Lørdag d. 27.9.25
Kan man se på folk, de er fra Coracao? Jeg tænkte, da jeg satte mig i flyet, at mine sidemænd godt kunne være på vej til Coracao. Og ganske rigtigt, så vi fik snakket lidt.
Afhentning af bil hos det lokale firma, Epi, som Coracoa har aftale med
Det lykkedes os at køre forkert 2 gange på vej til Sao Bras, vi skulle da ellers snart kende vejen…
Nå, det var dejligt vejr, solskin og lunt uden at være for varmt, så fint at se lidt af landskabet allerede nu.
Denne gang skulle vi bo i lejlighed 115, som åbenbart går for at være knapt så attraktiv. Det forstår jeg nu ikke. Lejligheden er opdateret, fugtproblemerne er løst og det er en dejlig stor lejlighed. Lidt som et enderækkehus, med vinduer til 3 sider.
Lejlighed 115, yderst i øst/vestfløjen
Hele 2 terrasser mod vest, og selvom der ikke er en egentlig terrasse mod øst, er der dobbeltdøre derud og man kan sidde ude eller i døråbningen.
Skønt hjørne med den flotte krukke og udsigten mod nord
Det var første gang vi skulle bo i sidebygningen, der i mine øjne især er super, når vejret er varmt, som det var på denne tur. Fra vestterrassen er der fin udsigt til det grønne, herunder lidt op mod bjergene. Men den flotte udsigt ned mod pool og by, som man har fra sydsiden, mangler selvfølgelig.
Udsigt fra vestterassen
Jeg fik omindrettet lejligheden så den passede til os.
Før omindretning. Sovesofaen stod lidt isoleret og tæt på spisebordet
Fik lavet en samlet stuegruppe og bedre placering af spisebordet. Lejligheden kan rumme 4, hvis man bruger sovesofaerne i stuen. Jeg indrettede den ene som “daybed”, det fungerede fint.
Nu med samlet “stue”. Det er selvfølgelig smag og behag, men dejligt, man kan gøre som man vil og så bare stille tilbage til “normalopstilling” ved afrejse
Skønt at komme tilbage til Coracao. Det var som nævnt 3. gang, og 2. gang som andelshavere. Kan det nu bære at komme tilbage igen? havde vi tænkt.
Skønt gensyn med Coracao
Det kunne det! Dejligt at trisse rundt og gense det hele og få en tur i poolen.
Terrassen indtages. Der kom vi til at tilbringe mange dejlige timer. Og så havde vi endda en ekstra terrasse lige ved siden af
Søndag d. 28.9.
Ovenpå gårsdagens fine vejr var det ærgerligt med gråvejr, småregnvejr og meget blæst.
Morgenmøde i god ro og orden. Der var fuldt hus i denne uge, da perioden er meget attraktiv på Coracao.
Søndagsmøde på Corocao, hvor alle præsenterer sig og ugens evt. arrangementer offentliggøres
Elcyklerne var ledige, så dem skrev vi os på og susede straks afsted, det var vejret fint nok til.
Vi tog en variant af en tur fra sidste gang; ned ad hovedindgangsvejen, th mod Alportel, og tv v. camperskilt og så th. gennem små landsbyer. Vi kom forbi området, hvor vi sidst så fårehyrden og hans mange får. Denne gang så vi kun hans meget ramponerede bil og de i det hele taget meget sølle huse her.
Håndværkertilbud…
Fulgte en beskrevet rute ad en betonvej. Meget smukt her.
Ville have sat os på en meget lokal cafe i landsbyen Amendoeiro, men vi havde glemt kontanter, og DET går ikke i Portugal og slet ikke her på landet! Videre til Ruis steakhouse, hvor vi kunne købe på kort.
Brugte denne turbeskrivelse som inspiration. Den ligger i receptionen
Vejret var ikke til udespisning om aftenen, så vi ville gerne spise i byen. Det var lidt af en udfordring på en søndag, hvor rigtigt mange restauranter holder lukket, i hvert fald om aftenen. Vi endte på Tachinho da Avó Luísa på Avenidaen, som vi alligevel ville prøve på et tidspunkt.
