Privatliv og fællesskab går hånd i hånd på Andelshotellet Laderita de Bolnuevo
Sidste år var vi gæster på Andelshotellet Coracao i Portugal. Kort tid efter hjemkomst var vi selv blevet andelshavere…
Jeg skrev som vanligt om vores oplevelser her på siden, og der blev linket til artiklen fra Coracaos hjemmeside. Formentlig ad denne vej fik andelshotellernes ophavsmand, Stig Jørgensen, nys om min historie. Han skrev til mig, om jeg kunne tænkte mig at komme og besøge hans nyeste andelshotel, Laderita de Bolnuevo i Spanien, og derefter skrive om det. Han kunne nemlig godt bruge en personlig beskrivelse, der kunne supplere de mere strømlinede reklamebeskrivelser.
Det var jeg da med på, og der blev aftalt en særdeles human pris og således drog vi forventningsfulde afsted på 3 ugers ferie sydpå – 1 uge i Spanien og derefter 2 uger på vores “eget” sted, Coracao.
Her kommer i første omgang mine indtryk fra Laderita i Spanien:
Lørdag d. 19.4. Forventningens glæde – og et yderst dumt stumt…
Vi tog et tidligt morgenfly kl 6 til Faro i Portugal og allerede kl godt 10 var vi på vej til Spanien. Vi skulle tilbage til Portugal efter en uge i Spanien, så det var nemmest at flyve til Faro og leje en bil, vi kunne bruge under hele opholdet.
Broen over floden, der markerer grænsen mellem Portugal og Spanien
Det gik vældigt med at køre den lange tur. Bortset fra vi skulle gennem Sevilla, hvilket tog lidt tid, gik det helt smertefrit og jo længere vi kom østpå, des mindre trafik. Til sidst følte vi os næsten som Palle alene i verden.
God plads på vejen
Solen skinnede, men det blæste en del, så det var for køligt til at sidde ude. En enkelt gang gjorde vi stop ved et cafeteria. Her sad jeg lidt og ærgrede mig over, at jeg havde bøvl med mine tænder efter fjernelse af en tand. Men tilføjede så: “nå, det er jo til at leve med. Det havde været værre, hvis jeg ikke kunne gå”. Denne sætning skulle vise sig at få stor betydning…
Flot natur på vej til Bolnuevo
Hver gang, vi havde et lille pitstop, lavede jeg som altid lidt gymnastiske øvelser efter de mange stillesiddende timer. Noget, som vores drenge i øvrigt anså for meget pinligt, da de var mindre..
Der havde ikke været nogle egentlige rastepladser på størstedelen af turen, så vi holdt rast på tankstationer og lign. Men så kom der nogle rastepladser, der så gode ud. En sådan måtte vi prøve, selvom der ikke var langt til Mercadona i Mazzaron, hvor vi ville købe ind. Jeg steg ud af bilen, svingede med armene og lavede et lille gadedrengehop. Det skulle jeg så ikke have gjort. “Plop”, sagde det, og det gav ligesom et lille smæld i den ene læg. Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået! For ca.30 år siden fik jeg en voldsom fibersprængning samme sted. Men her føltes heldigvis ikke så slemt.
Normalt kan jeg rigtigt godt lide at købe ind i Mercadona…
Men det ændrede ikke ved, at da vi kort tid efter nåede Mercadona, kunne jeg næsten ikke komme ud af bilen. Jeg valgte dog at gå med ind, støttet hhv. til en vandrestav og en indkøbsvogn. Det må have været et ynkeligt syn at se mig krabbe forpint rundt mellem hylderne. Jeg havde virkeligt glædet mig til dette førstegangsindkøb, men tænkte nu kun på, hvordan jeg dog skulle klare mig det næste lange stykke tid. Og gloede olmt på alle de sorgløse mennesker, der bare gik rundt, som den mest naturlige ting i verden. De burde være evigt taknemmelige for, de bare kunne gå rundt!, hvislede jeg sammenbidt.
Det var således heller ikke med den største entusiasme, jeg ankom til vores bestemmelsessted, Andelshotellet Laderita de Bolnuevo, selvom det selvfølgelig ikke var rimeligt at klandre stedet for mit stunt. Men stedet virkede lidt øde og det lå allerøverst og lidt afsides i den lille by. Vi kom derop ad en meget lang og snoet vej. Det viste sig senere, at vi kunne have kørt lige op ad bakken til stedet, for indkørsel forbudt skiltet gjaldt ikke beboere.
