Det holdt lidt hårdt med at komme derned, eftersom Danmark var indhyllet i snestorm dagen før vi skulle flyve kl 6 fra Kastrup lør d. 7.2.26. Vi skulle have overnattet hos ældstesøn og familie i Bjæverskov, så vi også fik genset børnebørnene. Men sneen væltede ned…
Østjyllands Politi frarådede unødvendig udkørsel, det var fredag og dermed weekendtrafik og så var det også fredag før vinterferien, med den ekstra trafik, det medførte. Da sønnen dertil meddelte, at det ikke var muligt at komme ind på deres vej grundet manglende snerydning, valgte vi at droppe flyet lørdag. Alle muligheder var forinden undersøgt, herunder tog og lufthavnshotel, men det endte med, vi bookede nyt fly til mandag aften.
3 uger føltes som oceaner af tid, så et par dage fra eller til gjorde ingenting, tænkte vi.
Farvel til et sneklædt og isnende koldt Danmark
Dermed fik vi besøgt familien i god ro og orden fra søndag til mandag. Da vi sad i lufthavnen, ringede vores ven på Corocao og sagde, at da hun ville gå ind i vores lejlighed med lidt vand og morgenmad, viste det sig, at der var håndværkere og umuligt at bo der!
Hun forhørte sig hos bestyrelsen, der sagde god for et hotelværelse i Faro. Helt ok med os, så kunne vi kigge lidt på byen næste dag. Vi fandt et billigt, men fint hotel til 485 kr inkl morgenmad. Så slap vi også for at køre til Corocao i mørke.
Tiden i lufthavnsloungen gik mest med at finde et hotel i Faro
Det havde øjensynligt regnet stort set uafbrudt i mange uger og folk på Corocao var en kende slukørede. Vi tog det i stiv arm, ALT var bedre end sne og kulde i DK. Her i Portugal var der jo grønt og lunt!
Vejret blev bedre og bedre, mens vi var der og alle glemte efterhånden helt de trøstesløse uger.
Vi var megaheldige og havde sol og temperaturer der nogle gange var over 20 grader – efter vores hjemkomst blev det igen dårligere vejr.
Denne beretning er forsøgt sat sammen i temaer, og ikke kronologisk. Det gør den forhåbentligt lidt mere relevant at læse, hvis nogen skulle have lyst til lidt inspiration.
Cykelture
Corocao har 2 elcykler, man kan låne. Jeg undrer mig over, det er nok, men hører omvendt om mange, der ikke har mod på at cykle hernede. Så vi har sjældent svært ved at finde ledige tider. Hovedreglen siger én reservation pr uge, så det holder vi os normalt til.
Denne gang havde vi 3 skønne ture á 40-50 km, det er passende til os, når vi også skal opleve ting undervejs.
- Loulé
Første gik til Loulé, hvor vi før kun har været i bil. Dejlig tur via Ruis steakhouse, så vi undgik N2. I Loulé fik vi købt to duge og nogle grydelapper, alt i “portugisisk” stil med kakler og sardiner.
2. Estoi og Moncarapacho
Flere gange har vi cyklet til Estoi, men denne gang med besøg i Milreu, de romerske ruiner. Fint lille sted at besøge og holde “appelsinpause”.
Kan det virkelig passe, at mosaikkerne er originale og dermed 2.000 år gamle? Og uden at være overdækkede, tænkte jeg? Tegninger viste, hvordan der så ud dengang. Flotte rum og store bade, helt anderledes end vi nordboer levede på det tidspunkt.
Efter cafebesøg i Estoi cyklede vi videre til Moncarapacho, der så lidt død ud sådan en lørdag eftermiddag. Men en åben cafe var der, så den måtte vi også prøve.
Hjemturen gik tværs over landskabet retur til Coracao. Her var vejene i mildest talt dårlig stand, men vi kørte forsigtigt. Til gengæld var der ingen trafik.
3. Parizes
Et af højdepunkterne – også i bogstavelig forstand – på denne tur var cykelturen til landsbyen Parizes oppe i bjergene bag Sao Bras.
