28.8. Hindsgavl halvøen
Første stop på turen var Middelfart, bl.a. fordi jeg gerne ville se keramikmuseet CLAY. Besluttede os for at bo på Galsklint camping, der ligger i cykelafstand af byen og flot lige ud til Lillebælt.

God plads, valgte en i mellemprisklassen. Ikke første række, for der var lige så god udsigt her lidt tilbagetrukket. Et dyrere sted end forventet, troede det kostede 246 kr pr nat, men det blev til 671 i alt med hund, strøm, administrationsgebyr mv.

Vi gik en mindre tur med Nanna langs klinten og ind i dyrehaven.

Spiste ude – grillede. Dejligt sommervejr og helt stille – en rigtig god start på turen. Det var super at sidde og kigge på den livlige skibstrafik, det kunne vi godt bruge noget mere af i Skovgårde.

29.8. Middelfart
Dejligt ikke at skulle rykke teltpælene op. Gik en dejlig tur med Nanna hen til Hindsgavl og rundt i skoven, hvor vi så en del råvildt.

Der var smukt omkring Hindsgavl og ved resterne af det oprindelige slot.

Vejret var skønt og sommerligt.

Vi har været på Hindsgavl en del gange, og glædede os over, det ikke var os, der gik rundt i området og havde “walk and talk”, som det var tydeligt der var andre, der var på med deres arbejdsplads.

Vi cyklede derpå ind til Middelfart, nu i skyet, men lunt, vejr. Der var Klimafolkemøde, som en ven havde informeret om, ellers var vi nok blevet lidt forvirrede over al den ståhej.

Mange mennesker, men ikke så mange som til folkemødet på Bornholm, tror langt de fleste var der som aktører. Men jo al ære værd at stable en sådant arrangement på benene.
Ingen af os kendte byen særlig godt, mest Kulturøen, som vi var inde og se igen. Fik cappuccino og cheesecake på en cafe på hovedgaden.

Om aftenen var det stadig lunt og stille, så vi spiste igen ude.

30.8. Assens
På vej videre til næste stop i Assens måtte vi lige forbi Baks bageri i Middelfart for at købe en bakke af deres berømte romkugler. Der er sandelig nogen, der lever højt på den ide med luksusromkugler.

På vores allerførste campertur i 2021 boede vi på Assens Marina, og den gode oplevelse ville vi gerne gentage. Selvom vi ankom godt middagstid, var der godt fyldt op.

Fik dog en fin plads i 1. række med lidt græs og udsigt til både lystbådene th og vandet og naturen tv. 190 kr for et døgn. Der skulle købes særskilt havnekort til bad osv.

Nåede at få ca. en halv time med Nanna inden vi cyklede ind til byen og museum Ernst, hvor jeg havde købt billetter til en guidet rundvisning.

Vi blev vist rundt i en lejlighed, der havde tilhørt sølvvarefabrikanten Frederik Érnst. Han havde mottoet: “er det smukt, må jeg eje det”.

Så han samlede på især dyr porcelænsservice, f.eks. Flora Danica, men også alle former for antikviteter.

Lejligheden mindede om mit barndomshjem på Køsters alle, dog gange 10, men alligevel.

En ældre, noget usikker, frivillig dame guidede. Jeg hjalp hende lidt på gled med udtryk som piedestal og vitrine. En superfin oplevelse, synes Henning heldigvis også – jeg elsker den slags.

Ernst var homoseksuel, hvilket alle vidste, men som alligevel skulle være tys tys. Men man fandt i et dødsbo på Falster breve, der bekræftede det. Der var desuden udstilling om fabrikken nedenunder lejligheden samt en italiensk inspireret have. En billet kostede 170 kr inkl rundvisning.

Byen virkede noget død her lørdag eftermiddag, så vi cyklede hjem og gik tur igen med Nanna. Hen til de menneskeskabte søer, kaldet “Jordsøerne”, med jord fra skyllede roer fra Sukkerfabrikken. Fint område, ingen mennesker og meget hundevenligt.

31.8. Helnæs
Nu gik turen til Helnæs, hvor vi parkede efter dæmningen og gik turen ved Bobakkerne og Djævlebakken. Vendte dog om undervejs og gik samme vej tilbage, da der var mange køer i indhegningen, og vi skulle lige forbi dem. De så nu aldeles fredelige ud, men alligevel.

Det blev til 3,6 km, men tog vist ca. 1 1/2 time…

Videre til Fyret, hvor man kunne parkere, men ikke så oplagt at være der en hel eftermiddag. Vi havde nemlig fået lov at sove ved Helnæs Mølle, hvor vi skulle spise.