Endelig fremme, men ikke lige på dén måde, jeg havde håbet…
Med stort besvær fik jeg mig bugseret ind i receptionen, hvor der heldigvis var en kuvert med vores navn.
Receptionen på Laderita. Det er bl.a. her, man skriver sig op til lån af cykler
Vi skulle bo i nr. 206, men der var ingen skilte, kun til lejligheder med numre, der startede med 100. Ind i elevatoren og trykke på 2. sal. Det var dog en blindgyde – der var tomt. Vi prøvede alle andre etager uden held og jeg var næsten grædefærdig. Tilbage i receptionen fik jeg lige set ryggen af en mand, som vi straks råbte an. Han fortalte, hvor 206 var og så gik der ikke lang tid, før Susanne, der administrerer salget af lejlighederne på Laderita, dukkede op. Hun kunne ikke forstå, vi skulle bo i 206. Hun var sikker på, det i stedet skulle være 106, der lå nedenfor en trappe og bad os gå derned. Da det endelig var lykkedes mig at komme derned, kom der kontraordre. Vi skulle alligevel bo i 206 – noget med en defekt vandvarmer i 106. Det var næsten et uoverstigeligt projekt at komme op til 206 igen, men det lykkedes og jeg fik mig bakset op i en lænestol med en taburet under benet, der hvilede på en stor pose is, vi havde købt. Stakkels Henning måtte slæbe både bagage og madvarer, mens jeg sad og frustreret så til. Susanne skaffede en mindre bandage fra en førstehjælpskasse og tilbød at bestille et par krykker. Dem, der var på stedet, duede ikke.
Tja, så sad man der…
Jeg forsøgte at trøste mig med en Campari, men slæbte mig kort tid efter ind i seng, igen med benet højt hævet, som jeg havde læst, man skulle. Ved at studere nettet fandt jeg ud af, af det ellers klassiske råd med RICE ( Rest, Ice, Compression og Elevation) for meget nylig er erstattet af MCE ( Move, Compression og Elevation). En lille trøst, at det er bedre at bevæge sig end at sidde stille, for det er det sidste, jeg har lyst til, når jeg er på ferie!
Øv for en start på ferien, men nu gjaldt det om at få det bedste ud af det. Vi er ikke liggestolstyper, vil meget hellere vandre og cykle, men nu måtte vi se…
Søndag den 20. april. Marked, bybesøg og velkomstmøde. Det går straks bedre!
Det var bedre med læggen i dag, heldigvis. Kom sågar op i badekarret. Laderita har meget fine badeværelser med små mosaikker i hhv. lyseblå og mørkeblå, så jeg kan godt forstå, man har valgt at bibeholde dem og dermed de oprindeligt opsatte badekar. Men i min situation havde det gjort underværker med et håndtag. Det er dog allerede noteret og på vej i alle lejligheder, kunne jeg forstå.
Man hænger sin kuvert op foran indgangen til lejligheden, så andre kan se hvem, der bor der
I receptionen mødte vi et andet par på stedet. De havde hørt om vores
situation – vi er jo ikke så mange her. De var vældigt flinke og inkluderende. Han var læge og gav mig ret i at det var ok, faktisk godt med moderat bevægelse, for stilstand kan give blodpropper. Men det må ikke gøre ondt. Da vi havde snakket lidt, kom Andrea, en sød og venlig ung kvinde, der står for stedet med rengøring mv. Hun havde sørme et par krykker med, og det var skønt at kunne bruge dem!
Krykker og vandrestave – så kører det!
Vi kørte ned til Bolnuevo og parkerede ved Spar. En lille butik med mange kunder, og vi fik da også provianteret lidt mere her. Kiggede derefter lidt på strandpromenaden, hvor der var vældigt liv. Men desværre ingen promeneren her for midt vedkommende, om end jeg faktisk godt kunne krabbe mig lidt rundt med krykkerne.
På promenaden i Bolnuevo
I stedet kørte vi til markedet i den nærliggende og større by, Puerto Mazarron, som angivet på tavlen i receptionen. Det viste sig, at der var en tre timers lang påskeprocession i Cartagena denne dag, fortalte en anden beboer på Laderita. Det ville jeg gerne have oplevet, men det var for uoverskueligt i dag.
På marked i Puerto de Mazzaron.
Vi så markedet, der lukkede kl 14. Jeg kunne liste stille rundt, det passede fint. Der var tøj og frugt- og grøntsagsboder og et sted, man kunne sidde og få lidt at spise og drikke.
Grøntsagsbod på markedet i Puerto de Mazzaron
Det var for mig en fin måde at sidde og betragte markedet på. Solen skinnede og det var dejligt lunt.