Her var virkeligt smukt, vejen i super god stand og der var stort set ingen trafik, så det føltes meget trygt at køre der.
På vej derop havde vi kun mødt ét hold og de var selvfølgelig fra Corocao! Dermed fik vi inspiration til at besøge en meget smuk lille sø, Barragem da Menta, ca. på halvvejen.
Smuk lille sø – blot en afstikker fra vejen til Parizes
Vi frekventerede også det lille bitte museum, Casa da Serra i Parizes. Her tog damen billeder af os og serverede sågar kager. Vi kommunikerede en smule via Google translate.
Casa Da Serra – lille museum i Parizes
Bilture
- Faro
Dagen efter ankomst fik vi et lille gensyn med Faro.
Turen gik gennem den gamle bydel og med besøg i katedralen inkl tårnet.
Som ved sidste besøg bemærkede vi blandingen af totalt forsømte, faldefærdige huse og genopbyggede/renoverede huse. - Alte og Silves
Første egentlige biltur gik til 2 byer, der var nævnt hos FDM som seværdige byer i Algarves bagland.
Alte var præget af, det var karnevalstid, men vi kom desværre ikke på en af dagene med optog.
Vi slentrede rundt i de små gader og fik kaffe på balkonen på en cafe. Det var gråvejr, men første gang, vi kunne sidde ude.
“Byæslet” Baltazar bor i et lille skur lige over for P pladsen og mange kigger ind til ham
Silves er mest kendt for det mauriske fæstningsanlæg Castelo de Silves, som vi selvfølgelig besøgte.
Byen Silves har set en turist før…Men vi kom forbi en cafe, der straks fangede min opmærksomhed. Den lå på et torv med springvand, der flød behagelig musik ud fra højttalerne og stedet udstrålede en dejlig ro.
Her måtte vi sidde! Stedet hed Cafe DaRosa, og er åbenbart en institution i byen – har eksisteret siden 1974. Her kommer vi gerne igen!
3. Castro Marim og Tavira
På en anden biltur kørte vi til den lille by Castro Marim, der ligger meget tæt på grænsen til Spanien. Her var der også en borg, der måske var værd at besøge. Den viste sig nu at være lidt sølle at gå rundt i.
Man afholder middelalderarrangementer her, hvilket kan ses på de mange boder og opstablede bord og bænke. Man kan kigge over til et nærliggende andet fæstningsværk, hvortil der åbenbart ikke er adgang.
Det blev også til en tur rundt i den lille by neden for borgen.
Castro Marim
På vej hjem kom vi gennem Tavira, som vi har besøgt flere gange. Denne gang var målet vores “sædvanlige” keramikbutik, dels – sjovt nok – en cafe!
Tavira
4. Huelva (Spanien)
Der var foregået så meget på denne ferie, at det først var på turens sidste hele dag, vi fik “tid” til at besøge Huelva i Spanien. 
Vi fik kaffe på dette smukke torv i Huelva
På vores utallige ture til Andalusien gennem tiden har vi besøgt rigtigt mange steder, men ikke Huelva. Huelva var en behagelig by og en positiv overraskelse. Vi fik kun lige snuset til byen og kommer helt sikkert igen. Det tager ca. 5 kvarter at køre dertil.
Besøget her kunne kombineres med at købe stort ind af den specielle sirup, som kun produceres i den lille by Frigiliana i Spanien, og som vi elsker. Det kan ikke købes i Portugal.
Lidt af den på græsk yougurt, sammen med hjemmelavet müsli og lidt frugt, det er lækkert! Det blev til 8 glas, hvoraf halvdelen kom med hjem.
5. Praia de Faro
En kort biltur til strandtangen lige ved lufthavnen. Her havde vi sidste gang gået en tur langs vådområdet og stranden og ville nu gerne gå til den anden side. Det blev en kort tur.
Dels var det meget køligere end på Corocao, dels lå der på gaderne stadig store sandbunker fra den tidligere storm, så det var ikke så nemt at gå der. Vi havde nærmest stranden for os selv.
