På en dag med lidt solskin, køligt vejr og megen blæst kørte vi til Ebeltoft i camperen og fik en plads på skudehavnen, da vi ankom ved middagstid.
Da var der kun 1 anden camper. Senere (om end først langt ud på aftenen) blev der helt fyldt op, for dette sted er populært, selv om om vinteren.
Vi gik en kold, men rigtig fin tur rundt om Ahl Hage, et nyt sted for os, som jeg havde udset mig. 2 timer blev det til.
Så kom Nanna i camperen, mens vi gik rundt i den næsten tomme by, hvor der heller ikke var mange cafeer åbne. Fik dog en cappuccino hos Karens Køkken, der denne dag lignede et lidt skrabet festlokale. Der var planmæssigt også fest om aftenen.
Om aftenen spiste vi på Lundbergs spisehus, der ligger ved Maltfabrikken. Havde bestilt bord allerede til kl 18:30, da de lukkede kl 21, hvilket vi fandt lidt mystisk. Måske var det bare køkkenet, der lukkede der?
Vi fik et godt bord i udestuen med de lange plankeborde. Fik forret med røget sej og hovedret med lammeryg og begge dele var lækkert.
Det var blevet til mange skridt den dag, ca. 17 km, så vi kunne godt tillade os at mæske os lidt…
Næste dag vågnede vi til det skønneste solskinsvejr. Vi skulle dog hjem, for vi skulle videre til sommerhuset, hvor ældste søn og familie var.
Inden afgang besøgte jeg en tidligere klassekammerat og veninde, Pernille Krogh, der bor og arbejder som kunstner i Ebeltoft. Fint gensyn og sjovt at se hendes værksted.
Konklusion
Sådan kan man også bruge sin camper – til en enkelt overnatning i stedet for at køre frem og tilbage samme dag, hvis man vil besøge en by.
Det var især Ahl Hage og restaurantbesøget, der gav denne tur mening, for selv Ebeltoft by var tom for de turister, der ellers kommer i store mængder om sommeren. Der skal man vist oppe sig, hvis man vil have en plads på Ebeltoft Skudehavn – der absolut kan anbefales. Også fine badefaciliteter.