Sprutter og frites
Der lugtede ikke overvældende godt derinde, men der havde også været stuvende fyldt til frokost. De havde derfor heller ikke så meget tilbage og havde lukket dagen efter, fortalte husets søn, der var en meget beleven tjener, hvilket han også er kendt for. Maden var ikke noget at råbe hurra for, men billig og husets vin – til ingen penge – smagte faktisk glimrende.
Mandag d. 29.9.
Så kom sommeren igen og den holdt sig resten af tiden! Vi prøvegik turen ved Fonte Ferrea, som vi ville slå op som fællestur for evt. interesserede. Kun få km nord for Alportel.
Dejligt at gense stedet, men nu var vandløbet helt udtørret og der var i det hele taget meget mere tørt end i maj, forståeligt nok.
Fonte Ferrea, hvor de lokale tager på søndagspicnic
Til gengæld slet ikke noget problem at gå over vandløbene. Det var varmt, men det kunne gå og vi gik kun den mellemste rute på 5 km.
Den lille nyrenoverede cafe var lukket mandag, men det vidste vi godt, så vi kørte via Alportel på vejen hjem. Forsamlingshuset var lukket, men Vitoria havde åbent, så vi satte os i skyggen. 4 danskere satte sig tæt på, de var selvfølgelig fra Coracao og vi kom hurtigt i snak. og ikke mindst det ene hold var vi en del sammen med på denne tur.
I landsbyen Alportel var der pyntet op med hæklede og strikkede ting utallige steder – på husmure, omkring vinduer osv. Vi fandt aldrig ud af, hvad der gik for sig, for sådan ser der normalt ikke ud…
Vores anden terrasse skulle også afprøves
Hjemme fik vi en skøn, lun sommeraften, hvor vi spiste udenfor hos venner, der også havde inviteret et andet hold. Fantastisk at sidde og kigge ned på byens lys, for deres lejlighed lå i sydfløjen.
Tirsdag d. 30.9.
MBL – hvad mon det er? tænkte jeg. Det står så for Mave, Baller, Lår og disse legemsdele – og alle andre – skulle motioneres denne morgen. En gæst på stedet, der var gymnastikinstruktør hjemme i DK, tilbød MBL 2 gange på denne uge, herligt.
Det foregik ved poolen, hvor vi var ret mange, måske 15 stykker, heraf 3 herrer. Fin og humoristisk instruktør og fine øvelser. Det gjorde heller ikke noget, at det foregik i skøn temperatur og med totalt blå himmel. Sandelig noget andet end at okse løs i et nøgent motionscenter en mørk vinterdag.
Klar til MBL!
Nåede lige et bad og morgenmad inden afgang på vandretur, hvor vi var ca. 16 deltagende. Nogen havde sat en seddel op på opslagstavlen om en ca. 8 kms tur. Der var ingen egentlig turguide, men flere kendte ruten.
Jeg snakkede så meget undervejs, at jeg ikke lige kan genkalde mig hele ruten, men biodiversitetsruten blev i hvert fald fulgt mere eller mindre. På et tidspunkt gik det stejlt opad i lang tid, det var rigeligt varmt for mig., men samlet set en dejlig tur.
Vi nåede frem til Alportel via vejen forbi Casa Darte. Det var skisme tiltrængt med en forfriskning her.
Hjemturen gik over “sletten”, som jeg kaldet den. Stadig skøn tur, selvom der er noget mere afsvedet end i maj.
Fra denne dag fik jeg indført et fast eftermiddagsritual: 20 baner i poolen, efterfulgt af læsning under træet på terrassen neden for poolen. Her er perfekt – skygge og udsigt. At ligge i solen siger mig ikke noget.
Sidste gang på Coracao fik jeg lavet både pedicure og manicure hos Beatriz nede i Sao Bras på adressen R. João de Deus 22. Et lille, nyåbnet sted, hvor jeg var sammen med en anden fra Coracao. Bea var gravid og skulle føde til oktober, fortalte hun. Da jeg denne gang kom for at bestille tid, fortalte kollegerne, at Bea havde født præcist denne dag. Kollegerne/medarbejderne er også vældigt søde, men de er fra Brasilien og kan ikke engelsk, hvilket Bea kan – mere eller mindre. Nå, men jeg fik en tid, man kan jo kommunikere via Google translate.
