26.4.-10.5.25

Efter en dejlig uge i Andelsfællesskabet Laderita i Spanien, kørte vi den lange vej tilbage til “vores eget sted”, Coracao-de-Algarve i Portugal.

Gensynet med Portugal var meget dejligt. Her er grønt og mere frodigt end i Bolnuevo i Spanien.
Vejret var skønt – sol og sommerligt og Coracao præsenterede sig helt fantastisk i sådant vejr, så jeg havde en god mavefornemmelse ved at komme tilbage.

Lejlighed 200

Blev negativt overrasket da vi åbnede døren til lejligheden, her lugtede muggent og grimt. Men det forsvandt, da vi fik luftet ud og Henning fik renset afløbet på badeværelset. Der i øvrigt er med bruser, men ikke har vinduer.

Lejligheden ligger ved trappen ned til poolen, bag en dør ud til gangen og på samme niveau som indgangen. Den har en meget lang, men smal terrasse med hele 3 dobbeltdøre.

Så det var intet problem at blokere den sidste dør (ved soveværelset) med spisebordet.

Lænestolene kom hen foran sofaen, som det også ser ud på Coracaos hjemmeside. På denne måde kan man nyde udsigten fra spisebordet og det står ikke klemt op af sofaen.

Sofaen var bedre end forventet, sengene også, køkkenet virkede aldeles spritnyt, men havde sjovt nok ikke opvaskemaskine.

Kun de to, gamle stribede stole var lidt bedagede, men denne lejlighed får jo også en opgradering på et tidspunkt.

Her er mega god skabsplads og lejligheden virkede rummelig, også mere end 101 (der er vores eneste sammenligningsgrundlag indtil videre).

Så jeg var vældigt fornøjet om end lidt skuffet over, at der ikke var sol, da vi kom, eftersom
altanen både vender mod syd og vest. Men bygningen ligger jo ikke præcist nord/syd.

Udsigten er fantastisk, man kan sågar se havet og landskabet til højre mere end fra 101.

Nr. 200 ligger ud til fællesterrassen, men den bliver vist ikke så meget brugt, og intet problem.

Lejlighed 102

I uge 2 prøvede vi for første gang en 1-værelses lejlighed. Var lidt bange for, at den ville føles trang, ikke mindst efter at have boet i den rummelige nr. 200. Men det var slet ikke noget problem. Vi kunne godt lide, at 102 ligger, så den har terrasse i stedet for altan og udsigten er stadig super.

Lejligheden er renoveret og det føltes som en stue, der var rar at opholde sig i. En Coracaoer brugte ellers det sjove udtryk, at hun foretrak 2 værelses lejligheder, for hun ville “ikke sove sammen med stegepanderne”. Men kan faktisk godt forstå, at 1-værelses lejlighederne er populære, eftersom de kun koster halvt så mange klip som de 2-værelses.
Men ind i mellem kan det være svært at afkode, hvad der regnes for 1- og 2-værelses, da nogle ettere reelt har særskilt soveværelse. Men fred med det, ikke noget problem for os.
Nogen kan synes, at lejlighederne i hovedbygningen med terrasse kan virke en smule kælder-agtige, og man går da også ned ad en trappe dertil, men ikke noget problem i praksis.

Vi var meget ude at spise i uge 2, så vi levede fint med, at der ikke var opvaskemaskine i det lille, men ellers fine køkken.

Også her følte vi trang til at omindrette lidt. Det lille spisebord blev anbragt midt i rummet og dermed foran køkkenet og med udsigt over byen. Standardopstillingen virker noget klemt og rummet udnyttes ikke optimalt. Lænestolen kom til at stå på spisebordets plads og dermed var der også udsyn fra denne. Man kan heldigvis gøre, som man vil, og det tager ikke mange sekunder at rykke tilbage igen.

Indtil videre er vi nok mest fan af 100-lejlighederne, både 1- og 2-værelses, men vi har til gode at prøve fløjen, der ligger øst/vest. Den kan sikkert også noget, ikke mindst pga. de 2 terrasser og både morgen- og aftensol.

Badeværelset er med badekar og uden vinduer. Det havde været optimalt med bruseniche og et vindue. Men det fungerede fint.

Samlet set er det for os absolut ikke noget problem at bo i forskellige lejligheder, nærmest tværtimod. Vi er glade for, vi har valgt en fri andel, så vi bedre selv kan vælge uger og så vi slipper for at skulle blive enige med andre andelshavere om indretning mv.

Cykelture

1. Småveje, natur og Alportel

Vi var heldige at kunne låne stedets fine elcykler i 2 af dagene. Dem kunne vi hurtigt vænne os til. Der er kun 2 elcykler, 1 alm. cykel, plus 9 mountainbikes! Det siger noget om prioriteringen her. Forhåbentlig også om gæsternes ønsker. Men vi undrede os lidt over at der ikke er flere, der ønsker almindelige cykler og endnu mere elcykler…

Der er debat om, hvorvidt det er trafikmæssigt sikkert at cykle her i området. Vi følte os vældigt trygge, men forsøgte også at holde os til de små veje. Men f.eks. på N2 oplevede vi, at en stor lastbil holdt sig bagved os i lang tid, inden den mente det var forsvarligt at passere os.