En cola og benet op, så går det
Efter lukketid kørte vi ned til havnen, hvor der var spisesteder og div. boder og igen mange mennesker. Mange englændere og sågar tilbud på Sunday roast!
Havnen i Puerto de Mazzaron
Kl 17 var der velkomstdrink på Laderita. Desværre var det indenfor, da det var lidt køligt. Vi var 14, dvs.7 besatte lejligheder. Herunder 2 hold, der havde et hold gæster med. Alle meget venlige folk. Fik en god snak, herunder om folks bevæggrunde for køb, ideer til steder at cykle hen osv. Der var en præsentationsrunde, hvor nogen fortalte mere end andre. Men alle var meget medfølende overfor mig/os – for min situation påvirkede jo vores samlede mulighed for aktiviteter.
Det viste sig, at der blandt de 12 andre var 5 sygeplejersker og 1 læge, så man kunne kun føle sig i trygge hænder!
En rigtig god start på livet i Laderitas andelsfællesskab. Det fælles spiserum er stort og rummer også sofagrupper. Alt er nyt og fint, det samme gælder den store fælles opholdstue, hvor der er tv, minibibliotek, legetøj mv. Så er vejret ikke til udendørs aktiviteter, og man vil supplere opholdet i egen lejlighed, eller deltage i fællesaktiviteter, er der fine muligheder.
Det var en positiv overraskelse at rykke ind i lejlighed 206. Det var først i dag, jeg havde overskud til at se nærmere på vores bolig. Alle køkkener er nye og i forskellige farver – vores grønt. Her er alt udstyr, man kan få brug for.
Absolut et fint og velfungerende lille køkken
Vores spisebord stod foran et vindue med fantastisk udsigt, bl.a. over havet, hvilket var et stort plus. Til gengæld er siddeafdelingen ikke helt hensigtsmæssigt indrettet. Badeværelset er super og soveværelset det samme. Rigtig god skabsplads og der kan lukkes helt af for lyset om natten. Jeg var bange for at sengen var for smal, men det var slet ikke noget problem.
Spisebord med superfin udsigt, herunder til havet
Men det allerbedste ved lejligheden var den lille “gårdhave”, der hører med til alle lejligheder, der starter med 100 eller 200, dvs. dem der ikke ligger i hovedbygningen.
Vores fine, lille “gårdhave”
Belægningen er noget særligt – fine, mønstrede fliser, der matcher de lyseblå søjler, og med dejlige planter i store potter.
Små detaljer, som jeg sætter stor pris på og som er med til at gøre boligerne hyggelige.
“Gårdhaven”, set fra indgangen
Og så var der selvfølgelig også udsigten fra terrassen – som fra det indendørs spisebord en fantastisk udsigt.
Havudsigt fra terrassen
Et lille minus ved lejlighederne, der vender på denne måde: der bliver nemt en mindre “skorstenseffekt”, så vinden suges ind på terrassen. Men det var kun nogle gange, der blæste lidt for meget. Og er det sommer og meget varmt, vil man givetvis hilse en brise på terrassen meget velkommen! Så vil man også kunne trække en markise hen over terrassen.
Mandag d. 21.4. Første cykeltur – der gik godt!
Dejligt solskin fra morgenstunden. Da jeg tøffede rundt i komplekset, kom jeg i snak med flere andelshavere og en af dem viste mig fællesrummet med motionsredskaber, samt de kasser, man får tildelt 2 af til hver andel. Så kan man have ting stående, så man ikke skal slæbe alt frem og tilbage, f.eks. morgenkåber, badetøj og toiletgrej.
Nogle valgte at spise morgenmad i solen på den fælles østterrasse
Jeg var også nede på fællesterrassen mod øst, hvor flere sad og spiste morgenmad i solen. Dem nede i 101 og frem kan nemt trække ud i solen om morgenen. Vi kunne også vælge at gå derned, men valgte at vente med morgenmad til kl 10, hvor vi fik sol på egen terrasse.
Sen morgenmad på “egen matrikel”
Derefter fik vi rigget cyklerne til. Det var skønt, at jeg faktisk godt kunne cykle uden problemer, men kørte selvfølgelig forsigtigt.
Sjovere på cykel end på krykker…
Cyklede først th gennem Bolnuevo og ud til grusvejen langs kysten. Her måtte jeg give op. Det var for voldsomt at starte på. Men meget flot her – det mest utroligt flotte hav, turkisblå og koboltblå og her virkede autentisk og ikke overendt.