Så efter lidt sondering, videre til p pladsen ved Fiskerhusene, forbi campingpladsen. Der var fint at være og vi startede med at gå ned til vandet.

Senere gik vi en pænt lang tur langs husene og op ad en trappe, vi aldrig havde fundet, hvis det ikke var for appen Outdoor active.

En lille sti fulgte kanten af skoven og retur lidt længere inde i skoven. Et meget fredeligt og nok ret ukendt område for de fleste.

Vi kørte så op og parkerede for natten ved restaurant Aks i Helnæs mølle. Det var et kup!
Og selve restaurantbesøget overraskede også positivt.

Meget hyggeligt lokale, hvor vi fik et bord ved vinduet med udsigt til vandet.

Der var en del gæster, men stille og roligt.

De unge piger, der serverede var søde og venlige. Maden rigtig god og vinen ligeså.

Vi fik en sjov og både minderig og mindeværdig snak om livets årtier og kunne begge konstatere, at den 3. alder virkelig KAN noget! En super aften.


1.9. Fåborg
I dejligt sensommervejr fortsatte vi til Fåborg, hvor vi indlogerede os på campingpladsen lidt uden for byen. Fin, kuperet plads, men dog ikke havudsigt. Til gengæld i gåafstand af Svanninge bjerge. De reneste toiletter ever.

Vi gik tur med Nanna i bakkerne, 2 timer, og jeg plukkede også lidt brombær. Det er helt vildt, hvad der er af disse lige nu! Nu skyet, men lunt.

Vi ville gerne have set de fynske malere på Fåborg museum, men desværre var det lige præcist mandag og dermed lukkedag. Til gengæld var der i bakkerne stillet nogle store rammer op, så man kiggede på landskabet som om det var et maleri.

Det skulle blive regnvejr om eftermiddagen, så vi tog tegntøjet med i rygsækken, da vi cyklede ind til Fåborg.

Stillede cyklerne inden for Vesterport, hvor der lå et særdeles velbesøgt bageri / konditori, så vi sprang til, da der lige var et enkelt ledigt bord udenfor.

De lækreste og flotteste kager, der fristede meget og dertil en god cappuccino.

Derpå ville vi gå rundt i byen, men så kom regnen planmæssigt. Så vi skulle have gået rundt først… Oppe på torvet gik vi ind på et sted, “Ikosda”, et sjovt sted, der er indrettet, så forskellige iværksættere kan afprøve drømmen om at drive cafe eller restaurant. På vej hjem så vi dog lidt af byen og de gamle huse.

Så cyklede vi hjem i slaskende regnvejr….
2.9. Tåsinge
Dagens tur gik til Tåsinge, hvor vi først parkerede ved havnen i Troense.

Her gik vi en mindre tur, bl.a. ad Grønnegade med de mange gamle bindingsværkshuse og ad en sti retur til havnen. Nu dejligt solskinsvejr og lunt.

Videre til Valdemar slot. Skulle ikke se slottet, der jo er rippet for inventar pga. familie stridighederne.

Men parkerede der og gik med Useum appen podwalk med mysteriet om Elvira Madigan og Sixten Sparre. En lang tur ud til og gennem Nørreskoven, men fin tur, når man lige havde vænnet sig til det lidt langsomme skuespillertempo.

Faktisk vældigt interessant med den nye tese om deres forhold: var det ikke så frivilligt og romantisk som hidtil antaget? Blev hun presset til at rejse med ham og til at gå i døden?! Sixtens oldebarn har forsket i sagen i mange år og tror, han blev inspireret af et lign. mord og selvmord i de finere kredse i Østrig. Han var forgældet og havde ingen fremtidsudsigter, men havde et stærkt ønske om at blive husket for eftertiden. Det blev han så også!

Elvira var måske først betaget og forelsket og blev lovet en fin tilværelse som gift frue med eget hjem med plys og klunker, men opdagede så måske hans lunefulde gemyt og manglende formue. Interessant og ikke bare en moderne woke fortælling.
Vejret var super, sol og sommer her i september, herligt.

Retur til camperen besluttede vi at køre til den nærliggende campingplads, Camping Svendborg sund. Et super fint sted, hvor vi boede på en af pladserne med havudsigt. Nok den mest tiltalende plads, vi har boet på i denne omgang.

Kunne sidde ude og spise, da det var stille og lunt. Ved vandet lige neden for os var broen, hvor M/S Helge lægger til. Kunne også være fint at tage en sejltur med denne båd engang.

Om aftenen kunne man nyde det gyldne lys hen over Svendborg.

3.9. Svendborg
Morgenmad ude i solen med udsigt over vandet. Kørte ind til Svendborg og parkerede på den helt nye, men lidet spændende autocamperplads i udkanten af byen.