På første tur kørte vi lidt ad N2 mod Alportel, men hurtigt tv og nu ad de fineste, små bitte veje helt uden trafik.

Turen gik bl.a. gennem et smukt naturområde. Her var der grusvej, men nemt og forsvarligt at køre her, også på elcykel. “Trafikproppen” bestod i en flok får, der spærrede vejen for en stund. Men herligt at stoppe op og se på.

Lidt efter så vi en mand, der lukkede sine sorte grise ud. Der er givetvis ikke tale om bevidst øko-dyrehold, men bare om, at man altid har levet sådan og på mange måder stadig lever som for år tilbage. Ikke for at romantisere en givetvis lidt fattig egn, men som besøgende dejligt at opleve fred og ro.

Retur gennem samme område, da vi gerne ville til Alportel og besøge cafeen på torvet. Det var der mange andre, der gjorde, herunder en del fra Coracao – som vanligt.

På hjemturen kørte vi til landbageren uden for Sao Bras og købte et lidt rustikt “pao integrale”. En oplevelse at handle i den lillebitte butik ude midt i ingenting.

Det kløede i fingrene efter at få anskaffet dug og forklæde, som vi kan have liggende i vores tildelte kasser på Coracao. Det var søndag og butikkerne generelt lukkede, men “kineserbutikken” for foden af bakken ned til Sao Bras holder åbent alle ugens dage.
Og ift. duge mv, er sortimentet det samme alle steder, når man går efter noget i den lidt kitschede stil – det hører sig til.

Vi gik derfra med et par klipklapper, et forklæde med kakkelmotiver på, plus en dug med den portugisiske sorte hane og i røde, gule og sorte farver. Passer perfekt til de små grønne udeborde på Corocao.

2. På strejftog til Estoi

Denne tur gik først via Biera Sierra restauranten og ad fine, små veje og “æselstier” til byen Estoi.

Vi parkerede ved kirken og besøgte en cafe.

Derpå rokkede vi hen og så på et tidligere slot, der nu er en Pousada (statshotel). Det så en anelse forsømt ud.

Ud af byen efter ruten, som Google maps foreslog som den bedste på cykel. MEN, MEN, jeg glemte, at jeg skal bruge Outdoor active eller anden lign. app, så jeg kan se, hvad der er egentlige veje og hvad der er grusveje – eller det, der er værre! Vi endte i noget ufremkommeligt og måtte hele vejen tilbage til Estoi igen.

Tilbage på asfaltvej stoppede vi ved en lille cafe i Borderia for at få kaffe, men de havde ingen strøm. Videre via Funchais og ind til torvet i Sao Bras. Ville have kaffe der, men der var lukket, sagde de, selvom der sad flere ved bordene. Nå, det måtte være pga. siesta, tænkte vi. Så til coffeeshoppen overfor, men også lukket. Endelig prøvede vi på hovedgaden, men der var heller ingen strøm. Mærkeligt – nå, men så kunne vi da bare køre hjem.

Tilbage på Corocao erfarede vi, at der ikke var strøm i hverken Portugal, Spanien eller Frankrig! Det lød jo ikke godt og man tænkte straks om det var noget “grimt”. Så var vores kaffe jo pludselig ikke så vigtig…

Vi led dog ingen nød. Aftensmaden kom til at bestå af de gode sager, man/vi altid har på lager sydpå: flutes, skinke, ost, oliven og pesto, her suppleret med carpaccio med
ruccola. Vi fandt et fortryllende sted på en bænk bag ved hækken th for indgangen til Coracao. Her er der den smukkeste udsigt, både til landskabet i baggrunden, men også til blomster og frugttræer på Coracao.

Det blev lidt “vores sted” på hele ferien og vi så ingen andre der i den periode. Så måske skulle jeg slet ikke røbe det her…

Strømmen kom i øvrigt igen kl ca. 22;30. Vi hørte fra venner, der ferierede i Malaga, at der her havde været hamstringstendenser i butikkerne. Det slap vi heldigvis helt for at opleve.

Cafeer og Spisesteder

Vi fik prøvet en del steder, nogle gengangere, andre nye.

La Menta
Vi var en del sammen med et par, vi kendte lidt i forvejen, da de har sommerhus tæt på os. De tog os med til frokost på dette, lidt ydmyge sted, der ligger lidt nord for Coracao.

Næsten alle spisende var arbejdere, der skulle have frokost, inkl godt med vin. De venlige servitricer talte lidt engelsk. Vi fik sværdfisk, vin, dessert og kaffe. Det hele for sølle 26 euro for 2 personer!
La Menta er beskrevet som et lokalt sted i et arbejderkvarter. Virkeligt sjovt at prøve og igen et eksempel på noget, man ikke ville finde, hvis man bare var på engangsferie. Her kommer vi gerne igen.
10 Cantos

Et tapassted i den pænere ende, midt i Sao Bras. Populært blandt Coracaoer, kunne vi se.
Hyggeligt indrettet og lidt anderledes og afslappede tjenere i kulørte skjorter. Hørte det skulle være drevet af 6 venner og tidligere universitetsstuderende, der ikke lige havde fået job og nu forsøgte sig med restaurantdrift, men ved ikke om det er rigtigt.