Gammelt og nyt møder hinanden på Praia de Faro
Vandreture
- Rundt om Coracao, via Portela (egen hånd)
Optimistiske som vi var, forsøgte vi først at gå over sletten til Alportel. Det var ikke muligt her på en af turens første dage…
Der var alt for vådt, så vi vendte om og gik en rute, som Marianne har beskrevet (ligger i receptionen). Her går man fortrinsvis på asfalt, men suppleret af grusstier. Disse var heldigvis rimeligt fremkommelige. Og med fuld sol havde vi ikke noget at klage over. Dejlig tur!
2. Vandretur med Marianne som turguide.
Første fælles tur – en skøn tur direkte fra Coracao.
Smuk natur og ingen problemer med vådt terræn.
3. Fælles vandretur inkl frokost på Biera Sierra
Denne tur var også med Marianne som turguide og her havde man mulighed for selv at vælge længde. Var man med hele vejen, var turen på ca. 11 km, og det var vi. 
Også en super dejlig tur i skønt vejr.
Knudepunktet var restaurant Biera Sierra, hvortil vi gik og andre stødte til. Det var også her vi spiste frokost inden turen gik hjem til Coracao.
4. Tur via korklunden og “Gedebakken” til Alportel (egen hånd)
Ind i mellem tog vi en tur for os selv. Det er et must at gå til Alportel, her den “lange udgave” gennem korklunden og op ad den stejle bakke, hvor der er masser af får og geder. Derfor kalder jeg den “Gedebakken”.
5. Sao Romao, 13-14 km, Ulla som turguide
Den længste tur gik via Sao Romao og med spisepause foran Ruis steakhouse. Der var lukket, så vi havde selv proviant med.
Rigtig dejlig tur i “shorts-vejr” og fuld sol.
6. Biodiversitetsruten, ca. 7 km (Ulla som turguide)
Denne rute er en klassiker, som vi selvfølgelig også måtte have med.
Et par gange undervejs måtte vi over vandløb, hvilket krævede god balance, så hurra for vandrestavene (og her lige en støttende hånd).
Fællesspisning
Vores bidrag de tre onsdage var hhv. crevetter, chevre chaud og quiche lorraine. Tilfældigvis alle tre franske retter, og det hele blev spist.
Jeg fik ikke et billede af den fælles buffet, der ellers altid ligner en million. Men et billede af min tallerken afspejler næsten lige så godt de mange fristende tilbud.
Vi bruger næsten altid at lave “blind dates”. Dvs. vi stiller vores service på et tilfældigt bord og så er det spændende, hvem man får som bordfæller! Fællesspisningerne er altid hyggelige og man får snakket med mange forskellige.
Restaurantbesøg
- Valentines middag på The Owl (egen hånd)
Da det blev lørdag i den første uge, syntes vi, det var passende at spise nede i byen. Vi havde endnu ikke prøvet The Owl på Avenidaen, men fået den anbefalet. Til vores undren kom de ikke med et menukort, men med 2 glas bobler – samt en oversigt over dages Valentines menu! Vi vidste godt, det var Valentines Day, men havde ikke forestillet os, det var noget, man gik op i. Men der var udelukkende en fast menu: 5 retter OG 5 glas vin. Puh ha, det var over mit “indtagsniveau”, men man kunne jo undlade at tømme alle glas…
Hele herligheden kostede kun 675 kr for 2, inkl vand! Og det var meget lækker mad.
Stedet er indrettet i moderne stil og er ikke en traditionel, portugisisk restaurant.
Man kan godt spise Valentines middag, selvom man har været kærester i snart 50 år!
Vi besøgte også “Uglen” en af de andre dage, sammen med 2 andre hold flinke folk fra Corocao. Her fik vi en alm. 3 retters menu, men det var også fint. Dog var vores blæksprutter noget tørre i det.
2. Frokost på Biera Sierra (sm med vandregruppe)
Normalt spiser vi ikke frokost, men når vi er på vandretur med en gruppe fra Corocao, gør vi en undtagelse og springer så bare aftensmaden over.