Det blev til over 20.000 skridt denne dag, det er skønt at kombinere ferie og afslapning med et aktivt liv. Den lune sommeraften blev nydt udenfor med god mad og drikke.
Onsdag d. 1.10.
Ville have været til yoga kl 7.30. Men ups, vågnede først 7:38…
Da jeg ankom til den bestilte tid hos BM Beauty, var beskeden. “min kollega kommer lidt senere, hun skal aflevere sin datter i skolen! ” Men ok, vi er i Portugal… og jeg havde ikke travlt.
Hun kom så ca. 15 min senere. Det hjalp på kommunikationen, at en anden kunde kunne noget engelsk. Men pigerne i salonen er utroligt søde, så det går alt sammen. Jeg fortalte, at jeg boede på den tidligere Pousada. Ved ikke helt om de kendte stedet. Nu ved de i hvert fald, jeg er dansk og hedder Tine, selvom det nok bliver til Tina. På et tidspunkt troede de jeg hed “Tina Marca”, fordi jeg sagde, jeg kom fra Dinamarca, ha ha!
Jeg kunne ikke finde på at frekventere en sådan salon derhjemme, men her er det meget sjovt at prøve. Så lægger man også lidt penge i byen og i øvrigt er det megabilligt ift. danske priser.
Om eftermiddagen kørte vi til Olhao, bare for at prøve en by, vi ikke havde besøgt og som lå ved vandet. Via små, uturistede byer til Olhao, hvor der var flere turister. Mest tyskere.
Vi havde en mærkelig oplevelse på lille cafe. Vi gik ind for at bestille ved baren. Der sad en skægget, lidt ældre mand med en kop te ved et af bordene, vi troede han var en gæst. Ingen ved baren. Han sagde “Bom dia” til mig, jeg svarede på samme måde og gik ud og satte mig, så kunne Henning bestille, aftalte vi. Henning kom lidt efter ud og sagde, vi bare skulle vente på betjening udenfor. Så kom “manden med teen”, der åbenbart var ansat, ud og da jeg bad om en cola, sagde han at det kunne jeg ikke få. Faktisk kunne vi ikke få noget som helst, for han ville have, vi skulle gå! Det var lidt specielt, men det måtte vi så gøre. Det viste sig, han havde sagt til Henning, at nu havde han tre gange bedt ham om at gå ud og sætte os og vente på betjening. Det havde Henning ikke forstået og det var heller ikke specielt venligt sagt af herren, så Henning gav lidt igen: “jeg tror nu det er 4 gange”. Det var herren så blevet meget vred over, men vi ville jo bare spare manden for at skulle gå ud til os og troede, der var bestilling ved baren. Det er hvad, der kan ske, men faktisk lidt ubehageligt at blive smidt ud…
Markedet, der var pænt stort og med boder med især ost og kød, blev besøgt. Vi fandt da også en cafe, der gerne ville servere for os…
Tilbage gennem byen og ad snævre gader med gamle huse.
Jeg havde meldt mig til borddækning på Coracao inden den ugentlige fællesspisning. Vi skulle bare lægge duge på og sørge for, der var stole nok. Vi skulle være hele 55, og så kom der endda nogen, der ikke var tilmeldt, men det gik lige med et lånebord og lånestole mv.
Det var skønt at sidde på terrassen og spise. Og sjovt at man bare stiller sine tallerkner og har “blind date” med de andre ved bordet. Så bliver der ikke faste kliker med folk, der kender hinanden i forvejen. Der var mange fine sager på bordet, men alt blev også spist op.
Én spillede guitar og vi sang gode, gamle kendinge fra vores yngre dage. Der var ingen foredrag, og det var helt fint, for snakken gik super og vi havde hyggelige bordfæller. Tænker heller ikke de udendørs rammer passer så godt til foredrag.
Torsdag d. 2.10.
Så var der dømt MBL igen og Henning havde fået mod på at være med. Og var meget begejstret!
MBL under blå, bå himmel
Igen var der “travlhed”, da vi skulle på havevandring med Carsten fra Det grønne udvalg kl 10.
Vi fik en spændende gennemgang af Coracaos mange vækster. Og selvom det var oktober og tørt, var der mange flotte ting at kigge på.