Vi var der 2 gange, begge med vores venner. Begge gange blev der fyldt pænt op, men kun i den ene afdeling. 2. gang sad vi alene i den anden afdeling, da der er få 4 -mandsborde i den primære afdeling.
Første gang kørte vi med deleretter, som stedet lægger op til. 2.gang mere med retter til den enkelte. Begge gange fik vi 2-3- retter pr person og 2 flasker vin. Prisen var vist ca. 450 danske kroner for 2 personer.

Maden var fin, men af lidt svingende kvalitet. Om det var tilfældigt, eller fordi det er noget særligt at komme et sted første gang, ved jeg ikke. De kalder det selv fusionskøkken. Og en del af det var spændende og velsmagende, andet lidt mere “træt” i det. Nok især anden gang.

Begge gange gik vi derned og bad stedet om at bestille en taxa hjem. Det lykkedes – vist med hiv og sving den ene gang. Nogle (alle?) gange kommer taxaerne fra f.eks. Faro eller Tavira og så er det ikke meget de får ud af en tur, der kun går op til Coracao., Men vi oplevede kun venlighed og gav også drikkepenge. Dels var prisen kun ca. 7 euro, dels er det godt at vi fra Coracao står os godt med den lokale taxabranche. Når man har kartet rundt hele dagen og slutter med at gå ned til byen, kan det være dejligt at blive kørt op ad bakken hjem, ikke mindst når det er mørkt.
Restaurante Ysconderijo

Det blev også til et dejligt gensyn med dét, der går for at være Sao Bras´ fineste restaurant. Til trods for det lidt pudsige indre – der er en blanding af et forsøg på at lave noget lidt eksklusivt og så noget, der virker næsten kitschet, – er det et rart sted at være og personalet er ikke spor opstyltede.

Vi var der med vores gæster, der også var begejstrede for stedet. Jeg fik – som sidste gang lammeryg, der nu i praksis var lammekoteletter. En kæmpestor anretning i – mildest talt – kulørte farver. Det må være en farverig kok, de holder sig. Men absolut velsmagende.

Kammuslinger til forret var også lækkert. Her kommer vi absolut igen – forestiller os et besøg, hver gang vi er på Coracao.
. Cafe Dos Mestres i Fuseta

På anbefaling spiste vi frokost på dette sted, på vej hjem fra Tavira. Et uprætentiøst sted med plaststole, placeret mellem vejen og kanalen. Nogle steder med biler foran kanalen.

Men tag ikke fejl, maden er fremragende. I hvert fald hvis man er til grillet fisk og skaldyr.
Det regnede ind i mellem, mens vi var der, men grundet store parasoller undgik vi at blive våde. Det var sent ift. frokost, ellers kunne det have været svært at få plads.

Henning fik to store, hele, grillede sprutter. Jeg fik et fantastisk spyd med både de allerstørste rejer og lækker fisk i baconsvøb. Plus grillede grøntsager, alt sammen lækkert. Dertil fritter og salat og til kun 18 euro.

Vores gæster var med og var også vilde med maden. Der kommer vi absolut tilbage. Ligger ca. 1/2 times kørsel fra Coracao, så det bliver et frokoststed. Der er også indendørs servering,

Jeg kan forestille mig, det er et godt sted at komme på en varm dag, hvor man kan blive kølet lidt af og evt. tilbringe lidt tid på stranden. Den slags er dog ikke os, men vi har heller ikke tænkt os at frekventere Coracao om sommeren.
“Bomhuset” – Casa da Barreira

Vores værter fra første besøg lærte os dette sted at kende. Det kan man ellers nemt overse, men det ville være synd. Et lille sted, der kun har åbent til frokost (11:30 til 16:30).
Ganske få borde hhv. inden- og udenfor. Den lille gård, der nogle gange er åben, var lukket alle gange, vi har været der. Værtinden er venlig og taler engelsk. Stedet ligner lidt en nedlagt købmandsbutik med grønmalet disk. Vi har mest fået kaffe og øl/vin her, men en enkelt gang fik vi en let frokost.

Vi var 4, der først delte en tallerken med ost, skinke og pølse, samt godt brød og gode oliven. Plus vi to og to delte en bruchetta med bagt gedeost med figner og valnødder – lækkert. På den måde var der stadig plads til aftensmaden, som ellers er vores hovedmåltid. Spiser vi (sen) morgenmad, er der normalt ikke plads til frokost. Men så melder småsulten og den søde tand sig så ofte om eftermiddagen…

Jeg kan rigtigt godt lide dette sted, der ligger i den gamle bydel, men lidt gemt af vejen. Det er vist ikke så meget de lokale, der kommer her.