Her var virkelig smukt
Så til den anden side hen til Isla Plana, som én havde foreslået på velkomstmødet.
Kirken i Isla Plana
Vi parkerede ved kirken og satte os på cafeen der, med udsigt til kirke og hav.
På vej til Isla Plana efter at have kørt langs promenaden i Bolnuevo
Masser af mennesker, men lidt cafeteriaagtigt. Jeg fik gaflet stedets bedste bord i 1. række. Dejligt at sidde der, vejret var fortryllende, uden at være for varmt.
Isla Plana
Vi snakkede om, at Laderita “vokser på os”, som man siger. Ikke mindst pga. omgivelserne, men selvfølgelig også vejret. Og så er det sjovt, hvor meget det betyder, at vi nu synes, vi kender folk på stedet. Det er hyggeligt og trygt.
Isla Plana
Vi cyklede hjem igen og havde kaffepause på promenaden i Puerto de Mazarron.
Tirs. d. 22.4. Biltur til Cartagena. Og et naturligt fællesskab på Laderita udvikler sig.
Dagen bød på en tur til Cartagena. Det blev en flot tur, bl.a. gennem et naturområde. Første del som cykelturen til Isla Plana dagen før.
Jeg havde planlagt, vi skulle via en gammel fæstning, Bateria de Castillitos, der lå ud til kysten. Men vejen dertil var lukket, dog først et godt stykke ude, så vi var flere, der kørte forgæves. Kyststrækningen her er fyldt med tidligere fæstninger, men selvom vi prøvede at nå ud til 3 af dem, lykkedes det ikke.
Cartagena
I Cartagena parkerede vi centralt ved Plaza del Rey og hovedgaden. Gik ad denne ned til havnen og langs denne. Sol og lidt vind. Det gik fint med at gå, brugte begge krykker, en havde endda været nok.
På havnen i Cartagena
Gennem bymuren og gennem smalle gader, hvor husene faktisk kun var facader, alt bagved var revet ned! Gad vide om de bygger husene op igen, eller kun renoverer facaderne?!
Der bor jo alligevel ingen i de gamle historiske centrum i byerne mere…
Godt, der er noget, der holder på facaderne…
Så helt op til enden af gågaden. Ikke specielt spændende butikker, mest kæder.
Masser af fortovssteder, men mange var ikke noget særligt. Fandt dog et lille sted på et
hjørne, hvor der sad mange lokale. Næsten alle meget modne kvinder, der drak vin. Men ellers var det et kagested, med lækre kager. Vejret var fortryllende, ca. 21 grader og sol.
Der var heldigvis også et par andre mænd på “kvindernes cafe”, så Henning ikke følte sig helt alene
Prøvede på vej hjem to andre fæstninger uden for Cartegena. Ved den ene var vejen spærret af en bom, åbenbart et lukket område. Den anden lå for enden af en smal vej, men dem foran os opgav og bakkede ud igen. Så prøvede vi heller ikke. Så det var ikke denne gang vi skulle se fæstninger…
Hjemkommet til Laderita var vi flere, der samledes og kiggede på byggeriet og dets muligheder.
Man kunne sagtens nedlægge murene ved kørevejen til garagen helt eller delvist, for den skal alligevel ikke bruges. Så bliver der bedre udsigt fra 100- lejlighederne. Og der kunne
laves noget børnevenligt der.
De lejligheder, der har bedst udsigt, er alle solgt, mens de bagerste, 204, 205 og 206 stadig har alle – eller en del – andele ledige. For at gøre 204-206 endnu mere attraktive, er det besluttet at bygge tagterrasser på disse. Det vil give en fantastisk udsigt, og sol i langt højere grad. Vi var alle enige om, at det ville være synd at lave trapper til
tagterrasserne inde i det fine gårdrum med de mønstrede fliser og foran vinduet til soveværelserne.
Laver man i stedet trapperne mod øst, vil det ikke ødelægge noget væsentligt. Den indvendige “gård” bruges alligevel ikke rigtigt i den øvre del.
Man kunne ændre på rampen i den indre gård, så der blev plads til trappe til tagterrasse, her på 205
I den nedre del er der borde og grill til fællesspisning.
Bordene til udendørs fællesspisning ses i forgrunden th. Her er også en grill
At det så ikke er helt uproblematisk at lave tagterrasser, er den anden sag, eftersom de i dag rummer varmepumperne, der fylder og støjer lidt. Og når lejlighederne i hovedbygningen bliver solgt, er det også slut med at sidde helt ugeneret på de nyetablerede tagterrasser. Men det er omvendt til at leve med.
