Vi kom i mål ! – og har fået pilgrimsbevis og været til messe

En sejrsstolt hv med begge Compostelaer

Helt uden snyd fik vi udleveret vores pilgrimsbevis, da vi ankom til Santiago de Compostela d.31.10. Ganske vist var der den lille taxatur undervejs, men stadig har vi gået 100 km, hvilket er kravet for at få et Compostella (pilgrimsbevis). Faktisk 110 km indtil Santiago, når man tæller de små ture rundt i byerne undervejs med.

Mit navn blev skrevet på latin, hv’s ikke. Så det er altså mig og ikke en Christian eller lign., der tale om…

Det blev fejret på en udendørs cafe, og efterfølgende middag på samme spisested som den første aften (O Pedeiro). Denne gang fik vi både kroketter, hvidløgsrejer og små blæksprutter. Og så skal jeg da love for, det var skønt at krybe under dynen og hvile de trætte ben! Vi var lidt fornærmede på vores ellers meget fine og dejlige hotel, da vi ikke fik et værelse ud mod gaden, som vi ellers udtrykkeligt havde bedt om, da vi boede der for en uge siden. Dumt af dem ikke at imødekomme et sådant ønske, for vi nægter at tro på, at alle, der boede i disse værelser for en uge siden, stadig bor der. I stedet fik vi alle mulige søforklaringer med “der er mere stille bagtil” osv. Nå, til gengæld fik vi denne gang et badeværelse med kar og det var bare lykken at gasse sig der, da vi nåede frem. Sengen er også helt fantastisk, så må vi leve med udsigt til en baggårdsskakt…

Correos systemet (postvæsenet) funger upåklageligt. Vores ene kuffert blev sikkert transporteret fra sted til sted, og den anden opbevaret i Santiago. Kostede hhv. 20 og 8 euro

Det allerbedste ved at nå frem var næsten, at mit knæ næsten ikke protesterede på turens sidste stækning på ca.20 km. Lidt ømhed er til at leve med. Dagen før var det nemlig ikke for godt og de sidste ca.4 km af de 20 var slem.

Efter ophold i Melide d.28., gik turen videre til Arzua. Også her en forholdsvis kort strækning, eftersom vi havde bidt strækningen fra Palas de Rei til Arzua over i to. Det var der mange andre end os, der gjorde…

Man kan praktisk talt ikke fare vild på Caminoen. Der er stenpæle med det kendte muslingesymbol og den gule pil for hver kilometer. Denne var ren og nydelig – de fleste er overmalede med div. navne og sentenser og næsten alle steder er skiltene med kilometerangivelser huggede..
Duften af eucalyptusctræer er nærværende på den sidste del af turen, især efter Melide.

Hotellet i Arzua var en positiv overraskelse, ikke mindst pga. den meget søde og utroligt servicemindede unge Adrian, der ejede hotellet (La Casona de Nené) sammen med sin bror og far.

La Casona de Nené, en positiv overraskelse – et nyåbnet sted med super service

De har også en restaurant,  nogle hundrede meter derfra, ved navn La Nené. Her får man morgenmad, men vi bestilte også bord til om aftenen. Det var en god beslutning. Maden var helt i top, stedet lækkert og servicen upåklagelig. Her mødte vi også det spanske par, som vi har “fulgtes”med næsten hele turen.  Vi snakkede lidt med dem på restauranten. Han kunne godt engelsk, hun slet ikke. Han arbejder indenfor søfart og de bor i Barcelona. Vi havde forinden spurgt dem, om de var fra Spanien og så var det, at han grinende sagde, at det vidste de ikke helt, for de var fra Barcelona! Men dels pga. hans job, dels fordi, han havde boet udenfor Catalonien som yngre, var han/de helt klart ikke tilhængere af løsrivelse fra Spanien.

Vi “kom” også til at få en flaske rødvin denne aften, for de havde den gode Montesa vin, vi havde fået aftenen før i Melide. Pris: 15 euro! Var perfekt til det ekstremt lækre og møre, grillede kød, vi fik. Det smagte og så næsten ud som oksekød (var rødt inden i), men var faktisk fra gris. Må være noget vildsvineagtigt eller i hvert fald meget langt fra en sej og bleg, dansk industrigris…

Mums på restaurant La Nené i Arzua

Værelset var også en positiv overraskelse, med egen, rigtig altan med aftensol. Adrian og Co. har også gang i indretning af et hotel mere tæt på restauranten, så vi ønsker dem alt mulig held og lykke og giver topkarakter på booking.com og Tripadvisor.