6. Sociedade Recreativa Alportelense
Tidligere har vi fået at vide af garvede Coracaoer, at det er klogest at holde sig til toast og omelet på stedet.

Men da dette allerede var afprøvet, forsøgte vi os med stegte blækspruttearme, som vi havde fået i lækker tempurastegt udgave på “10 Cantos”. Her var det – ikke overraskende -tørre, frysepose-udtagede stykker, serveret med pomfritter. Så kan vi lære det…

På vej ud spottede jeg tre lokale mænd, der sad med en stor skål små snegle, som de fiskede op én efter en og sugede indholdet ud af. Jeg så tilpas interesseret ud og blev straks tilbudt at smage. Det smagte af lunkent saltvand og snegl. Jeg kan faktisk godt lige snegle, som vi spiste mange af i vores unge dage, men da var der godt med smør, persille og hvidløg oveni. Denne “rene” vare var ikke lige mig og da det var følehornene jeg først fik suget ud, var det ikke en speciel rar oplevelse, Følte næsten sneglen var levende. Men venligt af herrerne. Flere steder, bl.a. på markeder så vi store dynger af disse små snegle, der åbenbart er en specialitet her.

7. Wafleria
På en forblæst og lidt regnfuld dag, hvor vi skridtede rundt i Sao Bras for at lære byen at kende i detaljer, kom vi forbi et “vafleri” Det var beliggende lidt fra det inderste centrum og indrettet i moderne stil.

Fik en god cafe latte/cappuchino samt vaffel/crepe med is, karamelsovs og jordbær. Det blev til 15 euro. Der kunne jeg godt finde på at komme tilbage, hvis vejret ikke er for godt, for det var et indendørs sted.

8.Cafe i Tavira

Dette sted er såmænd blot en helt almindelig turistcafe lige midt på torvet. Det var dog den utroligt servicemindede og oplagte kvindelige servitrice, jeg vil huske dette sted for. Tænker faktisk hun var englænder. Deres kaffe er også fin (baristakaffe) og deres bagværk også ganske fint. Et godt sted at sidde og kigge på folkelivet, da cafeen er beliggende midt på torvet. Der blev talt engelsk næsten ved alle borde.

9. Cafe Vitoria i Alportel

Vitoria havde lige åbnet og forsynede os med flere toasts end vi egentlig havde bestilt. Hun synes åbenbart ikke, de var store nok.

10. Fatimas cafe, der egentlig hedder Tesouros da Serra

Et fint pipstop på vej til eller fra Alportel. De har de fineste kager, nogle lavet af Johannesbrødmel. Vi fik kaffe con leite (min smagte sært – havremælk?) og nogen fik portvin.

Gå- og vandreture

1. Alportel via korkege-lunden

Første gåtur var en af “klassikerne”. Turen gik direkte fra Coracao via korkege-lunden, op ad bakken forbi fårene/gederne i indhegning og til andelsfællesskabet Casa D´arte.

Denne dag fik vi lov at gå igennem dette andelsfællesskab, så vi kom ud midt i landsbyen Alportel.

e

´Byens anden cafe skulle besøges for første gang og på vejen hjem besøgte vi “Fatimas cafe”.
Den tur kommer vi til at tage mange gange, er jeg sikker på. En rigtig fin tur.

Denne tur gik vi 2 gange under dette besøg. Anden gang med vores nyankomne venner. Og denne gang med flere voldsomme byger undervejs. Ikke så fedt, når man gerne vil vise sit dejlige sted frem for venner, der lige har forladt et sommerligt Danmark…
Men jeg er vild med “sletten” med de mange stengærder neden for Coracao, på vej til Alportel.

Ankommet til torvet i Alportel, blev det tørvejr og vi ville prøve at sidde ude. Personalet gjorde os opmærksom på, at det nok ville begynde at regne igen, men vi var optimistiske. Det holdt så ikke stik, 2 min efter pølsede det ned igen. Så fik vi i stedet prøvet stedet indendørs…Personalet grinede – med god grund – lidt af os.
Praktisk, man på hjemvejen kan tage en kortere tur, så der kun er ca. 40 minutters gang.
Fra Miguels sted i bjergene hjem til Coracao

Efter 1. maj arrangementet førte Marianne os trygt hjem til Coracao ad en flot rute, der bl.a. fulgte “biodiversitetsruten”, som den kaldes. Den skal jeg sætte mig mere ind i.

Jeg var glad for, jeg havde taget rigtige vandresko samt vandrestave med, for turen endte med at tage næsten 2 1/2 time. Den var kun på ca.6,6 km, men gik gennem smukt landskab. 3 steder skulle vi krydse en bæk eller noget vand, der løb hen over en bro.

Enkelte fik våde fødder og ikke alle var forberedt til denne gåtur ift. fodtøj. Den vil jeg også gerne gå igen, men skal helst være som en rundtur.

4. Vandretur fra Fonte Férrea

En af dagene var vi hele 24 Coracaoer, der drog afsted på vandretur. Vi mødtes kun ca.6 km nord for Coracao, ved Fonte Ferrea, lidt længere ude end Alportel. Et sted, hvor de lokale griller om søndagen og et smukt sted med en bæk, borde, grill og et lille, nyrenoveret cafested , der sågar solgte lidt mad.

