Godt begyndt er halvt fuldendt!

 

Hvilken herlig, grå regnvejrsdag at forlade Danmark på 😜Vi er klar med udstyr til både vandring og byliv!

Freja anede, der var noget på færde og så sørgmodig ud. Men hun får det heldigvis super godt hos genboen, der passer både hus og hund

En tidl. caminovandrer ville sikre sig vi kom godt afsted og var så venlig at køre os til stationen

Vi skal gå på Caminoen til og med d. 31.10. Det lover godt 😎

Turen går til Caminoen og Andalusien –  eller sådan får man has på november!

November er sådan en kedelig måned i Danmark, synes vi privilegerede frie fugle, der kan rejse, lige når vi vil…
Derfor var det planlagt, at denne måned skulle tilbringes i det skønne Andalusien – eneste rejsemål, vi vender tilbage til igen og igen. Men  pludselig opstod ideen om at koble med en prøvetur på Caminoen og derefter flyve videre til Sevilla, der er næste stop på turen.
Nu ser planen derfor ud som følger:
24.10.-3.11.17: Vandring af Camino Frances fra Sarria til Santiago de Compostella. inkl nogle dages ophold her. Så vi skal “kun” gå de sidste ca. 115 km ind til Santiago. Og vi kan lige så godt afsløre det med det samme: vi skal bo på hoteller og får bagagen transporteret. Hvem sagde luksusdyr! Får vi smag for den slags, kan vi altid prøve igen og evt. med en længere rute.
3.11.-9.11.17: Ophold i Sevilla, hvor vi har lejet en lejlighed, centralt beliggende i den gamle bydel. Vi skal bl.a. mødes med den spanske familie, som vi skal bytte hus med til næste år via Homeexchange.
9.11.-10.11.17: Tog til Malaga, hvor vi bliver modtaget af vores gode venner, som vi skal bo ved den første nat. Og til jazzkoncert med dagen efter.
10.11.-15-11.17: Ophold i Malaga, hvor vi har lejet en lejlighed i centrum.

Udsigten fra vores hus i Frigiliana (feb/mar 2016)

15.11.-22.11.17: Ophold i Frigiliana, hvor vi har lejet et hus i den gamle bydel. Her får vi bl.a. besøg af vores svigerinde de sidste dage.
Således er der has på november! Vi er spændt på vejret, for vi kender mest til Andalusien i februar/marts og det skulle være en del bedre i november. Under alle omstændigheder: når jeg kigger ud af vinduet lige nu, kan det kun blive bedre.
Hasta la vista – mere om turen, når vi er afsted.

Nu har jeg en blog!

Hvorfor nu det? Jeg er i forvejen på Facebook, Instagram, Snapchat, skriver rejsebreve på mail, dagbog osv. Og man skal vel også ud det virkelige liv en gang imellem, i stedet for at begrave sig yderligere i sociale medier og anden selviscenesættelse…

Tongariro National Park, New Zealand

Og kommer mine skriblerier andre end mig selv (og evt. mine venner og familie) ved? Aner det ikke, men hvis andre end førnævnte skulle få lyst til at læse med, så er man velkommen!
Jeg har efter moden overvejelse besluttet at starte med en egentlig rejseblog og ikke en blog om alt muligt, jeg måtte have på hjerte.
Dels så det ikke bliver alt for rodet og privat, dels så jeg dermed ikke SKAL være “på” nærmest i døgndrift.
Målet er blot at inspirere andre til at nyde rejselivets glæder, især med fokus på os, der er seniorer/i den 3. alder. Der synes nemlig ikke at være ret mange (om nogen?) blogs, præcist med dette fokus. Langt de fleste rejseblogs er skrevet af yngre mennesker – enlige, par eller børnefamilier. Enkelte er skrevet af mere “voksne”, men som sagt ikke mange af personer, der har forladt arbejdsmarkedet, med de muligheder, det giver at være “fri fugl” – men også med de evt. begrænsninger, der følger af ikke at være nogen vårhare længere.
Endelig tror jeg også, det er min bibliotekariske DNA, der gør en blog tiltrækkende. Her kan jeg bl.a. systematisere information, fremfor facebook og andre mediers mere tilfældige og ad hoc prægede information. Jeg har også altid syntes, det var super sjovt at arbejde med hjemmeside i arbejdsregi. Er så absolut ikke nogen haj til dette, men herligt at der nu om dage er så nemme og gode hjælpemidler at ty til, så “alle og enhver” kan lave sin egen blog. Jeg vil skrive om rejser i både ind-og udland og “krydrer” med små beretninger/fif til skønne steder i DK, der egner sig til dejlige gåture. Fælles for skriverierne er en stor glæde ved naturen og ved gå- og vandreture i denne. Suppleret med byer, kulturelle oplevelser mv.

Velkommen til  – håber I  får lyst til at læse med fremover!