29.5. Landskrona
Vi havde været til barnedåb på Sjælland med vores første barnebarn og dagen efter ved Dragør med en anden af sønnerne. Kørte derfor ret sent over broen til Malmø.
Overnattede på en stellplatz ved Landskrona. Den så fin ud, men havde den store ulempe, at der var tonsvis af myg! Faktisk var det ikke muligt at sidde udenfor.
Vi cyklede derfor ind til byen og bl.a. rundt om Landskrona slot.
30.5. Sofiero slot og Trollhättan
Jeg har jo noget med slotte, og turen gik derfor næste dag videre til Sofiero slotspark. En flot park, især med Rododendron, som blomstrede, da vi var der.
Det var tørvejr, men vi var der, men på vej nordpå begyndte det at regne meget. Nå, vi havde alligevel planlagt en lidt længere køredag, så det gjorde ikke så meget.
Der var voldsom trafik i Göteborg, så dejligt at nå frem til stellpladsen ved Trollhättan ved 16: 15 tiden. Den – i vores øjne – bedste plads, længst til højre, med græs til Nanna uden for camperen, var sørme ledig. Meget fin udsigt til kanalen derfra.
Der var strøm, men ikke toilet og bad. Man kunne benytte det offentlige toilet på den anden side af slusen, men der var langt over.
Gik over til slusecafeen og fik vafler med flødeskum og hindbærsyltetøj – meget svensk.
Derefter gik vi tur med Nanna langs sluserne. Et sindrigt system af gamle og nye sluser, men meget malerisk. I det hele taget et dejligt område og en dejlig plads.
31.5. Lidköbing og Rörstrand museet
Dagen startede med en 2 timers gåtur til Trollhattan slusen.
Olidans kraftværk I Trollhättan
Vi fulgte Kærlighedsstien ud og gik hjem af Törbodastigen.
Det var fristende at blive, men over middag kørte vi alligevel videre til Lidköbing lystbådehavn. Stellpladsen her var ikke noget særligt, men lå i gåafstand til byen, plus der var mulighed for gåture lige ved pladsen.
Kun toilet, til gengæld lige ved vognen. En nat kostede 150 sv. kroner. Der skulle være adgang med kode til bad og toilet, men det var (stadig) lukket pga. Corona.
Om eftermiddagen tog vi en gåtur rundt i Lidköping. Var på et gammelt konditori: Garströms og på det nyåbnede Rörstrandmuseum.
Sjovt at se diverse stel, bl.a. nogen, som jeg kunne kende fra min barndom og ungdom. Desværre er Rörstrandfabrikken lukket som så mange andre lignende steder, men byen har gjort meget ud af at transformere de mange bygninger til kulturelle og kommercielle formål.
1.6. Spiken og Läckö slot
Vi kørte til Spiken på øen Källandsö, men gjorde først holdt ved Otterstads kirke. Der var nemlig en anbefalet vandretur på 5 km.
Det var en rigtig god tur, der tog 1 time og ca. 40 min.
Fik plads ved den lille havn Spiken. Kun få pladser havde strøm, men vi fik en af dem. Der var ikke super udsigt til havnen fra bilen og der var jord og ikke græs ved bilerne. Når man har hund med er det ellers et stort plus i mine øjne, ligesom jeg også selv foretrækker at sidde udenfor camperen i græs, fremfor på grus/jord eller asfalt.
Spiken er et idyllisk lille (tidligere) fiskerleje, men meget var lukket. Kun en enkelt cafe og to butikker var åbne. Begge røgerier var lukkede, så godt, vi ikke satsede på det. Vi havde i stedet bestilt bord på restaurant Sjöstugan, der havde fået meget flotte anmeldelser.
Forinden cyklede vi ud til Läckö slot og fik en rundvisning der. Den var kun på 1/2 time, men nok til at få et indtryk af det enorme slot, der har mellem 200 og 300 værelser! Slottet virkede en smule forsømt og cafeen var lukket.
Heldigvis havde det nærliggende Naturrum en fin cafe. Vi sad udendørs lige ned til vandet i det meget dejlige vejr.
Fruen på Sjöstugan var særdeles beleven og stedet var meget fint og smagfuldt indrettet. Vi fik et super vinduesbord, hvor begge kunne se vandet.