Marianne, der er garvet Coracaoer, guidede turen, som hun ikke havde gået siden sidste år. Der var siden opstået nogle fyldte vandhuller undervejs pga. den megen nedbør. De var ikke ”farlige” med vandfald eller lign. men der var nogle steder lidt dybt, så man kunne nemt få våde sko.

En herre mistede balancen og endte helt på ryggen. Det så lidt dramatisk ud, men han kom ikke til skade. Og venlige meddeltagere fik hjulpet ham op igen. Den ene fik dermed våde sko, og så kunne han lige så godt stille sig ud i vandet ved hvert sted, der var problemer. Det kan kaldes service!

Vandrestave var i høj kurs på denne tur. Det gik først en del op, andre steder ned, nogle steder ligeud. Men fantastisk flot hele vejen, med blomster i massevis og smukt landskab. Senere gik vi ned gennem en blomsterdal.

Kun ca.5 km, men føltes længere, pga. de mange “vadesteder”. Som på de andre guidede ture, vi har været på, gik snakken super godt og jeg fik snakket med en masse flinke folk. Det er en af de helt store fordele ved et fællesskab som Coracao. Jeg nød for en gangs skyld ikke at være den, der skulle vise vej. Men håber omvendt at vi engang kan være guider på en tur, så vi også kan bidrage med noget.

5. Tur til Ruis Steakhouse

Her var vores “sommerhusvenner” guider og vores gæster var også med, så vi var 6, der drog afsted. Gik ned ad hovedindkørslen og over N2 og op th mod Miradouro. Endte ved Ruis steakhoause. Cafeen var mod forventning lukket, men åbnede mens vi sad der.

Hjem af en variant med mindre stier, meget smuk tur og ingen vandløb! Så den vil jeg bestemt have på listen. 9 km i alt.

6. Tur i Parque de Merendas ved São Bartolomeu de Messines

Vores gæster ville også gerne bidrage med en tur, og da vi jo stadig er novicer ud i vandreture hernede, takkede vi straks ja. Der var lidt langt derhen, men køreturen værd. Ad motorvej tog det en god time, men vi kørte ud ad mindre veje, hvilket tog 1 t og 20 min. Google maps siger hhv. 47 og 58 min. Vi gik 9-10 km.

Vi startede ved en smuk sø, kom forbi en forladt kirke, hvor vi holdt “appelsinpause” og i det hele taget var turen smuk og afvekslende.

Pga. den megen nedbør i foråret fik vi dog også udfordringer, da vi skulle under en togbro. Vejen var helt oversvømmet, nærmest en flod.

Vores venner er ikke bange af sig, så vi endte med at kravle op til togskinnerne og krabbe os over broen via en lille afsats, der var på ydersiden. Ikke lige min kop te, men jeg gjorde det!

Hvis man gerne vil prøve nye steder lidt længere væk fra Coracao, er denne tur absolut anbefalelsesværdig. Men nemmere, hvis man bare kan gå under broen…

Andre oplevelser

Fado-aften ved Museet

Allerede på den første hele dag på Coracao var der Fado-aften på museet. Det måtte vi straks deltage i. Der er medlemskort til museet i receptionen, og med et sådant i hånden kom vi ind for kun 5 euro pr person. Vi var der i rimeligt god tid og fik super fine pladser med næsten fuldt udsyn.

Der var 3 musikere og 6 sangere, der optrådte på skift og til sidst sammen. En blanding af unge og ældre og mænd og kvinder. En rigtig fin oplevelse. En del af sangene var mere “glade” sange, end vi havde forventet.

En meget talende konferencier sagde en hel masse, som vi af gode grunde ikke forstod. Dette var en aften for de lokale, men der var også et par andre hold fra Coracao.

2. På “skønhedssalon” i Sao Bras

Sammen med min “sommerhusven” besøgte jeg Beatrices ret nyåbnede beautysalon. Beatrice, der er portugisisk, var gravid med barn nr. 2 og skulle føde til oktober. Hun taler lidt engelsk og vil gerne øve sine færdigheder og fortælle om sit liv. Der er desuden 2 assistenter, begge fra Brasilien. De taler intet eller kun en smule engelsk, men alle er søde, smilende og venlige og der er en god og humoristisk stemning i salonen. At Beatrice så var kommet til at booke os begge til samme tidspunkt, grinede vi bare af, og en af assistenterne trådte straks til.
Jeg fik en uhyre grundig omgang pedicure, der tog over 2 timer og kun kostede 25 euro.

En anden dag besøgte jeg stedet, der hedder “BM Beauty Space” igen, denne gang med den ene af vores gæster i uge 2. Her fik jeg – for første gang i mit liv – manicure. Diskret udgave med egne negle og “naturfarve”. Det kostede kun 18 euro og tog en time. Følte det særdeles rimeligt at runde op til 20.