Tæt på havnen men ikke udsigt og lidt trøstesløse omgivelser. Vi var de eneste, dog kom der senere en enkelt camper mere. Tykt grus og metalkæder til opdeling i båse. 200 kr inkl gebyr til Easypark.

Vejret var igen super og vi gik med Nanna ind til havnen, hvor dagens podwalk startede. Vi havde fået blod på tanden med den form for kulturelt input. “Sundets stilhed” hed denne tur, der var lavet af det lokale teater, Baggårdsteatret og som havde hyret selveste Lars Mikkelsen til at være fortæller. Hans stemme er jo behagelig at høre på, men måske spillede de en anelse for meget på hans kendthed: “nu går vi her sammen, os to” osv.

En lang tur, men vi holdt ud og hørte først de tre nulevende forfattere Josefine Ottesen, Michael Josepson og Jesper Wung Sung.

Dernæst om Karen Michaelis, Tom Kristensen og Bertold Brecht. Det var med lidt ærefrygt vi satte os på den bænk, som sidstnævnte dagligt havde siddet på, da han boede i et bindingsværkshus i byens udkant i perioden 1933-39.

Turen var ikke en rundtur, så det var lidt sejt at gå tilbage til byen efter 2 1/2 times vandring langs vandet. Vi valgte at gå den direkte rute langs en ikke så spændende vej, men nåede så frem til centrum og gågaden. Her slog vi os ned på cafe Gerrits og fik noget at styrke os på. Henning blev anbragt med en øl, men jeg smuttede tilbage til den butik, hvor jeg havde spottet “et godt tilbud” – en flot hørkjole til halv pris…

Da vejret fortsat var dejligt om aftenen, hvor vi cyklede ind til byen igen for at spise på Resumé, blev kjolen passende luftet. Restauranten ligger i en tidligere kirke, der er malet lyseblå og derfor hedder Den blå kirke.

Af gode grunde var der dermed ikke store vinduer og udsigt her og lidt af en hule, men døren stod åben hele aftenen og det var alligevel ikke helt varmt nok til at sidde ude.

Resumé er en gourmetrestaurant, hvis normale menuer er for voldsomme og dyre til vores smag. Men ons, tors og fredag kan man få deres sæsonmenu bestående af 3 snacks og 3 retter til 500 kr. Det passede lige til os og blev en dejlig oplevelse.

Blev betjent af en særdeles beleven, vidende og nydelig tjener, der mindede om Martin Brygmann (eller var det ham, der havde fået nyt job pga. sexismesagen?!) Nå, spøg til side, men han var straks behjælpelig, da jeg forelskede mig i stedets spisestole: brune læderstole med sorte metalben og med lukkede sider/armlæn.

Jeg har ledt efter sådan nogle til sommerhuset, hvor vi lidt sidder og flagrer ved et rundt bord midt i stuen. Nu fik jeg firmanavnet og kunne søge videre. En kvindelig tjener overtog herefter, men her var der ikke så meget at hente. Ind i mellem så hun direkte livstræt ud, men tøede dog pænt op, når man snakkede til hende.

Særdeles kreative appetizere og fine retter. Til vores skuffelse var hovedretten “sommerand” – annonceret på nettet og på menukortet udenfor – erstattet af kalvespidsbryst. Nok skriver vi september og efteråret er formelt begyndt, men vi havde sat næsen op efter anden. “Martin Brygmann” skridtede straks ud i køkkenet og kom tilbage med et : “de kan godt finde lidt and til jer”. Stor var jublen og selvom vi kun fik et enkelt stykke, smagte det super. Gråand – lidt vildtagtigt i det. Måske blev oplevelsen ødelagt en smule af, at jeg på vej retur fra toilettet kunne konstatere, at der også var and på bordet mindst to andre steder…Anyway, en dejlig oplevelse.

To fine restaurantbesøg på få dage? Er de nu ikke ved at være lidt rigeligt ekstravagante, de seniorer?! Jo, måske, men vi havde meget at fejre!…Dels er det præcist 10 år siden, vi overgik til seniortilværelsen og hvilke herlige 10 år, vi har haft! Dels havde jeg de sidste 5 måneder bøvlet med mine tænder og kæbe efter en lidt kompliceret tandudtrækning. Men sørme om ikke en “mirakelsmed”, der lavede øreakupunktur, kaldet Auriculo, fik kæben til at slappe mere af, og så var det pludseligt rart at spise igen. Det skulle også fejres – og det gjorde vi så grundigt på denne tur.