Det var derfor også en fornøjelse at starte næste dags vandring, efter at have indtaget turens bedste morgenmad med lækker skinke med pesto, gode oste, brød, croissant, friskpresset juice osv.

Igen var vejret perfekt. Noget af det allerbedste ved denne tur er de skønne, stille morgener, hvor man begiver sig afsted, mens solen så småt kommer frem og varmer. Det er jo blevet vintertid, så fra søndag kunne vi sove en time længere og først starte, når solen var ved at komme frem.

Her gik stien over et lille vadested. Men der var også en alternativ rute. Ingen steder var det svært at passere

Strækningen fra Arzua til O Pedrouzo var på ca.19 km officielt, så nu skulle det vise sig, om vi (jeg) kunne klare det. Det gik, men som nævnt havde mit “talende knæ” sagt grimme ting til mig de sidste km af turen…

Ikke alle støvler klarer hele turen. Disse har vist været efterladt et stykke tid…

Sidste ophold før Santiago var på pension LO, der er et lille, moderne sted i udkanten af denne lidt forstadsagtige by O Pedrouzo. Ikke  noget specielt godt at sige om byen, men det ville være alt for langt at gå hele vejen til Santiago samme dag. Om eftermiddagen rokkede vi ind og så på Hovedgaden og fandt et hyggeligt og trendy lille sted, hvor man sad ved et langt bord alle sammen. Vi fik bare en øl og ville komme tilbage senere og spise til aften. Det lykkedes dog ikke, for der var stuvende fyldt, da vi kom igen. Resten af stederne i byen var ikke spændende, men vi valgte et sted, som pensionen havde anbefalet. Det blev en “morsom” oplevelse. Aldrig har vi oplevet en så ignorant tjener! Han så os, da vi kom ind, men hilste absolut ikke. Vi stillede os ved et bord og han kom hen til os og gloede meget længe uden at sige et ord. Endelig sagde JEG så på engelsk, om vi måske kunne få noget at spise? Han svarede: “Hvad?!”. Så var vi tæt på at gå igen. Det lykkedes dog at få noget mad (et ikke særligt spændende stykke fisk), men tjeneren var iskold. Det lykkedes heller ikke at få ham til at komme, da vi skulle betale, så hv måtte op til disken.

Ved ikke, hvorfor der er så ekstrem stor forskel på servicen her i Spanien? Tænkte først det handlede om penge -dyrt sted/god service, men den holder ikke. Nogen har bare været på servicekursus, andre ikke. Eller også ligger det bare mere naturligt til nogen…

Vi har læst om at man også er træt af turisterne på Caminoen, ligesom man er træt af dem i Barcelona. Her handler der om, at de lægger for få penge og “render rundt og lugter”. Men sådan nogle som hv og jeg, vi lægger både penge og vasker os, så os burde de være glade for 😉

Noget af det bedste var de dage, hvor vi ikke fik morgenmad inden afgang, men efter et par timers gang fik friskpresset juice og en croissant på en cafe…

Så blev det den sidste dag inden ankomst til Santiago. Jeg var optimist, da vi drog afsted efter at have snakket med en amerikansk, ikke helt ung kvinde, der havde gået 700 km uden problemer. Nogle steder var der meget stejlt terræn sagde hun, ikke noget for et dårligt knæ.

Men som nævnt var knæet samarbejdsvilligt denne sidste dag, ligesom vejret var skønt og solrigt (dagen før havde været ok, men mere gråt og blæsende ind i mellem).

Vi var positivt overraskede over, at ruten fortsat var fin og langs små veje eller gennem skov. Først til sidst -efter Monte Gozo- gik det nedad langs en befærdet og larmende vej. Men da vi nåede Santiago og der kun var ca.1/2 times gang til hotellet, måtte vi fejre det med en øl på en cafe. Pilgrimsbeviset var i hus!

Afslapning i Santiago

Eftersom vi var vakse og fik hentet vores Compostelaer samme dag, vi ankom (lige inden lukketid og uden kø), har vi nu god tid resten af tiden i Santiago.

I dag har vi været til pilgrimsmesse kl 12. Vi nød at sove uden at have et vækkeur, der ringede og at spise sen morgenmad. Man skulle komme i god tid til messen, stod der, og da vi ankom ca.10:50, fik vi da også nogle af de allersidste almindelige siddepladser – men utroligt heldigt på 2.række. Mange måtte stå op eller sidde ved foden af stensøjlerne.