Om aftenen spiste vi på Bomhuset, Casa de .Barreira. Det var ren Lady og Vagabonden. Vi sad ude på fortovet, sammen med få andre og fik den berømte bruchetta med gedeost og figen, plus en lækker salat med feta og nødder.
Pludselig kom en procession af byens husdyr gående: først to næsten ens brogede hunde, fulgt af 3 helt ens, kridhvide katte. De fem havde øjensynligt aftalt en fælles aftentur og fulgtes ad videre gennem byen. Et sjovt syn.
Fredag d. 3.10.
Selvom vi er nye på Coracao, havde vi vovet at slå en vandretur op og der kom da også ca. 15, der ville med.
Vi er fra vores hjemlige vandregruppe vant til forhåndstilmelding, men det bruger man vist ikke på Coracao. Vores opslag var måske lidt tvetydigt hvad det angår, men nogle meldte sig på
Fra vores hjemlige vandregruppe er vi også vant til at man kort præsenterer sig, men det nåede vi ikke før folk var på vej ud i bilerne. Men fremme ved Fonte Ferrea fik vi fortalt kort om turen og stedet, vi var på.
Det var rigeligt varmt, men det gik fint. Lige indtil ca. 1 km før mål, hvor en deltager faldt. Heldigvis var det mest hudafskrabninger, men da vedkommende blev svimmel, var det godt, der var flere sundhedsfaglige deltagere i gruppen.
Vi kom i mål og ca. halvdelen satte sig på den lille cafe og fik en forfriskning, det var super hyggeligt. Så vi kunne godt være tilfredse med vores første lille indsats som turledere.
Fredag er lig med fredagsbar, hvor man siger farvel til dem, der skal hjem og “drikker sjatter”. For vores vedkommende første gang på fællesterrassen mod syd. Igen hyggeligt at sidde og småsnakke her.
Vi snakker i det hele taget med stort set alle, der kommer forbi vores lejlighed, om ikke andet hilser vi. Jeg kalder lejl. 115 for “hej, hej-hjørnet”!
I det hele taget fik vi denne gang virkeligt hul på stedet og folk her. Så begejstringen var stor. Det hjælper også at vejret var så fantastisk. Jeg plejer at foretrække 20-22 grader, men her var der mellem 26 og 30 grader – og det gik også fint.
Th lejlighederne mod syd
Lørdag d. 4.10.
I vores 2. uge skulle vi have besøg fra Danmark, så vores gæst blev hentet i lufthavnen.
Det var mega varmt og for varmt til den store aktivitet. Det blev dog til rundtur på Corocao, indkøb, poolbesøg mv. Og fremfor alt hygge på terrassen. Hjemme i DK var der storm og regn…
Vores gæst var heldig, da vi fik mulighed for at leje os ind i lejlighed 105, der ellers er en fast lejlighed, dvs. er ejet af 4 hold
Coracao er et rent paradis, men en enkelt slange er der dog…Det forlød dog, at denne fætter er en Hesteskosnog og dermed ufarlig. Den mente dog, den lige skulle vise sig frem, da vi viste Coracao frem for vores gæst…
Søndag d. 5.10.
Efter morgenmødet ville vi vise vores gæst byen Tavira. Der kom ellers en gruppe vandrere forbi vores lejlighed og spurgte, om vi ville med til Alportel. Meget gerne, men det måtte blive en anden gang.
Andre kom forbi og spurgte om vi ville med til vandretur ved Playa Faro i morgen, det passede bedre. Men vi måtte også takke nej til nogle, som skrev om vi ville med til stranden denne dag. Der var virkeligt gang i det sociale hernede!
Gæsten og jeg skulle lige ose i Taviras turistbutikker. Som forventet var byen ikke død og nedlukket, som Sao Bras ville være på en søndag. Til gengæld er Sao Bras jo en meget mere autentisk by.
Rundt i byen og over på den anden side af broen.
Casteloet blev også besøgt . Haven var stadig fin trods årstiden, men selvfølgelig lidt mindre grøn. Og altid flot udsigt over byen.
Ned på “ stamcafeen” på torvet og få cappuccino og derefter gåtur langs floden. Planen var at spise på fiskerestaurant i Fuseta, men her var lukket mellem 15 og 18, så det kunne vi ikke nå.