Fik deres 3 retters menu med hvide asparges samt lam fra en nærliggende gård, men lammet var desværre noget sejt i det. Fin menu, men skuffede måske en anelse ift. forventningerne. Men samlet set bestemt en dejlig aften.
2.6. Husaby, Kinnekulle og Mariestad
Først kørte vi til Husaby og gik den 1,5 km lange Kungstigen, hvor vi bl.a. så middelalderkirken fra ca. år 1000, ruinen af biskopborgen mv.
Videre til Kinnekulle området. Vi valgte stenbrottet – stenbruddet – også kaldet Lille gran Canyon. Her kan man overnatte gratis, men kan vælge at donere 100 kr. Gad vide, om folk gør det?
Der var en del campere og det så også fint ud, især fordi vejret var dejligt med varme og solskin. Men vi ville føle os for “langt ude bagved”, var vi enige om. Gik en lille tur, ca. 35 min delvist rundt om søen med stenbruddet rundt om, vældigt spektakulært.
Da vi skulle fika, kørte vi op til Kaffestugan på toppen, hvorfra der var søudsigt.
Så kørte vi til Mariestad, der overraskede positivt. Vi boede på Ytre hamnen og mærkeligt nok var der lige én plads ledig i første række helt ned til lystbådehavnen.
Aftenturen gik ind i byen, som var meget tæt på. Vi gik først gennem Folkeparken og ind i Gamla Stan med den vildt store domkirke. Den lukkede desværre kl 20 og kl var 21. Uha, den må have virket imponerende og nærmest undertrykkende på befolkningen dengang. Der bor kun ca. 16.000 i byen, men dengang havde byen en større status.
Vi gik rundt en times tid. Ganske fin by og det bedste var, at havnen var så tæt på park og by.
3.6. Lyrestad
Det anede mig, der ville være pres på stellpladsen i Lyrestad. 1.række var da også optaget, mens der kun var et par stykker i 2. række, da vi kom allerede ca. 12:15.
2. Række har ikke strøm, men ikke noget problem for os. Fine badeværelser – man køber et kort i cafeen for 100 kr., som man får tilbage ved afrejse.
Gik tur modsat stien til Sjötorp. Kom til en sluse, og kom i snak med slusemesteren, der ventede på 3 både. Han fortalte, at det her i forsæsonen kostede ca. 8000 sv.kr at komme igennem kanalen til Vättern. Jeg troede ikke mine egne ører! Det foregår over to dage og slusefolkene kører i bil mellem sluserne for at åbne og lukke.
Senere cyklede vi til Sjötorp. Fin tur langs kanalen og vi mødte ikke mange andre. I Sjötorp fikade vi på stedets eneste cafe. Byen er ikke stor, men har 3 stellpladser. Ingen af dem når dog vores til sokkeholderne.
4.6. Forsvik
Dejligt vejr fra morgenstunden, derfor morgenmad ude for første gang. Kørte allerede ca.9:50, da det jo var Pinse og kanalpladserne eftertragtede.
Som slusemesteren havde foreslået, kørte vi til Forsvik, hvor der oven i købet var en plads i første række, så den nappede vi. Lå lige ved Gota kanalens ældste sluse og med en fantastisk udsigt.
Gik en tur, først forbi Forsvik Bruk, der er et museum over datidens industri, med værft, smedje, støberi mv.
Så gik vi ad en villavej ud i den nærliggende skov. For en gangs skyld var appen OutdoorActive ikke helt præcis, da der var en sti, der ikke var på kortet. Den tog vi, og den førte ned til en lille bådplads med både og små skure.
Det meste gammelt og forladt, men en enkelt båd så ud til at være i drift. Stien fortsatte som en lille gangsti, som vi fulgte hen til et bænkesæt og bålplads lige ved søen. Meget idyllisk og fin tur i skønt vejr.
Tilbage igen nød vi livet ved camperen. Så en kæmpestor lystyacht komme igennem slusen.
Vejret betyder selvfølgelig noget, men jeg vil stadig sige, det var det bedste sted hidtil. Da det var pinse var der en del gæster ved slusen og madstedet overfor, men det var bare hyggeligt.
Sidst på eftermiddagen tog vi en cykeltur ud til et fantastisk udsigtspunkt. Kørte gennem skoven uden for byen for at nå dertil. Havde ikke drømt om at der ville være så flot, herunder udsigt til Karlsborg.