Jeg forbinder stedet med deres spyd, oftest med både kød og kæmperejer. Denne gang fik jeg spyd med kalvekød og rejer. Henning og andre fik en lækker rissuppe med skaldyr. Det er dejligt at spise sammen efter en lang vandretur, blot er akustikken på Biera Sierra ikke for god. Betjeningen er hurtig og de har fuldt styr på de mange forskellige bestillinger. Et sted, der absolut besøges af de lokale.
3. Ysconderijo (egen hånd)
Byens “fineste” restaurant, som vi meget gerne besøger hver gang vi er på Corocao. De har ikke udendørs servering, så sidste gang var vi der ikke, da det var i oktober og vejret var til at sidde ude om aftenen. Så denne gang skulle det være. Vi har hørt rygter om at man overvejer at lukke stedet. Det håber vi ikke… 
Jeg fik (som ofte før…) kammuslinger og bagefter lammekoteletter. Begge dele fremragende. Anretningen af lammet ser lidt spøjst ud, meget overlæsset, men altså velsmagende. Morer mig over den lille bunke ristede løg, der altid ligger i venstre side…
Selvom det er dyrere end på de små, lokale steder, er det bestemt ikke dyrt efter danske forhold: 700 kr for 2 personer, inkl en særdeles lækker flaske rødvin.
4. Sabores de Campo (sm med to andre hold)
Sidste aften på Corocao spiste vi på den nærtliggende restaurant Sabores do campo. En fordel, man ikke skal gå hele vejen ned i byen og den er også mere lokal end f.eks. Ysconderijo. Det blev igen en hyggelig aften, men efter vores mening ikke pga. maden. Har været der en gang før og da var vi heller ikke oppe at ringe. Fint med lokalt køkken, men med kartoffelstykker, der ligner de er hældt ud af en frostpose, er det ikke særligt spændende. Vi fik fin salat med gedeost samt vildsvin, der kun blev serveret med ovennævnte kartofler og intet andet. 500 kr for 2 for 2 retter og vin.
Der kom et stort selskab af kvinder i mange aldre. Det viste sig at være ansatte i byens børnehaver – de så ud til at hygge sig.
Stedet har en åben pejs, hvor der var tændt op. Det tæller på plussiden, ikke mindst for Henning!
Cafebesøg
Vi havde denne gang aftalt, at alkohol kun hørte aftenerne til. Så selvom det kunne være hyggeligt med en øl eller et glas vin i dagens løb – der er mange anledninger på Coracao! – så var det også rart med en fast regel, der gjorde, at vi med en anelse bedre samvittighed kunne nyde vin om aftenen. Havde dog også et par “cola-aftener”. Så på cafebesøgene fik vi enten Galau (kaffe med mælk) eller cola.
Cafeer i Sao Bras og Alportel
- Bomhuset – Casa da Barreira
Det blev kun til et enkelt besøg her i denne omgang, desværre. Det er ellers et sted, vi ynder at komme. Vi skulle bare have en Galau, men så fik de andre gæster serveret stedets berømte bruchetta med gedeost og figner og så MÅTTE vi bare prøve den også. Værtinden grinede lidt, da vi sagde vi startede med kaffen og sluttede med frokost.
2. Cafe Ervilha på torvet i Sao Bras, både inden- og udendørs
Her laver de de lækreste, små kager, som vi altid må prøve. Min favorit er den med chokolade og figen. Og de er ikke ret store, så det er ikke så mange kalorier, der hopper ind i munden ved et besøg her. Ved det første besøg, var det indevejr og det var sjovt at iagttage de lokale, der kom for at få en espresso eller lign. Bl.a. et ægtepar, der helt klart var stadset ud til bybesøg, men som sikkert skulle hjem på landet. En venlig, lokal herre forklarede os om billederne på væggen, der viste cafeen på forskellige årstal. Det sjove var, at det var de samme mennesker på billederne, men altså i forskellige aldre. Cafeen går i hvert fald tilbage til 1950erne.