Vi venter på pilgrimsmessen i katedralen i Santiago

Vi havde ikke regnet med at de ville svinge med det kæmpestore røgelseskar, Botafumeiroen, for det sker vist kun ved specielle lejligheder eller under jubelår, som ikke er i år. Men det gjorde de altså i starten af seancen og det var en spetakulær oplevelse. Skal da love for at den blev svinget op i luften – helt op til loftet!

Botafumeiroen med røgelse, der blev svinget rundt i kirken. Oprindeligt for at tage stanken fra de mange ildelugtende pilgrimme…

Vi forstod som forventet ikke meget af messen, der mestendels foregår på spansk. Men enkelte gange kom der lidt på engelsk. Var dog noget skuffet over ikke at høre ordet Dinamarca, da de nævnte de lande, som gårsdagens pilgrimme var fra…

Til slut kunne man komme op og få en oblat, men det havde vi ingen behov for. Har det lidt dobbelt med den slags, på den ene side, er det en oplevelse, på den anden side næsten lidt komisk med alt deres røgelse og processioner og mænd med “åbne tevarmere” (bispehuer…) Og så kunne man da også lige købe sig aflad, da der gik damer rundt og samlede ind…

Men det mest specielle var næsten alle de pilgrimme, der mødte hinanden og krammede og hilste på. Her kunne vi så ikke lige være med, for vi har jo reelt ikke talt ret meget med andre. Ikke af uvilje, det er bare noget andet, når man går sammen som par.

Og nu har vi helt “fri”! Skønt at dalre formålsløst i denne meget skønne og tiltalende by og ikke skulle noget specielt. Det er gråvejr i dag for første gang, men tørvejr indtil videre. I morgen er der lovet heldagsregn, men skidt, for nu er vi i mål! En herlig fornemmelse 😃

Målet er nået! Hv foran katedralen i Santiago de Compostela

Halvvejs på minicaminoen – og “knæ-krisen” er (forhåbenligt) overstået!

Så er det alvor. Afgang fra Sarria en kølig morgen
Men snart kom solen frem og det smukkeste landskab åbenbarede sig

NU tør jeg tro på projektet…det gjorde jeg ikke helt i går og slet ikke i forgårs 😬 Efter nem rejse til Santiago via Kbh. og Barcelona og noget fumlen for at komme med bus til Sarria,  lagde vi spændte ud på turen d.26.10. De første ca.12 km var helt fantastiske, vejret var vidunderligt, landskabet og landsbyerne fortryllende og bentøjet i top.

Den første cafe på vejen. Pragtfuldt at sidde der og få lidt morgenmad – jeg var helt høj

Frokosten blev indtaget i Ferreois og humøret var højt. SÅ begyndte det bare at gå ned ad bakke kilometer efter kilometer. Jeg synes virkelig, jeg passede på og brugte den ene vandrestav,  jeg havde med, til at tage stødet fra knæene, ligesom jeg tog forsigtige skridt. Men det højre knæ begyndte at protestere…og da vi skulle ned ad en meget stejl bakke lige før Portomarin, hjalp det ikke engang at støtte til hv også og liste lige så stille, for knæet protesterede højlydt!AV AV!  Og så er det jo, man skal høre efter…Set i bagsklogskabens ulidelige klare lys skulle vi have taget en taxa det sidste stykke. Men nu kom jeg nærmest kravlende over broen til Portomarin – man er vel pilgrim 😉 Det var en hel lise, at allersidste step var en stejl trappe op til Hovedgaden – for OPad, det kan knæet lide!

Op ad stejl trappe – piece of cake..
Den gamle Portomarin By ligger  under vand. Efter bygningen af en dæmning er der nu lavet en ny by længere oppe

Aldrig har en fadøl smagt så godt, indtaget i den smukke lille have, der hører til Hotel De Berbetoros i Portomarin. Men sejrsrusen over at have gennemført første etape på godt  20 km/32.000 skridt (hv’s tæller siger 35.000) var iblandet en stor bekymring for morgendagens etape – for ikke at sige resten af turen…Det hjalp ikke synderligt at hvile knæet et par timer, men vi skulle hen og købe knæbind og en ekstra vandrestav inden lukketid kl 20 og det lykkedes da også at krabbe sig derhen. Og heldigvis også at rokke ned til den glimrende restaurant O Mirador, der havde  stort udvalg på menukortet, bl.a. grillede vagtler, som jeg smovsede i (pris 10 euro 😊). Ovenpå gårsdagens rævepis til “menu del dia” i Sarria, havde vi lyst til en bedre vin og købte en Crianza til hele 16 euro. Den smagte særdeles glimrende.