Det blev i stedet til frokost nede ved vandet. Lidt langsom betjenings- og serveringstid, men det var fint at sidde der og ikke overcrowded. Fik grillede squids. De var lidt hårde i det og nok ikke så friske som i Futesa, men bestemt ok.
Keramikbutikken skulle også lige have et besøg. Købte 3 små blå skåle til nødder mv. Jeg ledte egentlig efter nogle krus, men de var rigeligt rustikke. Løsningen blev nogle lidt kitchede krus med fisk på, som jeg fandt i en souvenirbutik. De er tilpas tynde og passer til skålene og til Coracaos service.
Hjemme igen fik jeg lagt nogle arrangementer på en af de hjemmesider, jeg redigerer. Den slags kan jo gøres hvor som helst. Bare man har tungen lige i munden ift. tidsforskellen…
Om aftenen fik vi en drink på gæstens terrasse. Hun boede i sydfløjen og igen kunne vi nyde den flotte udsigt over byen. Til gengæld har man naboer tættere på end i 115.
For mig er det optimalt at bo i 115, når det er sommervejr. Så kan man skifte mellem øst og vest og hilse på alle og enhver, men ellers have sin privat beliggende terrasse lige uden for lejligheden. Når det er køligere, vil jeg til gengæld foretrække at bo i sydfløjen, hvor man kan nyde udsigten over byen. Også indefra, hvis man rykker spisebordet hen til vinduet. Hidtil har vi boet i 101, 102 og 200 i sydfløjen. Alle fine, men med 101 som 1. prioritet. Den er selvfølgelig dyr i klip, men af samme grund ikke så svær at komme til.
Generelt foretrækker jeg de 2 værelses lejligheder, med mere albuerum. Så må vi købe os til ekstra klip, hvis vi løber tør (og det er vi gjort hidtil!)
Mandag d. 6.10.
Vi var 9, der drog til ned til Praia de Faro . Parkede ved p pladsen efter broen og gik tilbage over broen. Trods de mange, mange fly, der fløj lavt hen over området, var der et vældigt fugleliv.
Storke, skestork, flamingoer, hejrer, spover osv. Nogle folk gik og samlede skaldyr (forlød det) i mudderet.
Selvom vi kørte hjemmefra kl 8,30, var det blevet varmt men så kom vi ud på en boardwalk, hvor det luftede lidt og så ned på stranden. Her var mange flotter skaller mv og jeg samlede på livet løs. Lidt svært at gå i sandet, men det gik.
Vi nåede retur efter 8,75 km, det var super. Vi satte os alle ind på den lille snackbar ved P pladsen.
Om aftenen havde vi gæster til spisning på terrassen. En super fin aften med det skønneste vejr.
Tirsdag d, 7.10.
Dagen stod igen i forskønnelsens tegn (det hjælper næppe, men man kan da prøve…)
Både gæsten og jeg havde fået tid til hhv. pedicure og manicure. Vores gæst kan en del spansk og det kom der både snak og grin ud af. Jeg sagde, jeg kommer igen til februar. Så ville de lære engelsk inden, grinede Manuela og Patricia. Vi får se…men de er søde og smilende og sjovt at blive stamkunde.
Vores gæst fik forevist den gamle bydel i Sao Bras, herunder var vi inde i det kommunale kunstudstillingshus.
Der var nogle fine billeder, lavet af tørrede blomster. Ikke ret dyre, mellem 35 og 60 euro. Der var også en udstilling af en gammel skolestue, men bag glas. Og et rum med lokalt husflid. Jeg faldt for en lille strikket trøje i lysebrune, råhvide og lyseblå farver plus et par tilsvarende strikkede futter til. De kostede 6, trøjen, 19,50 euro.
Der sad en dame der, hun havde strikket sættet, sagde hun. Nu kan jeg sige, at barselsgaven til vores kommende barnebarn er “håndstrikket i Portugal,” dog ikke af mig…
Strikketøjet har været medbragt, men det er ikke blevet til så meget. Dog er der et par trøjer klar til lillebror.