3. Vitoria i Alportel
Denne gang havde forsamlingshuset lukket en del af tiden, så vi blev næsten stamkunder hos Vitoria. Det er også super, hvis du ikke skal spise det store. Hendes toasts er dog glimrende. Det er mor og datter, der har cafeen, og Vitoria er venlig og hurtig til at servere.
4. “Forsamlingshuset” i Alportel – Sociedade Recreativa Alportelense
Heldigvis blev det også til et enkelt besøg her – i forbindelse med en fælles vandretur. Det var positivt overraskende at stedet havde fået en ung, mandlig tjener, der både var venlig og hurtig. Begge dele har det knebet lidt med, når vi tidligere har besøgt stedet. Det er jo bestemt ikke fordi vi som turister har travlt, vi tager ikke skade af at vente lidt. Men man vil nødig føle, man er til ulejlighed…
Det blev også til et utal af Galau og cola på andre cafeer, når vi var på tur – nogle er beskrevet under de enkelte ture.
Cafe DaRosa i Silves
Cafe på mit yndlingstorv i Estoi
Cafe i Loulé
Cafe i Huelva. Vi tænkte, det nok var dyrt her på den centrale plads i en stor by.
Det blev så til 4, 80 euro for to kaffe og 2 små kager….
Cafe i Parizes
Det var som at komme 50 år tilbage i tiden, ikke mindst, da vi kom ind i selve cafeen. En oplevelse!
Foredrag og oplæg
Ofte er der et foredrag i forbindelse med fællesspisningen om onsdagen. Mange Corocaoer og gæster har noget på hjerte og har arbejdet med eller oplevet interessante ting. Ind i mellem kan det være lidt ubelejligt med et foredrag, lige når folk er godt i gang med snak og vinindtagelse onsdag aften. Men der kommer næppe så mange, hvis man lægger arrangementerne på en anden ugedag. Når der er tale om musik og sang, går det nemmere at kombinere.
Den første onsdag var der ikke noget indslag. Dvs. det var der så alligevel, eftersom Hans Jørgen gav et bluesnummer på mundharmonikaen inkl sang. Det gør han hver onsdag, når han er på Corocao – hyggeligt.
Den anden onsdag fortalte Orla bl.a. om at synge i Københavns drengekor. Vi kom vidt omkring, herunder afstikkere til Dronning Margrethe og Lucas Graham.
Den 3. onsdag havde nogle vakse Corocaofolk inviteret Nunu og Sonia og deres familier til spisning på Corocao. De kiggede lidt, da Hans Jørgen spillede den berømte Corocao-blues!
Efter spisningen spillede Henrik Ellert, der er tidligere Corocaoer, eksempler på portugisisk musik. Han bor nu en stor del af året i en lejlighed i Sao Bras. Bagefter besvarede han spørgsmål om portugisiske forhold, lokalt og nationalt.
Dertil kom to events, der ikke faldt sammen med fællesspisningerne. Da vi ankom i regnvejr uden udsigt til opklaring, finpudsede Henning sit tidligere brugte oplæg om aktier af og udbød en lille workshop i “aktier for begyndere”.
Da dagen oprandt, havde vejret forbedret sig stærkt og var nok en hård konkurrent til aktierne. De var dog et bordfuld til seancen.
Henning forbereder sig til aktie-seance
Endelig fortalte Hans en aften om en tur i sejlbåd mellem Sydafrika og Australien i slutningen af 1980erne. Her deltog 20-25 personer.
Herligt at der så ofte er nogen, der vil dele af deres viden og oplevelser.
Udflugtsmål og events
- Museet i Sao Bras
Selvom det var vores 4. gang i Sao Bras, havde kun Henning set museet. Da det småregnede den første hele dag, var det oplagt at gå på museum. Det ligger i en villa, der tidligere har tilhørt en korkfabrikant, og indeholder bl.a. dragter fra forskellige tidsperioder. Det er ikke stort, men et must at se, når man er Corocaoer. Jeg snakkede længe med kvinden i receptionen. Hun var finsk, men portugisisk gift – og bosat i Canada! Men boede en stor del af året på deres vingård uden for Sao Bras.