Det er ikke sidste gang, jeg kommer her. Tænker tværtimod, det skal være mit stamsted. Og man betragtes også nærmest som stamkunde allerede 2. gang. Normalt går jeg ikke til den slags, men det er billigt her sydpå og det er en sjov oplevelse at snakke lidt med de lokale. Når vi kommer tilbage til oktober, er Beatrice så på barsel, så må vi se, om jeg kan kommunikere med de andre.

Der er rigtigt mange af den slags saloner i byen, men min ven havde oplevet, at det var svært at komme til, hvis man bare kiggede ind. Det er der større chance for her hos Beatrice, der først er ved at opbygge en kundekreds. Herved en anbefaling.

2. Orientering om husudvalgets renoveringsprojekt

Inden fredagsbaren var der den første uge orientering ved Mette Lis. Hun er arkitekt og er tilknyttet renoveringsgruppen som konsulent. Der er ikke tale om den store renovering, men mere om møbler, lamper, hylder, puder osv.
Det var fint at få styr på planerne. Jeg fik tilkendegivet, at det er dejligt nogen vil påtage sig denne tjans, så vi ikke alle skal forholde os til, om en sofa skal være blå eller grøn…

3. 1. maj arrangement
Mødestedet nord for Sao Bras var et fantastisk sted med en forrygende udsigt.

Værten Miguel er en mand, der har en isbar nede i byen (som folk i øvrigt anbefaler). Han har tidligere stået for mere eller mindre faste arrangementer på Corocao, men det gik i sig selv. Det var med mad og musik, men der blev til sidst for lidt mad, så samarbejdet stoppede.
Nu har Kulturudvalget fået kontakt til ham igen og havde fået ham til at stå for dette 1.maj arrangement.

maj er noget man fejrer meget hernede og det med picnic i naturen. Der ville dog blive for lidt plads på det picnicsted, som de lokale selv bruger, så det blev i stedet hos Miguels sted på landet.

Der er ikke et hus, men et område med søer, han selv har fået lavet, Her er sortsvin, høns , bier mv. og vi startede med at gå ned og se hans “farm”.

Ellers var der dækket op oppe på toppen. Maden endte med at komme i en lind strøm, men vi vidste ikke hvor meget og hvornår, så ikke optimalt. Det var Miguels venlige familie, der vartede os op, inkl hans kone, der er viceborgmester i Sao Bras.

Vi var ca.35 til frokosten, og ca.17, der gik hjem ( se vandretur 2). Der var nok lagt op til en større og længerevarende fest, for der var stillet en masse spritflasker op. Men for de allerfleste var det fint med en frokost og så hjem igen.

Prisen på 40 euro er relativt meget hernede, men jo ikke voldsomt i danske øjne. Skrev dog i evalueringen at mindre mad og drikke og en lidt lavere pris ville have været fint.

4. Byens bibliotek

På skiftedagen, hvor vi desværre måtte vente helt til efter kl 15 med at få vores nye lejlighed, besøgte vi bl.a. byens bibliotek, sammen med vores venner, der lige var ankommet. To af os er bibliotekarer, så der blev set med faglige øjne på stedet.

Biblioteket er stort, set ift. byens størrelse, men alle hylder var stopfyldte.
Vi snakkede lidt med bibliotekaren, der sagde de havde alt for lidt plads. Jeg svarede at de jo så måtte kassere nogle bøger, men det fik jeg ikke rigtigt respons på. Et lokale rummede store leksika, som vi i Danmark ville have smidt ud for længst.
Men et typisk bibliotek på disse kanter, hvor man ikke er så langt fremme med det digitale som i DK. Masser af fysiske bøger, udlån af videofilm og lign, som også for længst er en saga blot i DK. Men pænt og nydeligt, uden at være prangende.

5. Shopping

Jeg er absolut ikke den store shopper, men som farmor til et enkelt barnebarn, skal jeg da altid liiige se, om der skal noget med hjem, Denne gang blev det gik den fineste, smocksyede sommerkjole, som jeg købte i den eneste butik i Soa Bras, jeg fandt, som (bl.a.) solgte børnetøj. Og det i den pænere ende. Kjolen var da heller ikke gratis efter sydeuropæisk standard, men kostede dog kun 39 euro, ca. 285 kr. Ellers noterede jeg mig, at børneskechers kostede ca. 280 kr, hvilket er en del billigere end i Danmark. Og der er flere skobutikker i Sao Bras.

5. Tavira

I lighed med vores første besøg på Coracao tog vi en halv dag i den nærliggende by Tavira.

Og foretog os næsten de samme ting: slentrede rundt i byen og op til casteloet, hvor der er en fin lille gårdhave og flot udsigt.

Cafebesøg og denne gang også besøg i en keramikforretning, der tilsyneladende både solgte masseproducerede varer og kunsthåndværk. Overvejer at købe et par sæt fine, malede tallerkner samt ditto kopper mv, som vi kan opbevare i vores kasser. Men som ofte skal jeg lige overveje, og så er servicet på Coracao sådan set vældigt fint med en lille, farvet bort i kanten.