Altanerne i hovedbygningen, set fra vores “gårdhave”
Den lejlighed, vi også kunne have boet i, nr. 106, har andre kvaliteter. Den ligger med endnu flottere udsigt over havet. Og er særdeles ugeneret, da den ligger bagerst. Til gengæld ligger den lavere, så solen forsvinder tidligere.
Udsigten fra terrassen i nr. 106
Med andre ord, alle lejligheder har fordele og ulemper og det er ikke muligt at få alt på én gang. Ligesom man kan have forskellige præferencer. “Nogen synes bedst om moren, andre om datteren”, som man sagde i min barndom.
Lejlighederne i hovedbygningen har bestemt også kvaliteter, ikke mindst pga. mere sol og endnu mere udsigt
Onsdag den 23. april. Vandretur (for nogle..) og fællesspisning
Dejligt solskin fra morgenstunden og jeg kunne faktisk gå uden støtte, om end forsigtigt, juhu!
Jeg tog billeder af de 5, der drog afsted på vandretur, herunder Henning. Jeg kunne jo desværre ikke deltage og var en smule slukøret over dette, men først og fremmest glædede det mig, at et sådant andelsfællesskab viser nogle af sine bedste sider i en sådan situation. Kan eller vil den ene del af et par ikke deltage, så kan kan den anden bare gå med. Det kræver blot et opslag i receptionen: “vi laver gåtur til grotten på onsdag, alle er velkomne”. Og det var der to fra stedet, der havde gjort.
En munter flok på 5 drog op til grotten på toppen af det bagvedliggende bjerg
Det blev vist en lidt hård tur. . De gik lige op til en grotte og en mere snoet vej ned igen. Var afsted i 4 1/2 time, men gik kun 5 km! Men hvilke km, store dele var nærmest klatring.
Her kunne jeg lige klare at gå
Imens gik jeg en lille rundtur nedenfor Laderita. Det tog en time i alt, da jeg gik langsomt og brugte stave, men det gik fint.
Laderita og bjerget bagved set fra grusstien nedenfor
Hjemme igen gik jeg til poolen og fik en skøn svømmetur. Poolen er super flot og har en fantastisk beliggenhed med udsigt over byen og havet.
Mega lækker pool med fantastisk beliggenhed
Efter alles hjemkomst samledes de fleste til en forfriskning. Det var sjovt at lære de andre lidt bedre at kende.
Jeg måtte konstatere, at jeg blev mere og mere glad for Laderita. Nu var jeg nærmest helt forelsket i hotellet og området!
Det er dejligt, det er så intimt og vi ikke var så mange. Lejligheden er suveræn, udsigten fantastisk, vejret perfekt osv og her er rigtigt flinke folk.
Solen forsvinder bag bjerget, desværre
Derpå i bil til Mercadona, der blev en noget bedre oplevelse end sidst!
Den ugentlige fællesspisning er altid onsdag kl 19. Heldigvis kunne vi sidde ude i det dejlige vejr ved bordene ned mod poolen. Vi tog det som en selvfølge at det var buffet, men det var med mad til eget forbrug. Det er i vores optik knapt så festligt, men det er jo en smagssag.
En fra selskabet spiller i et kendt, dansk band og han stillede op med guitar og sanghæfter – det var hyggeligt. Der var kommet et ungt par med en lille dreng i lejligheden lige overfor. De syntes heldigvis, det var helt ok at vi sang, sagde de. Drengen var ved at blive puttet, men havde mere fokus på os. Så sang vi alle Mariehønen Evigglad for ham…
Guitarspil til fællessangen
Torsdag d. 24.4. Cykeltur til La Azohia – tilbage til 70erne!
Strålende sol og nok den varmeste dag, vejrudsigten sagde op til 26 grader.
Vi var så heldige, at vi også i dag kunne låne stedets elcykler. Turen gik mod øst til La Azohia, som ligger lidt længere ude end Isla Plana.
En dejlig tur, hvor vi endte ved det lille fiskerleje, hvor vejen slutter. Simpelthen som Grækenland i 1970erne at stå der på molen!
Vi har rejst rigtigt meget i Grækenland siden slutningen af 1970erne. Det var som at blive taget tilbage dertil, da vi stod på molen i La Azohia
Vi kørte også op til toppen og det lille tårn og den mageløse udsigt. Mødte et par fra Laderita ved havnen og tog den nærmeste bar på vej tilbage.
På hjemturen sluttede vi med kaffe og kage stop på “Colonial”, caféen på vej op til Laderita. Den skulle vi da lige prøve. Fint sted, fin kaffe og og ganske ok kage.
