“Tre Tykke Tanter Tog Toget Til Thisted” – denne remse fra min barndom kom jeg til at tænke på. da jeg skulle skrive dette indlæg. Vi tog dog ikke toget, og er ikke tykke tanter, men vi kom faktisk til Thisted…

For 7 år siden var vi på de samme kanter, men i campingvogn og med base i Nykøbing Mors. Denne gang i camper og med Nanna-hunden. Vores familie, der bor naturskønt på landet syd for Thisted, havde venligt tilbudt, vi kunne overnatte på deres grund (også indenfor, men nu var vi jo på campertur).

Første dag gik med besøg, lidt gåtur, god mad og vin og mange snakke – der var nok at følge op på. Men dejligt, når man slet ikke tænker over, der er gået 7 år. Vi fortsatte bare, hvor vi slap.

Landlig idyl
Ydby Hede
Normalt planlægger jeg en sådan tur på forhånd, men denne gang satsede jeg på, vores værter kunne komme med nogle forslag. Og ganske rigtigt.

De fremviste først den smukke Ydby Hede i Sydthy. Utallige gravhøje ses rundt om i landskabet og så har der endda givetvis været mange flere, som er blevet jævnet med jorden i forbindelse med dyrkning.

Vi besteg en af dem og nød den fantastiske smukke udsigt, med vand til flere sider og sågar udsigt til SMK Doverodde, som var næste mål.

Planten Tornblad, der ligner gyvel, men er forhadt pga. sine mange torne og trang til at brede sig voldsomt, var blevet slået ned, for ikke engang græssende dyr er meget for at gå ombord i de stikkende torne.

Denne Tornblad havde overlevet
På denne måde får lyngen en chance for at holde ved i området. En hugorm lå da også og solede sig her.

Find “Holger-Hugorm”
Vi fortsatte ned til vandet og tog en mindre gåtur i området.



Tilbage på rastepladsen diskede værterne op med madpakker, samt kaffe og kage. Intet smager så godt som mad og kaffe indtaget i naturen!

SMK Thy i Doverodde
Denne “aflægger” af Statens Museum for Kunst” blev indviet i august 2025 med lange køer på åbningsdagen.

På denne smukke solskinslørdag var det nemt at komme ind, men der var godt fyldt op i de relativt små udstillingslokaler. Nok også fordi der var en kort intro til et af billederne, lige da vi kom. Den unge formidler havde aldrig hørt om en stud, før hun skulle beskæftige sig med det store billede af to stude, der trækker et læs roer.

Udstillingen hedder Levende Landskaber og giver et indblik i, hvordan sameksistensen mellem menneske og natur kommer til udtryk gennem kunsthistorien.

Henning foran den multitaskende hyrde, der strikker hoser, mens han vogter fårene (Frederik Vermehren)
Udstillingen rummer fine billeder af kendte kunstnere som Jens Søndergaard, Willumsen og Edvard Munch, men også mere ukendte værker.

Jens Søndergaard kan man altid kende på farvevalget
Vinduespartiet ved trappen på vej op til udstillingen er et kunstværk i sig selv og giver mindelser om Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, hvor man også spiller på at trække naturen ind i udstillingen.

Jeg har lidt højdeskræk og er ikke vild med elevatorer, der skal mange etager op, men det var ikke slemt at komme op på toppen af den gamle kornsilo. Vi sprang over udstillingerne undervejs, men nød den fantastiske udsigt fra toppen.



Vi sagde farvel og på gensyn til familien og tilbragte resten af dagen i landsbyen Doverodde.

Der er for nylig etableret 5 autocamperpladser ved den lille lystbådehavn, lige i vandkanten. “Mon vi får en plads”, spekulerede vi på vej derned. Vi blev så de eneste gæster den dag…

Man kan gå langs fjorden fra byen og det var oplagt med Nanna-hunden, der kunne få badet lidt.

Vi tog også den lille, afmærkede rute gennem Doverodde.

Idyl i Doverodde
Museet er i gåafstand fra lystbådehavnen, det havde vi ikke lige tænkt på.