4.9. Kerteminde
Egentlig var det planen at tage til Ærø. Men så langt nåede vi aldrig, for vi skulle være i København d. 5.9., hvor mellemsønnen har fødselsdag. Den sidste turdag brugte vi så på at tage til Kerteminde og se lidt på byen her. Camperpladsen på havnen så ikke fantastisk ud i mine øjne, kun grus og asfalt og ikke hundevenligt. Så vi valgte byens campingplads i stedet.

På vej derhen så vi ude i bugten en stor motorbåd, der lige var brudt i brand, hvilket ikke var noget rart syn. Fik heldigvis senere at vide, at der ikke var kommet nogen mennesker til skade. Campingdamen blev dog stærkt forskrækket, da jeg fortalte det, for campingpladsens store hovedbygning var også lige brændt og hun var stadig påvirket deraf. Så kunne jeg supplere med mine også knapt så spændende oplevelser med brande, i hhv. mit barndomshjem og på min arbejdsplads.
275kr, det var den billigste campingplads på denne tur. Ikke havudsigt , men tæt på vandet, kun vejen foran. Til gengæld store pladser og dejligt grønt græs, det kan jeg godt lide.
Vi gik langs vandet ind til byen og havde Nanna med. Ind ad hovedgaden og ved Farvergården (der hører under museet) så vi to spillemænd, der spillede i haven.

Fandt et enkelte ledigt bord i den meget fine og hyggelige blomsterhave, hvor vi fik kaffe og kage til 110 kr for 2. Rigtigt fint at sidde der.

Slentrede videre forbi Tornøes hotel og retur ad en parallelgade, før det igen gik langs vandet hjem.
5.9. København
Regnvejr om natten som forventet. Også regnvejr i store dele af denne dag – det kunne sønnike have gjort bedre! Men det gik og da vi ankom til Fredriksberg var det blevet opholdsvejr. Dejligt, så kunne vi opleve det “kogende” København i en lun sensommeraften.

Første stop var Pios Vinbar, som både vores nevø og mellemsøn frekventerer. Og sørme om nevø ikke stod der, da vi kom forbi! Senere spiste vi på den italienske “Osteria 16 pesche”, også på Vesterbro. Her fik vi et lille bord i et meget lille, trangt lokale, der reelt var en del af køkkenet”! For der er skisme tryk på på Vesterbro sådan en fredag aften, både ude og inde. Spekulerer på, hvor alle de mennesker skal være, når det ikke er udevejr…

Men det var faktisk en oplevelse at kunne følge med i de 3 unge kokkes madlavningsproces i køkkenet. Her var ingen højtråbende chefkok og et antal lydige “ja chef”-undersåtter. De 3 – hvoraf de 2 så mellemøstlige ud, og den 3. asiatisk (så meget for italiensk restaurant) – gled ubesværet rundt mellem hinanden i det lillebitte køkken næsten uden at tale sammen. Men alle vidste, hvad de skulle og de smilede og grinede tilmed. En god oplevelse. Ikke gourmet, men ganske fin mad med 6 småretter og en pastaret.
6.9. Bjæverskov
Vi rundede turen af med et besøg i Bjæverskov, hvor vi også havde efterladt Nanna dagen før. Denne aften var det de unges tur til et restaurantbesøg i storbyen og så passede vi Laura på 3. Aftenputningsseancen sluttede med at barnebanet sagde: “jeg elsker dig, farmor” og så smelter man jo…


Konklusion
Dette blev en af de bedste camperture, jeg kan mindes. Både pga. vejret, de fine steder, mine (næsten) kurerede tænder og den gode snak om det gode liv.

Og så er det dejligt at opleve, hvor mange skønne steder der er her i Danmark og at man ikke altid behøver at tage udenlands for at holde ferie. Ligesom det var dejligt kun at køre ganske kort inden man slog sig ned det næste sted.

Dertil er (Syd)fyn noget særligt og der er bestemt stof til et besøg igen, også selvom vi før har været på de kanter.

F.eks. nåede vi ikke CLAY museet i Middelfart, Humlemagasinet i Harndrup, Johannes Larsen museet i Kerteminde samt Fåborg Kunstmuseum. Ikke mindst fordi vejret mere var til udendørsaktiviteter, men så er der basis for en tur en anden gang.

Highlights
Museum Ernst i Assens
Eliva Madigan-turen på Tåsinge
“Sundets stilhed”-turen i Svendborg
Fine cafe- og restaurantbesøg
Dejlige gå/vandreture og cykelture, bl.a. ved Hindsgavl, Svanninge bjerge, på Tåsinge og Helnæs
Gode overnatningssteder, f.eks. Galsklint camping, Svendborg sund camping og camperpladsen i Assens.