En virkelig dejlig dag!
To på tur
Fredag d. 25.4. Cykeltur langs kysten mod vest og et hurtigt kig på Mazzaron
Diset det meste af dagen, men dejligt lunt. Laderita råder over 2 MTB og 4 elcykler. Pga. min manglende førlighed var vi super glade for, vi fik mulighed for at bruge cyklerne så meget – det blev til 3 ture i alt.
Denne dag gik turen gennem Bolnuevo og langs kysten ad den bumpede grusvej. Flot tur, men også lidt strabadserende, da det var lidt farligt at køre stejlt op og ned, for jeg var bange for at vælte, ikke mindst pga. benet. En anden gang vil jeg hellere gå ruten.
Der er både strande for nudister og dem iført textiler !
Vi passerede et utal af små strande og på en dag som denne, kunne man givetvis få én helt for sig selv.
Masser af små strande
Lige inden vi drejede ind i landet ved en stor “tomatfabrik”, var der en del, der helt klart boede fast i deres campere og campingvogne. Nogle sågar med fine blomsterbede og faste udhuse. Andre så mere sølle ud. Vi synes ikke det er noget rart syn, for hvad med affald, toilet osv. Og hvorfor tillader man sig at være gratister, sågar helt nede ved kysten. Men uha, det er jo noget, der deler vandene i autocamperverdenen. Mange mener, man har ret til at “fricampe” sådanne steder – ikke os. I hvert fald ikke på permanent vis. Og vi er vel at mærke selv autocamperejere.
Der var også et par vogne, der så ud som om, de var stillet til side og forladt
Derpå drejede vi ind i landet, nu ad asfaltvej. Fint, men lidt kedeligt og ad stor vej til Mazzaron, ikke så charmerende.
“Tomatfabrikken” – der var endeløse rækker af drivhuse, udelukkende med tomater.
Parkerede ved en cafe v. Rådhuset og rokkede lidt rundt i byen, men der var siesta og så præsenterede byen sig jo ikke optimalt.
Mazzaron
Alle mødre, der hentede børn i skolen, bar lange kjoler/frakker og tørklæder, så byen er åbenbart meget en indvandrerby? På hjemturen var vi igen forbi cafe Colonial, så nu kunne vi næsten også kalde stedet for vores stamsted, som rigtigt mange andre.
Cafe Colonial – et stamsted for mange, ikke mindst englændere
Hjemme ved poolen snakkede jeg med en andelshaver og spurgte til Laderitas hjemmeside og Facebookside. Sjovt nok sagde hun: “vi bruger ikke Facebook ret meget, men til interessefællesskaber er den genial og vi er selvfølgelig med på Laderitas. Jeg ved godt mange synes at Facebook vil de ikke bruge, det er ikke fint nok”, konkluderede hun. Lige mine ord! Jeg synes, det er mere end oplagt at bruge hjemmesiden til den “faste” information og så have en Facebookside til de små, aktuelle ting, så man bl.a. kan kommunikere med hinanden, når man er på Laderita. Det synes også at fungere i praksis her.
Poolen set fra fællesterrassen
Lørdag d. 25.4. Farvel til et dejligt sted!
Trods uforudsete udfordringer blev det alligevel en overraskende god uge på Laderita!
Vi startede bilen og kørte den ca. 720 km lange vej tilbage til Portugal, hvor vi skulle være de sidste 2 uger.
Farvel til Laderita de Bolnuevo
Mere om dette i en anden artikel. Her kommer lidt samlede overvejelser om Laderita:
Blandt stedets mange fordele kan nævnes:
Andelshotel-konceptet er efter min mening genialt. Du kan for billige penge få en andel i en dejlig lejlighed og desuden adgang til fine fællesfaciliter. Prisen er på ca. 300.000, hvilket dog er dyrene end på f.eks. Coracao, andelshotellet i Portugal.
Fine, moderne lejligheder, alle med flot udsigt
Til gengæld er der den helt store gevinst, at du som andelshaver i Laderita også har adgang til det andet fællesskab i Umbrien i Italien, på en gammel vingård. Det sjove var dog, at ingen af dem, jeg talte med på Laderita, lød synderligt interesserede i stedet i Italien. “Der er heller ikke så varmt”, lød det blandt andet og du har ikke nødvendigvis en altan/terrasse lige i forbindelse med din bolig. Men skulle jeg være andelshaver, var denne kombimodel bestemt attraktiv.