“Nye” negle og nyindkøbt barselsgave
De 2 bibliotekarer skulle også besøge det lokale bibliotek. Børnebibliotekaren smilede og snakkede lidt engelsk. Som ved sidste besøg klagede de over for lidt plads, og hylderne bugnede da også.
Børnebiblioteket i Sao Bras
Vi satte os på torvet og det var en god ide. Det viste sig at cafeen her er rigtig fin og bl.a. har de små små fine kager som hos Fatima og til kun 1,5 euro.
Super dejligt at sidde der, og dejligt med et nyt stamsted. Mere liv og ting at kigge på end på Bomhuset, der ellers har været fores foretrukne cafe i byen – men her var lukket.
Om aftenen skridtede vi, sammen med et par andre hold Coracaoer – til Bierra Siera restauranten, som også stod på vores “to-do liste”. En hyggelig aften, hvor én i selskabet sågar havde halvrund fødselsdag.
Onsdag d. 8.10.
Desværre var vores gæst blevet syg, så vi tog en cykeltur mens hun hvilede. Det var andre cykler end de vanlige, men også fine. Vi undrer os over, der ikke er mere run på de 2 elcykler, vi vil i hvert fald meget gerne bruge dem!
Turen gik via Beira Sierra over Mesquita til Estoi. Det yndige lille torv med cafeen var åbent, så vi holdt pause her efter en times kørsel.
Så lidt rundt i byen på gåben og derefter hjemad.
Estoi
Dagens 20 baner i poolen og derefter læsning på solseng under træet neden for poolen. Same procedure as every day.
Jeg fik på denne tur læst bogen “Snu”, om Snu Seidenfaden (halvsøster til Thøger Seidenfaden), der i 1960erne flyttede til Portugal og nedsatte sig som forlægger. Hun blev samlever med en højtstående politiker. Begge døde ved et flystyrt – måske attentat – i 1980. Nok ikke en bog, jeg ellers ville have læst, men her var det meget passende. Spændende at læse om et helt andet og langt mere tilbagestående Portugal, hvor bl.a. det at blive skilt var en umulighed ifølge den katolske tro.
På en køretur kom vi forbi dette par på hestevogn. Det ville man ikke se i DK i 2025…
Også i denne uge var jeg på borddækningsholdet. Og igen på fællesterrassen. Vores “blind date” fungerede også mega fint denne gang og vores gæst følte sig fint inkluderet, hvilket gjaldt hele hendes ophold, sagde hun. Flere ved bordet havde læst mine skriblerier her på siden, det er super, nogen gider læse med.
Torsdag d. 9.10.
Ved sidste besøg i Portugal havde vi spist på en fiskerestaurant i Fuseta, Dos Mestres. Dén ville vi gerne vise vores gæst. Det var lavvande, da vi ankom, så vi udsatte badeturen og gik i stedet rundt i den lille by.
Hyggeligt torv i midten med mange cafeer. En enkelt kineserbutik, men når man slentrede rundt i gaderne, dukkede der nogle bitte små, lokale butikker op. Vores gæst gik på med krum hals på spansk og butiksejerne stod på hovedet for at imødekomme ønsket om en rund dug til os. Især en lille ældre dame havde en butik, der så ud som i 1950erne i DK. En smule, meget gammeldags tøj, lidt rengøringsmidler, lidt kiks osv. Også nogle få duge, men ingen runde. Kunne ellers være sjovt at handle hos hende.
Bagefter op til kirken, hvor vi besøgte kirkegården og studerede grave og gravkamre. Vi synes godt om skikken med at sætte et billede op af afdøde, nogle gange både som ung og gammel.
Ups, her måtte man faktisk ikke fotografere, men det fandt jeg først ud af bagefter. Og der var ingen andre på stedet – så havde jeg heller ikke taget billeder
Ned til restauranten, der nu var godt i gang. Kl var kun 12:30, men dels skulle vi helst vente på højvande, dels var der måske ikke plads senere. Så vi fik de samme fiskespyd som sidst, som havde vakt så stor begejstring.
Spyddene var fine,, men rejerne mere tørre, end jeg huskede det og pomfritterne smagte lidt “parfumerede”. Men stadig lækkert – og fint at sidde der .
Friske fisk i Fuseta
Nu var det tid til et havbad! Jeg synes først, det var lidt køligt, men det var skønt, straks jeg kom under. Der var en kæde som man ikke måtte passere, dels pga. båden, men nok også strømmen, der var stærk.
