For fødderne vokser og fylder mere efter flere timers gang og ophedning. Det holdt jeg nu op med og gik bare uden ekstra sål hele dagen resten af turen. Det fungerede fint og det er en fornøjelse at fødderne har god plads og man aldrig mærker, at tæerne støder imod. Det har Henning prøvet på vores første Caminotur. Her gik han åbenbart i for små sko og det skal man som bekendt aldrig, hverken i overført eller direkte betydning. Begge hans storetånegle blev sorte undervejs og faldt af, da vi kom hjem. Og sådan nogle er mega lang tid om at gro ud igen, først her to år efter er han ved at være “normal” igen.

Jeg har ingen interesse i at reklamere for bestemte mærker, men vi fandt begge mærker, der var gode til os: Henning fik et par støvler af mærket Keen, der har brede snuder og dermed meget god plads til tæerne, og han eeelsker dem! Jeg fik et par Salomon med Goretex, hvilket betyder, de er særdeles tætte, hvilket igen skal vejes op mod hvor varme, de er at gå i. Keen har deres egen membrantype, der er knapt så tæt som Goretex, og dermed heller ikke så varm en støvle, men Henning oplevede støvlerne som lige så tætte som mine.

• 

Vi ynder at besøge Outdoorbutikken Eventyrsport (og nej, jeg er ikke sponsoreret), da der her er stort udvalg, meget ofte gode tilbud og man får kvalificeret betjening. Begge hold støvler er da også købt på udsalg til hhv. 850 og 899 kr, og det er til at høre, eftersom man kan bruge sin støvler til alle slags ture, også i dagligdagen.

Vandresokker

Så er der sokkerne: nogle mener ikke, de betyder så meget, andre sværger til to hold strømper. Eftersom vi ikke går i meget koldt vejr, er vi blevet glade for sokker, der hedder “Thorlo ULHX Ultra light Hiker strømper”, som man kan købe i bl.a. Spejdersport (men ikke Eventyrsport). De er ikke uldne, men lavet af 75 procent THOR-Wick Cool polyester, der har gode kølende egenskaber. Koster 99 kr for et par. Vi har også uldne vandresokker (bagest i billedet), men de er rigeligt varme, synes vi. Fordelen ved egentlige vandresokker er også, at de kan bruges pænt længe uden at de begynder at lugte og at de ikke har sømme, der kan irritere.

• 

Tøjet

Så kommer vi til tøjet: her er tre-lags princippet en rigtig god ide! Inderst en tshirt, meget gerne af tynd uld. Vi sværger til mærket Icebreaker, der laver lækre og slet ikke kradsende bluser, som holder sig rigtigt godt. De er svedabsorberende, tørrer megahurtigt, og alt efter vejret, holder de én varm eller kølig.

Til mellemlag er det godt med en god fleecetrøje.

Yderst en vind/skaljakke, gerne én, der er både vind-og vandtæt. Så kan man tage af og på efter behag. Jeg købte i foråret en jakke af mærket Sherpa og det er da den bedste jakke, jeg nogensinde har haft. Tynd og lækker i sin finish (og i en megaflot grøn farve!). Den var også dyr, men dog på tilbud…(nedsat fra 2500 til 2000 kr)

Vandrebukser? Kan man ikke bare gå i sine cowboybukser? Nej, det er altså en dårlig ide, for terrænet skifter og man skal strække sig og gå stejlt opad osv, så det er bedst med bukser, der ikke sidder for stramt. Medmindre det er tights af blødt stof, som nogen går i og det er også godt. Vi har købt vandrebukser, ikke mindst fordi de er med zip-off, så man kan tilpasse sig det skiftende vejr i løbet af en dag og ændre de lange bukser til shorts. Og som jeg siger: “det er nemmere at zippe end at strippe” midt på Caminoen…Måske er der lidt mærkevarelir over det, når så mange (herunder os), går rundt i vandrebukser med en lille lædermærkat på, der forestiller en ræv- det er Fjällrävens mærke – et meget kendt Outdoorfabrikat. Vores model er vist allerede lidt umoderne, nu kan man få vandrebukser med lidt smallere ben, men så er der noget at ønske sig…

Regnudstyr

Men hvis det nu regner…Vi troede, vi havde garderet os i år. De to første Camino år havde vi ikke en dråbe regn, så i år tænkte vi, at det nok var “vores tur”…

Vi medbragte derfor begge regnbukser samt tynde regnslag. Jeg havde jo min fine Sherpa-jakke, der også er en regnjakke, mens Henning kun havde en alm. vindjakke. Efter to timer i slaskregnvejr, kom vi heldigvis forbi en butik, der solgte kraftigere regnslag. Så var vi sådan set godt kørende, men man føler sig alligevel noget “kogt” inde i et sådant “telt”, så næste år prøver vi med egentlige regnsæt med bukser og jakke til os begge. Vi lærte heldigvis at have en ekstra tshirt i rygsækken, så vi kunne skifte halvvejs, hvis vi blev våde inderst – og det gjorde vi. Om det var af sved, regn eller kondens vides ikke, nok en blanding.