Der er nok at tage sig til i området. Her fra besøg i Cartagena
Du skal som andelshaver ikke bekymre dig om vedligehold, indbrud, rengøring eller andet, og du skal ikke involveres i forhandlinger med udenlandske myndigheder mv. Du køber en andel efter dansk lovgivning og du hæfter vel at mærke kun for din egen andel.
Her skal du bare nyde livet og ikke tænke på at vedligeholde, gøre rent osv.
Stedet fungerer som et hotel, i og med der er gjort rent og lagt sengetøj på, når du ankommer. Det eneste, du skal gøre, når du forlader stedet, er at tage sengetøjet af og selvfølgelig forlade boligen i ordentlig tilstand. Der er ansatte, der tager sig af fællesområderne, men vi oplevede også at en lille flok andelshavere og gæster en morgen spulede poolområdet for fugleklatter. De mange svaler på stedet sætter sine spor.
Den megen nedbør i foråret var godt for noget. Der var flotte blomster i en grad som ikke set før, sagde gæsterne på Laderita
På Laderita har man i 2 af boligerne mulighed for at have hund med. Som hundeejere spidsede vi straks ører, da vi hørte dette. Men i praksis vil vi nu hverken køre de mange km eller have vores skrummel af en Labrador med i flyets lastrum, så vovse bliver i stedet passet hos gode venner, når vi er afsted.
Du må medbringe hund i lejlighederne 205 og 106. Her fra 106. Slet ikke tosset med den lille lukkede gård, hvis man havde en firbenet ven med. Der er sågar trådnet i lågen, så selv en lille hund ikke kan smutte ud
Du bliver en del af et fællesskab, hvor dine medgæster alle har valgt denne ferieform og er med på en vis grad af fællesskab. Men du kan samtidig have et privatliv med egen bolig og terrasse.
Privatliv og fællesskab går hånd i hånd på Laderita. Her aftenhygge på egen terrasse
Du har stor indflydelse på stedets drift og udvikling. Ikke mindst på et sted som Laderita, der er under opbygning. Så her kan du være med til at præge tingene.
Her på tavlen kan man læse om bl.a. fællesaktiviteter på Laderita
Jeg synes, det tjener manden bag Laderita, Stig Jørgensen, meget til ære, at han har fundet og udnyttet et sted, der ellers kunne være endt som en ruin. Hotellet blev opført i 2006, men bygherren gik konkurs og stedet stod for forfaldt i mange år. Det var ellers næsten færdigt, inkl badeværelser og køkkener. Når man som os i mange år har færdedes langs Andalusiens kyst har de mange, ufærdige byggerier været et trist syn. Super dejligt at hotellet i Bolnuevo har fået nyt liv. Det har ikke været uden udfordringer, f.eks. tog det 3 år at få forhandlingerne med kommunen til at falde på plads. Så først i 2023 kunne de første andelshavere tage stedet i brug.
Laderita tv. Dejligt at stedet ikke endte som en ruin
Alt på Laderita er nyt og lækkert. Fine lejligheder og fine fællesfaciliteter. Og der er god plads på Laderita. Store fællesrum, stor garage med masser af plads til fælles cykler, fælles vandrestave, opbevaring af golfudstyr mv. Stort motionsrum, ditto poolrum og der er basis for at indrette flere fællesrum i takt med at ideer og behov opstår.
De nederste boliger har den allerbedste og mest ugenerede beliggenhed – det er i hvert fald dem, der blev solgt først
Når der ikke er så mange på stedet, lærer man hurtigt de andre at kende. Alle er venlige og inkluderende. Vi var jo “bare” gæster, men følte os bestemt som en fuldgyldig del af fællesskabet.
Fællesspisning på Laderita
Området er ikke overrendt, men ligger i en del af Spanien, som er langt mindre turistet end f.eks. Malagaegnen. Beboerne er en blanding af spaniere og englændere. Og så lige danskerfællesskabet på Laderita.
Laderita ligger i et område med fine og velholdte huse og haver
Der er gode muligheder for cykel- og vandreture, ligesom der er mange byer og andre steder at besøge i bil. Vi nåede af gode grunde ikke at undersøge så mange steder.
Ligesom vi ikke nåede ned for at spise om aftenen i Bolnuevo. Men der ligger en del restauranter og cafeer, som kunne være værd at gæste.
Strandpromenaden i Bolnuevo
Husene langs strandpromenaden er ganske almindelige huse. De er – endnu – ikke lavet om til restauranter eller souvenirbutikker
“Costa Calida” kalder man kysten her – den varme kyst. Det skulle være den varmeste del af Spanien, hvilket jo er en fordel, hvis man gerne vil rejse uden for sommersæsonen.