På vej på cykeltur, kom den store turbåd og skulle gennem slusen. En lille flok, der viste sig at være missionske, havde taget opstilling og sang og talte for de sagesløse passagerer, der ikke kunne undslå sig. Tror der er mange svenskere, der er religiøse, ikke mindst ser man mange Pyngstkjyrker.
5.6. Forsvik og Karlsborg
Grundlovsdag, Pinsedag og Fars dag. Ingen af delene noget vi fejrer specielt. Men en skøn sommermorgen at vågne til.
På cykel til Karlsborg, hvor vi først kørte ud til fæstningen, som er et kæmpestort område.
Dagen efter var der en stor fejring af den svenske nationaldag der. Men vi valgte at tage derind dagen før, dels for at undgå trængsel, dels fordi det passede ind i programmet.
Cyklede rundt i området, der er i brug i dag til militære formål, plus boliger. Blev oprindeligt bygget til regering og kongefamilie, hvis der blev krig. Byggeriet skulle have taget 10 år, men tog 90! Og var allerede forældet, da det stod færdigt. Et stort spild af et ellers fantastisk beliggende naturområde.
6.6. Tieveden nationalpark og Askersund
Afgang til Tiveden Nationalpark, hvor vi gik den gule rute, “Stenkälleren”. Ikke så lang, men lidt krævende og med imponerende klipper.
Brugte ca. 1 1/2 time, men uden pause ville den kun tage ca.1 time. Vejret var virkeligt dejligt og varmt.
Overnatning foregik i Askersund, hvor pladsen overraskede positivt. Dyrt, 350 sv. kr, men den lå også lige i byen med udsigt til havnepladsen med madboder og et vældigt liv.
Resten af byen var mere død, men det var jo også helligdag. Både nationaldag og 2. Pinsedag.
Her var markerede pladser, hvor man holdt på fliser og havde et lille stykke græs til rådighed. Desuden græs foran ned til vandet. Fantastisk placering, og vi fik en af de absolut allerbedste pladser, da vi ankom ca. 13:15.
Nu skulle der igen planlægges, denne gang med fokus på vejrudsigten, der lovede meget regn. Fandt ud af at pladsen i Borensberg 19 km fra Motala kunne bookes, så det gjorde jeg.
7.6. Harge Uddar og Övralid og Borensberg
Vågnede til langt bedre vejr end forventet, Inden vi kørte, var jeg lige ovre i den nærliggende lækre chokoladebutik, der solgte hjemmelavede lækkerier. Købte en pose med fem lakridschokolader til 55 sv. kr. Lidt, men godt…
Afsted til Harge Udder. Det sidste stykke var meget smalt og med træer på begge sider, men vi mødte heldigvis ingen. Der var en lille P-plads med plads til ca. 5 biler. Selvom ruten kun var 2,5 km, var det – som i går – en lidt strabadserende tur i et fantastisk klippelandskab. Meget fin tur.
Vi Kørte så til Övralid, hvor forfatteren og Nobelprismodtageren Werner von Heidenstamm boede fra ca. 1925 til sin død i 1940. Jeg havde aldrig hørt om ham, men dels var det det eneste sted, jeg kunne finde, hvor der var rundvisning, dels er det altid spændende at se sådanne steder, hvor man ser, hvor en kunstner har levet.
Guiden var rigtig sød og talte langsomt og let forståeligt svensk og vi så mange af husets rum. Heidenstamm var født adelig og enebarn, så penge var et frit gode. Faren ønskede han skulle blive ingeniør eller militærmand, men sønnen var svagelig og ikke til den slags. Han blev så maler og senere anerkendt forfatter.
Faren nåede desværre ikke at opleve sønnens triumf. Faren skød sig selv inden pga. sygdom og depression.
Heidenstamm var en statelig person, næsten 2 m høj. Han var gift 3 gange og til sidst samlevende med danske Kate Bang, der var fraskilt.
Rundvisningen og stedet var en super oplevelse, lige sådan noget, jeg gerne vil.
Senere læste jeg om Kate bang. Guiden kunne godt have talt om hendes rolle og konflikterne i det hele taget. Hun kom jo i klemme pga. hun var kvinde i en forkert tid. Men guiden talte kun om Heidenstamm og livet på Ôvralid.