Store fisk i vandet og rent sand, helt klart vand. Det kan noget.
Vennerne fra Coracao var der sørme også, så vi mødtes på strandcafeen bagefter.
Nu var det blevet højvande, det kunne man også se på bådene i kanalen.
På vejen hjem blev det til et sidste besøg i Sao Bras i denne omgang. På torvet fik vi alle en Galau, plus en af de små chokolade/figen bomber, selvom vi var rigeligt mætte ! Slentrede lidt rundt i byen og ind i lidt butikker.
Fredag d. 10.10.
Sidste dag skulle nydes! Sammen med Coracao-vennerne gik vi gennem korklunden til Alportel. En god time tog det. Dejligt solskin, men ikke for varmt. Et andet hold Coracaoer kom og sluttede sig til.
Det var knapt vi kunne komme til at bestille, for ikke at sige betale bagefter, men sådan er det lidt her. De lokale fik ikke bedre betjening. Det glæder mig faktisk, det ville være trist, hvis det var os danskere, der var i bad standing. Med til historien hører, at mange lokale sad og spiste inde, så der var reelt travlt.
Vasketøj ved brønden i Alportel
Vi gik hjem ad en anden rute, som jeg ikke kendte, så fint at få den noteret. Under viadukten, tv ad en smal sti med stengærder, ud til asfaltvej, tv her ud til N2 , direkte over denne og så møder man den anden vej fra Alportel. Retur ad sletten, så vi slap for møllebakken. Dejlig tur, godt en time hjemad også. Ca.3,5 km, og ca.7 km i alt, så det kan vi godt kalde en vandretur.
Hjemtur ad “ny” rute
Der forlød til fredagsbaren, at der var hele 20 hold, der skulle hjem, ud af 36. Nok pga. uge 42, hvor der nok kommer mange børnefamilier.
Til aften var der restegilde på terrassen. Og “huskasserne” blev pakkede – et genialt system.
Lørdag d. 11.10.
Det lysnede mens vi kørte til Faro kl 7. Vi satte vores gæst af ved lufthavnen med vores kuffert. Ad bagvejen til Epi, hvor der var fred og ro. En frisk dame tog imod bilen, dejligt med en virkelig servicemindet person.
Konklusion
En særdeles god tur! Men når man er indstillet på det, er det også godt at komme hjem.
Sørme om vi ikke også har en bananpalme på Coracao!
Jeg lagde et indlæg op på Corocao, hvor jeg tilkendegav vores begejstring over Coracao og de ven- og bekendtskaber, der kommer ud af dette fællesskab.
Vi må igen konkludere, at stedet “kan bære”. Faktisk bliver det bedre fra gang til gang. Der er stadig rigtigt mange ting, vi har til gode at opleve – og ting, vi gerne vil genopleve.
Kunne f.eks. være sjovt at være med til vinhøst på Coracao på et tidspunkt. Det er dog ikke vinen her ved fællesterrassen, der leverer druer til flaskerne
Planlægningen af 2026 er i fuld gang. Vi vil nu prøve 3 uger i rap. Så undgår vi nogle flyture og der kan komme endnu mere ro på. Når man har gæster, går den ene uge meget med at vise alle herlighederne frem. Nu er der booket uge 7, 8, og 9, hvor vi har fået vores (indtil videre) foretrukne lejlighed 101 ( i perioder hvor det ikke er meget varmt). Og det er planen at komme igen i 3 uger i efteråret. Foreløbig er uge 44 og 45 booket. “Selvfølgelig” i 115.
Frida-hunden er fast inventar på Coracao. Hun ved, hun ikke må gå ind til folk, men trisser fredeligt rundt og vil meget gerne snakkes med
Vi plejer at være på (vandre)ferie på De Kanariske øer i februar, så det bliver spændende om den nordligere beliggenhed gør, at Coracao ikke kan konkurrere her. Men det skal prøves og under alle omstændigheder er vejret bedre end i DK. Vi er også indstillede på en tur med flere indendørs aktiviteter, herunder museer.
Men de skønne, lune aftener på denne tur glemmer vi ikke…
Lun aften på Coracao