Vi rejste i april og havde fint vejr det meste af tiden. 20-22 grader er lige med, så er det dejligt, men ikke for varmt til aktiviteter. Vi spiste dog kun udenfor om aftenen et par gange
Endelig er det en ubetinget fordel, at du bor tæt på kysten, både udsigtsmæssigt og så du hurtigt kan smutte ned til kysten og få et havbad. Mange andelshavere kommer der også om sommeren, enten selv, eller med børn og børnebørn. Det forlød, at vælger man en lille vig tæt på Bolnuevo, er der mest børnevenligt, mens der lige neden for Laderita er lidt mere strøm. Jeg nåede af gode grunde ikke i havet i denne omgang…
Vi nåede i denne omgang kun at nyde udsigten til havet, ikke at bade i det
Langt de fleste flyver til Alicante, hvortil der er mange afgange. Og så er der små halvanden times kørsel til Laderita. Vi talte med nogen, der selv kører i bil fra Danmark og som er glade for, der ikke er helt så langt som f.eks. til Andelshotellet i Portugal.
Nemt at køre i området og ikke ret meget trafik
Men hvorfor i de hele taget købe en andel, så du dermed “skal” det samme sted hen, igen og igen?! Sådan har vi ellers altid tænkt. Men nu har vi ændret holdning. Måske fordi, vi er blevet ældre og søger lidt mere tryghed og stabilitet? Men også fordi, det absolut har sine fordele at komme tilbage til et sted. Det er nemt, trygt, hyggeligt og du får mulighed for at komme et spadestik dybere end hvis du bare er et sted en enkelt gang. Her kan du lære de bedste restauranter, de bedste badevige, cykelture, vandreture, butikker, byer osv. at kende. Og du kan måske gense nogle af de rare medandelshavere. Ligesom du kan tage familie og venner med herned, der så kan få deres egen bolig. Dette er virkelig en fordel.
SÅ – what´s not to like!
Flotte kyststrækninger
Skulle jeg pege på lidt udfordringer ved stedet, kunne det være:
Der er endnu ikke solgt lejligheder i hovedbygningen, der dermed står lidt spøgelsesagtig tom – omend fællesrummene også ligger her. Det giver så den midlertidige fordel for beboerne i boligerne med numrene 100- og 200- at de opleves som helt ugenerede.
Der mangler lige at komme gang i salget af lejlighederne i hovedbygningen th
Lejlighederne i hovedbygningen ligger ekstra højt, hvilket er en stor fordel udsigtsmæssigt, og ift. solen, men de har kun en mindre altan. Det er en smagssag, men jeg foretrækker bestemt de lavere liggende boliger med egen “gårdhave”. Det er nok heller ikke tilfældigt, at det er her, de solgte andele ligger. Og at der er solgt “nedefra og op”. De nederste boliger er de absolut mest ugenerede og dem med bedst udsigt. Måske man skulle prisdifferentiere og gøre lejlighederne i hovedbygningen lidt billigere end de andre. Det kunne måske sætte gang i salget her?
Flot udsigt fra de højtbeliggende lejligheder i hovedbygningen
Området kan virke lidt goldt, her er mange klipper og ikke så megen bevoksning. Men pga. den megen nedbør, er der pt. en frodighed, som man ellers sjældent ser. Så der virkede bestemt ikke tørt og svedent, men der var en masse dejlige blomster at nyde.
På Laderita opererer man altid med faste andele, dvs. du køber andel i en bestemt bolig. Og bliver dermed del af et rul, så du får bestemte uger til rådighed, sammen med 5 andre hold andelshavere. Til gengæld kan du bytte rundt på dine uger, hvis man kan blive enige om det, du kan sælge dine uger til andre andelshavere og/eller deres gæster og du kan også købe adgang til andre boliger. Vi er til frie andele, hvor du ikke har andel i en bestemt bolig, men igen er det jo en smagssag. Og på Laderita kan du ( i hvert fald pt.) købe “løse” nætter, hvis du ankommer på en anden ugedag end lørdag. Det benytter flere sig af, for det passer ikke altid med flyafgangene fra og til Danmark.
Boligerne (nr. 100-) ud til den fælles østterrasse. Vores bolig, nr. 206 øverst tv i billedet
Alt i alt er andelshotellet Laderita så absolut en anbefaling værd. Der bliver ialt 28 lejligheder, man kan købe andel i, så der er rig mulighed for at nå at komme med i fælleskabet!