Køkkenet
I den ene sidelænge kunne man læse om og se en film om korkproduktion
2. Karneval i Sao Bras
Vi havde fået at vide, at byens karneval måske var en smule “forkølet”, men selvfølgelig skulle det opleves, nu vi var der. Annonceret til kl 15 og vi var klar i god tid. Først 15:30 skete der noget, men vi er jo i Sydeuropa og havde god tid.
Det var ganske rigtigt lidt lokalt, men alligevel sjovt at se. For hundeelskeren (mig) var det sjoveste gruppen af hundeejere, hvis kæledyr var mere eller mindre udklædte.
Hvis der også er åbent for ikke-lokale, kunne vi Coracaoer da være med næste år! Man bruger åbenbart meget med karikaturer, så vi skal selvfølgelig være klædt som vikinger – har allerede fundet hovedbeklædningen…
Andre udflugtsmål som borgen i Silves, og de romerske ruiner i Estoi er omtalt andetsteds.
Lejlighed 101
Man bruger åbenbart at lade interesserede købere bo i lejlighed 101 – så bliver de ekstra interesserede i en andel! Det var også her, vi boede under vores første besøg på Coracao i november 2024. Så gensynsglæden var stor, da vi (endelig) kunne rykke ind tirsdag d. 10.2. hen under aften. Vi er frie andelshavere og vil gerne prøve forskellige lejligheder, men 101 er nok alligevel favoritten…
Vi er vilde med beliggenheden i sydfløjen, den dejlige terrasse, hvor der oftest er læ, samt udsigten over haven, poolen og ned over byen.
Lejligheden er opgraderet og rar at være i med ny sofa, spisebord, plaider, lamper, stor seng osv. Der er opvaskemaskine og et stort køle/fryseskab. De to badeværelser giver ingen mening, men sådan er det jo, når det oprindeligt har været to hotelværelser. Nogen synes, det runger lidt ude på gangen, men det generer ikke os. Og vi kan holde øje med, hvem der skal ned og bade, herunder til morgenvandgymnastik! Det kunne jeg godt tænke mig at prøve engang og vi nød hver dag den megen latter, der kom fra de deltagende.
Selvom der er mest rift om de 1- værelses lejligheder, er det også ret svært at få gaflet 101. Jeg var mega heldig denne gang, alle 3 uger i denne lejlighed. Også skønt, man ikke skal skifte bolig undervejs.
Standardopstillingen er især tænkt til sommerbrug, hvor havedøren står åben. Vi ommøblerede, så sofaen stod langs væggen ud mod gangen og spisebordet foran havedøren. Om dagen rykkede vi det lidt ind, så vi alligevel kunne bruge havedøren.
Blomster og planter
Efter at have oplevet en usædvanlig lang og snerig vinter i Danmark, var det særdeles livgivende at komme ned til blomster og grønt overalt.
På denne årstid er det en plante med gule blomster, som dominerer overalt. Jeg sneg mig til at plukke en lille buket, men fandt ud af, at der var så rigeligt med denne plante. Faktisk så den næsten havde overtaget alt. Dog så vi heldigvis også andre planter og blomster, bl.a. en hvid, der mindede lidt om en pinselilje.
En vaks vandretursdeltager spottede også flere vilde orkideer.
Haven på Corocao er altid en fryd. Det takket være Nunu, men også det meget aktive haveudvalg og andre gæster, der giver en hånd med. Det vil vi også gerne på et tidspunkt…
Dagligdag og tidsfordriv
Var 3 uger nu for meget? Det måtte komme an på en prøve. Og selvom vi reelt “kun” fik 2 1/2 uge denne gang, var det ikke en dag for meget.
Vi havde “program” hver eneste dag, men alligevel var der tid til at dase på terrassen, læse, lægge puslespil, høre lydbog, få massage og pedicure i Sao Bras, få drink i solnedgangen, svømme en tur i poolen, slentre rundt på grunden og nyde det grønne og blomsterne osv.