Der blev lagt en plan A og en plan B: jeg ville prøve at gå en 1/3 eller måske endda 1/2 delen af turen næste dag og så tage en taxa for resten. Alternativt tage en hel pausedag, hvis knæet stadig strejkede om morgenen.

Vi rokkede hjem igen og gemte os under dynerne i det noget kolde hus. Der var ikke andre gæster end os og personalet virkede ærligt talt ikke specielt imødekommende. De var ikke uhøflige, men lidt afmålte. Så her kommer vi nok ikke igen, selvom værelset var smagfuldt indrettet og haven dejlig.

27.10.2107: Portomarin-Palas de Rei

Her var optimismen ikke så stor – morgen i Portomarin

Om morgenen sagde knæet : “hvis du absolut vil, så ok da, men ikke for langt og tag hensyn!” Det blev så aftalen. Knæbind er godt, men to vandrestave er GULD! (Har i parentes bemærket haft to engang, indtil en mig nærtstående person lige skulle låne den ene og efterlod den på et værtshus…). Men en (omend knapt så lækker og let) ekstra stav til 8 euro gør absolut underværker, når knæene skal skånes 😊

Afgang en tåget og kølig morgen. Optimismen var ikke overvældende, da jeg stagede mig op gennem skoven efter Portomarin. Oven i købet var ruten slet ikke så malerisk som i går (mest langs en landevej) og så kom vi oven i købet gennem et stykke skov, der var brændt…Men det gik – det gik faktisk! Da vi nåede landsbyen Ventas de Narón og det desuden var forbløffende varmt, ca.25 grader, sagde jeg, at nu var det nok klogt at lade sig transportere resten af dagens etape. Havde dog klaret ca.12,5 km -langt over forventning. Kunne selvfølgelig godt bide tænderne sammen, men er hundeangst for at få varige skader. At gå længere ture er jo en meget stor livskvalitet for os.

Man møder mange vovser på vejen, når man går Camino. Mange af dem store skrumler,  som hende her. Men alle er totalt fredelige. De hverken gør eller følger efter os, kigger bare sløvt efter de sære forbipasserende…

Taxaen, der fragtede os til Palas de Rei, fulgte faktisk caminoruten, så vi kunne følge de mange, vi nu ser hver dag, fordi de har samme rytme som os. Dukkede mig lidt, da vi passede den søde, canadiske pige, vi havde kørt i rutebil med til Sarria…men de 15 euro var givet godt ud.

Her sagde knæet : hertil og ikke længere…

Overnatningsstedet var pris- og forventningsmæssigt turens højdepunkt. Og jeg skal da love for, forventningerne blev opfyldt! Blev mødt at en nærmest begejstret Mari Cruz (som hun hed), da vi ringede på døren i Casa Leopoldo. Et lille sted med seks værelser og ikke på booking.com, men dog på Tripadvisor. De har også en hjemmeside – uden priser…Vi havde flottet os og købt det bedste værelse og det var sandelig en oplevelse. Fantastisk suite med vinduespartier til tre sider, en flot udsigt og en helt speciel indretning. I huset bor også de 3 ældre søstre, der ejer huset, men igen var vi de eneste gæster.

Suiten på Casa Leopoldo – noget helt særligt

Til huset, der må være helt nyrenoveret (i boutique-stil), hører også en lille oase af en have, bl.a. med et megastort kiwitræ. 100 kg marmelade sidste år, sagde de, men i år: 8 sølle stk. kiwi. Mor her snuppede en lille morfar på bænken i haven…

Jeg fik selvfølgelig tilbudt en ispose til knæet – skønt

Bevæbnet med stave og iført shorts og t-shirts gik vi ned til en bar og fik en velfortjent fadøl med lidt oliven til. Skønt med lunt solskinsvejr. En mand fra Virginia var højlydt forbløffet over, vi var danske. Vi talte rigtigt godt engelsk, mente han- han havde overhørt vores lille snak med den canadiske pige, der nu var ifølge med to unge mænd fra hhv. US og Sydafrika. Rigtigt fint, hun havde fået selskab, omend vi funderede lidt over, om det kunne skabe splid mellem de to unge herrer, der givetvis begge bejlede til pigen…

Tilbage til huset så jeg, hvor flot det måtte være at sidde i åbningen til den franske altan og se solnedgangen lige overfor, så hv  blev sendt ned efter en MEGET LILLE flaske cava (2 cl? ) som vi kunne DELE. Både den søde Mari Cruz og jeg var ved at knække sammen af grin, da hv kom tilbage, for han fortsatte halvvejs ud af byen, før det gik op for ham, at han var kommet for langt…

Hv har ingen skavanker, han traver bare rask derudaf…

PULPO- stykker af store blæksprutter -er en specialitet her i området, så det måtte vi prøve. Blev indtaget samme sted som i eftermiddags, nu indendørs på dette fine, lille sted, hvor der var flest lokale her fredag aften.