Der er langt flere turister i Tavira end i Sao Bras, men Tavira er fin til et halvdagsbesøg. Vi var tæt på at tage en 2 timers bådrundfart fra havnen, men den var lige sejlet, da vi kom. Det kunne være en ide til en anden gang.

Sao Bras

Sao Bras er en helt almindelig by med ca. 10.000 indbyggere, uden souvenirbutikker og store horder af turister. Den nyere bydel med den lange hovedgaden er ikke så spændende, men der er en fin, gammel bydel også. Der dog visse steder ser noget forsømt/fattig ud.

I Sao Bras er der butikker af alle slags samt et marked, der stadig er for de lokale.

På denne tur fik vi virkelig skridtet byen af og “fik mærket på alle kaklerne på husene”, som jeg havde set frem til.

På byens torv kan man aflæse sæsonen eller det, der skal markeres. Da vi var der i november, var der et ret så gyseligt stiliseret juletræ, denne gang en ditto kæmpe nellike, da vi var tæt på årsdagen for Nellikerevolutionen. Det var her Portugal i 1974 overgik fra diktatur til demokrati.

Fællesspisning med foredrag/underholdning – samt fredagsbar

Vi deltog i begge fællesspisninger. Den ene alene, den anden sammen med vores gæster i uge 2. Det ligner altid en million, når man fylder et bord med forskellige retter.

Første gang var der foredrag med udlandsredaktøren fra Børsen, der var gæst på stedet.
Han gav 4 nedslag i Ukraine og fortalte om konkrete personer, han havde interviewet. Fortalte desuden noget mere overordnet om Trump. Altid en fornøjelse at høre på folk, der har noget på hjerte.

Anden gang var der ikke foredrag, til gengæld var der 2 herrer, der underholdt på guitar. Der var bl.a. fællessang. Sebastians “Du er ikke alene”, gjaldede ud i salen fra os fortrinsvis ældre modeller, der for en stund kom tilbage til vores ungdom…

Vi deltog også i fredagsbaren begge uger. Den ene fredag i spisesalen og her deltog ikke så mange. Den sidste fredag var der rigtig godt fyldt op på nordterrassen, for vejret var fantastisk. Vi kunne forstå, det var første gang i år, der var basis for fredagsbar udendørs.

Vejret

Vejret var blandet i de 2 uger, vi var der. I den periode – og ugerne op til – var det som om, der var byttet rundt på Skandinavien og Sydeuropa. Tror næsten, man havde bedre vejr derhjemme, i hvert fald i perioder. Men vi skal ikke klage. Vi havde bestemt også rigtigt dejligt vejr og jeg foretrækker ubetinget lidt køligt vejr frem for for varmt. Kan jeg få ca. 21 grader og lidt sol er det optimalt for mig.

Men tidspunkterne med regnvejr kunne vi godt undvære. Omvendt var der aldrig tale om heldagsregn, som der ellers havde været lige inden vi kom – og det i dagevis, for ikke at sige ugevis. Men den megen nedbør medførte til gengæld et fantastisk frodigt landskab og en blomsterpragt uden lige. Det var skønt at opleve og så tager vi gerne lidt regn med. Dét med at ligge på stranden ligger slet ikke til os og man kan jo også gå tur iført regntøj, om end det ikke er helt så sjovt.

Coracaos mange herligheder

1. Poolen
Ser vi udelukkende på selve Coracao, er der faktisk meget at se på og foretage sig. “Hovedattraktionen” er nok poolen, der er meget flot og med en fantastisk beliggenhed. Her er udsigt over Sao Bras og ned til kysten. Ofte er her vandgymnastik om morgenen, men ikke i den periode, vi var her sidst.

Den er stor nok til man kan tage en svømmetur. Der gøres meget for, at der ikke skal hældes for mange kemikalier i, så det er god skik ikke kun at bruse sig ved poolen, men at tage et regulært bad hjemmefra inden.

Der er masser af liggestole og ingen kapacitetsproblemer, mens vi har været der. Kan dog godt forestille mig en hed sommerdag…

2. Tennisbanen
Vi spiller ikke tennis, men dejligt, der er denne mulighed. Lejlighederne i øst/vest fløjen har fornøjelsen af tennisspillet , når de opholder sig på vestsiden, men det er sikkert kun sjovt at opleve. I den ene uge var der en herre, der tilbød undervisning i en lettere form for tennis. Det kunne sådan set have været fint at prøve. Men det kneb med tiden og med mit (manglende) boldøje ville jeg med garanti få ramt alle, der nød livet på deres vest-terrasse…

3. Haven
Jamen altså, hvor er den smuk, ikke mindst som vi oplevede den på denne tur. Jeg er ikke havemenneske (elsker dog mine 80 beplantede krukker i sommerhuset), men kunne virkelig gå rundt og nyde blomster, frugttræer mv. – samt stedets vinmark.

Desuden de vilde blomster uden for selve haven.

Denne blomst sås overalt på bjergskråninger i naturen. Nogen kaldte den vist Algarves rose.