Det handler om at have regntøj, der også er åndbart. Så skal man selvfølgelig huske et betræk til rygsækken, hvis man ikke har regnslag på. Man slipper så også for at ligne en pukkelrygget, når man går…Det så faktisk lidt komisk ud, med alle de regnslagsklædte, pukkelryggede folk, vi så på Caminoen.

Men det kan også være at solen skinner…og så er det vigtigt med en solhat. (Henning brugte også sin som regnhat under regnslaget, så han bedre kunne se ud). Og husk solcremen!

Vandrestave

Vandrestave eller ej, det er spørgsmålet…
Jeg er totalt vild med mine vandrestave, mens Henning ikke kunne drømme om at gå med sådan nogle pinde…Jeg bruger ikke kun mine, når det går stejlt op eller ned – det er stavene fantastiske til at afhjælpe. Når det går nedad – hvilket kan være meget hårdt for knæene – tager stavene en pæn stor del af stødet. Nogle fagfolk siger op til 30 procent, andre at det ikke passer, men jeg er i hvert fald mega glad for at have mine stave ned ad bakke. Men også opad – når man ser en stor og uoverkommelig bakke foran sig, går det meget lettere, når man kan bruge stavene til at stage sig opad med. Men hvad så, når det går ligeud? Så skal man til at pakke stavene ned og det er besværligt.

Men jeg går faktisk med mine hele tiden! Så dermed går jeg altså decideret stavgang. Jeg har det super fint med det, stavene generer mig ikke, tværtimod. Dels har jeg en ide om, at man forbrænder lidt flere kalorier, når man også bruger armene (det har jeg også læst om), dels må det da være godt for mormorarmene…Men det allerbedste for mig er, at stavene hjælper mig med at komme ind i det “flow”, som er dejligt at opleve, når man vandrer langt. Stavenes taktfaste klik gør at jeg helt automatisk kommer videre skridt for skridt, helt uden at tænke over det. Mange løbere snakker om at komme ind i en rytme, hvor det hele glider og man kan fortsætte længe uden problemer. Det oplevede jeg kun sjældent, dengang jeg som yngre løb lidt. Men fornemmelesen af flow har jeg i kraft af mine stave, der helt automatisk sættes i jorden – og sørme om ikke benene følger med skridt for skridt, næsten helt af sig selv! Prøv det, siger jeg bare…

Rygsækken

Så er der endelig rygsækken. Størrelsen afhænger naturligvis af, hvor meget oppakning, du har med. Vi er luksusvandrere, der får bagagen bragt fra sted til sted og har begge kun en dagsrygsæk med, med lidt ekstra tøj, vand og evt. lidt proviant til dagens vandring.
Jeg har en fin lille rygsæk fra Osprey, kaldet Daylite. Koster 500 kr og rummer ca. 20 liter. Henning har en lidt større af mærket Jack Wolfskin, hedder Moab Jam 24, altså 24 liter. Den har mere polstring i remmene end min.

Med galoscher og kamera…

Så til eksperimenterne…
Det er vigtigt at have tørre fødder, det har vi altid lært. Men hvad nu hvis vores fine (og naturligvis godt imprægnerede) støvler nu ikke var helt vandtætte? Efter vi fornylig i Toscana blev overrasket af kraftigt regnvejr på en vandretur i vandresandaler, fór vi hjem og købte nogle silikone-galoscher, som vi ville tage med på caminoen. Det faldt ikke udpræget heldigt ud…Dels var de megasvære at få på – er nok ikke lavet til store vandrestøvler – dels gik de i stykker efter kort tid. Hennings holdt en time, mine ca. 5 timer, men de er ikke lavede til at modstå alle udfordringer på en Camino. Mere til en vandpyt derhjemme i byen. Men så fik vi da prøvet det.

Nogle vil måske bemærke, at jeg – gudhjælpemig – altid går rundt med et stort kamera om halsen. Det kan da ikke være praktisk…Næh, såmænd, men når jeg har remmen om halsen og over den ene skulder, føler jeg ikke, det tynger væsentligt. Til gengæld er jeg altid ultraparat til at fange et godt motiv. Eller bare være hurtig til at tage billeder undervejs, hvis ens vandremakker storker målbevidst fremad foran én…

En mobil skal jeg først have op ad lommen, ud af omslaget og så kan jeg begyndte at tage billeder. Her løfter jeg bare kameraet op i skudhøjde, mens det hænger i remmen og straks er jeg parat. Smart ikke! I hvert fald er jeg vild med mit dejlige kamera (Nikon Coolpix P900), der specielt er god til at zoome – op til 80 gange – og dermed er god til naturbilleder. Man må jo prioritere – jeg prioriterer mit kamera, elsker at tage billeder og at bruge dem til denne blog mv.

Tilbage er kun at sige …Buen Camino – eller hvad man nu siger, dér hvor du skal vandre!