Guiden, sagde, da hv betalte med sit Apple Watch:” Nej då, en magisk, dansk klocka!”
Bagefter fikade vi på Farfarstugan, der lå lige ved siden af. Flot udsigt over Vättern og morotskaka (gulerodskage), så det var lige, som det skulle være.
Videre til stellpladsen i Borensberg, der havde meget store og fine toiletforhold.
Aftenturen gik bl.a. hen forbi det berømte røde Göta hotel.
8.6. Löfstad slot og Stegeborg
Kørte til Forsbovikens naturreservat, der ikke var noget særligt, men fint med en sti, der bare gik lige ud. Gik bare ca.3/4 time.
Videre til Löfstad slot, hvor vi købte billetter til rundvisning kl 14. Vi var kun 2 hold, Meget fin guidet tur, hvor vi forstod det hele. Vi så første salen med saloner, soveværelser, bibliotek, spisesal mv.
Det hele står intakt, som da ejeren, Emilie Piper, døde, hvilket var hendes ønske. Hun var ugift og barnløs, og hendes eneste søster var også barnløs. Meget spændende sted at opleve.
Fik bagefter cappuchino og citrontærte i trädgården lige ved siden af. Dyrt, men dejligt sted. En pelargonie kostede 100 sv kr og krydderurter fra 69. Så er det da betalt!
Stegeborg Stellplads var kåret som årets plads 2021 – med rette, mener jeg. Ligger lige ned til lystbådehavnen og der er markerede pladser, som alle har et stykke græs. Badefaciliteterne er fine, men lidt langt væk.
Tæt på ligger borgruinen, der kostede 50 sv kr at se, men det nåede vi ikke. Men stedet var så fint at vi besluttede at blive en ekstra dag.
9.6. Kabelfærge og Hamnekrog
Næste dag, hvor vejret var super, tog vi færgen over til den anden side og gik den vandrerute, jeg havde fundet.
En meget fin rute og passende i længde, og der var 3 udsigtspunkter, hvoraf vi stoppede ved de 2. Og det var ikke for stejlt eller uvejsomt, men alligevel i “uberørt” skov.
Havnen i Stgeborg byder også på en restaurant : Hamnekrogen, så den måtte vi prøve. Søde unge piger, der serverede og vi fik super mad. Stedet ejes af dem, der har det nærligggende trädgårdshotel.
Jeg fik tatar i den bedste udgave, jeg har fået hidtil, plus rødtunge til hovedret. Det hele, inkl vin og mineralvand blev til 1000 sv kr, dvs.700 kr, det var billigt.
10.6. Valdemarsvik og Fyrudden
Det var svært at forlade Stegeborg, men vi skulle jo videre. Kørte ad mindre veje til Valdemarsvik. Pladsen her på havnen var på asfalt, men med en lang og smal bane af kunstigt græs ved hver bil. Sådan lidt a la minigolfbane. Og en vej lige bag ved, så ikke så spændende.
Vi cyklede til Fyrudden, som jeg troede ville være en charmerende badeby, men da vi ankom efter ca. 55 minutters hurtigcykling af en ikke så spændende vej, var det køligt og overskyet og intet åbent! Spurgte alligevel på den lokale restaurant og vi fik lov at sidde ude og få cappuccino og en lille stykke sødt til.
11.6. Blankaholm
Ankomst til Blankaholm ca. kl. 11, hvor der var mange pladser at vælge imellem. Mærkeligt nok skulle man bakke ind på pladserne, hvilket betød man ikke havde udsigt til havn og både! Vi valgte en stor hjørnegrund bagved, hvor der stadig var udsigt, men meget plads og en hæk af hybenroser bagved.
Efterhånden blev pladsen fyldt og en del kørte forgæves. De er ved at udvide, så man også kan holde bagved iscafeen, men dé, der var klar, var ikke spændende og på ren asfalt. Stedet er en gammel savværksgrund og er godt på vej til at blive en flot plads.
12.6. Påskallavik
Nu gik turen ned langs østkysten af Sverige. Vi overnattede i Påskallavik, der ligger lidt syd for Oscarshamn og ud for nordenden af Öland. Der var hele 3 stellpladser at vælge imellem, alle med fin udsigt til vand og både.
