I sommeren 2020 besøgte vi Höörs Gästgifwaregård i Sverige. Det var så godt, at vi besluttede at genbesøge stedet, men nu midt om vinteren, konkret februar. Et hold gode venner ville gerne med, og vi tilbragte et par dage med spa, god mad, tur til Lund mv. Stedet kan absolut anbefales og de har ofte tilbud, så et ophold kan fås for små penge.
Det er mere roligt og afslappet end de store – og dyre – wellnessteder som Ystad Saltsjöbad og Vejle Fjord, og prisen er også en helt anden.
8.2.24
Efter besøg hos barnebarnet og forældre på Sjælland, hentede vi vores venner ved togstationen Køge Nord.
I det skønneste solskin kørte vi som aftalt til Malmø og gik lidt rundt her. Det var meget koldt og vi havde ikke skiunderbukser på, hvilket var en fejl. Derfor gik vi ikke så meget rundt, men satte os på Lille torv på et sted under åben himmel – hvilket jo var ret skørt, men med telt og varmelamper og sol gik det fint. Henning og jeg fik en god toast Skagen, vennerne Cæcarsalat.
Vi kørte så videre til Höör og tjekkede ind. Igen skulle vi bo i annekset, men det er til gengæld lige ved spaen. Og denne gang skulle vi bo ovenpå.
Vi fik et hjørneværelse, der var en anelse større end de andres, men ikke de 2×200 kr mere værd, som det kostede, da der ikke var flere almindelige værelser. Men skidt med det. Fint værelse, der som stedet som helhed, faktisk gør sig bedre end om sommeren. Lidt badehotelagtigt.
Gik i spaen, da den åbnede kl 17:30.
Dejligt at være der, både at svømme 30 baner, prøve de andre, fine muligheder og at sidde med drinks (Aperol) og snakke og være på iPad´en.
Faktisk en meget fin og stemningsfuld og afslappende spa, der kun blev skæmmet af fire kraftige kvinder på venindetur, der var svenske – og fulde….
Så til spisning, der foregik i det store rum. Nogle par og et mindre lokalt selskab. Vi ville hellere have siddet ved vinduerne i “havestuen”, hvor der kun sad en enkelt herre, – her var der også åben pejs. Men Henning kunne dog se den fra sin plads. Men vi spurgte ikke.
De svenske damer kom og satte sig lige ved siden af, men de havde heldigvis tabt pusten og var ikke larmende. De gik hurtigt igen.
Det blev en hyggelig aften med rigelig vin. Vi fik alle bagte beder mv. til forret, en lidt beskeden ret. Derefter fik Henning og jeg hjorteracks, mens de andre fik fisk.
9.2.24
Nu var det slut med solskinsvejret, men tørt, om end gråt vejr. Morgenmad i “havestuen” kl godt 9, da vi sov til 8:52! Jeg havde som altid været vågen nogle gange, men havde ellers sovet godt, selvom der var lidt for varmt i værelset. Fin morgenbuffet med English breakfast, hjemmebagt surdejsbrød, dej til at lave vafler af osv.
Derpå kørte vi til Lund – iført lange underbukser og jeg en fleecetrøje under frakken.
Der var koldt og blæsende der. Men vi så domkirken og lidt af byen og ikke mindst Skissernes (skitsernes) museum, på anbefaling af en ven.
Det var en succes, også for vennerne.
Vi spiste frokost på en lille cafe uden alkoholbevilling, men det passede mig godt.
Så også det lille, men lækre Saluhals- marked. Lund er en fin by og vi så andre steder end sidst. Her er masser af unge, da det jo er en universitetsby. Fik cappuccino og en delekage på en fyldt cafe med mange unge med pcere.
Så hjem i spaen, hvor vi først kom kl godt 17, men helt ok.
Det var perfekt, vi havde ændret til 2 aftenseancer, i stedet for en eftermiddags- og en aftenseance. Dejligt at komme ind i varmen og svømme 30 baner igen for mit vedkommende.
Fik også prøvet den udendørs spa, med slud og blæst lige i hovedet, det var lidt koldt. Bedre med det indendørs boblebad. Henning fik en øl, jeg en Gin og tonic. Vi sad der til de lukkede, jeg fik hul på at forberede en tale en veninde.
Denne aften var der spisning kl 20. Der var desværre ikke plads til os i havestuen til vores ærgrelse. Faktisk havde de os slet ikke på listen, hvilket også var tilfældet i spaen, plus vores nøglekort ikke virkede i morges. Så noget var galt, men vi fik et bord i det ellers tomme, store rum ved siden af – det gik fint. Og den lidt irriterede tjener, der flere gange spurgte om vi havde bestilt bord (hvilket ikke gav mening) tøede op og betjente os fint resten af aftenen.
Henning og jeg fik toast Skagen, derefter hhv. torsk og snitzel. Vennerne fik hhv bagte bede og et chacuteribræt. Begge fik derefter vegetargryde. Vi fik en god rødvin, bedre end i går. Igen en hyggelig aften med god snak.
Jeg var meget tilfreds med dagens forløb, men kunne så desværre ikke sove om natten. Noget, der især rammer mig, når jeg sover fremmede steder.
10.2.24
Det sneede om natten og kl 5 begyndte de at skrabe sneen væk.
Vi kom som de sidste til morgenmad, der ellers var til kl 10, men kl 9:15 var der næsten tomme fade, det taler ikke til deres fordel. Men der var dog nok, inkl vi lavede vafler, der smagte godt.
Så pakkede vi sammen og forlod stedet. Jeg er stadig meget begejstret for det, ikke mindst ift. prisen, Det er ca. halv pris af andre steder, men på nogle måder heller ikke med så høj madstandard og antal retter.
Til gengæld trækker spaen voldsomt op, det er der der jo feks. ikke i Dyvig.
Den samlede regning skulle lyde på 3700 ex drikkevarer pr par for 2 dage.
De printede regningen ud, hvor alle drikkevarer var på, men tilsyneladende kun en ene, første nat! Det gav så mening, hvorfor de ikke havde os skrevet ind hverken ift. nøglekort, spa eller spisning om aftenen. Vi forsøgte at forklare at vi havde været der 2 nætter, herunder at påpege, at det ikke fungerede så godt i går. Men den unge receptionist sagde alt var i orden, der var IKKE fejl i regningen, og der VAR noteret 2 dage! Så kunne vi ikke gøre så meget mere. På denne måde endte den samlede regning på ca. 2700 pr par for 2 dage, inkl 4 flasker vin og drikkevarer i spaen. Det er skisme billigt!
Det sneede fortsat, men ikke et problem at køre. Midt mellem Höör og Malmø var der stort set ingen sne, I København kun regn og så sne igen hos ældstesønnen, hvor vi hentede Nanna-hunden og fortsatte hjem til Jylland. Det var noget træls vejr at køre i.
Alle gav udtryk for, de var tilfredse med opholdet, der var et fint, lille afbræk fra en kedelig vintermåned.