Vi var på vej til at liste ubemærket op af trappen, da vi kom hjem ca.22:30, men sandelig nej: søstrene sad og ventede på os og ville  byde på hjemmelavet valnøddelikør og friske valnødder. Likøren smagte super godt og de tre ældre kvinder var ved at vride sig selv af led for at vi skulle føle os godt tilpas. Kom til at tænke på, da vi var i Grækenland i “gamle dage” og blev inviteret ind til lokale landsbyboere og budt på div. drikkevarer mv. mens vi “konverserede” uden at kunne et ord på hinanden sprog. Her var der også visse sprogvanskeligheder, idet søstrene kunne spansk og kun spansk og vi altså ikke kan spansk. Men på forunderlig vis fik vi alligevel kommunikeret, jeg fik bl.a. “fortalt” om hele vores 4 ugers rejse og søstrene var behørigt imponerede. En rigtig sjov og anderledes oplevelse at sidde der i stuen med de rare søstre.

Sov aldeles vidunderligt i den skønne seng, og nu med en tro på, at morgendagens etape nok kunne gennemføres…

28.10. Palas de Rei -Melide

Igen en dag med skønt vejr: solskin og 20~24 grader. Vi er da helt ekstremt vejrmæssigt heldige på denne tur, der slet ikke byder på regn i vejrudsigten, så længe vi er på farten.

Nogle af de smukkeste strækninger på Caminoen er af hulveje langs gamle stengærder

Nu vi var de ultimative luksusdyr, havde vi også bestilt morgenmad (a 14 euro pr. person) på Casa Leopoldo. Og Mari Cruz så også nærmest stolt ud, da hun viste os morgenbordet. Det så også fornemt ud, med en lokal galicisk specialitet som højdepunktet: en slags kartoffelmos med ristede løg og et pocheret æg oveni, serveret i en lille glascocotte. Vældig godt.

Der blev ønsket Buen Camino adskillige gange, da vi drog afsted på næste etape. Nu med en helt anderledes tro på dagen, for knæet gjorde slet ikke ondt!

Horreos – hedder de gamle magasiner, man ser mange steder langs Caminoen. De blev brugt til opbevaring af især majskolber

I dag var etapen næsten lige så smuk som den første dag og efter en formiddagspause samt en middagspause med frokost, nåede vi Hotel O Tobo de Lobo i Malide præcist kl 15. Meget passende distance, vil jeg sige, alt taget i betragtning. At gå lige ud og op ad bakke – no problemos. At gå ned ad bakke – stadig ikke godt, men det var forventeligt. Jeg skiftevis gik med “stift”ben, skiftevis baglæns (!) – ellers også bare meget forsigtigt. Heldigvis var ruten ikke voldsomt kuperet.

Man kommer forbi mange små kirker undervejs og kan ofte  få sit pilgrimspas stemplet her

Vi er nu installerede i et dejligt, lyst og moderne indrettet hjørneværelse med vinduer til to sider. Og prisen er endda meget human: 40euro. Her hviles fusser og knæ. A pro pos FØDDER: må lige prale af, at vi ikke har antydning af vabler eller anden dårligdom 😇

Perfekt afslutning på denne dag, eftersom hotel O Tobo de Lobo også har en meget lækker restaurant. Jeg fik små, gratinerede kammmuslinger og hv en rød, velhængt bøf (30+ dage).

Let og lækkert på restaurant O Tobo de Lobo i Melide

Princippet om at yde, før man kan nyde, passer også glimrende her. Luksuscamino – det  er lige os 😊

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Godt begyndt er halvt fuldendt!

 

Hvilken herlig, grå regnvejrsdag at forlade Danmark på 😜Vi er klar med udstyr til både vandring og byliv!