Efter en fælles gåtur med Nanna, tog jeg en lille cykeltur i området. Også her var der smukke skærgårdsmiljøer.
13.6. Kalmar slot og Fröseke
Tid til endnu et slotsbesøg. Vi Kørte til Kalmar for at se slottet der . Lidt besvær med at parkere, ACere i byer er ikke der nemmeste.
Købte billetter til 135 kr pr stk og så udstillingerne, men tog også den guidede tur på engelsk, der var en del af billetten. Vidende guide, der kørte den morsomme stil, herunder at pege drillende på os, hver gang han nævnte at danskerne tabte krigen.
Derefter så vi selv specialudstillingen om Ester Blenda, født Norrström, hvis liv minder både om Lise Nørgaards og Astrid Lindgrens, men også om andre selvstændige kvinder, der ikke lige passede ind i normerne. Esther Blanka var lesbisk, men det var ikke nem dengang (hun var fra sidst i 1800 tallet), og det kostede hende livet. Hendes livslange kærlighed kunne hun ikke få og hun gik så i druk.
Pladsen i Fröseke lå uden for lands lov og ret og virkede ved første øjekast lidt trist. Men vandt absolut ved nærmere øjesyn. Lå lige ned til søen og med fine og nye forhold.
Senere kom der faktisk også to andre hold. Der lå to bygninger ved siden af, det ene Folkets hus, det anden beboelse. Der var en del udenlandske familier, der muligvis snakkede østeuropæisk.
14.6. Växsjo og Simlångsdalen
Solskin fra morgenstunden. Fik morgenmad ude trods lidt blæst, men stillede bordet ned i hulningen mod søen. Det er vist det mest pittoreske sted, vi har boet.
Efter moden overvejelse gik turen nu stille og roligt hjemad. På vejen så vi Udvandrermuseet i Växjô. Når vi først skulle sejle kl 20 var det vigtigt, dagen ikke bare var en ventedag.
Derefter gik vi tur ved Danske Fall i Simlångsdalen uden for Halmstad og spiste på et pizzaria her.
Afgang fra Halmstad kl 20 og i Grenå ved midnatstid. Der var næsten ingen andre almindelige bilister, kun lastbiler.
Konklusion
En super dejlig tur. Fint med et tema, her kanaler. suppleret med slotte og rundvisninger og fremfor alt smuk natur samt fine gå/vandre/cykelture. Gode spise- og fikasteder. Blandet vejr, men mest godt og ikke noget, der betød noget for aktiviteterne. Der var allerede godt fyldt op på camperpladserne her i første halvdel af juni.
Kun to gange blev vi samme sted to nætter, men nomadelivet føles helt naturligt, når man havde “sit hus på ryggen”. Dermed en særdeles vellykket “husbilstur” til vores broderland, der er nemt at rejse i. Nemt for os at sejle fra og til Grenå.
Jeg brugte vildt meget tid på at planlægge – tid, som kunne være brugt til at nyde turen undervejs. Men der er også rigtigt mange fordele ved at ad hoc planlægge, så kan man bedre fornemme afstande og finde lokale steder at besøge.
Highlights
Trollhättan
Gåturen fra Otterstads kirke
Forsvik pladsen
Gåtur ved Harge Uddar
Övralid slot
Löfstad slot
Stegeborg pladsen
Overnatning
Landskrona
Trollhättan
Lidköbing
Spiken
Mariestad
Lyrestad
Forsvik
Askersund
Borensberg
Stegeborg
Valdemarsvik
Blankaholm
Fröseke
Tips og tricks
Bogen “Bilture i Sverige” af Jørgen Hansen blev brugt flittigt til inspiration.
Jeg anvender appen OutdoorActive, når jeg planægger/går eller cykler ture. Kombinationen af, at alle – også meget små – stier kan ses og appen er GPS baseret, giver en stor frihed og tryghed. Du ved altid, hvor du er og hvilke muligheder, der er for at gå.
I Sverige har mange cafeer modellen med et bord med en kaffekande og vand til te i en anden og dermed høflig selvbetjening. Dvs. ingen fancy cappuccinos eller latte, i hvert fald på de mere landlige steder. Til gengæld er begrebet “at fika” – der kan oversættes til at hygge sig med kaffe og kage – meget udbredt, så der er gode muligheder for at tilfredsstille den søde tand.