Man kan se, der har været rigeligt med penge at gøre med, da museet skulle indrettes. Hovedbygningen i den tidligere købmandsgård måtte lade livet, da den ikke var i sådan stand, den kunne huse dyre kunstværker. I stedet byggede man en lignende bygning af genbrugte mursten. Disse er forarbejdede i hånden, og man har ladet rester af maling forblive, så murene får et meget flot udtryk. Bygningen står bevidst i kontrast til de andre bygninger på stedet, der alle er “Skagens-gule”.

Trods det super flotte vejr blæste det rigeligt og da solen forsvandt sidst på eftermiddagen, blev det til indendørs hygge i camperen.

Heldigvis havde jeg købt ind på forhånd, så det blev til en enkel, men lækker middag.

VIP- rundvisning på Thisted Museum
Vi er så heldige, at vores familie i Thy begge er arkæologer, så med enorm viden og stor begejstring viste de os rundt i Thisted Museums nye oldtidsudstilling, som de har været med til at lave, selvom de nu er seniorer. De har også forestået/deltaget i mange af udgravningerne, der førte til de spændende fund.

Alt er interessant, når folk, der virkelig ved noget om tingene, fortæller – plejer vi at sige. Det er ikke fordi, vi synes arkæologi som udgangspunkt er uinteressant, men det giver alligevel noget helt andet, når man får det formidlet på fornem vis. Man fristes til at sige, det giver et ekstra lag oveni, hæ hæ, med reference til arkæologernes graven sig ned gennem jordlagene.

Så nu ved vi en masse om spændende fund fra Thy, fra både Stenalder, Jernalder og Bronzetid. Resten af museets tidsopdelte udstillinger må blive en anden gang.


Museets stolthed, Kallerupfundet, der blev erklæret det bedste bronzealderfund i Danmark i 200 år. Først fundet og udgravet i 2019.
Dertil så vi, på min opfordring, udstillingen om byens berømte bysbarn, forfatteren J.P. Jacobsen, der desværre døde allerede som 38 årig i 1885. Han nåede dog at blive berømt, mens han levede og også meget agtet i Thisted, om end det faldt en del for brystet, at han var ateist. Men som dansk oversætter af Darwins lære kunne det ikke være anderledes.

Jeg indrømmer blankt, jeg ikke har læst hverken hans noveller eller to romaner, “Fru Marie Grubbe” og “Niels Lyhne”, men derfor var udstillingen interessant alligevel.

Førsteudgaver af “Niels Lyhne” og novellen “Mogens”
Thisted museum har – som SMK Thy – haft gavn af gavmilde fonde, for i 2023 flyttede selve museet fra den gamle, fine villa, der nu rummer J.P. Jacobsen udstillingen, over på den anden side af gaden. Det nye museum, der er flot renoveret, har oldtidsudstillingen i kælderen.

På vej ned til havnen gik vi forbi Jacobsens fødehjem, der nu rummer lokalhistorisk arkiv. Et yndigt, lille hus, der står og trykker sig lige ved siden af et stort og lidet kønt forretningscenter, der trods navnet “J.P. Jacobsen Shoppingcenter” i daglig tale går under navnet Brusekabinen…

Endelig rundede vi af med det lille – og ikke specielt kønne – lysthus, som J.P. Jacobsens far lod opføre til sin syge søn i 1883. Jacobsen havde nemlig fået tuberkulose i en ung alder. Her kunne forfatteren ligge i en hængekøje og se ud på vandet. Barndomshjemmet overfor er i dag revet ned, men der ligger en mindeplade i græsset.

J.P. Jacobsen blev kun 38 år, men satte sig alligevel store spor i dansk litteratur, bl.a. som repræsentant for Det Moderne Gennembrud. Hans botaniske interesse og viden var også stor.

Efter en dejlig frokost på den hyggelige Cafe BryggenThisted, var det tid til afsked med familien og til at drage hjem til Østjylland.
En lille tur, men med meget spændende indhold og hyggeligt samvær.