Freja anede, der var noget på færde og så sørgmodig ud. Men hun får det heldigvis super godt hos genboen, der passer både hus og hund

En tidl. caminovandrer ville sikre sig vi kom godt afsted og var så venlig at køre os til stationen

Vi skal gå på Caminoen til og med d. 31.10. Det lover godt 😎

Turen går til Caminoen og Andalusien –  eller sådan får man has på november!

November er sådan en kedelig måned i Danmark, synes vi privilegerede frie fugle, der kan rejse, lige når vi vil…
Derfor var det planlagt, at denne måned skulle tilbringes i det skønne Andalusien – eneste rejsemål, vi vender tilbage til igen og igen. Men  pludselig opstod ideen om at koble med en prøvetur på Caminoen og derefter flyve videre til Sevilla, der er næste stop på turen.
Nu ser planen derfor ud som følger:
24.10.-3.11.17: Vandring af Camino Frances fra Sarria til Santiago de Compostella. inkl nogle dages ophold her. Så vi skal “kun” gå de sidste ca. 115 km ind til Santiago. Og vi kan lige så godt afsløre det med det samme: vi skal bo på hoteller og får bagagen transporteret. Hvem sagde luksusdyr! Får vi smag for den slags, kan vi altid prøve igen og evt. med en længere rute.
3.11.-9.11.17: Ophold i Sevilla, hvor vi har lejet en lejlighed, centralt beliggende i den gamle bydel. Vi skal bl.a. mødes med den spanske familie, som vi skal bytte hus med til næste år via Homeexchange.
9.11.-10.11.17: Tog til Malaga, hvor vi bliver modtaget af vores gode venner, som vi skal bo ved den første nat. Og til jazzkoncert med dagen efter.
10.11.-15-11.17: Ophold i Malaga, hvor vi har lejet en lejlighed i centrum.

Udsigten fra vores hus i Frigiliana (feb/mar 2016)

15.11.-22.11.17: Ophold i Frigiliana, hvor vi har lejet et hus i den gamle bydel. Her får vi bl.a. besøg af vores svigerinde de sidste dage.
Således er der has på november! Vi er spændt på vejret, for vi kender mest til Andalusien i februar/marts og det skulle være en del bedre i november. Under alle omstændigheder: når jeg kigger ud af vinduet lige nu, kan det kun blive bedre.
Hasta la vista – mere om turen, når vi er afsted.

Nu har jeg en blog!

Hvorfor nu det? Jeg er i forvejen på Facebook, Instagram, Snapchat, skriver rejsebreve på mail, dagbog osv. Og man skal vel også ud det virkelige liv en gang imellem, i stedet for at begrave sig yderligere i sociale medier og anden selviscenesættelse…

Tongariro National Park, New Zealand

Og kommer mine skriblerier andre end mig selv (og evt. mine venner og familie) ved? Aner det ikke, men hvis andre end førnævnte skulle få lyst til at læse med, så er man velkommen!
Jeg har efter moden overvejelse besluttet at starte med en egentlig rejseblog og ikke en blog om alt muligt, jeg måtte have på hjerte.
Dels så det ikke bliver alt for rodet og privat, dels så jeg dermed ikke SKAL være “på” nærmest i døgndrift.
Målet er blot at inspirere andre til at nyde rejselivets glæder, især med fokus på os, der er seniorer/i den 3. alder. Der synes nemlig ikke at være ret mange (om nogen?) blogs, præcist med dette fokus. Langt de fleste rejseblogs er skrevet af yngre mennesker – enlige, par eller børnefamilier. Enkelte er skrevet af mere “voksne”, men som sagt ikke mange af personer, der har forladt arbejdsmarkedet, med de muligheder, det giver at være “fri fugl” – men også med de evt. begrænsninger, der følger af ikke at være nogen vårhare længere.
Endelig tror jeg også, det er min bibliotekariske DNA, der gør en blog tiltrækkende. Her kan jeg bl.a. systematisere information, fremfor facebook og andre mediers mere tilfældige og ad hoc prægede information. Jeg har også altid syntes, det var super sjovt at arbejde med hjemmeside i arbejdsregi. Er så absolut ikke nogen haj til dette, men herligt at der nu om dage er så nemme og gode hjælpemidler at ty til, så “alle og enhver” kan lave sin egen blog. Jeg vil skrive om rejser i både ind-og udland og “krydrer” med små beretninger/fif til skønne steder i DK, der egner sig til dejlige gåture. Fælles for skriverierne er en stor glæde ved naturen og ved gå- og vandreture i denne. Suppleret med byer, kulturelle oplevelser mv.

Velkommen til  – håber I  får lyst til at læse med fremover!