Vi indtog mange af dagene morgenmaden og eftermiddagskaffen på egen terrasse – det var en fryd. Om aftenen var det for koldt at sidde ude, men vi havde placeret spisebordet ved døren, så vi kunne nyde udsigten til byens lys.
En del aftener kokkerede vi derhjemme og de “faste” retter, når vi er sydpå, som vagtler og spaghetti vongole, blev endnu en gang indtaget med stor fornøjelse. Det er med at udnytte de råvarer, man ikke så nemt kan få i Danmark.
Som hundejer og hundeelsker fik jeg hurtigt “gramseunderskud”. Så måtte hushunden Frida holde for, hvilket hun tog pænt.
En enkelt gang klappede jeg en lokal hund. Er helt med på, de fleste hunde hernede først og fremmest er vagthunde. Men på cafeen i Parizes var der en aldeles fredelig hund, der kom hen og puffede til mig med sin lange snude. Køn var den mildest talt ikke og bagefter stank mine hænder voldsomt, så godt man kunne få vasket dem!
Gespenstet her lignede en mellemting mellem en myresluger og en ulv, men den var venlig…
Highlights
Efter hver ferie har vi en tradition for hver at skulle udvælge 3 highlights. Her blev det dog til 4 for mit vedkommende…
- De mange dejlige vandreture
Vi er glade vandrere, der blev lidt skuffede, da det i starten kun var muligt at gå på asfaltveje. Men da det blev tørvejr og sol, fik vi gået mange dejlige ture, mest i godt selskab med andre Coracaoer.
“Man snakker så godt når man går” er en sandhed, der også gælder her. Andre gange gik vi med os selv, for vi kan rigtigt godt lide blandingen af socialt samvær og afslapning for os selv. Det er en af Coracaos store forcer. Man SKAL ikke være sammen uafbrudt som hvis man er på en grupperejse. Men man kan næsten altid søge selskab, når man er til det. Flere er gode til at arrangere vandreture, så denne gang nød vi bare at gå med. Endelig er det en kæmpefordel, at er man et par, der ikke kan det samme fysisk, kan den ene part tage med på vandretur med en gruppe. Og er man alene er der næsten altid nogen at gå med. - Vejret og det frodige landskab
Hvor heldig kan man være?! De mange ugers regn blev afløst af dejligt solskinsvejr. Der kunne bades i poolen og dases her eller på terrassen. Men stadig ikke for varmt til vandring. At forlade et stivfrossent Danmark og komme ned og nyde det spirende forår er perfekt for os. Så februar er allerede bestilt til næste år! - Dejlige cykelture, bl.a. til Parizes
Det er skønt at vandre og også fint at have en bil, så man kan komme længere omkring. Lige så stille udvider vi vores radius omkring Corocao. Men mellemløsningen – at cykle rundt – er absolut også et hit. Vi har elcykler derhjemme og har ingen problemer med at bruge Corocaos elcykler. Vi er selvfølgelige forsigtige og foretrækker de små veje, men føler os helt trygge ved at cykle hernede. Turen op til Parizes var et særligt hit – hurra for elcykler her! - Mødet med en masse hyggelige mennesker
Som sagt var det 4. gang, vi var på Corocao og vi møder både gengangere og nye andelshavere og gæster. Alle er flinke og rare og indstillede på hyggeligt samvær.
Vi har før næsten altid rejst med os selv og haft (og har) det fint med det. Men fælleskabet på Corocao er noget særligt.
Nogen i vandregruppen var så venlige at mene, at nu var det min tur til at blive fotograferet..
Tips og tricks
Vi købte en mobilholder til lånecyklerne. Den kostede den nette sum af 5,95 euro og så blev den endda monteret af den venlige mand, der har “kinabutikken” for foden af bakken ned til Sao Bras. Holderen var guld værd, når vi var på cykeltur, så jeg ikke hele tiden skulle stoppe op og hive mobilen op af tasken.