Kunne være sjovt at lære nogle blomsternavne at kende. Der ligger en fin bog i biblioteket, der fortæller om haven på Corocao. I den kan man bl.a. også læse om stedets fugle- og dyreliv. En dag spottede jeg den flotte hærfugl, der åbenbart holder til på plænen ved parkeringspladsen. Fik den ikke foreviget, men har tilladt mig at låne et billede fra nettet.

4. Alt det andet på Coracao
Golfudstyret er noteret, men ikke noget, vi dyrker. Cyklerne er allerede nævnt. De har et fint rum og bliver fornemt passet.
Indretning af Nordgrunden er i proces og der er en mindre legeplads, nok oftest i brug i skole- og sommerferier, hvor Coracao mere fyldes med børnefamilier.

Der er 3 rum med opbevaringskasser. Henning støvede samtlige rum og kasser igennem, så vi kunne genbruge den tidligere andelshavers kasser (andel 11-1). Det var sjovt nok de allersidste, han kom til…

Det nye fælleskøkken ser fint ud. På fællesmødet blev der opfordret til, at nogle meldte sig til at “svæve over vandene” her, bl.a. ved at tjekke/tømme opvaskemaskine og tømme skraldespande. Det meldte vi os til i begge uger. Det første gav intet arbejde, det andet var godt at få gjort, ellers kunne der ligge affald i mange dage.

“Holger” – det døbte vores gæster straks den fine espressomaskine, som vi hørte havde tilhørt en tidligere Coracaoer, Holger, som var meget knyttet til stedet – og sågar ligger begravet i haven! Så mange gange stillede vores belevne gæster med 2 kopper friskbrygget kaffe, lavet på “Holger”. Oven i købet bankede de en morgen på med en kurv med friskbagte boller (lavet fra bunden)! De må gerne besøge os igen…

Der kunne nævnes mange andre ting, herunder er der et mindre aktivitetsrum på bedding. Det giver dog lidt sværdslag, når mange interesser skal tilgodeses og der kun er få kvm til rådighed. Jeg tror ikke, vi bliver så flittige eller langvarige gæster på Coracao, at vi vil begynde at anvende et sådant rum. I hvert fald ikke til individuel træning. Men er der f.eks. Yogalignende undervisning af kyndige Coracaoer, er jeg på.

Der er meget andet at skrive om, men det må blive en anden gang. Alene det at snuse rundt inde i det lidt klosteragtige indre af Coracao, er en oplevelse. De fantastiske fotostater på væggene, hvor man fornemmer fortidens storhed, er værd at nærstudere. Og den fine spisesal og ditto opholdsstuer fylder mig med respekt for, at man har bevaret stil og inventar i så vid udstrækning som muligt. Og sætter gang i en indre film om livet på stedet før i tiden.
Må indrømme, at første gang, jeg så stedet, tænkte jeg her var lidt dunkelt og skummelt…

Konklusion

Konklusionen er, at – ja, stedet kunne “bære”. Vi er ikke færdige med at udforske og genopleve alting hernede. Igen mødte vi masser af venlige og spændende mennesker og kombien af en uge alene og en uge med venner var super.

Og der er en del andre gode venner, der står i kø til enten at være vores gæster eller være gæster uden os på Coracao. Dette fordi, det ikke altid kan passe med vores planer eller der er tale om venner, hvor vi passer hinandens hunde i ferieperioder og dermed ikke kan være der samtidig. Men vi gør meget ud af at formidle fakta om Coracao og sætte folk ind i stedets unikke ånd.

Det var ekstra spændende at besøge Coracao for første gang som andelshavere. På én måde føler vi, vi kender det hele og vi kender efterhånden også en del af de andre andelshavere. Men skulle lige huske at tænke på, at ingen kan vide, hvem der er garvede andelshavere, hvem der er nye og hvem, der er gæster. Havde måske en naiv ide om at vi ville blive budt velkommen på en eller anden måde – ud over at deltage i velkomstmødet søndag.

Man kunne måske tænke sig, at når nogen var nye andelshavere, var der aftalt med en person fra udvalg/bestyrelse eller bare en beboer, at denne tog imod og forklarede lidt. Men vi kan læse os til meget og har jo også været her før, så det gik helt fint uden. Og vi skal huske, at her er der af gode grunde ikke en reception eller ansatte til at tage i mod. Så det er sikkert en umulig tanke at gennemføre i praksis.

Næste besøg skulle have været i november. Lejligheden var booket i 2 uger, flybilletter købt og der var inviteret en ven med. Der var skaffet lejlighed til hende og hun havde også booket fly. Men pga. “lykkelige omstændigheder” har vi fremrykket besøget. Det er så ikke os, der skal have familieforøgelse – sagt for en god ordens skyld! – men ældstesønnen og hans frue, der venter en lillebror til deres Laura medio november. Og det kan Coracao trods alt ikke konkurrere med…
Så med hiv og sving har vi fået booket 2 uger primo oktober. Vi flyver med Norwegian og her kan man mod et gebyr ændre flybillet.

Vi glæder os allerede til gensyn med Coracao!